Forårsblomstrende græsser

I foråret vælter det frem med blomster i alle farver, størrelser og udformninger, alle gør de sig til for at blive besøgt af flest mulige insekter.

Men der er også lidt mere ydmyge planter, som ikke behøver de store shows for at få gang i formeringen. En let brise – så er der gjort klar til næste generation. Til denne gruppe af stille eksistenser hører en del af græsserne, og nogle af dem er faktisk smukke og lidt underfundige på deres helt egen måde.

Blåaks

En pudsig forårsgræs er blåaks, en tuegræs, som spiller en vigtig birolle i den store forårsfilm. Det botaniske slægtsnavn er Sesleria, og der findes mange arter i denne slægt. De fleste arter er stedsegrønne, og nogle er halvstedsegrønne.

En af de sjoveste er mørk blåaks, Sesleria heufleriana. Den er vildtvoksende i bl.a. Slovakiet og flere steder på Balkan, hvor den vokser i stenede bjergegne med fuld sol. Mørk blåaks bliver omkring 30 cm høj og har smalle blade, der er grønne på oversiden og blålige på undersiden.

Fra omkring april står den med næsten blåsorte aks, og fra midt i april til midt i maj er der fuld gang i blomstringen. Det, der gør den speciel og meget dekorativ, er de mørke aks med gullige støvdragere.

Der findes flere gode Sesleria, bl.a. kalkblåaks, små tuer, som er blålige på oversiden af bladene og grønlige på undersiden.

Der findes to underarter, som ligner hinanden, og som begge trives godt på kalkjord, men som ellers stiller forskellige vækstkrav. Sesleria caerulea ssp caerulea er vildtvoksende på Öland, hvor den vokser på de fugtige til halvtørre enge. Sesleria caerulea ssp calcarea vokser derimod på meget tørre steder i Mellemeuropa og i Island. Kalkblåaks er forårsblomstrende, men har lyse, blålige aks.

Efterårsblåaks, Sesleria autumnalis, adskiller sig noget fra de nævnte blåaks. Den har ikke blålige aks, men lyse, lange aks, og har gulgrønne, smalle blade. Den er desuden efterårsblomstrende og trives godt i halvskygge på en humusrig jord. Den vokser naturligt i Sydeuropa, men klarer sig fint i de fleste danske haver.

Frytler

Andre gode forårsgræsser er frytler, og de er faktisk slet ikke græsser, men er derimod i sivfamilien. Det er flerårige urter med græslignende blade med fine bløde hår i bladranden. Markfrytlen, Luzula campestris, er den mest almindelige i naturen, en lille lav, undselig sag.

Mere anvendelig i havesammenhænge er stor frytle eller skovfrytle, Luzula sylvatica, som vokser vildt i Danmark, særligt i Østjylland. Den vokser primært i de blandede løvskoves halvskygge, gerne på skrænter med eg og bøg. Trives bedst i en fugtighedsbevarende jord, som ikke er alt for tung.

Skovfrytle har sin hovedudbredelse i Mellemeuropas bjergskove. Stor frytle vokser i tuer, og har 1–2 cm brede græslignende grønne blade, som kun har få hår. Der dannes enkelte udløbere fra tuen, og den danner derfor sammenhængende bevoksninger. Blomstrer i maj – juni. Blomsterne sidder i en forgrenet blomsterstand på et 40–90 cm højt strå.

Luzula sylvatica egner sig fint til bunddække og bliver aldrig aggressiv. Der findes flere sorter, bl.a. Luzula sylvatica ‘Tauernpass’, som er lidt lavere end arten.

Luzula sylvatica ‘Marginata’ er mindre end arten, men har en lys stribe på bladkanten.

Snefrytle

Snefrytle med hvide blomster i juni–juli. Foto: Jens Thejsen

Snefrytle er frytlernes dronning, en elegant og fin prydgræs, som virkelig fortjener stor anvendelse i haverne.

Den er ikke hjemmehørende i Danmark, men vokser vildt i lyse skove i Mellemeuropas bjerge. I skove med avnbøg, navr, kirsebærkornel og smalbladet klokke står snefrytlen og lyser op.

Når den kaldes snefrytle, er det ikke, fordi den kommer, medens der er sne, men fordi den står med næsten hvide små blomster i juni–juli. Den har det botaniske navn Luzula nivea, som netop betyder den snehvide frytle.

Det er en prydgræs, som er let at arbejde med i havesammenhænge, den kan klare sig i næsten al slags jord, bare den ikke står og sopper i vand. Den er stedsegrøn og bliver omkring 60 cm høj med aks.

Den sår sig selv i haven, men er ikke besværlig, da den er let at luge væk. Ud over at man kan frøformere den, kan den også fint deles.

Kæruld

Tuekæruld i maj. Foto: Jens Thejsen

En anden af forårets flotte flerårige græsser er kæruld, Eriophorum. En sumpplante, som hører til halvgræsfamilien.

Smalbladet kæruld, Eriophorum angustifolium, er ganske almindelig i sumpede områder ved søer og i moser. Den bliver 30–50 cm høj, har krybende rhizomer og tendens til at brede sig. I april–maj blomstrer den, men er først rigtig spændende fra juni, hvor den står med masser af fine hvide uldtotter af kæruld.

Tuekæruld, Eriophorum vaginatum, er også en sumpplante, men vokser på mere næringsfattig sur jord. Tuekæruld breder sig ikke på samme måde som smalbladet kæruld, men danner afrundede tuer. Den danner også fine uldtotter med en tot på hvert strå. Denne kæruld egner sig bedst i havesammenhænge.

Uldtotterne fra kæruld har man tidligere forsøgt at bruge til fremstilling af garn, men fibrene er for skøre, så de blev i stedet brugt til at putte i puder og dyner. Men det er nu som en fin sumpprydgræs, den bør gøre sit indtog i haverne.

Læs mere om græsser i Jens Thejsens bog Græsser, hvor der omtales ca. 140 græsarter og -sorter.