Havenyt uge 23, 2012

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kan man være glad for, at juni er startet kold? Planterne er helt sikkert, for med tørke i bedene, ville de være blevet endnu mere stressede af vandmangel, hvis vi havde haft 25° varme og stikkende sol det sidste stykke tid. Blæst og tørke har været slem nok for planterne. Så lad os lige få en rigtig god gang regn, inden det igen bliver varmt. Regnen må gerne komme snart og virkelig give nedbør – store dele af Danmark er nu i orange farver på DMI’s tørkeindeks

Jordbær ved at modne de første bær

Jordbær tåler ikke at mangle vand lige nu, hvor alle bærrene vokser på fuld kraft. Her en tidlig sort, hvor de første er ved at blive røde. Foto: Karna Maj

De fleste udplantningsplanter står noget i stampe på grund af kulden, eller vokser nærmest nedad, hvis man ikke har haft mulighed, råd eller tid til at vande. Det vil være rart igen at kunne nyde haven uden at slæbe rundt på en vandkande og tænke på planter, der mangler vand, og hvor dyrt det er at vande. Regnvandstønderne er forlængst tomme, så det ville også være herligt at få dem fyldt igen.

Heldigvis er haven stadig enormt dejlig med grønne træer og buske, stikkelsbærrene vokser, det er dejligt at kunne se, at der ansættes små æbler, pærer, blommer og kirsebær på træerne. I drivhuset er der ingen problemer, og her er der ved at være nye lækre agurker, mens tomaterne er små og grønne, og der er en månedstid til første røde tomat, medmindre man er startet meget tidligt. På friland er det tørken, der har sat dagsordenen, og de lovede regnbyger blev til ingenting af betydning de fleste steder. Men har man vandet, er der masser af asparges, spinat, salat, purløg, dild og rabarber. Måske er de første jordbær ved at blive røde, hvis man har en tidlig sort. Og der er sikkert mange, som kan hente lidt nye kartofler til Grundlovsdag i år efter den varme periode i maj.

Det flotteste lige nu er dog staudebedene, hvis man har alle de klassiske junistauder som bonderose, sibirisk iris, hvid okseøje, storkenæb af flere slags, akelejer, klokkeblomster og dagliljer. I krydderurtebedet blomstrer salvie, timian og purløg, som tiltrækker mange bier og insekter.

Campanula i blåt

Krybeklokke, Campanula portenschlagiana, trives godt selv på ret tørre steder. Her i et bed op til en husmur. Foto: Karna Maj

Overskyet, køligt og regn er godt at plante i

Sidst på ugen bliver det perfekt plantevejr – endelig. Så her gælder det om at få plantet de sidste udplantningsplanter ud – og få efterplantet de steder, hvor noget er gået ud af tørke, katten har lagt det ihjel eller fasan eller rådyret har spist det.

Porrer udplantet efter grundlovsdag skulle ikke blive angrebet af 1. generation af porremøl, og er der ingen haver med porrer i lokalområdet, så slipper du måske også for 2. generation, da de ikke har haft værtsplanter i første omgang.

Det er lige nu lidt koldt til at plante tomater, agurker, græskar og squash ud. Det kan man se i de haver, hvor de er plantet ud. De er i langsom vækst, men ser lidt lyse ud i bladene. De samme gælder majs, men de skal nok komme i vækst, så snart varmen kommer. Så vent lidt med at plante de varmekrævende ud, hvis de stadig er i god vækst i potterne – har rødderne udvokset potten helt og aldeles, så er det bedre at plante.

Porreplantning

Efter plantning er der vigtigt at vande rækken, så jorden slemmes godt ind omkring rødderne. Når man planter porrer i en rille, letter man lugningen i rækken, da de første fremspirende kimplanter kan dækkes med jord. Foto: Karna Maj

Planter har brug for masser af vand hen over sommeren

Selv om man synes at der i løbet af ugen ser ud til at der kommer en hel del vand, skal man tænke fremad, for vand fordamper hurtigt, når først solen skinner og det blæser. Mange planter er ikke veletablerede med dybe rødder endnu, og der er megen bar jord, så fordampningen er tårnhøj, indtil planterne dækker jorden, eller vi får etableret et godt jorddække.

Regnen i denne uge kommer lige tilpas til en række afgrøder i køkkenhaven, som skal have masser af vand – og regn ovenfra er at foretrække frem for at skulle vande. Det er kartofler, løg, jordbær, ærter, dild og salat. Udbyttet reduceres, hvis der ikke er vand nok. Salat bliver bittert og dild bliver småt og går i blomst. Ærter tåler heller ikke at tørste ret længe. Så det er på høje tid, at der kommer vand. Når regnen stilner af igen, gælder det om at forhindre, at vandet fordamper igen – ingen ved jo, om vi pludselig får en periode uden ret megen nedbør igen.

Hold på vandet i jorden

Der er al mulig grund til at gøre mest muligt for at holde på den vandreserve, som er i jorden her først på sommeren, så det kommer planterne til gavn. De fleste steder i landet er det meget dyrt at vande. Sommeren igennem gælder det derfor om at forhindre, at nedbøren fordamper alt for hurtigt.

I et bed, hvor planterne dækker jorden, skulle man tro, at planterne hurtigere kommer til at mangle vand end i et bed med få planter og bar jord. Men det er ikke tilfældet, da et bladdække ret effektivt forhindrer, at fugtigheden forsvinder lige op i den blå luft. Det er bl.a. derfor at man kan tillade sig at underså f.eks. kål og majs med jordkløver eller sneglebælg, når planterne er kommet i god vækst.

Et kultiveret bed med løs jord isolerer også noget mod fordampning, så det gælder om at kultivere øverligt, så snart jorden efter en gang regn eller vanding tillader det.

Det, der holder bedst på vandet, er dog et mindst 4–5 cm tykt lag jorddække. Skal det også hindre fremspiring af ukrudt, skal det være 10–15 cm tykt. Snart er planterne i køkkenhaven ved at være så store, at jorden kan dækkes med et mere eller mindre tykt lag, uden at man risikerer, at solsorte og duer ødelægger planterne ved at søge efter insekter og frø. Men endnu er f.eks. rodfrugterne for små til, at man kan dække her.

Jorddække under kål med hakkede ukrudtsplanter

Her er brugt omhakkede ukrudtsplanter som jorddække i et bed med kål. Foto: Karna Maj

I artiklen Jorddække og jorddækkematerialer kan du se forslag til dækkematerialer. Jorddækket modvirker ikke kun vandfordampningen – det formulder langsomt og tilfører derfor nye plantenæringstoffer til planterne på stedet, og desuden giver det nyttedyrene bedre livsbetingelser. Desværre også sneglene, så i meget snegleplagede haver, kan det være nødvendigt at undlade at dække.

Krukker kan også jorddækkes

Krukker vander man dagligt, og her sker der også en fordampning fra overfalden, specielt ved nytilplantede krukker. Det kan man forhindre med et passende jorddække. Til krukker skal der ikke bruges så mange liter jorddække, så her kan det være en god ide at bruge den lidt dyre løsning kakaoflis, som har den gode egenskab, at skallerne nærmest klistrer sig sammen, når de blive våde, så de bliver liggende. En anden mulighed er bunddækkemateriale af kokosmateriale. Man kan også fint bruge bark- eller træflis. Det isolerer lige så godt mod fordampning.

Når man bruger dækmaterialer, undgår man, at jorden slemmes sammen ved den daglige vanding og dermed bliver for kompakt.

Masser af frugt og bær

Når der har været nætter med sen frost og begyndende blomstring i bærbuske og frugttræer, kan man godt blive lidt nervøs for, at det ødelægger blomsterne, så det nedsætter udbyttet på frugttræer og bærbuske. Men heldigvis ser det ud til, at der er ansat pænt mange frugter og bær. Måske endda så mange, at der skal tyndes i frugterne, men det venter man normalt med til efter junifaldet, hvor træerne selv smider de frugter, de ikke mener at kunne udvikle.

Stikkelsbærrene udvikles hurtigt lige nu, men der er endnu 1–2 uger, til man kan plukke grønne stikkelsbær til grød og kompot. Imens kan man trække masser af fine rabarberstilke.

Hindbærrene blomstrer allerede og bærdannelsen er så småt i gang. Det bliver en tidlig hindbærsæson i år.

Hindbær i blomstring

Insekterne er vigtige i bestøvningen af hindbær. Foto: Karna Maj

De første røde jordbær

Har man en tidlig jordbærsort, er der måske ved at være mulighed for at plukke de første røde bær på friland. Men inden netoverdækning mod fugle er det en god ide at få luget en sidste gang, da udløberne nu er på vej ud i alle retninger, og det vanskeliggør renholdelsen.

Det er vigtigt, at man bruger en overdækning som fuglene ikke fanges ind af, og som ikke hiver frugterne med af. Brug meget fintmasket insektnet. Fiberdug giver for megen fugt og varme og kan fremme udvikling af gråskimmel på bærrene.

Selv om jorden er fugtig nu, så hold øje med jordens fugtighed i jordbærbedet hele tiden. Planterne skal bruge meget vand lige nu på at udvikle de mange bær.

Så bønner i flere hold er altid godt

De fleste har nok sået nogle rækker bønner, da det stadig var dejligt varmt før pinse, og ingen af os tog truslen om koldt vejr så alvorligt. Det blev også både koldere og mere tørt, end de havde lovet. Lige nu er det lidt nervepirrende af følge, hvor mange – eller rettere få bønner, der er på vej op. Jordtemperaturen ligger de fleste steder i landet omkring de 12° C. I Nordsjælland er den helt nede på 10°.

Med andre ord, kan man kun håbe på, at de kommer op. Ellers må man så om – det gør man ofte med bønner. Men vent til jordtemperaturen igen er 14° C.

Det er altid en god ide at så bønner i flere omgange, så man får friske bønner helt frem til oktober. Så en tredjedel først på sæsonen, en tredjedel omkring sankthans og den sidste tredjedel lige først i juli. Det er normalt kun den første såning, der giver problemer med fremspiring. Senere er jorden gennemvarm, og bønnerne spirer langt bedre.

Så de toårige blomster i juni

Lige nu er det såtid for alle de toårige – f.eks. forglemmigej, stedmoderblomster, hornviol, gyldenlak, fingerbøl, marieklokke, skarleje og vellugtende aftenstjerne.

De kan sås i potter og såbakker eller direkte på et såbed, hvor de udtyndes og plantes ud på blivestedet i eftersommren, så de er klar til at fylde haven med blomster i foråret. Man kan købe frø i flotte sorter, eller man kan selv høste frø af en del af arterne, hvis de er ved at have modent frø. Tager man selv frø, er man ikke sikker på efterkommernes farver, og måske bliver blomsterne også lidt mindre, hvilket nogle synes er en fordel til en have med et lidt mere vildt look.

Hvis de sås på frilandsbed, er det en god ide at så i en overskyet og ikke al for varm periode – men vent med at så til der ikke er udsigt til store regnmængder, og jorden igen er fint smuldrende. Begynder jorden at tørre ud inden fremspiring, kan det være nødvendigt at holde bedet fugtigt, til frøene spirer.

Så nyt hold salat, koriander og dild

Lige nu kan man høste den første salat og meget mere er på vej. Vi får som regel sået og plantet meget mere end salatskålen kan aftage. Først i juli begynder salaten at gå i stok, og pludselig står vi uden salat. Medmindre vi altså sørger for at så et ny hold nu og derefter lidt hver 14. dag frem til 1. august. Ved at vælge salat med forskellig udviklingstid, er man helt sikker på, at der altid er salat i bedste størrelse.

Prøv at vurdere, hvor mange salatplanter, man kan nå at spise inden for 2–3 uger, og så lidt tyndt i rækken. Det er bedre at give god plads på et såbed til de planter, man virkelig skal bruge end lave 100 salatplanter eller mere. Hvis man har snegleproblemer, kan det dog være en god ide at så rigeligt, eller i kasser og potter til udplantning, og stille disse et sted, hvor sneglene ikke kan æde småplanterne.

Koriander både spirer og vokser hurtigt, hvis det passes med vand. Koriander udtyndes, efterhånden som det bruges, til 10 cm, og til sidst kan man lade den gå i blomst, når næste såning er klar til høst. Korianderfrø gemmes til næste års såning eller bruges i madlavningen. Samme fremgangsmåde gælder for dild. Begge sås mindst hver 3. uge hele sommeren, hvis frisk dild og koriander er et must.

Drivhuset

Trods kulden udenfor, går det fint i drivhuset, da vi har haft masser af solopvarmning hen over dagene. Med mere overskyet vejr og stadig køligt, bliver det mindre lunt i drivhuset, men planterne er så veletablerede nu, at de klarer det, selv om nattemperaturen skulle nå ned på de varslede 5° C.

Hvis man stadig ikke har plantet agurker, peber, meloner og auberginer ud i drivhuset, så er det en god ide at få det gjort, så snart dagtemperaturen bliver bare lidt højere midt på ugen. Store planter udvokser potterne, og rødderne begynder at blive brune i stedet for hvide, og det betyder vækststandsning. I øvrigt er det fint at plante ud i overskyet vejr, da det stresser planterne mindre.

Hvis man har plantet agurkplanter ud, og de hænger, kan det skyldes flere ting. Det er meget vigtigt, at der ikke er stående fugtighed inde omkring agurkplantens stængel, da den så lettere angribes af svampesygdomme. Løsningen er at sætte potteklumpen ovenpå den løsnede jord og så hyppe jord, gerne iblandet en masse god kompost og lidt sand/grus, op om potteklumpens sider, men ikke ovenpå. Hvis planten efter udplantningen begynder at få lidt slappe blade, kan det være vandmangel de første dage, hvor rodsystemet endnu er begrænset. Men ellers det oftest ikke vandmangel, men et dårligt rodsystem. Øget vanding forværrer oftest problemet, det er bedre at etablere lidt afskærmning for direkte sol på planten midt på dagen. Brug f.eks. et enkelt lag fiberdug. Sker det værste, at planten går ud, så kan man nemt nå at plante en ny. Selv at så en ny plante er en mulighed – man når at få agurker fra midt på sommeren.

Det er vigtigt at styre agurkplanternes vækst, da de ellers overtager hele drivhuset, og man vil ikke få en jævn forsyning af agurker sommeren igennem. Traditionelt beskærer man, så agurkerne dannes på sideskud, men der er alternative metoder – se artiklen Agurker kan beskæres på flere måder.

Hvis man ønsker at dyrke chili og peber hele sæsonen i potter, skal man være opmærksom på, at deres størrelse afhænger af pottens størrelse – store potter giver større planter og dermed flere frugter. På spansk peber og chili kniber man de første 5–7 blomster af, så planten når at blive så stor, at den har blade nok til at starte frugtproduktion, dvs. at planten skal være begyndt at sætte nogle gode sideskud.

Spansk peber og chili sætter man normalt først ud på terrasser eller udplantes på friland omkring sankthans, når der er blevet sommer for alvor. På det tidspunkt er der måske også for lidt lys i bunden af drivhuset til, at de udvikles optimalt.

Tomaterne er kun grønne endnu

Cherrytomaterne vokser, men der er et godt stykke tid, til de bliver røde. Foto: Karna Maj

Ukrudt eller ønsket plante

Jo mere grøn, man er som haveejer, jo sværere er det at genkende kimplanter på alt det, som spirer frem lige nu i en varm og dejlig våd jord. Det er næsten overvældende, selv for en garvet havedyrker. Men fjernelse af ukrudt er helt nødvendigt i rækker med såede afgrøder, da ellers kan blive kvalt af konkurrerende planter. Ukrudt har ofte en større vækstkraft end vore dyrkede planter. Hvis du skal luge rækker med rodfrugter, kan du se rodfrugternes kimplanter i artiklen Rodfrugter – spiretid og kimplanter.

Det er derfor en god ide at lære de forskellige planter at kende både som nyspirede med kimblade, som oftest er anderledes end de efterfølgende blade, og som småplante. Der er ikke så mange steder, hvor man kan finde billeder af de forskellige planter i babystadiet. Men Ukrudtsnøglen på Planteinfo kan være til god hjælp til at identificere de vilde arter, som regnes for ukrudtsplanter. Her kan man også klikke ind på de enkelte planter, se dem i voksenstadiet og læse om, hvordan de formerer sig.

Som nybegynder kan det være svært at se forskel på ukrudt- og kulturplanter, og hvis rækken af det såede ikke spirer godt, så man tydeligt kan se rækken af ens planter, må man nøjes med at luge de planter væk i første omgang, som man er sikker på er ukrudt. Hvis de står mange andre steder i haven end i den såede række, kan man være nogenlunde sikker på, at det ikke er den såede sort. Helt sikker kan man jo aldrig være, da f.eks. persille, dild og morgenfruer, der har fået lov til at så sig selv, kan spire frem i en ukrudtsagtig mængde. Morgenfruer kan hurtigt kvæle alt andet på et stykke, hvor de har fået lov til at kaste frø.

Bladene ædes af skadedyr

Lige nu får vi her på Havenyt.dk mange spørgsmål om skadedyr. Vi kan slet ikke nå at besvare alle. Så inden du sender et spørgsmål ind, så prøv lige at se, om ikke der allerede er en artikel eller et svar om netop dit skadedyr.

Der er to steder, hvor du kan finde oplysninger. Under Spørg Eksperterne i kategorien skadedyr kan du finde mange svar omkring havens skadedyr, og hvad du kan gøre ved dem. I vores database med Skadedyr og sygdomme kan du søge på plantearter og se de mest almindelige skadedyr og sygdomme, som angriber netop denne plante.

Spindemølangreb

På bl.a. æbletræer, blommetræer, tjørn, benved, slåen og mirabelle kan man her i juni se visne blade indspundet i kraftige spind. Inde i spindene finder man masser af larver af spindemøl, som vil gå i gang med at æde blade på træerne. Angrebene er ikke livstruende for planterne. Specielt tjørnehække kan dog blive næsten afløvede ved voldsomme angreb.

Snareorm, som spindemøllenes larver hedder, bekæmper man ved at ødelægge spindene ved at feje med en stiv kost eller spule med vand. Varmt vand er mest effektiv. Når de ret seje spind først er åbnet, kan fuglene lettere få fat i larverne. En anden mulighed er Bacillus thurigiensis, et bakteriepræparat, som det er overkommelig at sprøjte mindre træer og hække med, men det skal gøres, mens larverne er små, og skal gentages.

Er der kun mindre angreb, så er det overkommeligt at ødelægge spindene og fjerne larverne. Larverne lader sig dumpe ned og hænger i tynde tråde ned fra grenene, når spindet ødelægges.

Spindemøllarver

Spindmøllens larver sidder inde i et sejt spind. Foto: Karna Maj

Hvor er bladlusene i år?

Det lidt kølige forårsvejr har dog en god bivirkning: I mange haver har man stort set ingen bladlus endnu. Hvornår har vi sidst haft rosenknopper uden bladlus? Men vi skal ikke glæde os for tidligt – bladlusene skal nok dukke op.

Blommetræer og skadedyr

Heller ikke blommetræerne er i år så plaget af melet blommebladlus på undersiden af bladene på blommetræet. De er i øvrigt ikke nogen alvorlig trussel, hvis det er et stort træ, og der skal nok komme masser af blommer trods angreb. Men bladluseangreb ser grimt ud, især når den klistrede honningdug giver grobund for sodskimmel, så bladene senere også får en sort belægning.

En mere alvorlig trussel mod udbyttet på blommetræerne er blommebladhvepsens larver, som borer sig ind i de små blommer og æder stenen, hvorefter den forlader blommen for at tage fat på den næste. Man kan se det lille sorte hul, hvor den har forladt blommen. Er der mange larver og få blommer, kan de rydde træet for blommer. Se mere om blommebladhvepsen og forebyggende metoder.

En anden skadegører er blommebladviklerens larve, som vi kender som larven inde i de modne blommer. Lige nu er de voksne insekter aktive, og sætter man ferromonfælder op kan man fange i hvert fald en god del hannner på limplader, og forhåbentlig inden de har nået at parre sig med hunnerne.

Ildsot og grå monilia

Ser man pludseligt opståede visne skud på frugttræerne, så skal der handles hurtigt. Det er antagelig enten ildsot eller grå monilia – i tørkesituationer kan det også være tørkeskade. truslen fra både ildsot og grå monilia er den samme, nemlig at sygdommen kan tage livet af træet på sigt, hvis man intet gør. Skuddene skal fjernes, og da det smitter, skal beskærersaksen desinficeres for hvert snit. De angrebne skud skal brændes, så smitten ikke spredes.

Ildsot

De visne skud på frugttræerne skyldes sikkert angreb af ildsot eller grå monilia, og det er vigtigt hurtigt at få dem fjernet. Her er det ildsot på æble. Foto: Karna Maj

Nye skud på vinterskadet figen og laurbær

Selvom figentræet eller -busken ser helt død ud, så vær tålmodig lidt endnu. Der er antagelig liv i det og pludselig dukker der nogle få grønne blade op på nogle af grenene. Og ganske langsomt kommer bryder nye skud frem på selv tykkere grene længere nede. Midt på sommeren, når man kan se, hvilke grene, der er døde, kan de fjernes og der kan laves en endelig beskæring af buske og træet, så den får en harmonisk facon igen. Figentræer går sjældent ud, men så hård en frost som i februar kan betyde, at skuddene kommer helt fra jorden.

Laurbær er frosset helt tilbage i år på friland og måske endda i drivhus. Normalt skyder laurbær igen helt fra basis her i løbet af juni.

Her er du: Forsiden > 2012 > Havenyt uge 23, 2012

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider