Lundgylden

Majsolen har fået godt fat, bøgen er stadig lys og grøn. Skovæble og røn blomstrer, egen står med nyudsprungne blade. I den lette skygge mellem og under træerne er der en gruppe af 40–60 cm høje, grøngule planter. Tydeligvis skovbundsplanter, for de trives godt og smukt, men det er ikke planter, som er almindelige i den danske natur.

Det gyldne tæppe er lundgylden. Lundgylden er ikke hjemmehørende i den danske natur, men enkelte steder har den forvildet sig. Den er på ingen måde aggressiv, så over en længere periode vil den sikkert ikke kunne klare sig i den danske natur – men under mere parklignende forhold, hvor de aggressive planter luges væk, vil den kunne trives – og oven i købet flot.

En skovbundsplante

Lundgylden, ramsløg og scilla i Queen Charlotte’s Grounds. Foto: Jens Thejsen

Planten har et stort naturligt udbredelsesområde; man kan finde den fra de sydeuropæiske skove og helt til Kaukasus. Den hører til skærmblomstfamilien, samme familie som gulerod, selleri, pastinak, koriander, kvan m.fl. Det er ikke en staude, men en to- flerårig plante, der dør efter blomstring. Lundgylden formerer sig dog villigt ved frø.

Det botaniske navn er Smyrnium perfoliatum. På dansk kaldes den lidt forskelligt. En anden god plante i samme slægt, Smyrnium olusatrum, kaldes makedonsk persille. Lundgylden er et godt dansk navn, som passer fint til både voksested og udseende. Det er en pudsig plante, som har en kantet, lysegrøn, stiv stængel. Nederst på stænglen sidder tre savtakkede, grønne blade, de øverste er gulgrønne med omfattende bladgrund, så det ser ud som om, stænglen er vokset igennem bladet.

Fra slutningen af maj og til juli blomstrer den med små, fine gule blomster samlet i 5–12 delte skærme. Når den står med disse gyldne blomster, giver den et spændende farvespil. Efterhånden som lyset forandrer sig i løbet af dagen, kan den både lyse op og falde harmonisk sammen med omgivelserne.

Formering

Hen på sommeren er den afblomstret og står så med sine mange små, mørke frø. Hvis jorden er skovbundsagtig vil den formere sig ved selvsåning. Man kan også samle frøene og så dem et andet sted om efteråret, eller man kan gemme frøene og så dem om foråret. I så fald skal de gemmes på køl, da frøene skal have frost for at kunne spire.

Lundgylden kan sås direkte på det blivende sted, eller man kan så den i en kasse og derefter prikle de små planter i potter for senere at udplante. På den måde bliver der også et par stykker til prydplanter, og man kan etablere dem på et større areal. Det første år vil planten ofte kun få ganske få blade og en rodknold, og andet år kan den blomstre. Imidlertid kan der også gå både tre og fire år inden blomstring, så planten bliver flerårig. Når først planten har blomstret, dør den, men så er bestanden sikret gennem selvsåning.

Nytteplante

Lundgylden har været anvendt medicinsk, men er som sådan mere eller mindre gået i glemmebogen. Alligevel kan den være til nytte i haven, da den som andre skærmblomster tiltrækker svirrefluer, hvis larver spiser masser af bladlus. Dens gyldne skær gør den til en oplagt prydplante, som vil lyse og live op, både i den store skovagtige have og i den mindre parcelhushave.