Krokus forår og efterår

I en hvilken som helst have, der ikke er på ny bar mark, vil der være de storblomstrede krokus. Kulørte råbedyr, jeg holder ikke af dem. Der er for meget kommunalt bed over dem, selvom de gule er bedre end de andre.

De små og forårsblomstrende

‘Blue Pearl’ i en yndig lyseblå farve – en sort som man sjældent ser i danske haver. Foto: © Weibulls

De krokus, der får blodet til at rulle er de små, mere sartfarvede, i alle mulige sorter. De har farver, som passer til overskyet forårshimmels stålgrå, til bar jords lillabrun. De er creme som tyk fløde, lillahvide, violblå og syren, lavendel og orange, karamel og flere har andre farver udenpå, end indeni blomsten. Sart, men ikke desto mindre opsigtsvækkende, især i solskin, der får blomsterne til nærmest at krænge vrangen ud på sig selv for at komme frem.

Crocus crysanthus fås i et væld af sorter. Jeg har de cremehvide ‘Cream beauty’, kridhvide ‘Snowbunting’, lyseblå ‘Blue pearl’ ‘E.P. Bowles’ der er smørgul, ‘Advance’, der er gul indeni og purpur udenpå. ‘Blue bird’, blå og hvid, og den fine ‘Gypsy girl’, der er varmtgul med brede penselstrøg af samme dodenkopf som våd muldjord. Der er også Crocus vernus ‘Pickwick’, der har smalle striber præcis som vildsvins grislinger har på ryggen. De er skønne alle sammen, og næsten finest blandet, og som sådan er de heldigt nok også billigst at købe.

Læg dem rundt om træer, i græs, fordelt i små totter af 3–5 knolde over hele staudebedet. De breder sig meget, meget hurtigt og vil danne tætte tuer på nogle få år. Hvert løg blomstrer med en hel lille buket, lige over jorden. Så man kan sagtens lægge dem ret spredt, uden at det virker skaldet. Hvis man lægger dem med mindre end 10 cm mellemrum, står de på skuldrene af hinanden, og det ser ikke godt ud.

De har kun én eneste, men ret alvorlig bagdel, det er de tynde, stride og dødssyge blade, der er alt for længe om at dø ned. Mine står bl.a. mellem krydderurter, og det er overhovedet ikke nok til at dække for redeligheden. Der skal anderledes storløvede planter til, for at hele arrangementet ikke skal se vissent ud. Eller også skal man vælge at sætte dem et sted, hvor de godt må være, fordi opmærksomheden kun samler sig om dem, når de blomstrer. Som f.eks i græs. Halvdelen af de oprindeligt 1000 løg, vi lagde, kom ned at ligge i cirkler rundt om frugttræerne i vores æblehave, og det er en langt bedre ide. Men det behøver ikke være i ring, de fleste steder vil det være bedst bare spredt i græsset, eller under buske.

Der er et rigt udvalg af arter, jeg har kun en enkelt, Crocus tommasinianus, og den er helt utroligt nem og fin i græs. Mange arter kommer fra meget tørre og stenede egne og skal have det mere tørt om vinteren end i almindelig havejord. Det er noget for nørder, som almindelig dødelig havedyrker kan man nøjes med det villige og tilgængelige.

Læg dem senest i oktober, ikke for dybt, ca. 5–6 cm nede.

Efterårsblomstrende krokus

‘Advance’ er gul indeni og purpur udenpå. Foto: © Weibulls

Og så er der de efterårsblomstrende. Hvis man smelter over krokus anstrengelser i det tidlige forår, så bliver man til tigersmør, når ens efterårsblomstrende krokus pludselig står der fra den ene dag til den anden.

Engang i oktober når hele cirkuset for længst har pakket ned og er taget videre, og de eneste, der ikke har forstået, at forestillingen er forbi, er de meget sene asters, så vågner de, for at give deres nummer.

De er højere end andre krokus, blomsten kommer i en fuldendt tilspidset tulipanform på enden af stilke, der er ubegribeligt sprøde og tynde. Det er klart en krokus, men alligevel med et helt andet udtryk, for mig er de små forårskrokus som kinesere, og efterårskrokus nærmest masaier.

Man ser dem næsten aldrig, og det er virkelig synd, for lige dér er der brug for deres friskhed og uventede farve. De kommer mellem rødgyldne nedfaldsæbler og birkeblade i rent guld, og intet er mere velkomment lige der, end netop blå.

De står i uger, og man skal have nok til at tage små buketter ind.

Safrankrokus, Crocus sativus er også efterårsblomstrende, og deres mørkerøde støvdragere har de til fælles. men det er kun ægte safrankrokus, der smager af noget, de andres er bare til pynt. Jeg har prøvet at plante dem, og der kommer troligt blade af dem hvert år, men ingen blomster. Hvert år lover jeg mig selv, at grave dem op og sætte nogle i potter i drivhuset, og andre et varmere sted op ad huset. Men når bladene så viser sig, er det præcis på det tidspunkt, hvor køkkenhaven tager alle lyse timer, så fiskesuppen med egen safran må vente en sæson mere.

Der er flere tilgængelige arter af efterårskrokus. Jeg har to, Crocus nudiflorus, som er mere rent blå end nogen forårskrokus og Crocus speciosus, som er højere og mere violet.