Foråret bringer mange smukke, sjove og pudsige planter frem i lyset. En af de mest underlige er fodblad. Den kommer op af jorden, som en besynderlig uudfoldet rødlig paraply. Inden man får set sig om, er der oven på bladet en fin hvid eller let rosa blomst. Kender man ikke planten, kan man tro, at nogen har leget lidt for meget med generne, men nej den er ægte nok.
Den har det danske navn fodblad, fordi bladet med lidt god vilje kan ligne en rigtig andefod. Det botaniske navn er Podophyllum hexandrum, og det er en staude som stammer fra Himalaya. I Himalaya vokser den i bjergskovene i næsten fuld skygge i en rigtig skovbundsjord.
Fodblad er i en familie, hvor vi mest kender buske: den er i berberisfamilien, samme familie som mahonie og altså berberis.
Fodblad i et skovbundsbed. Foto: Jens Thejsen
Fodblad er en glimrende staude til de steder i haven, hvor der er meget skygge og en skovbundsagtig havejord, men hvor man alligevel godt vil have noget blomstrende.
Den kan blive 50–70 cm høj, er opret og kan virke næsten buskagtig. Fodblad får store håndlappede grønne blade med brune aftegninger. Når blomstringen er overstået, går den lidt i glemmebogen og er ikke noget særligt andet end grøn. Men kigger man efter, så udvikler den i løbet af sommeren gåseægstore røde frugter. Underlige bløde bær, som ved modning har en besynderlig smag og lugt af vitaminpiller uden glasur. De er spiselige, men de fleste vil nok mene, at det er en noget ubehagelig smag. Resten af planten skal man ikke proppe i munden, da det er svagt giftigt.
Fodblad, Podophyllum hexandrum, har smukke lyserøde blomster og blade, som minder om andefødder, deraf navnet. Foto: Jens Thejsen
Planten med de flotte røde frugter først i september. Foto: Mariane Lindgaard Madsen
Man kan købe planten på enkelte planteskoler, ellers kan man måske få noget af en anden haveejer, for den kan fint formeres ved deling i eftersommeren. Man kan også så frøene, som er i de røde bær. Frøformeringen foregår når frugten er rigtig godt overmoden. Man fjerner så meget slim fra frøene som muligt, man kan lægge frøene på et stykke køkkenrulle. Når slimet omkring frøene er tørret ind, kan man så og dække med ½ cm sand. Det bedste resultat får man, hvis frøene står udenfor, placeret så de ikke får direkte sol.
Efter skovrydning kan fodblad skyde voldsomt, og der kommer mange nye planter. Det skyldes sandsynligvis, at den skal nå at komme godt i gang inden græs og buske tager pladsen op.
Frøformeringen foregår når frugten er rigtig godt overmoden. Foto: Karna Maj
Podophyllum peltatum har gule frugter.
Søg i forhandlerguiden:
Frø og blomster, også i haven
Store samlinger af dagliljer og hosta
HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø
Flerårige spiselige planter til haven
Alt til den økologiske have
Eksotiske og specielle er vores liv!
Stauder tilltrækker bier, som bestøver.
Mange forskellige stauder
Kommentarer
Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…