Som haveejer kan man virkelig glæde sig over regn og lidt skyer midt i en lang varm og ellers tør periode. Bare lyden af regn og køligheden, der følger efter er fantastisk. Men det bedste er at se planterne nyde regnen og igen begynde at vokse og udvikle sig – men det kræver mere end nogle få mm regn. Ikke alle har fået vand endnu, og der er sikkert ikke ret mange, som vil sige, at haven har fået nok vand. Selv 10 mm regn forslår ikke meget, når solen bager igen kort tid efter. Vi skal helt hen til weekenden, før der igen er udsigt til andet end småbyger. Og her er det igen Øerne, som loves mindst regn – og det er her tørken er værst – se Tørkeindekset.
Nu er der masser af tomater – her en skålfuld med flere sorter fra gule over orange til røde og brunrøde. Foto: Karna Maj
Hvis man er så heldig at få en god gang regn, er der nye muligheder for at kunne så og plante. Det er en dejlig fornemmelse igen at kunne stikke fingrene ned i en gennemfugtig jord. Får man ikke regn ovenfra, kan man vælge at grundvande jorden, hvis man vil så nyt der, hvor man har høstet afgrøder. I øvrigt er det sund fornuft at sætte vandingen i gang, hvis man har fået en god byge, men ikke nok til at vandet når ned til planternes rødder. Lige nu er det dog et begrænset antal grønsager, som kan nå at udvikle sig fra frø til færdig plante – skema i artiklen Planlæg køkkenhavens 2. afgrøde.
I køkkenhaven er der overskud af grønsager klar til at blive spist. For en måned siden var der kamp om dagens agurk i drivhuset. I dag er det en kamp at få brugt den voksende stak af agurker på køkkenbordet, selv når der foræres mange agurker væk. Ærter, valske bønner og havebønner skal også høstes og bruges, når de er klar. Bliver de for store, forringes smagen. Ribs, solbær, kirsebær, solstik og stikkelsbær er på det højeste lige nu, og de skal også spises eller bruges nu. Heldigvis kan man sylte og fryse ned til senere forbrug, hvis man har tid og lyst. Ellers må man forære væk.
Har du mere, end du selv kan bruge, og har du ikke venner og familie til at aftage, så kan du lave et opslag på Del Jorden og tilbyde andre at komme og hente dit overskud. De fleste plukker gerne selv det, du har for meget.
Det er lidt vådt at gå havetur tidligt om morgenen, hvis der er faldet megen dug om natten. Men en god ide i tørketider, hvor haven bedre kan nydes, inden de begynder at hænge. Foto: Karna Maj
Selv om vi får en god gang regn, så fordamper det hurtigt igen, hvis vi ikke gør noget aktivt for at bevare jordens fugtighed. De fleste steder dækker regnmængden ikke engang fordampningen i den kommende uge. Med mindre man har været heldig og har fået flere gode tordenbyger.
Hvis man får en god gang regn, og planterne igen er blevet tørre, er det en god ide at kultivere de steder i haven, hvor der stadig er bar jord. Dels får man ødelagt evt. spirende ukrudt, dels isolerer den løse jordoverflade, så vandet ikke så let fordamper som fra en mere kompakt jord. Det samme bør man gøre de steder, hvor man vælger at vande planterne.
Hvis du har mulighed for det, så dæk jorden med plantemateriale, som yderligere kan nedsætte fordampningen fra jordens overflade.
Tomatbedet står rimeligt godt i tørken, men her har også været jorddækket med en trillebørfuld hækaffald. Noget af det er efterhånden endt ude på gangen – solsortene skraber i det for at finde regnorme, larver og biller. Foto: Karna Maj
Lige nu er der nok selv i den mindste have af og til flere afgrøder, end man kan følge med til at spise. Hvis man har en fryser, kan det meste gemmes her til senere brug, men det er vigtigt, at man har styr på, om grønsager skal blancheres før nedfrysning, da det er afgørende for, om de er brugbare. Bønner og ærter skal f.eks. blancheres. Bær kan nedfryses uden blanchering, men drys gerne med lidt sukker, så er det lettere at tage lidt bær fra en pose.
Men det er sjovere at sylte et par glas marmelade, lave et par flasker saft eller kaste sig ud i eddikesyltning af drueagurker eller asier. Man kan også sylte surt med en blanding af løg, agurker, bønner, blomkål, rød peber og gulerødder i en krydret sauce – det kaldes pickles. Pickles er i øvrigt fin at bruge til hjemmelavet remoulade. En anden mulighed er at lave pesto af havens krydderurter.
Det er dejligt at sylte selv, det giver muligheder for at lave noget meget velsmagende og noget helt andet end at købe sig til tingene. Især hvis man tør eksperimentere med at bruge havens krydderrurter og mange grønsager i nye kombinationer. Og man kan næsten ikke få for meget af havens overflod på glas – det er altid gode værtindegaver, eller de kan gemmes til jule- eller fødselsdagsgaver til familie og gode venner. Forsyn glassene med fine etiketter, hvor modtageren kan læse, at indholdet er hjemmeavlet i din have. Man skal være stolt af sine gode produkter.
De valske bønner har nu store grønne bønner i de svulmende bælge. Bønnerne tages ud af bælgene og blancheres nogle minutter, til man kan smutte den grønne bønne ud af den hvidlige yderste lag. Valske bønner er en stor delikatesse kogte og bare serveret med lidt god olivenolie og drysset med salt, som man gør sydpå. De blancherede og smuttede bønner kan fryses ned. Man kan også mose bønnerne og lave en grøn humus med hvidløg.
Kogte og snittede grønne bønner eller voksbønner vendt i en olie-edikkedressing med hvidløg er ligeledes en stor delikatesse. Der kan tilsættes skivede tomater, som der nu er ved at være en hel del modne af både i drivhus og på friland. Et drys persille kan også anbefales.
De valske bønner skal høstes på det rigtige tidspunkt – bliver de for store, er de melede og har slet ikke med samme lækre smag. Foto: Karna Maj
Den først såede salat er nu ved at gå i stok. Hvis man ikke skal bruge jorden til at så ny afgrøde på, kan man lade nogle salatplanter stå og blomstre. De kan blive næsten mandshøje. Hvis der kommer perioder med tilpas tørt vejr i eftersommeren, kan man høste salatfrø til at så til næste forår.
Det er en god ide at så et hold salat til efterårsbrug. Lige nu er det allersidste chance for at så, hvis salathovederne skal kunne nå at blive færdigudviklede. Det er vigtigt at så de hurtigstudviklende sorter til efterårsdyrkning. Ellers kan man så nogle af de mange flotte sorter af pluksalat.
Salatfrø spirer ikke, hvis temperaturen er over 21° C, men med lidt snilde er det muligt at at så salat ved sommertemperaturer.
Fugtigt og varmt vejr og høj luftfugtighed giver uværgeligt småproblemer med råd- og skimmelangreb på både knopper, blomster, blade og frugter, især hvis de allerede er beskadigede. De sidste par uger har vi haft lidt fred for disse problemer i haven, fordi det har været så varmt og tørt vejr, men det ændrer sig, når der kommer nedbør, og i august falder der mere dug om natten.
I drivhuset giver høj luftfugtighed let problemer med skimmel på blade og rådpletter på store peberfrugter, og det er derfor vigtigt at have fuld udluftning. Tomater og agurker kan fint klare åbne vinduer fra nu af og de næste mange uger. Døren kan også stå åben, hvis det ikke blæser direkte ind. Luft er vigtigere end et par graders varme mere, når vi har passereret sankthans. Vinduerne skal kun lukkes, når det regner.
Vand så vidt muligt kun på solrige dage og først på dagen., så det hele når at tørre inden aften, så der er mindst mulig fugt i drivhuset om natten.
I det varme og tørre vejr bliver kållarvernes ekskrementer ikke vasket ned i jorden. Imellem bladene er de grobund for råd, som ødelægger blade og i værste fald kålhovederne. Her er alle blade med rådangreb fjernet og hoveder og blade er skyllet rene med masser af vand. Det giver så samtidig mulighed for at så efterafgrøde på bedet mellem kålplanterne, som snart bliver høstet. Foto: Karna Maj
Det tørrre vejr betyder, at vi i år endnu ikke har set udbredt angreb af kartoffelskimmel. Også i den her uge er der ikke så stor risiko herfor – se infektionstrykket for dit område. Måske er de allerede visnet ned – naturligt eller som resultat af tørke. Kommer der nedbør, kan det give forøget risiko for angreb.
Kartoflerne er så langt i deres udvikling nu, at de er store og flotte, så man kan vælge af toppe kartoflerne af forebyggende, så man er sikker på, at knoldene ikke udsættes for skimmelangreb. Klip dem af eller stil dig med en fod på hver side af planten og hiv stænglerne op. Det sidste giver størst sikkerhed mod at skimmelen når ned til kartoflerne. Kartoflerne skal blive liggende i jorden i ca. 3 uger, inden de tages op. De skal nå at afmodne og danne en god overflade, inden optagning, tørring og opbevaring.
Bekymringen for kartoffelskimmel på det her sene tidspunkt er især, om den angriber de store flotte tomatplanter, som netop lige er begyndt at give masser af modne tomater på friland. Her er der god grund til at være på vagt og fjerne alle angrebne blade. I drivhuset kan der også forekomme angreb – her gælder det om at have maksimal udluftning og tørre blade.
Hvis frilandstomaterne angribes på mange blade, så er det ofte det mest fornuftige at fjerne alle blade og håbe, at frugterne ikke er nået at blive smittet. Er stænglen angrebet, så fjernes hele planten øjeblikkelig, og evt. store grønne og farvede frugter plukkes af og lægges i en kasse til eftermodning.
Selleribladplet kan nærmest eksplodere i et vejr med hyppige regnbyger, da smitten spredes med vandstænk. Der er kun et at gøre: Fjerne angrebne blade effektivt og væk fra køkkenhaven. Gør man det effektivt hver eller hveranden dag, kan man stoppe angrebet. Varmt og solrigt vejr er også med til at stoppe smittespredningen.
Selleribladplet angriber knoldselleri, bladselleri, løvstikke og pastinak.
Persillebladplet ligner selleribladplet i miniudgave. Her er det nærmest små prikker, og det er som ved selleribladplet de ældre blade, der angribes. Fjerne angrebne blade. Bredbladet persille angribes ofte mere end kruspersille.
Er løgene angrebet af løgskimmel, er det vigtigt at sørge for en ekstra omhyggelig tørring. Og alt plantemateriale skal væk fra haven, da det ellers kan smitte næste års løgafgrøde. Løgskimmel går også på pibeløg og forårsløg, og det kan derfor være en god ide at fjerne denne smittevej ved ikke at dyrke overvintrende løg i et eller flere år.
Ser man lidt nærmere på æbler og pærer, så vil man se, at der er en del frugter, som er angrebet af skurv. Æbleskurv angriber kun æbletræer, men der findes en tilsvarende som angriber pære. Hvis frugterne allerede nu er meget angrebne, er det en god ide at fjerne dem, så træet kan bruge energien til at andre ikke angrebe eller mindre angrebne æbler kan blive større. Tynd evt. ud i grenene, så der kommer mere luft ind i træets krone. Når man skal plante nye træer, er det en god ide at fravælge sorter, som er kendt for at få skurv.
Gitterrust er en svamp, der lever skiftevis på bladene af pære og enebær. De orange pletter er ikke til at tage fejl af. Du kan læse mere i artiklen Gitterrust/pæregitterrust.
Det fugtigvarme vejr får antallet af rådne frugter på frugttræerne til at eksplodere. Især blommerne bliver hårdt angrebet af gul monilia, når de begynder at modne. Sørg for at fjerne angrebne frugter, så de ikke tørrer ind til mumier og smitter næste års blommer.
Begynder agurkplantens blade at blive lyse og gule, så er der stor sandsynlighed for, at der er et spindemideangreb i hastig udvikling. Spindemider er så små, at de nærmest ligner små sandkorn, og en lup er nødvendig for at kunne se dem. Det er muligt at købe rovmider og sætte dem ud på agurkbladene, men det skal ske hurtigt, inden der bliver for mange spindemider. Er angrebet allerede godt i gang, skal man overveje, om det kan betale sig at forsøge med rovmider. Her er det nødvendigt først at reducere angrebet ved at bruge insektsæbe, hvis man vælger at sætte rovmider ud, da de ellers ikke vil kunne overkomme antallet af spindemider.
Agurkplanten er blevet invaderet af masser af spindemider. Det ses bedst i et forstørrelsesglas. Foto: Karna Maj
En anden årsag til visne blade på agurkplanter er agurkskimmel. Sygdommen angriber planter indenfor græskarfamilien (også kaldet agurkfamilien), dvs. arter af agurk, melon, squash og græskar, men går især ud over agurk, som i løbet af en uge eller to kan visne fuldstændig. På agurk viser sygdommen sig hurtigt som gule, i starten klart afgrænsede og kantede, pletter på bladenes overside, som efterhånden flyder sammen og bliver brunlige.
De fleste nyere sorter af drivagurker er meldugsresistente, men det er ikke tilfældet med sylte- og drueagurker på friland, og i en tør periode som nu, er der stor risiko for, at de angribes af meldug. Vand agurkebedet for at forebygge et angreb.
Med varmen kommer der altid et boom af skadedyr såsom bladlus, kållarver, larver, som æder huller i rosenbladene, osv. Der er et leben af insekter i haven, og det er svært at have et overblik over, hvad der er nyttige, og hvad der er skadelige insekter for vore planter. Men heldigvis er der hen over sommeren foregået en god opformering af nyttedyrene.
Mariehøns er vi normalt rigtig glade for i haverne, men hvis de bliver mange, kan de blive en plage. Det er i hvert således, de opleves, når de sætter sig på vore bare arme og ben. Mariehøns kan faktisk bide en lille smule. Men grundlæggende er det yderst nyttige insekter, hvis larver æder bladlus i hobetal, og i den milde vinter overlevede der rigtig mange, så der er lige nu ret mange mariehøns.
Der er også masser af snyltehvepse og svirrefluer, hvis afkom kan gøre det af med bl.a. bladlus. De letter næsten i sværme, når man nærmer sig de planter, som de er særligt glade for. Det er en god ide at bide mærke i, hvilke planter i haven, de søger føde i. Ved at plante disse insektplanter, kan man få flere af disse nyttige insekter, som kan være med til at holde antallet af skadedyr nede på et minimum.
Nogle af de sikre insektplanter er vild merian, græsk oregano, koriander, anisisop, persille, dild, mynte, løgblomster og honningurt. Hvis man studerer de enkelte arter kan man se, at nogle insekter foretrækker bestemte plantearter i højere grad end andre. F.eks. ser det ud til at snyltehvepse tiltrækkes ekstra af bl.a. mynte, kinesisk purløg og karryplantens blomster – de besøges dog også af svirrefluer.
Der er nu mange svirrefluer i haverne, og de flokkes om havens skærmblomstrende planter som dild og persille. Foto: Karna Maj
Har man været på ferie, kan det være lidt af et chok at vende tilbage til haven, som man måske efterlod i fin stand. Resultatet af manglende hakning og lugning er bede med masser af ukrudt, som nu skal håndluges og fjernes fra bedet, da det ellers gror, så snart jorden igen bliver godt fugtig. Hvis man vender hjem til en totalt tørkeramt have, så må man glæde sig over, at der ikke er så voldsomt med ukrudt.
Fremspirende ukrudt er kun et problem, hvis det får lov til at blive stort. Det ødelægges let ved hakning og kultivering, hvis det sker i kimbladestadiet. I rækker med grønsager kan man kvæle kimplanter ved hypning, og det kan bruges ved langt de fleste afgrøder i køkkenhaven. Dog ikke knoldselleri, agurker, græskar og jordbær.
Lige nu er det en god ide at hyppe jord op omkring gulerødderne, da der forhindrer grønnakkede gulerødder og gør det sværere for gulerodsfluen at lægge æg i bede, som ikke er dækket med net. Også i porrerækkerne er det en god ide at hyppe, da det giver længere hvidt skaft, men ikke væsentlig længere skaft. Vil man have porrer med langt skaft, skal man købe sorter med denne egenskab. De langskaftede sorter er som regel sommerporrer.
Man får en udsøgt snaps ved at lade grønne valnødder trække i neutral snaps i min. 3 måneder. Det er lige nu, at det er tid at høste et par grønne valnødder hertil. De skal være på størrelse med en stor hasselnød, når de høstes, og de skal høstes senest 15. august. I år er de ved at være store nok allerede.
Hvis man ikke selv har valnødder i haven, kan man sikkert få lov til at høste et par på et træ i nabolaget, hvis man spørger pænt – brug evt. muligheden for at lave et opslag på Del Jorden.
Bor man i de dele af landet, hvor valnøddetræer ikke trives, er det straks sværere. Måske har man forbindelser i de sydlige og østlige egne, så man kan få sendt nogle stykker. Der er mange opskrifter at finde på nettet – f.eks. hos Forenede Dram Bryggere.
Der er mange andre spændende urter og bær at lave snaps på, som man kan finde i egen have eller den stedlige natur – se årstidsartikler om snaps og bjesk.
Mange drømmer om lave buksbomhække rundt om blomsterbede og urtebede, og så kan det godt betale sig selv at lave planterne. Buksbom stikkes i august–september i sandblandet jord med sand øverst, enten i kasser eller direkte på bede.
Stiklingerne klippes 8–12 cm lange, og bladene fjernes på den nederste tredjedel af stiklingen. Dæk med hvid plast eller et par lag fiberdug. Stiklingerne skal stå et skygget sted. Til forår begynder planterne at slå rod og kan plantes ud i rækker eller i potter til næste efterår eller næste forår igen. Har man plads til det, er det fint altid at have lidt buksbomplanter til at stå klar til udplantning. Får man ikke brug for dem selv, kan man let forære dem væk til en taknemlig haveejer.
Der findes flere arter af buksbom. Det er en rigtig god ide at tage alle stiklingerne fra en busk, hvis man skal lave en hæk af dem, da man så er sikker på, at hækken bliver ensartet at se på. Til små lave hække er et bedst at bruge småbladede sorter og ikke kraftige sorter med store blade.
Stiklingeformering er den letteste måde af formere en lang række arter. Det kræver bare, at man gør det på det rette tidspunkt. Lige nu kan man f.eks. stiklingeformere salvie. Riv et skud af med hæl – det er det udtryk, man bruger for, at man river skuddet af en mere forveddet gren og får en lille stykke med af grenen. Skuddet sættes i en sandblandet jord og med 1 cm sand øverst. Sæt en hvid plastpose over og sæt potten eller kassen med stiklingerne et sted i skyggen. Man kan let se, om det lykkes, da de sætter nye skud, når stiklingen har dannet rod.
Når planterne mangler vand, visner blomsterne hurtigere, desværre. Hvis blomsterbedene skal se nogenlunde frodige ud, så er det vigtigt at fjerne de visne blomster og blade jævnligt. Hvis man ønsker at tage frø af en plante, eller de skal selvså på stedet, skal man selvfølgelig ikke fjerne de visne blomster. Men ellers er det en fordel for planten, at den ikke bruger energi på frøsætning. Mange sommerblomster, bl.a. spansk marguerit og lathyrus, holder op med at danne nye blomster, hvis de afblomstrede ikke fjernes løbende.
Har du en stor bunke af haveaffald i et hjørne i haven, så er det en god ide at varmkompostere det, da det dræber eventuelle ukrudtsfrø og sygdomskim, hvis man kan få temperaturen op omkring de 60° C. Det kræver en vis mængde haveaffald, for at det lykkes – minimum en kubikmeter. Desuden skal materialet være tilpas fugtigt og trådt sammen, så der ikke er store luftlommer. Når kompostbunken er sat, overdækkes den, så varme og fugtighed tilbageholdes.
Det lyder besværligt, men faktisk kan man sætte en kompostbunke på en kubikmeter på en times tid, så det er bare med at finde en ikke for varm dag til formålet.
Hvis varmkomposten lykkes helt perfekt, kan man allerede efter nogle måneder bruge den til jorddække. Eller man kan lade den kompostere helt færdig og bruge den næste forår til fremstilling af pottemuld. Læs mere i artiklen Varmkompostering i praksis.
Har man ikke fået vand, og truer tørken med at give misvækst i haven, må man overveje at grundvande jorden med 20–30 mm vand. Her er det porrer, som er blevet grundvandet. Porrerne er under bionet for at undgå at porremøl lægger æg i porrerne. Foto: Karna Maj
Nej, det er ikke rimfrost, men morgendug på aspargesplanternes blade efter en gang regn. Foto: Karna Maj
Der er masser af bønner på stativet – endnu. De gule blade fortæller, at stangbønnerne har manglet vand. Foto: Karna Maj
Rødbederne nærmest strutter af velvære efter en god gang regn. Her dækker rødbederækkerne endnu ikke jorden, så der skal kultiveres mellem rækkerne for at holde på væden. Foto: Karna Maj
Fuchsia i krukker er frodige lige nu – hvis de får vand nok. Foto: Karna Maj
Kommer der regn, kommer der også igen flere snegle. Her er det en agersnegl på vandring i et salathovede. Foto: Karna Maj
Dahlia er det rigtige navn, men de fleste kalder dem georginer. En farverig og frodig blomstrende knoldplante. Her en kaktustype. Foto: Karna Maj
Kålstrip af værste skuffe. Det har været nødvendigt at fjerne både en del store blade og blade af hovedet for at få alt rådangreb væk. Foto: Karna Maj
Hjulkrone er en smuk og frodig plante med himmelblå blomster. Tidligere blev blomsterne brugt til pynt, men nu frarådes det at spise af planten. Foto: Karna Maj
Giv frugttræerne et eftersyn og fjern de frugter, som ikke er pæne, f.eks. angrebet af råd eller megen skurv. Foto: Karna Maj
Kosmos er en af de absolut nemmeste sommerblomster at dyrke, og den blomstrer hele sommeren. Foto: Karna Maj
Lige nu kan man se hunblomsterne på de kommende majskolber. Silken hænger ud og er hunblomsternes støvfang. Det bestøves med pollen fra hanblomsterne i planternes top. Her ser det ud til, at der kan blive to kolber på en plante.
Cikorie er en plante, som hører hjemme i naturen, men den er også fin i en lidt mere naturlig have. Dens blå blomster besøges flittigt af svirrefluer. Foto: Karna Maj
Har man ikke fået plukket alle ærter, så lad resten sidde til frø. Foto: Karna Maj
Det er de næste par uger, at man skal plukke valnødder til at sætte på snaps. Foto: Karna Maj
Det varme og tørre vejr er perfekt til at få løgene godt gennemtørre. Foto: Karna Maj
Det kan være vanskeligt at plukke bønner på de lave buskbønner, men vælger man sorten Maxi, er det let, da sorten bærer bønnerne over bladene. Foto: Karna Maj