Makedonsk persille

Den makedonske persille, Smyrnium olusatrum, er en velkendt krydderurt i engelske urtehaver, og her kaldes den for Alexanders. Den findes ofte vildtvoksende ved Sydenglands kyst, hvor jeg havde held til at finde de modne frø. Disse blev sået for ca. 4 år siden i min have, og nu har jeg et hjørne af krydderurtehaven, hvor den makedonske persille får lov at så sig selv, så jeg løbende det meste af året kan bruge dens grønne blade i supper og salater.

Makedonsk persille

Makedonsk persille kaldes også for sort løvstikke eller Alexanderurt og er en to­årig 1,5 m høj skærmplante med blanke savtakkede blade og skærme af nektarholdige gule blomster, der siden udvikler sig til sorte frø. Den stammer fra Middelhavsområdet og er fundet vildtvoksende i Kaukasus, Algeriet og Tyrkiet. Planten trives bedst på fugtig, stenet grund og findes især vildtvoksende ved kysterne.

I middelalderen var det en almindelig dyrket urt, der både var velset i mad og i medicin. Den er nævnt ca. 332 år før Jesu Fødsel af Theophrast, som anså den for en lækker spise. Makedonsk persille blev spredt via klosterhaver ud til hele Europa og er siden forvildet fra tidligere dyrkning i både England og Frankrig. I 1600- tallet blev den bragt til Nordamerika, og ifølge urtebøger fra England blev den stille fortrængt fra suppegryder mm., da sellerien blev kendt. Den mistede sin plads i urtehaver i 1800- tallet.

Hele planten kan spises

Den makedonske persille er en dekorativ plante, der er værd at dyrke som en variation til dagens salater m.m. De unge skud har en selleriagtig smag, og både blade, stængler og rødder kan indgå friske eller letkogte i salater. Friske stængler kan f.eks. skrælles med en urtekniv og dampes i 6 til 8 minutter, hvorefter de spises med smør til. De sorte frø, der udvikles i løbet af sommeren, kan bruges som krydderi og kommes på peberkværnen som erstatning for sort peber. De helt unge blade kan bruges i stedet for persille, og de kønne gule, nysudsprungne blomster kan give farve og smag i dressinger til salater. Roden kan koges og minder om pastinak, eller stilke kan tilberedes ligesom kvanstilke til sukat ved at vendes i sukkerlage. Rødderne er delikate i smagen, hvis planten den 1. vinter graves op og koges.

En lægeplante

Som lægeplante er afkog af makedonsk persille drukket som vanddrivende urt, og frøene hæmmer kramper. Planten er appetitstimulerende og indeholder C-vitamin. Plantesaften er førhen brugt til at rense snitsår.

Dyrkning

Planten er vinterhårdfør og vil trives fint i danske urtehaver, men der tilrådes et let vinterdække af bladløv for at sikre den imod barfrost.

De sorte frø mister hurtigt spireevnen ligesom kvan og sødskærm og bør helst sås i løbet af sensommeren eller om efteråret i en fugtig og næringsholdig jord. Man kan godt vente med såning til foråret, men de sorte frø er langsomme om at spire.

Hvis frøene sås i kasser indendørs, bør planterne først udplantes, når faren for nattefrost er ovre. De unge planter kan udplantes i direkte sol eller i halvskygge.

Ved at give planterne et let mulddække omkring stænglerne opnås blegede skud, som giver en bedre selleriagtig smag.

I løbet af sommeren indsamles blade af makedonsk persille. Bladene kan tørres og bruges ligesom løvstikke til at krydre frikadeller, fiskeretter mm.

Når planten skyder frem det følgende år, skæres de unge stængler af planten så tæt på jorden som muligt. Dette gøres, før planten går i blomst.

Høst af frø

Frø indsamles først, når de er sorte, tørre og helt modne.