Det er fantastisk med næsten sommerligt vejr her midt i september, og det giver gode muligheder for at nå alt det, der skal gøres ude i haven lige nu. Der er æbler, som er ved at være plukkemodne og skal plukkes, så de ender som nedfaldsæbler. Der skal høstes frø, plantes stauder om, lægges forårsløg, høstes chilier til at gemme, fjernes udkrudt, slås græsplæne og meget, meget mere.
Det er jævndøgn i denne uge – nat og dag er lige lange, så der bliver stadig færre timer, hvor man kan nå noget i haven efter en normal arbejdsdag, og ellers er der kun weekenden, hvor man ikke kan være sikker på godt vejr.
I september er haven lidt forvokset, men fyldt med fest og farver som her med georginer sået fra frø, sommerens sidste røde basilikum, chili og masser af tomater i drivhuset. Foto: Karna Maj
De mørke aftener kan vi bruge til at sætte os ned med en stak havebøger eller gå på nettet og finde inspiration til nyanlæg i haven og overveje, om der er spændende nye træer, buske, stauder og forårsløg, som vil passe ind i haven. Det er allerbedste plantetid for alle stauder, som er normalt hårdføre i det danske klima. Og jo tidligere man får lagt de nye forårsløg, jo bedre rodnet kan de nå at danne inden vinter.
En regnvejrsdag kan man fint bruge til en tur på planteskole eller havecenter, så de nye planter er i hus til en af de kommende weekender, eller hvis man har fri om dagen. Man kan også bestille planterne på nettet til levering lige til døren. Lige nu kan man plante alle de planter, som købes i potte. De barrodede skal ikke plantes før omkring løvfald.
Måske er det et par efterårshindbærplanter, der skal plantes i haven i år. De giver lidt bær hver dag i flere måneder – og børnene elsker dem. Foto: Karna Maj
Æbletræer i haven er noget af det bedste, man kan plante. De er flotte, når de blomstrer. Planter man æbler podet på vildstamme, kan man få høje – og med tiden gamle træer. De er ikke så plukkevenlige og giver senere frugt, men de er meget flotte i haven, hvis man har plads. Vælger man mere svagtvoksende træer, er de lettere at plukke, og de skygger ikke så meget. I små haver kan man vælge plante frugttræer som espalierhegn, men det kræver beskæring hvert år. Æbletræer kræver ellers minimal pasning, og så giver de masser af frugter, når de har fået nogle år på bagen.
Æbler er en af de ting, som det kan betale sig at dyrke. Hvert æble, man høster, ville have kostet 2–3 kroner i supermarkedet, så prøv at regne på det. Over 20 år vil man kunne plukke flere tusinde æbler på et træ, som kan købes for et par hundrede kroner. Desuden har man mulighed for at dyrke netop de sorter, som man kan lide, og der er mange flere og mere velsmagende sorter at vælge i mellem end de få sorter, der kan købes i supermarkedet. Her er der efterhånden flere udenlandske sorter end danske. De udenlandske sorter kan man ofte ikke dyrke her i landet, men vi har mange og mere velsmagende sorter, der kan dyrkes her i landet.
Et fint lille æbletræ, som er i god vækst og allerede giver mange flotte æbler. Den gamle have ved Ballerup Museum i Pederstrup. Foto: karna Maj
Der er i de fleste haver mange æbler på æbletræerne, og de danske æbler er nogle af de mest velsmagende i verden, da vi har et noget nært ideelt klima for at få aromaen i top. Derfor er det en god ide at udnytte de fantastisk velsmagende frugter i vore haver i stedet for at lade dem falde ned ligge og rådne.
Første skridt er at få plukket æblerne ned, så de kan holde sig, andet skridt er at spise dem. Men selv de nedfaldne æbler kan man udnytte til æblemos til fryseren eller til at presse æblemost af, men det skal gøres ret hurtigt efter nedfald, da frugt med råd og mug kan indeholde svampegiften patulin. For æbleres vedkommende kan man dog godt bruge nedfaldsfrugter med lidt rådangreb, hvis man skærer godt væk omkring rådpletter.
Hvis man skal skrælle eller findele mange æbler, så er en æbleskrællemaskine en god investering. Foto: Karna Maj
Der er stadig landet over muligt for at få presset æblemost af sine æbler på nogle få tilbageværende mosterier. Man skal dog lige være opmærksom på, at når man afleverer sine æbler på mosterier, så får man ikke most af egne æbler – i princippet kan det være æbler, som er sprøjtet. Hvis man vil have most af sine egne æbler, skal man selv i gang med at presse mosten. Med eget eller lejet mosteri. Se mere herom i artiklen Pres most af nedfaldsæblerne.
Mangler du en æblepresse, kan du på Del Jorden efterlyse mulighed for at få presset dine æbler hos andre haveejere, som har en æblepresse. Eller efterlys andre, som vil være med til at lave et presselaug og investere i en fælles æblepresse.
Men det drejer sig ikke kun om økonomi. Friskhøstede æbler smager bedre end de, der har været dage til uger undervejs til vores indkøbskurv. Og havens æbler kan man dyrke, så man er sikker på, at de er usprøjtede.
Økologisk dyrkede æbler er selvfølgelig ikke sprøjtet med gift, så de er det bedste valg, hvis man ikke har egne æbler, og ikke ønsker giftrester i den frugt, man spiser. Hvis man dyrker sentmodnende sorter og plukker dem ned med omhu, kan man være selvforsynende til langt hen på vinteren.
De konventionelle æbler i supermarkedet er garanteret sprøjtede (10–20 gang på en sæson), så det er mest spørgsmålet om, hvor meget eller lidt sprøjtemiddelrester, der er tilbage. Miljøet har i hvert fald fået en god dosis sprøjtegift, for at konventionelle æbler kan dyrkes til salg. Og de oversprøjter bevidst med svampemidler her lige inden høst for at det skal sidde på æblerne høstet til opbevaring. Æbler kan fint holde sig uden svampemidler – og især i erhvervets kølelagre med CO2 anlæg. Så det er ren profittænkning, at man gerne sælger med lidt sprøjterester for at maksimere indtjeningen minimalt.
Haveejernes reaktion må være at plante flere frugttræer og blive selvforsynende fra 1. september til 1. marts – og for madæblers vedkommende de fleste år også i april. Hjemmeavlede æbler er den rene sundhed. Og så er de gratis, når først træet er plantet.
En anden fordel ved egen æbleplantning er, at man har mulighed for at dyrke sorter, som man ikke kan købe i supermarkedet. Det gælder både de gamle sorter, som vækker barndomsminder, og mange nyere sorter. Se fotos af æblesorter.
I mange haver er der flere æbler, end man selv kan spise – ifølge afstemningen på forsiden af Havenyt er det over 40% af danske haver, som har nedfaldsæbler, der ikke bruges. Der ligger masser af nedfaldsæbler allerede nu, og der kommer flere den næste månedstid, hvis man ikke har tid eller energi til at få dem plukket eller spist.
Der findes mange familier, som ikke har mulighed for at kunne spise sig en mavepine til i modne, velsmagende danske haveæbler, som ikke er blevet sprøjtet. Og de kigger med stor misundelse ind over hegnet på den overflod, der ligger på græsplænerne under æbletræerne. Men kun få vover at ringe på dørklokken og spørge, om de må samle en posefuld æbler.
Hvis du har for mange æbler, kan du tilbyde andre i nabolaget at komme og samle op. Du kan sætte et opslag på din havelåge og invitere de forbipasserende til at kontakte dig og aftale at hente æbler. Du kan også prøve at spørge den lokale børnehave eller SFO, om de har lyst til at hente nedfaldsæbler. Eller du kan sætte en kasse med gratis æbler ud foran hækken.
Nedfaldsæbler skal bruges hurtigt, inden de stødte pletter udvikler sig til råd. Har du flere end du kan bruge, kan du sætte en kasse udenfor havelågen med et skilt, som fortæller, at man er velkommen til at tage dem. Foto: Karna Maj
En anden mulighed er at bruge vores hjemmeside Del Jorden, hvor man kan dele alt fra haven med hinanden – og selvfølgelig også æbler. Du kan oprette et opslag på opslagstavlen og tilbyde andre at hente dine overskudsæbler. Det kan være nedfaldsæbler, eller du kan efterlyse nogen til at komme og plukke frugten ned mod, at I deler æblerne. Og så slipper du for selv at skulle samle alle de mange nedfaldsæbler op.
Har du ingen æbler – eller for få, kan du selvfølgelig også selv oprette et opslag og efterlyse haver, hvor du må komme og samle æbler. I Vanløse har de hvert år en lørdag under mottoet Vanløse deler frugten, hvor haveejere med for mange æbler kan melde sig til at få afhentet æbler, både nedfalds og nedplukning af æbler fra træer. Det indsamlede deles mellem indsamlerne. En god ide som et bylaug eller en forening kan overtage.
På tørre septemberdage er det godt vejr til at høste frø af mange af havens planter. Der er mange sommerblomster, hvor man kan hente næsten tørt frø, som bare skal ligge nogle dage på en tallerken, inden det er klar til at komme i en lille papirspose. Det er bare med at gå på frøjagt efter nogle tørre dage, og efter at evt. nattedug er helt væk. Husk at frø høstet på F1 sorter ikke giver planter, som har moderplantens gode egenskaber. Det er vigtigt, at man gemmer de høstede frø tørt og køligt – læs artiklen Frø og opbevaring.
Chili skal man ikke have ret mange planter af for at være selvforsynende året rundt, medmindre man er storforbruger. Heldigvis er chili lette at gemme til senere brug. De små kan tørres og gemmes i et glas efter tørring, mens de større renses, halveres og lægges i fryseren. Frosne chili kan snittes fint lige fra fryseren og kommes både i varme retter og i en salatdressing. Husk at skrive sort på, så man kender styrken, når de skal anvendes. Læs mere i artiklen Høst og opbevaring af chili
Selv om chilierne er blevet plantet uden for drivhuset, så modner de nu fint og kan plukkes til tørring. De kan modne langt hen på efteråret – husk at dække dem, hvis der bliver udsigt til en frostnat senere. Foto: Karna Maj
Det er ved at være slut med at høste bønnner i år i de fleste haver. Hvis man såede et nyt hold bønner først til midt i juli, så er der dog lige nu masser af bønner på vej på disse planter, som nok skal nå at udvikle sig til fine bønner de næste par uger i en lun september. Så helt slut er det måske ikke. Og mange stangbønner giver stadig bønner. Prøv også at se lidt nærmere på de tidligste bønnerækker – nogle sorter kan have et nyt lille hold bønner på vej, hvis man er heldig.
Hvis man ser nærmere på de næsten færdighøstede bønneplanter, så har der næsten altid gemt sig nogle bønner under bladdækket, som ikke er blevet plukket i tide. De sidder måske nu og er ved at være næsten tørre og med fine bønnefrø i. De kan med en beskeden indsats høstes til frø. De umodne frø kan også spises i grønsagsretter, men husk at de skal koges gennemmøre først, da bønner ellers er giftige og kan give maveproblemer.
Hvis man vil gemme dem til frø, kan man høste de tørre bælge og eftertørre dem f.eks. ovenpå et oliefyr. Hvis de endnu ikke er tørre nok ude på voksestedet, kan man, når de er udviklede nok, hive planterne op og hænge dem op under et tagudhæng eller i en carport og lade dem få tørre bælge her, inden de tages ind til eftertørring.
Der er ikke i noget i vejen for at høste frø på denne måde, når man af og til køber nyt frø. Hvis man vil avle frø år efter år og bevare en sort, skal man udvælge de allerbedste planter og dyrke dem til frø, og så skal man holde sorterne adskilt med så stor afstand som muligt i haven. Der kan ske en krydsbestøvning, men det sker sjældent midt på sommeren, hvis havens bier let kan finde mere attraktive blomster. Netop bønnesorter har forskellige farver frø. Nogle er hvide, andre brune, sorte, blålige, plettede osv. Hvis en sort pludselig ændrer frøfarve, så kan man være sikker på, at den har krydset med en anden.
Man kan bælge umodne frø på alle havebønnerne og spise dem kogte i supper, salater, chili con carne m.m. Hvis man er vild med tørrede bønner, så vil man helt sikkert også være vild med at høste friske bønnefrø i haven. Borlotto er en sort, som når at give mange og store bønner, som kan bælges til frisk brug, eller de kan tørres.
Dertil kommer, at Borlotto er en meget smuk sort med rødspættede bælge og frø. På bælgens farve kan man aflæse, hvornår den skal høstes til hvad. De unge bælge er grønne med lidt rødfarvning, og inden de begynder at svulme, kan de bruges som snitbønner. Senere bliver de mere røde, når frøene udvikles. De er klar til plukning og brug, når bælgene i stedet for grøn bliver hvidlig og med kraftig rødfarvning. Bælgen skal have mistet sprødheden, og når man trykker på bælgen, kan man mærke, at frøene løsnes. På det tidspunkt er de lette at bælge og har den rette modenhed til brug i mad. Lige inden frøene modner helt, aftager den røde farve til en mere lilla. Det er sidste stadie, inden de tørrer ind og kan gemmes som tørrede bønner eller til frø. En meget regnvåd periode kan få dem til at rådne i de sidste modenhedsstadier.
Hvis man har masser af plads i køkkenhaven, kan man dyrke en større mængde Borlottobønner til høst af friske bønner. De kan fryses ned uden blanchering, og man har så bønner, der kan koges uden iblødsætning. De smager meget bedre end de tørrede. Foto: Karna Maj
På dage med solskin er det dejligt at ligge på knæ derude og plante nye bedkombinationer. Skal staudebedet lægges om, så er det nu, da efteråret kan komme meget pludseligt. Alle planter i potter kan plantes nu, mens de barrodede træer og buske ikke skal plantes førend omkring 1. november, når bladene begynder at falde.
Når man planter er det vigtigt, at man giver planterne vand i plantehullet, med mindre jorden er meget våd. Pottede planter sættes i vand inden plantningen, så rodklumpen er helt vandmættet. Efter plantningen vandes planten til, så jorden slemmes godt ind mellem rødderne. Ofte er det nok at vande i forbindelse med plantningen, men hold øje med udviklingen, da der kan komme en tør periode selv i efterårsmånederne.
Desværre bliver aftenerne hurtigt kortere, og dermed er det også begrænset, hvad der kan nås efter arbejdstid. Snart er havearbejdet en weekendfornøjelse. Men der kan stadig nås lidt, hvis man tager skumringen til hjælp. Og der er faktisk meget stemningsfuldt i haven i skumringen, når pindsvinet pusler, klokken otte-blomsten åbner nattens store, lysegule blomster, de hvide cosmos lyser op, og den søde duft fra tobaksblomsterne breder sig mildt ud over omgivelserne.
I supermarkederne kan man købe billige planter, og de ser ofte spændende ud med masser af fine blomster. Men de er dyrket for at kunne lokke os til at købe dem for deres blomsterpragt og grønne frodighed.
Det er bedre at købe i planteskoler og plantecentre, hvor man kan se, at her er planten i sin naturlige tilstand efter årstiden. For mange stauder, træer og buske er det her i efteråret ensbetydende med, at bladene begynder at se lidt efterårsagtige ud, planterne er ved at gøre sig klar til vinteren. Hvis man har brug for at se de forårs- og sommerblomstrende planter i blomst, så må man i stedet for ty til billeder. Når man skal planlægge nyanlæg og finde nye planter hertil, er det en god ide med et par bøger med stauder, træer og buske, så man kan se blomsterfarve, blomstringstidspunkt, højde, vækst, sortsbeskrivelser osv. Heri kan man også finde nye arter og sorter, som måske slet ikke er på planteskolen, men som man kan få bestilt hjem.
Det er også vigtigt at købe sorter, som er hårdføre og kan klare vores klima. Hvis man f.eks. vil have held med hortensia, er det vigtigt at købe sorter, som kan klare klimaet, ellers ender man med grønne buske uden blomster. Her er det nødvendigt at købe hos en planteskole, hvor man kan få kvalificeret vejledning omkring valg af sorter.
Hvis man omlægger blomsterbede lige nu, så graver man også ind i forårsløgblomsterne, og de har allerede nu dannet rødder. Det gælder derfor om hurtigt at få dem sat ned igen, evt. efter deling. Kan de ikke plantes med det samme, så skal de pakkes ind og lægges i skyggen, så rødderne ikke tørrer ud. Præcis som man gør med stauderne under en større omplantning.
Det fortæller også, at det er på høje tid at få sat nye forårsblomsterløg, så de også kan nå at danne gode rødder inden vinter. Husk også at få sat evt. løg, som er taget op og tørret i forsommeren – ofte glemmer man at de står i en kasse i skuret.
Der er mange af havens planter, som får meldug her sidst i september. Meldug er en af undtagelserne, den kan etablere sig selv i tørt vejr. Det ser ikke så pænt ud, men der sker i de fleste tilfælde ikke den store skade, da vækstsæsonen er ved at være ovre. Undtagelserne er de planter, som gerne skulle se flotte ud lige nu, heriblandt ikke mindst floks og de flotte høstasters, der populært kaldes strandasters.
Det er næsten ikke til at stå for potterne med asters i supermarkederne lige nu. Høstasters er en staude, så de kan plantes i krukker og bagefter ud i haven. Men spørgsmålet er, om de ikke sortsnavngivne planter får meldug, når de kommer ud i haven. Meldug ødelægger ofte udseendet og hele fornøjelsen ved at have høstasters i haven. I planteskolerne kan man spørge efter sorter, som er mest mulig modstandsdygtige over for meldug. Eller man kan holde øje med høstasters i andre haver og se om der er nogen, som ikke får meldug, så man kan tigge et lille stykke til forår. Og så er der lige højden – dem i potterne i supermarkedet er måske holdt kunstigt lave ved sprøjtning, så de kan sælges som potteplanter. Men man kan selvfølgelig altid tage chancen for en god tiers penge, hvis der nu er en nuance, som er helt forførende.
Høsttidløs, Colchium automnale, står der lige pludselig i al sine lyslilla pragt på høje tynde stilke, som ofte knækker, så blomsterne lægger sig hen ad jorden, hvis de ikke har støtte fra naboplanter eller et bladdække. Det lidt underlige ved høsttidløs er netop, at blomsterne kommer op af jorden uden at være i følgeskab med blade. Bladene dukker først op igen til foråret og visner derefter ned i løbet af sommeren.
Høsttidløs kan fint vokse i udkanten af arealer med træer og buske, og de er smukkest flere sammen, plantet enkeltvis med lille afstand. De kan let forveksles med efterårskrokus, men høsttidløs har 6 støvdragere, mens efterårskrokus kun har 3. De skal nydes, men kun med øjet, for alle dele af planten er giftig.
Høsttidløs er smukke i septemberhaven. Foto: Bolette Crossland
Når vindruerne begynder at tage farve (de grønne bliver lysere) er det tiden for at fjerne nogle af bladene, så der kommer god luftcirkulation, og vindruerne ikke så let angribes af råd. Fjern lange ranker og de blade, som sidder inde ved klaserne – disse blade er som regel allerede ved at blive gule og fotosyntesen er minimal. Men inden man klipper løs, så husk at der skal efterlades erstatningsskud, som skal bindes til espalieret og give vindruer næste år.
De helt små vindruer, som ofte er uden sten, er iøvrigt modne lidt før de store i samme klase, så de kan spises under beskæringen, og det giver samtidig lidt luft i klaserne.
I mange drivhuse er der knap nok plads til en vinstok, da det frodige bladhang skygger meget. Men med nyere sorter og nogle nye kerneløse sorter, kan man helt problemfrit dyrke druer på friland. Det gælder både sorter til vinfremstilling og spisedruer.
Desværre kan både solsorte og gedehamse (hvepse) lide de søde druer, og det giver store problemer at skulle beskytte druerne på et stort udendørs vinespalier. Fiberdug dur ikke, da det er for tæt og giver et så fugtigt miljø, at druerne let begynder af mugne og rådne, så snart det er fugtigt vejr. Derimod ser det ud til at insektnettet »Bionet« er rigtigt godt, da det effektivt holder ikke kun fuglene, men også evt. hvepse ude, samtidig med at der er nok luftcirkulation.
Net til overdækning skal være lidt bredere end espalieret er højt, og det skal være langt nok til, at det kan nå hele vejen rundt om espalieret. Det samles let med dobbelt ombuk i toppen samt enderne med en række tøjklemmer.
Vinavlerne bruger skyggenet i lange baner til at montere på begge sider af rækkerne med vinplanter mod fugle. Ved de sent modnende druer er gedehamsene oftest forsvundet.
Har man ikke insektnet over kålene, er man nødt til med få dages mellemrum at fiske larver ud af kålhoveder og fjerne dem fra bladene. Forhåbentlig aftager mængden snart, da mange kål ser ret hærgede ud. Men når solen skinner, kan man stadig se enkelte hvide kålsommerfugle i haven.
I nogle haver er der stort set ikke flere kållarver – der sker en naturlig bekæmpelse: Hvepse æder æg og larver, snyltehvepse er kommet til og lægger æg i larverne, der bliver til stillesiddende »madkasser« for snyltehvepsens larver, eller larverne inficeres med naturligt forekommende bakterier.
I andre haver er det sneglene, der er værst ved kålene, og her hjælper insektnet ikke, sneglene kommer ind alligevel, og under insektnet er der ingen fugle eller pindsvin til at æde dem.
Det er meget vigtigt, at spiseløgene er godt tørre, inden de gemmes væk til vinterforbrug. De fleste år kan de nå at tørre udenfor et overdækket sted, når august og starten af september er solrig og varm. Det er altid en god ide at sortere løgene og tjekke, at de er ordentlig tørre. Det kan knibe især for de såede løg, hvis de er høstet sent. Og meget store løg er også sene til at tørre – og derfor kan det være en god ide at bruge de største først.
Løgtoppen skal visne ned af sig selv under tørringen, så den bliver helt tør og det øverste kan hives af. Man må aldrig klippe toppen af lige over løget, da det giver risiko for rådangreb. Er løgene ikke tørre, må de eftertørres ved kunstig varme, da vi på den her tid af året ikke kan forvente at få dem tørret godt nok udenfor, når først efteråret sætter ind med regn. Man kan f.eks. placere dem ved fyret i et fyrrum – her vil de kunne bliver godt tørre på nogle få døgn.
Efter tørring anbringes de ophængt i mindre netsække eller i åbne kasser i et tyndt lag et tørt og køligt sted. Den ideelle opbevaringstemperatur er 0–2° C, men de holder sig fint anbragt i et køligt udhus.
Løgene kan evt. eftertørres i et tyndt lag i kasser ude i solen, efter at de er blevet afpudset. Foto: Karna Maj
Foreningen af Danske Vinavlere afholder også i år Dansk Vindag. Overvejer du at plante vin i større stil, så er det oplagt at bruge dagen til at få mere at viden, inden du går i gang med at inddrage en del af haven til vinmark.
Dansk Vindag afholdes i år lørdag den 20. september kl. 13–16, nogle vingårde holder dog åbent på lidt andre tidspunker. Der er tilmeldt næsten 40 vingårde, hvor man kan se og høre om vindyrkning og produktion. Se mere på foreningens hjemmeside Vinavl.dk.
Det er efterhånden blevet en tradition mange steder at fejre Æblets dag, men der er ikke helt enighed om, hvornår det skal være. I den kommende weekend er der dog mange arrangementer. Her skal blot nævnes et par af de større.
Det største arrangement er Æblefest og Frugtfestival i Salskøbing den 20. og 21. september.
Et spændende arrangement i den anden ende af landet er Frugtfestival i Blomstergårdens Pomet ved Viborg den 19. – 21. september.
Men der er også æblearrangementer i de kommende weekender mange steder i landet. F.eks. holder Pometet i Tåstrup Åbent Hus den 28. september kl. 10–16. Der erEbelfestival i Ebeltoft i efterårsferien den 11. oktober. Lørdag d.11. oktober kl.10–16 fejrer man også Æblets Dag på Fejø på Dybvig Havn.
I september er der stadig flotte roser i haverne. Foto: Karna Maj
Gavebidragene er blevet ved med at strømme ind – tak for dem alle. Vi har fået ialt 165 gavebidrag, og vi kan nu blive godkendt efter § 8A for 2015. Vi har ialt fået 32.000 kr indtil nu, og det er vi rigtig glade for, da de er med til at sikre, at Havenyt kan fortsætte og udvikles.
Du kan stadig nå at give et gavebidrag
Hortensiablomsterne er nu blevet mere læderagtige og er derfor mere holdbare til buketter og dekorationer, og de kan tørres.
Nu er der igen tid til at læse om aftenen, så det er med stor forventning, at man åbner det ny septembernummer af Praktisk Økologi, og finder en række spændende artikler om at dyrke sin have økologisk og anvende afgrøderne. På Hegnstrup, hvor dyrkes der masser af økologiske grønsager til salg, er naturen en vigtig medspiller. I Californien arbejdes der politisk for en skolehave på alle skoler. Læs om ny dyrkning af glemte løgsorter. Nye erfaringer med overvintring af ærter og hestebønner i vinteren 2013/14. Besøg hos et medlem, hvor dyrkning og dyrehold sker i fælleskaber med naboer og familie. Og så er der mange gode opskrifter på mad med rødbeder.
Tidsskriftet Praktisk Økologi er medlemsblad for Landsforeningen Praktisk Økologi. Som medlem får du også mange andre fordele – bl.a. kan du deltage aktivt på Havelyst.dk og møde mange hundrede økologiske havedyrkere og se indenfor i deres haver.
Lune og solrige septemberdage vil give mange flere modne brombær – men det er ikke sikkert, at alle når at blive modne på sene sorter. Foto: Karna Maj
Mon bønneplanten her er helt uvidende om, at dens vækstsæson er ved at være slut? Den fortsætter ufortrødent med at sætte nye ranker, blomster og små bønner. Og med godt vejr, skal de nok nå at ende på spisebordet om et par uger. Foto: Karna Maj
Filippaæblerne er ved at modne, men endnu er de nedfaldne bedre at spise end dem på træet. De vil blive plukkemodne inden for de næste par uger. Foto: Karna Maj
Flotte Aroma æbler – præsenteret ved Åbent Hus på Pometet i Taastrup. Foto: Karna Maj
Det er nu, at de blomstrende georginer skal nydes – forhåbentlig er der længe til frosten lægger dem ned. Foto: Karna Maj
Et rigtigt flot Gravensten æble – det kaldes nu Gråstenæble.Det blev fundet i midten af 1700-tallet i Gråsten slotshave. Og det regnes for det bedst smagende danske æble. Foto: Bolette Crossland
Når først et æbletræ er blevet stort og kommer i god bæring, kan man høste mange hundrede æbler på et træ hvert år. Foto: Karna Maj
Hvis man har masser af plads i haven, så er det også en god ide at plante et pæretræ. Det kan f.eks. være den tidlige Clara Friis, som har kort spisesæson, eller Conference, som først er moden i oktober, men kan plukkes ned og holde sig i nogle uger. Her ses Clara Friis pærer. Foto: Karna Maj
Narcistobak blomstrer hele efteråret med smukke blomster – som oven i købet dufter dejligt, især når luften bliver lidt fugtig hen under aften. Foto: Karna Maj
Små chilier kan tørres og opbevares på glas til brug vinteren igennem. Foto: Karna Maj
Sidst på sæsonen er det en fordel at dyrke stangbønner i forhold til buskbønner, da de ikke kommer i kontakt med jorden og rådner. Her er både gule og lilla stangbøner klar til høst. Foto: Karna Maj
Her er der tørre bønnebælge klar til at blive høstet til frø. De lange bønner er af sorten Eva, som er en meget tidlig grøn stangbønne. Foto: Karna Maj
Der er masser af fin salat nu, hvor dagene er blevet køligere og jorden er dejlig fugtig. Foto: Karna Maj
Løvehale er en fin staude, som blomstrer midt på sommeren. Den er desuden vintergrøn og meget let at dyrke. Hvis man lader frøstandene stå, er de flotte med sne og rim. Foto: Karna Maj
Tulipanløg kan man vente med at sætte til oktober, mens de andre helst skal i jorden her i september. Foto: Karna Maj
Der er mange ting at tage hensyn til, når man vil plante asters i haven. Hvis man vælger høje sorter, har de ofte »bare ben«, og de bør de skjules bag nogle frodige planter. Foto: Karna Maj
Hvis man har udvist rettidig omhu og har klippet morgenfruerne tilbage for en måneds tid siden, så står de nu med nye orange blomster. Har man ikke skåret dem tilbage, så står de med frø, og bladene er sikkert angrebet af meldug. Foto: Karna Maj
Vindruerne er store og modner snart. Det er vigtigt, at der er luft omkring klaserne, så der ikke dannes råd i klasen, og at de får masser af sol. Det kan være en fordel at klaserne på udendørs druer ikke er alt for store og fyldte, da de så lettere angribes af råd. Foto: Karna Maj
Et lille bed med lidt grønkål og blomsterkål, som ikke er blevet hjemsøgt af larver. Måske fordi de står tæt op af et hindbærbed, så sommerfuglene flyver henover i god højde? Foto: Karna Maj
Den er da sød, den lille lilla knudekål. Og det er spændende, hvor stor den kan nå at blive her i efteråret. Den er sået efter optagning af løg sidst i juli. Foto: Karna Maj
Hvert år bliver der lavet et æblemaleri med æbler i forskellige farver til Æblets dag på Fejø. Foto: Karna Maj
En af de mest fantastiske sommerblomster lige nu er kæmpejernurt, Verbena bonariensis. Den blomstrer med skyer af lyslilla blomster – og den bliver ved til frosten kommer. Hvis man er heldig, kan den overvintre i milde vintre. Den kan også graves op og slås ind i en potte i drivhuset i november/december, og her plejer den med lidt dække kunne overvintre. Foto: Karna Maj
Det ny septembernummer af Praktisk Økologi.