Græssernes diskrete charme

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Nogle planter giver den hele armen med enorme blade, store blomster, kraftige farver og dufte så mættede, at Magasins parfumeafdeling er ren luft ved siden af. En del af disse planter har helt bestemt en vis brutal charme, men mange gange bliver de for meget, i hvert fald hvis de blandes og fylder et helt bed eller store dele af haven.

En have kan naturligvis også være så anonym, så man næsten længes efter at blive slået omkuld af en svulstig gladiolus. Men nogle uanselige planter kan gemme på mange små, fine oplevelser, som man måske først fanger, hvis man bøjer sig ned og kikker. Der kan være små pudsige detaljer, farvenuancer, planterne kan have gennemskinnelige blade eller være i besiddelse af en speciel struktur. Græsserne er en sådan næsten anonym gruppe af planter, som kan besidde en diskret charme. Når man først har fået blikket for græssernes potentialer, kan det give stor fornøjelse, og de kan være med til at gøre en have og et landskab meget mere rigt både æstetisk og biologisk.

Blomst og blomsterstand

Mange tænker ikke så tit på blomster i forbindelse med græsser, fordi de som regel ikke er særlig store og meget ofte er i afdæmpede farver. Men mange græsser er meget flotte i blomst, selv om det ofte er små undselige blomster. Måske ser man ikke altid den enkelte blomst, men blomster- og frøstand­en vil oftest være det, man ser. Tænk bare på havren, som står med bjælder. De fleste vil synes, at de ser flotte ud. Hvis man først får blikket for græsserne med blomster eller i frø, vil den lette fine skønhed kunne slå benene væk under selv den ­sejeste seje.

Japansk star, Carex morrowii

Japansk star, Carex morrowii Foto: Jens Thejsen

Blomsterstandene kan være en top bestående af småaks som hos rørhvene, eller hængende toppe med småaks som havrens bjælder, sammensatte aks som hos stargræsser, eller en dusk som hos blåaks. Nogle får man straks øje på, som de store bløde haler hos lampepudsergræs, andre skal man ned på knæ for at se, f.eks. de fine småaks hos star.

Carex morrowii, japansk star

Dette tuegræs er i sig selv glimrende, både som solitært græs og særligt som bunddække i skygge, hvor det danner en bølgende bund. Japansk star er dog særlig flot om foråret, hvor det står med mørke aks med fine hvide støvdragere. Når man først har set det et år, venter man spændt næste forår på at se de fine småaks. Japansk star trives både i en sandblandet lerjord og en tungere lerjord.

Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’, rørhvene

Et græs, som danner en næsten søjleformet tue, men når der er blomster i gang om efteråret, ændres karakteren noget. Så står rørhvene med lette oprette blomsterstande. Samlingen af blomsterstande virker som et fint gråt slør, som bevæger sig i vinden, og hvor man kan skimte havens andre elementer gennem det fine slør. Rørhvene trives i fuld sol på både let og mere tung jord.

Rørhvene, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’

Rørhvene, Calamagrostis × acutiflora ‘Karl Foerster’ Foto: Jens Thejsen

Pennisetum alopecuroides, lampepudsergræs

Lampepudsergræs er en meget elegant plante, som kan have en skulpturel virkning med sine overhængende blade og strå med aks. Når lampepudsergræs står med en kæmpebuket af rævehaler, må mange bøje sig for plantens ynde. Den er let og elegant med sine overhængende blomsterstande, fungerer som en skulptur, og hver enkelt blomsterstand virker blød og lige til at røre ved. Lampepudsergræs udvikler sig bedst på en varm plet i en let til lidt tungere jord.

Lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides

Lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides Foto: Jens Thejsen

Græsvæv

De mange forskellige græsser har naturligvis meget forskellige blade. Der er brede, smalle, næsten blågrønne og der er gule, striber på langs og på tværs, der er forskellige høstfarver, der er stedsegrønne. Der er altså stor variation, men også den enkelte plante gemmer på små fine spil. F.eks. danner bladene på de forskellige planter små fine fletværker. Fine foranderlige sammenvævede billeder som virker uendelig dybe. Der er stor forskel på græsser med overhængende blade og blade, som stritter. Der er forskel på deres placering, så vindpåvirkningen danner forskellige billeder.

Miscanthus sinensis ‘Malepartus’

Elefantgræs er meget forskelligt. De kan være store og voldsomme, de kan være små, graciøse, de kan være med striber på langs og tværs. ‘Malepartus’ er et godt prydgræs med mange kvaliteter, en god blomstring og en flot rødlig efterårsfarve. Vækstformen er stabilt opret med lidt overhængende blade. Netop bladene med den mørkegrønne farve og den lyse længde­stribe kan være et spændende kig i haven.

Miscanthus sinensis ‘Malepartus’

Miscanthus sinensis ‘Malepartus’ Foto: Jens Thejsen

Carex morrowii ‘Ice Dance’

Sorten ‘Ice Dance’ har underjordiske udløbere og er et effektivt bunddække. Det gør, at bladene fra de forskellige planter lægger sig ind i hinanden og danner et luftigt fletværk af fine, stribede bånd. Måske lægger man ikke mærke til det en forårsdag, hvor bunden er fyldt med forårsløg og stauder i alle mulige farver, men ‘Ice Dance’ er stedsegrøn, og en efterårsdag eller en vinterdag liver det op med det fint flettede bunddække.

Carex morrowii ‘Ice Dance’

Carex morrowii ‘Ice Dance’ Foto: Jens Thejsen

Struktur

Nogle græsser er gode, hvis man vil ændre på en haves struktur. Er haven kantet, kan nogle af de overhængende græsser bløde haverummet op uden at virke dominerende. En høj smalbladet elefantgræs kan løfte haven og alligevel virke beroligende med let hængende blade, som stille bevæger sig i vinden. Små lette tuer som blåtop kan bruges som en lav gennemsigtig hæk. Enkelte kan helt ændre havens struktur, fordi de i sig selv har en skulpturel virkning.

Carex paniculata, topstar
Langs vandløb kan man nogle steder støde på de mærkeligste græsser. Som de fineste troldeparykker stikker de op gennem det våde landskab. Flotte med grønne blade, men måske mest charmerende, når de står i et nøgent vinterlandskab. Et noget aggressivt og voldsomt græs at få ind i haverne, men i natur­en er det eventyrligt. De vokser som regel ved næringsrige ­vandløb.

Carex paniculata, topstar

Carex paniculata, topstar Foto: Jens Thejsen

Molinia caerulea ‘Variegata’, blåtop

Blåtop har stabile tuer, og bladene er overhængende, medens stråene danner et bredt kræmmerhus med et fint slør af de svagt hængende aks. Denne fint stribede blåtop fungerer godt solitært, men kommer rigtigt til sin ret, når der bliver plantet flere sammen. Det er hjemmehørende i Danmark, hvor det vokser på fugtighedsbevarende mager og sur jord.

Molinia caerulea ‘Variegata’, blåtop

Molinia caerulea ‘Variegata’, blåtop Foto: Jens Thejsen

At modulere

Græsserne giver nye muligheder, når man vil forme have og landskab. Man kan modulere med både detaljer og de større sammenhænge. En stor græsskulptur kan afværge en farvekatastrofe ved at være et roligt brud. En græsvæg kan danne en god baggrund for et staudebed. Flere solitære græsser kan vise vej gennem haven. Et afdæmpet græsbunddække kan få en have til at hænge sammen. Men græsserne giver også mulighederne for at lege med de små detaljer og kan åbne for glæden ved de fine små nuancer.

Forfatteren til artiklen, Jens Thejsen, har samlet viden og erfaringer ind omkring græsser og brug af græsser i mange år, og i 2006 udkom han med bogen Græsser.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Græssernes diskrete charme

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider