Spørg eksperterne

Er et græstørvstag godt?

Min kone og jeg er blevet »forelsket« i et sommerhus med græstørvstag. Vi er dog lidt bekymret over taget, da vi ingen erfaring har med den slags tage og ikke kan se om det er lavet ordentligt eller fortsat er i god stand. Den byggesagkyndige har noteret at taget er uden undertag og inddækning…er det et problem?. Hvis vi gerne vil have en fagmand til at gennemgå taget inden et køb, er det så en anlægsgartner vi skal have fat i?

Med venlig hilsen
Carsten Nørgaard, februar 2017

Svar

Græstørvstage er ikke gængse i dag, men var før i tiden noget man kunne se på enkelte sommerhuse. Græs er i virkeligheden ikke ret velegnet, da det har tendens til at tørre ud om sommeren, mens det til andre tider kan gro for voldsomt. Der er næppe nogen, der professionelt laver græstørvstage i dag.

Derimod laves der en del grønne tage, hvor man ført og fremmest bruger Sedum arter og andre lave, tørketålende planter. Men ikke græsser. Der har i nogle år været to større firmaer på markedet, det svenske VegTech, og det tyske Zinco. De har hver deres systemer, der er forskellige, men sandsynligvis udmærkede.

Den danske del af Zinco er repræsenteret af en af Danmarks dygtige anlægsgartnere Per Malmos i Roskilde. Den danske del af VegTech er repræsenteret af en anden dygtig person, Ulrik Reeh, der har kontor i Hellerup. Begge firmaer arbejder over hele landet.

Desuden er der flere mindre aktører på det danske marked, og selvfølgelig en del anlægsgartnere, der udfører arbejde med anlæg af tagene.

Jeg forstår ikke den såkaldt sagkyndiges udsagn om at taget er »uden undertag og inddækning«. Det lyder enten som om vedkommende ikke aner et klap om græstørvstage, eller bare vil sikre sig mod erstatningsansvar ved at skrive noget nonsens. Selvfølgelig er der et undertag under græstørven, hvad ellers? Og nogle traditionelle græstørvstage kan have græstørven hængende ud over kanten, uden inddækning.

Hvis jeg skal lave et kvalificeret gæt med hensyn til Carsten Nørgaard og fru Nørgaards græstørvstag, så er det sandsynligvis et udmærket tag, der har ligget på sommerhuset i en del år. Det skal nok blive liggende, uden indblanding fra de nye ejere, og meget gerne uden indblanding fra såkaldt »byggesagkyndige« uden forstand på grønne tage. Desværre er ånden nu sluppet ud af flasken, og tvivlen om det grønne tag kan jo på ærgerlig vis forhindre et køb.

Hvis der kommer en anlægsgartner ind over, kan man igen risikere, at vedkommende for en sikkerheds skyld foreslår en udskiftning til det grønne tagsystem, som gartneren sælger.

Mit råd vil derfor være at Carsten og kone kigger grundigt efter på loftet i sommerhuset, om der er tegn på vandskader fra taget. Hvis der ikke er skader, så køb huset, med hvad der vil følge af manglende garanti for tagskader, på grund af den byggesagkyndiges bemærkninger.

Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Diverse > Er et græstørvstag godt?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider