I efteråret gør frosten det hurtigt af med den sidste salat, eller den bliver uinteressant og smager vandet. Det er derfor en god ide at så forskellige slags bladgrønt, som i oktober og især november kan bruges i salatskålen og til pynt af smørrebrød og i madpakker.
Får vi en mild vinter, kan høsten ofte fortsætte helt ind i januar, og mange af arterne skyder nye blade i foråret, især hvis de flyttes i drivhuset, når vinteren sætter ind.
Krukker med visne sommerblomster eller tomatplanter, hvor de sidste tomater er plukket, trænger til nyt liv i sensommeren. Det er en rigtig god ide at så diverse bladgrønsager i disse krukker og stille dem tæt på køkkendøren eller på terrasen. Så er det let at hente et par håndfulde til salatskålen hele efteråret.
Krukkerne kan tilsås fra august og til allerførst i september. Velegnede arter er: spinat, bladbede, spinatbede, almindelig og vild rucola, rødbede, dild, ‘Green in Snow’, namenia og orientalske bladgrønsager. Pak choi og tat soi kan evt. forkultiveres og udplantes, resten sås direkte.
Disse arter tåler alle lidt nattefrost, og hvis man har et drivhus er det en god ide at stille dem derind, når vinteren indfinder sig. Mange af arterne vil skyde igen i det tidlige forår og give et nye hold blade. De fleste af dem går dog hurtigt i blomst.
Her er krukker med bladbede til venstre, spinatbede nederst og til højre dild Foto: Karna Maj
Namenia er en ny salatgrønsag i danske haver. Den har tynde, friskgrønne blade og en lidt syrlig krydret smag, men ikke så sennepsagtigt som ‘Snow in Green’, en anden korsblomst, der er meget brugt til sen og tidlig såning I England. En anden velegnet sareptasennep er den kraftigvoksende rødbladede ‘Red Giant’. Disse tre salatgrønsager er velegnede til at så i krukker i september og kan give fine små blade til salatskålen fra oktober til december. Hvis krukkerne flyttes ind I drivhuset inden vinter, kan de – i hvert fald i milde vintre – overvintre og give lidt nye blade I det tidlige forår.
Namenia har en hurtig udvikling og giver mange små fine grønne blade med en mild, lidt syrlig krydret smag. Foto: Karna Maj
Orientalske bladgrønsager er populære til wokretter, og de er nemme at dyrke på friland i sensommer og efterår. Pak choi har hvide, sprøde stængler, tat soi kendes på den lille mørkegrønne bladroset, mizuna leverer et bundt supertynde hvide stængler, sareptasennep ‘Red Giant’ giver flotte røde sennepsblade. Det er ofte en god ide at købe en frøblanding med dem.
De sås først efter midten af juli, da de ellers let går i blomst i stedet for at give de eftertragtede sprøde stængler og store blade. Sået i juli kan de nå fuld udvikling, sået i august vil de kunne nå at give små blade til salatskålen, evt. som skær og kom igen-afgrøde. De er korsblomstrende, og derfor er det nødvendigt at dyrke dem under fiberdug, så kållarverne ikke æder dem.
Orientalske bladgrønsager sået i juli når fuld udvikling på friland fra midt i oktober. Foto: Karna Maj
Bladbede vokser hurtigt med små fine blade og farvede tynde stængler. Sået først i august og klar til høst omkring 1. oktober. Foto: Karna Maj
Vild rucola sået omkring 1. september. De store planter er selvsåede radiser, som har nået fuld udvikling sidst i oktober. Den vilde rucola vil overvintre og give ny høst i foråret, hvis man ikke høster for hårdt. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Alt til den økologiske have
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Alt fra hele verden
Flerårige spiselige planter til haven
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Frø og udplantningsplanter, samt have
Øko planter til den spiselige have
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Salat og bladgrøntsager > Bladgrønt i efteråret
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…