August måned er høstmåned – ikke kun på marken, men også i køkkenhaven, og har man en bugnede køkkenhave lige nu, så kan det mærkes i husholdningsbudgettet, når man kan hente de fleste grønsager i haven. Og hvis der er overflod, kan der syltes, fryses og tørres af overfloden til senere brug.
Den nyttige del af haven bugner lige nu af høstklare afgrøder. I drivhuset er der sprøde salatagurker, søde fuldmodne tomater og måske de første modne pebre og chili. Ude i køkkenhaven er der nu masser af bønner, sylteagurker, sommerkål, gulerødder, squash, tomater, salat og forårsløg. Løg og hvidløg hænger til tørre. De første blåbær, remonterende jordbær, efterårshindbær og opalblommer er allerede modne. Generelt har bær og frugt de senere år været modne 1–2 uger førend det »normale« tidspunkt for de enkelte sorter.
Bedre sent end aldrig gælder også tomater fra egen have. Men nu er de der – dejlige søde cherrytomater. Foto: Karna Maj
Men det er ikke kun grønsagerne, som er vokset godt til, også ukrudtet er kommet godt i gang med de mange spredte regnbyger og fugtige vejrlig i juli. Det er nu, man skal i gang med hakkejernet, hvis ikke efterårshaven skal blive en ukrudtshave. Der er titusinder af små grønne kimplanter fordelt ud over haven, og i en fugtig jord vil de i august måned vokse både eksplosivt og frodigt. Og det gælder både i blomster- og urtebede, hvis ikke planterne dækker jorden effektivt.
Ferien er ved at slutte for rigtig mange haveejere, og har man været væk hjemmefra i flere uger, så kan haven godt se lidt uoverskuelig ud med ukrudt, højt græs og bærbuske, som ikke er blevet plukket til tiden.
Men selv i en forsømt feriehave er der masser af fine blomster og dejlige grønsager. Man skal bare lige overvinde choket, og få gang i hakkejernet.
Heldigvis vokser ukrudtet ikke så hæmningsløst som før sankthans. Men det sætter frø på den her årstid, og frø skal helst ikke med i kompostbunken, med mindre man er sikker på at man kan få den op på en temperatur på 60° C i en lille uges tid, så varmen kan gøre det af med frøenes spireevne. Har man plads, kan man lave en bunke speciel til ukrudt med frø – den skal selvfølgelig ikke spredes ud i haven. Ellers må frøstandene hives af og i en sæk til aflevering på kommunens genbrugsplads, hvor der komposteres ved høj temperatur.
Fra midt i august er der stort set ikke flere grønsager, man kan nå at så, så det er en god ide at få sået evt. ledige arealer til nu.
Den tilbageværende vækstsæson er efterhånden begrænset – og der bliver gradvis færre lyse timer i døgnet. Man kan dog stadig så japanradis og ræddiker. Spinat kan sås den næste måneds tid. Prøv også at så et par rækker dild til efterårsbrug – et evt. overskud kan fryses ned til vinterbrug.
Der er også en række afgrøder, man kan så til høst i småbladsstadiet, bl.a. orientalske bladgrøntsager og forskellige salattyper. Lige nu er det også tid for såning af almindelig rucola til efterårshøst og vårsalat og vinterportulak til høst næste forår. Spinat til overvintring sås først sidst i august til først i september.
Prøv også at så en række radiser – der er i hvert fald fugtighed nok lige nu til at dyrke flotte radiser, og de danske sommerbyger ser ud til at fortsætte. Det er med at vende det til noget positivt.
Basilikum kan man godt nå at så et nyt hold af i potter. De kan senere sættes ind i drivhuset til at bruge af i efteråret. Måske er der allerede plads nu i drivhuset, hvis agurkerne er gået til af agurkskimmel eller spindemider.
Når man har levet af frosne bønner i trekvart år, har man helt glemt, hvor godt friske bønner smager. Og i år er man ekstra taknemlig for endelig at have bønner. Vejret har simpelthen ikke været til at få bønner til at spire først på sommeren. Til gengæld er julisåede bønner mere villige og ser ud til at sikre bønner langt hen på sensommeren.
Bønner er især uovertrufne, når man er påpasselige og lige får dem taget fra kogningen, når der stadig er lidt bid i bønnen. Men det er vigtigt, at bønnerne altid gennemkoges, da de indeholder giftstoffer, som kan give madforgiftninger. Disse stoffer nedbrydes af varme. Det gælder for alle bønner af Phaseolus-familien, hvortil de almindelige havebønner hører.
Hvis man har sået sorter med forskellig udvendig farve, så er der måske en hel farvesymfoni at hente med grønne, gule, lilla og grønne bælge med rødlige striber. Har man ydermere sået både de flade og brede snitbønner, de små fine haricot vert, almindelige grønne bønner og de gule voksbønner, så har man et udvalg, som selv specialbutikker ikke kan tilbyde.
Samtidig kan man jo så glæde sig over, at bønner høstet i egen have er både friskere og billigere. Faktisk koster 500 g bønner ca. 20–25 kroner. Og bare et par meter bønner giver mange portioner bønner fordelt over flere uger. Bønner er en afgrøde, som betaler godt tilbage for en minimal arbejdsindsats. Hvis de altså spirer og lykkes – og netop det har været svært i år.
Friske bønner er sagen – her stangbønner af sorten Eva, som måske ikke er den allerfineste sort smagsmæssigt, men den er tidlig og produktiv. Det er en bred snitbønne. Foto: Karna Maj
Det er vigtigt at høste alle bønner, inden de udvikler frø, da planterne ellers holder op med at blomstre og sætte nye bønner. Vil man selv høste frø af bønner, er det derfor bedst at udvælge et par planter til frøhøst.
Det er også en god ide at lade nogle planter af valske bønner stå og udvikle modne frø, da disse frø er ret dyre i indkøb.
Majs kan godt lide varme somre, men det er ikke just det, vi har haft i år. Dog har fugtigheden har givet store planter. Majsene blomstrer – om de bliver velformede og helt fyldte med majskorn afhænger af, om de bliver bestøvet tilfredsstillende.
Hver majsplante har både hun- og hanblomster. Hanblomsterne sidder i toppen af planten – som stjernen på juletræet – og støvet herfra fordeles med vinden til blomsternes støvfang, som er den silke, som hænger ud af toppen på majskolberne. Bestøvningen sørger vinden for, og for at få en god bestøvning er det bedst, at majsplanterne står i en firkant. De kolbeformede hunblomster har hvert sit støvfang, og hver eneste kerne i kolben har således sit eget støvfang og skal bestøves særskilt. Har man plantet en lang række majs, risikerer man, at hunblomsterne ikke bestøves ordentlig, og man får da kolber, som ikke er fuldt besat med majskorn.
Selv om vi har en kold sommer med mange byger, så kan der nogle steder i haven godt opstå vandmangel, især hvis man har mange store træer. Æble- og pæretræerne bruger lige nu mange liter vand både til fordampning fra de mange blade, men også til frugterne, som vokser med stor hast den næste måneds tid. Står der store træer, som har rødderne inde i køkkenhavens bede, er det grønsagerne, som kommer til at mangle vand. Og ofte lægger man ikke mærke til det i tide.
Bønner er en af de afgrøder, som virkelig tager skade af at mangle vand, da planterne holder op med at vokse og sætte bønner. Ikke mindst stangbønner har et stort vandforbrug og har et lille areal at hente det på. Når planterne først får gule blade, er der allerede sket skade på planterne. Så stik fingeren i jorden i bønnebedene og mærk efter, om der er vand nok.
De meterhøje majsplanter kan også komme til at mangle vand, og netop nu danner de majskolber, så også her er det en god ide at holde øje med evt. tør jordbund.
Bede med nysåede planter, som lige er kommet op eller er på vej op, skal passes med vand på dage med sol og blæst, hvis de skal lykkes. Det er sværere at så nyt midt på sommeren end i foråret.
Vi har i år fået mange og gode hindbær. De sidste hindbær er spist, og det er tid til at fjerne alle de gamle skud af sommerhindbær, så de unge skud fra foråret kan få lys og plads til at udvikle sig på. Det er dem, der skal give bær næste år.
De nye skud udtyndes til 10–15 pr. løbende meter række. Det er vigtigt at fjerne de gamle skud med det samme og helt nede ved jorden, da det forebygger hindbærstængelsyge. Det er lige nu let st se forskel på de nye og gamle skud. De gamle er helt brune, mens de unge endnu er grønlige. På de gamle skud kan man desuden se, hvor bærrene har siddet, og de begynder at få gullige blade. Hvis man er heldig, er der et par sidste-bær til at forsøde sig med under udtyndingen.
Hindbær skal kun gødes ganske lidt, og da hindbær er en skovplante, er det bedst at bruge kompost, og 2–3 l pr. m² pr. år er tilstrækkeligt.
Det er blommetid for de tidlige sorter, bl.a. den dejlige søde spiseblomme ‘Opal’ er moden nu. Blommer er dejlige søde og lige til at spise sig en mavepine til i. Men de først modnende blommer er næsten altid med en ekstra krydring: den yndigste lille lyserøde larve. De falder som regel hurtigt ned på jorden. Larven skal nemlig ned i jorden, hvor den forpupper sig og overvintrer indtil næste forår, hvor det voksne insekt, blommebladhvepsen, kommer frem og lægger 20–25 æg. Hver larve kan nå at ødelægge 5 blommer, inden den havner på jorden i en moden blomme. Det er derfor en god ide at få samlet alle de tidligt nedfaldne blommer op. Komposter dem ved høj varme, eller skaf dem helt væk fra haven.
Hvis man har haft mange larver i blommerne i år, kan man overveje næste forår, når blomstringen begynder, at hænge en ferromonfælde op, som tiltrækker og uskadeliggør viklerhannerne, inden de parrer sig med hunnerne. Det reducerer antallet af larver betragteligt.
Når man plukker dejlige modne blommer, støder man måske på nogle ulækre blommer med en grim hvid belægning. De er angrebet af gul monilia, og de skal plukkes af hurtigst muligt, da de smitter de blommer, som de har kontakt med. Hvis de tørrer ind og bliver siddende til næste år, smitter de næste års blommer.
Hvis man ikke kan overkomme at spise alle blommerne, kan de fryses, syltes eller tørres.
Opalblommer modner i august, og det er svært at vente med at smage, til de er helt modne. Foto: Karna Maj
Gul monilia er tidlig på færde i år på grund af det fugtige vejr med høj luftfugtighed. Selv helt grønne æbler på træerne kan man se blive angrebet. Gå en haverunde med jævne mellemrum og kig op efter angrebne frugter. Der er angrebne frugter både i æble-, pære- og blommetræer. Fjern de angrebne og evt. nabofrugter, som de har siddet fast op imod. De er smittet og kan lige så godt fjernes med det samme.
Har du masser af mynte i haven, og mere end du kan overkomme at bruge, så er det en god ide at tørre noget af det til at bruge til te i vinterhalvåret. Det kan hænges op til tørre et luftigt sted i skygge, men hvor effektiv tørringen er, afhænger af vejret. Lige nu står sommervejret på ustadigt vejr og med regn og byger nogle dage. Ikke det bedste vejr til udendørs tørring af urter.
Den bedste metode er at bruge et tørreapperat, da urter skal tørres ved en ret lav varme, som kan være svær at få i køkkenets bageovn, som oftest ikke kan stilles lavere end 50° C. Læs mere om tørring af urter og frugter i artiklen Gem havens afgrøder ved at tørre dem.
Citronverbena er en anden krydderurt, som kan tørres og giver en fantastisk velsmagende urtete.
Allerede i foråret var der mange nyttedyr, og hen over sommeren er der foregået en god opformering af nyttedyrene. Og det er heldigt, for der er også masser af skadelige insekter såsom bladlus, kållarver, larver, som æder huller i rosenbladene, osv. Der er et leben af insekter i haven, og det er svært at have et overblik over, hvad der er nyttige, og hvad der er skadelige insekter for vore planter.
Mariehøns er vi rigtig glade for i haverne, for de er yderst nyttige insekter, hvis larver æder bladlus i hobetal. Desværre ser det ud til, at antallet af mariehøns i år er ret beskedent i haver og naturen.
Til gengæld er der masser af snyltehvepse og svirrefluer, hvis afkom kan gøre det af med bl.a. bladlus. De letter næsten i sværme, når man nærmer sig de planter, som de er særligt glade for. Det er en god ide at bide mærke i, hvilke planter i haven, de søger føde i. Ved at plante disse insektplanter, kan man få flere af disse nyttige insekter i haven, som kan være med til at holde antallet af skadedyr nede på et minimum.
Nogle af de sikre insektplanter er vild merian, græsk oregano, koriander, anisisop, persille, dild, mynte, løgblomster og honningurt. Hvis man studerer de enkelte arter kan man se, at nogle insekter foretrækker bestemte plantearter i højere grad end andre. F.eks. ser det ud til at snyltehvepse tiltrækkes ekstra af bla. mynte, kinesisk purløg og karryplantens blomster – de besøges dog også af svirrefluer.
Hvis der kommer en invasion i haven af mariehøns de sætter sig på vore bare arme og ben, og kan blive irriterende. Mariehøns kan faktisk bide en lille smule. Også svirrefluer kan i større mængder være irriterende.
De hvide kålsommerfugle flagrer lystig rundt mellem havens blomster og forsyner sig med nektar. Smukke er de hvide fugle, så længe de bliver i blomsterbedet. Ser man dem derimod i gang med at undersøge kålplanterne for et godt blad til at lægge æg på, er det en anden sag.
Har man ikke net over sine kål, er det en god ide de næste mange uger at gå en tur rundt og se efter larver på kålplanterne flere gange om ugen. Får man øje på friske ekskrementer, kan man være sikker på. at der er en stor larve et sted. Med mindre den er blevet til fugls føde eller ædt af en hveps. Det er en god ide at kigge på kålbladenes underside, da det er her, at kålsommerfuglene lægger deres æg. Her kan man hurtigt aflive et halvt hundrede æg eller små larver, som endnu ikke har spredt sig ud på hele planten.
Hvis man er heldig, har man i haven den art snyltehvepse, som placerer ders afkom i kållarver, så de bliver til madpakke for snyltehvepsens larver. Kållarver kan også angribes af bakterier, så de dør. Men desværre er det mere reglen, at kållarverne gnasker løs, og nyttedyrene ikke dukker op. En forudsætning for at tiltrække snyltehvepse er, at haven har blomstrende gode insektplanter, især skærmplanter. Det er derfor en god ide at lade dild og persille blomstre i køkkenhaven.
Selv om man har net over sine kål, er det en god ide at holde øje med evt. hullede blade. Har der været bare få larver på planterne ved udplantningen, kan der senere klækkes f.eks. en kålugle, der i fred og ro kan lægge sine æg. Her har de sent udplantede spidskål fået selskab af salatplanter af sorten Little Gem, der som navnet siger er små planter og giver små kompakte hoveder. Salathovederne skal snart bruges, så spidskålen kan få al pladsen. Foto: Karna Maj
I havens træer og buske er der et sandt leben af musvit- og blåmejseunger fra nye kuld, som kalder på forældrenes opmærksomhed. Man kan hele tiden høre, hvor de nu er i haven, og glæde sig over, at de voksne fugle støvsuger omgivelserne for larver og insekter, som proppes i den sultne ungers åbne næb. Man siger, at et musvitpar på en sæson spiser og fodrer med 15 kg larver.
Så det er en god ide at have et antal musvit- og blåmejsekasser i haven, så en eller to af dem finder nåde som yngleplads. De to arter har territorier, så der er i en almindelig parcelhushave kun plads til 1–2 ynglende par. Har man ingen fuglekasser i haven, så sæt dem op alllerede nu, så fuglene har vænnet sig til, at de er der, inden de skal bygge rede igen i foråret.
I august er der mange flotte dagsommerfugle på farten i vore haver. De søger insektvenlig blomster, hvor de let kan finde føde. Morgenfruer, sommerfuglebusk og kinesisk purløg er blandt de mest besøgte. Er der nedfaldne blommer kommer admiralen helt sikkert på besøg, men den vil helst have dem serveret i solskin på bar jord, så flyt evt. nogle nedfaldne blommer ud i solen og træd på dem – så der der serveret til admiralen.
Her har en flot admiral fundet et æble, som er let at komme til at suge frugtsaft fra. Foto: Karna Maj
Hvepsene, som der i år ikke er ret mange af på grund af den forudgående kolde vinter, har også svært ved at modstå modne blommer, og desværre går de i blommerne på træet. Til gengæld æder de også gerne kålsommerfuglenes æg og larver – man kan se dem patruljere mellem kålbladene.
I august finder man også de store flotte larver, som guffer af planternes blade. Nogle går specifikt efter bestemte arter som den store larve af ligustersværmeren. Andre æder mere bredt af haven træer og buske som Lille Penselspinder, Orgyia antiqua, nedenfor. Normalt er der ingen fare for at buske og træer tager varig skade af at lægge blade til lidt larver. Så nyd havens mangfoldighed. Larverne bliver måske i morgen føde for havens fugle, og enkelte overlever og fører arten videre.
Den ligner noget en lystfisker har bundet for at få fisk på krogen. Men det er larven af lille penselspinder (Orgyia antiqua), som blev fundet i haven på et æbletræ. Den æder blade af havens træer og buske og ikke specifikt æble. Foto: Karna Maj
Her først i august har man mulighed for at formering de fleste træer ved hjælp af okulation eller chip-budding. Okulation bruges i havesammenhæng oftest til at lave nye frugttræer med. Du kan læse mere om teknikkerne i de to artikler Okulation med T-snit og Chip-budding, som er skrevet af Boi Jensen fra De gamle sorter. Artiklerne er illustreret med billeder af alle trin i okulationsprocessen, så man har gode muligheder for at få succes med at okulere.
Den anden dag fik jeg spørgsmålet: Hvad er det for nogle broccoli, du dyrker derhenne i bedet? Og faktisk ligner sankthansurt i knop lidt broccoli – jeg havde bare aldrig selv tænkt tanken. Foto: Karna Maj
Kinesisk purløg står i fuldt flor nu – ikke mindst til glæde for havens mange insekter, men blomsterne er også fine i buketter. Foto: Karna Maj
Det er ikke så sjovt at gå i haven, når ukrudtet er vokset sig stort og er gået i blomst og måske frø. Men heldigvis kan man hurtigt se, at man gør en indsats. Foto: Karna Maj
Sidder der stadig ribs på buskene, kan de bruges til ribssaft, som er uundværligt, hvis man vil lave egne rødkål – og det er dyrt at købe. Foto: Karna Maj
Man kan stadig nå at så de bladgrønsager, som har en hurtig udvikling. Her Mizuna og vild rukola 14 dage efter såning. Foto: Karna Maj
Majsplanter i blomstring med hanblomster i toppen. Det er en sen sort, så måske når kolberne ikke at udvikles og modnes, medmindre vi får varmt og godt vejr den næste måned. Foto: Karna Maj
Efterårshindbær begynder at give bær nu. Det er ikke kun den lille snegl med hus, som er på rov – stik mod alle uskrevne regler, så var der også en larve i et efterårshindbær. Foto: Karna Maj
Salat kan godt lide kølige sommerdage med fugtig jord. Så sorter med hurtig udvikling. Her er det sorten Tom Thumb. Foto: Karna Maj
Her det sidste chance for at redde naboæblet ved at fjerne æblet, som er angrebet af gul monilia. Hvepse kan godt lide rådnende frugt. Foto: Karna Maj
Der findes mange slags mynter, og hvis man lader dem blomstre og sætte frø, vil de ofte krydse. Foto: Karna Maj
Det er lettere at udrydde en lille hob af æg, end det er at skulle fjerne et tilsvarene antal larver fra en plante. Foto: Karna Maj
Frilandstomater af sorten Bell Star, som er en busktomat. De er ved at modne – mon de undgår at blive ødelagt af kartoffelskimmel i år? Foto: Karna Maj
Morgenfruer er normalt mørke i midten, men her er det en sort, som har en speciel grønlig midte. Denne sort hedder Greenheart Gold. Der findes en orange med grønlig midte, som hedder Greenheart orange. Foto: Karna Maj
Man kan endnu nå at så dild til efterårsbrug. Et evt. overskud kan fryses ned. Foto: Karna Maj
Hvidløg ser hurtigt tørre ud udenpå, men de skal være tørre inden i, inden de gemmes væk. Tager man hul på et, kan man se, om hinderne omkring hvidløgsfeddene er tørre. Her er de kun begyndt at blive seje. Løget er af sorten Estisk Rød og vejer 125 g. Foto: Karna Maj