Dyrk stikkelsbær

Det er let at dyrke stikkelsbær i haven, men i mange haver er der alligevel ikke en eneste stikkelsbærbusk. Måske fordi det er en lidt stikkende affære at få fat i bærrene, eller måske har vi efterhånden glemt, hvor velsmagende stikkelsbær er, og at grønne stikkelsbær kan høstes allerede i juni, når man trænger til en afløsning for rabarber til grød og kompot.

Stikkelsbær kan spises både som grønne og som modne bær. Umiddelbart skulle man ikke tro, at de grønne, sure bær kan bruges til noget, men de smager fantastisk som grøn stikkelsbærgrød og kompot, i tærter og der findes endda en fantastisk Camilla Plum opskrift med en lagkage med grønne stikkelsbær. Der er sorter, som er beregnet til brug som grønne, og de modner aldrig rigtig.

De modne stikkelsbær kan man spise direkte fra busken, og de fleste sorter har velsmagende modne bær i flere uger. De modne bær kan også syltes og bruges til frugtgrød, men kernerne er større i det modne end i det umodne stadie. Til gengæld skal der bruges mindre sukker til grød af modne bær. Der er stor forskel på smag og konsistens af de forskellige sorters bær.

Stikkelsbær i haven

Stikkelsbær, Ribes uva-crispa, kan findes vildtvoksende i Nord- og Vesteuropa. De sorter, vi dyrker i haven, er forædlede, storfrugtede sorter, som er fremavlet gennem århundreder især i England, hvor stikkelsbær er en vigtig kultur. I Danmark dyrkes der ret få stikkelsbær i haverne.

I de senere år er der blevet forædlet sorter, som er næsten tornefri. Det er sorter som ‘Larell’, ‘Tatjana’ og ‘Captivator’. Og tornfri sorter kan måske gøre stikkelsbær mere populære i haven, især hvis nye tornfri sorter også viser sig at være velsmagende nok. Især hvor små børn skal spise med fra busken, kan det være en god ide at plante tornfri sorter.

I de senere årtier har man især forædlet sorter for at få sorter med resistens mod stikkelsbærdræberen – en meldug, som omkring år 1900 blev indslæbt fra Nordamerika, og som angriber både skud, stængler og frugt. Amerikanske stikkelsbær (anden art) er ret resistente mod sygdommen.

Valg af sorter

Når man skal vælge stikkelsbærsorter, er der mange faktorer, man skal tage i betragtning. Først og fremmest skal man gøre sig klart, om det er grønne bær til husholdningsbrug eller spisebær, man vil have – eller begge dele. De fleste spisebær kan også bruges grønne, men er man udelukkende interesseret i grønne stikkelsbær, kan man vælge ‘Green Willow’. ‘Invicta’ er den mest modstandsdygtige mod stikkelsbærdræber, men bærrene er ikke de mest velsmagende, hverken grønne eller modne.

Derfor må man vælge, om man går efter smagen og vil forsøge at optimere dyrkningen, så der kommer minimale sygdomsangreb. Eller om man vil vælge de mest sunde sorter, som måske ikke er helt så velsmagende. De ny tornfri sorter beskrives ikke som meget velsmagende på linje med nogle af de gamle sorter, så her skal vi først til at afprøve deres kvaliteter som spisebær og i madlavningen, og holde smagen op imod fordelen ved at de er fri for torne.

Da stikkelsbær smager meget forskelligt, kan det tilrådes, at man går i gang med at smage på alle de stikkelsbær, man kan komme i nærheden af i løbet af juli måned. Og hvis ejeren ikke ved, hvad det er for en sort, så kan du måske få lov til at lave en aflægger af busken og hente den til foråret. Stikkelsbær­buske kan blive meget gamle, så der kan findes sorter, der ikke længere kan købes.

Hvis man vil have en lang brugssæson, skal man selvfølgelig plante et udvalg med forskellig tidlighed.

Sorter af stikkelsbær

Sort	Frugten	Vækst	Tidlighed
‘Achilles’ 1)	rød – stor – dunet	hængende	sen
‘Captivator’ 2)	rød – lille – middel	opret	middel
‘Green Willow’	grøn – stor – glat	middel	tidlig
‘Gul Hinnomaki’ 1)	gul – lille – dunet	middel – opret	middeltidl.
‘Hönnings Früheste’	gul – middel – håret	svag – opret	tidlig
‘Invicta’ 1)	lysegrøn/gul-stor	kraftig -opret	middeltidl.
‘Larell 2)	mørkerød – middel – glat	opret-kraftig	middel
’Rolanda‘	rød – stor	middel	middelsen
’Rokula‘	rød – middel – glat	kraftig	tidlig
’Rød Hinnomaki‘ 1)	rød – lille – glat	middel	tidlig
’Tatjana‘ 2)	gul – stor – fin	kraftig	middel
’Yellow Lion‘	gul – håret opret –	kraftig	meget tidlig
’Whinhams Industry‘	rød – stor- glat	hængende	tidlig
’Whitessmith‘	hvidgrøn – lille – dunet	opret – kraftig	middeltidl.

1) Anbefales af Frugt- og Bærudvalget, Danmarks JordbrugsForskning, i »Frugt- og bær til haven, Grøn Viden nr. 173« fra 2006.

2) Tornefri eller næsten tornefri.

Gamle havesorter

Gamle sorter som kan findes i haver: ’Früheste von Neuwied‘ (gulgrøn – tyndskallet, meget tidlig), ’London‘ (rød – stor, sen), ’Red Jacket‘ (matviolet – små, meget frugtbar, amerikansk sort).

Se også Pometets sortsliste for stikkelsbær.

Jord og plantning

Stikkelsbær kan dyrkes i alle danske haver, men trives bedst på en muldet, ikke for svær jord. Stikkelsbær kræver for at give et højt udbytte tilførsel af halvt omsat staldgødning eller kompost sidst på vinteren. Men jo mere man gøder, jo større risiko er der for, at buskene angribes af stikkelsbærdræber. Så det er et kompromis. Og det er vigtigt ikke at gøde sidst i vækst­sæsonen, da det kan give nyvækst, som vil være mere udsat for at blive angrebet af stikkelsbærdræber.

Da stikkelsbær har øverligt liggende rødder og ikke bør mangle vand, er det tilrådeligt at sørge for, at jorden er dækket med f.eks. halm. Det kan samtidig lette det noget besværlige renholdelsesarbejde under de stikkende nedhængende grene. Ukrudt bør fjernes, da det giver mindre luftskifte omkring busken.

Stikkelsbær plantes som fritvoksende buske med ca. 2 m mellem buskene. De fleste sorter kan købes som stammede planter, eller man kan selv opstamme. Det letter både renholdelsen og plukningen. Stikkelsbær kan også espalieres både vifteformet eller ved bare at binde et begrænset antal skud op til et espalier med tilpas afstand. Stikkelsbær kan espalieres op af en nordvendt væg, men spisebær bør plantes i sol for at få optimal farve og aroma.

Stikkelsbær gror fint i delvis skygge under f.eks. højstammede frugttræer, men de er her mere udsat for at blive angrebet af stikkelsbærdræber.

Beskæring

Stikkelsbær sætter bær på 2.års og ældre grene. Busken udtyndes, for at der kan komme luft og lys til frugter og for at nedsætte risikoen for sygdomsangreb. Foryngelsesbeskæring sker ved hvert år at fjerne nogle få grene helt nede ved jorden. De fjernes først efter 3–4 års bærhøst.

Formering

Stikkelsbær kan opformeres både ved aflægning og stikning. Alle kan lave en ny plante ved aflægning. Man løsner jorden ved siden af busken og vælger i det tidlige forår en gren, som nedbøjes på midten, fastgøres og dækkes med 10–15 cm jord. Den yderste tredjedel skal ikke dækkes. Man kan evt. lave et lille indsnit i grenen midt på nedbøjningen. Men dette er ikke nødvendigt – der vil dannes rødder under alle omstændigheder. Stikkelsbær plantes bedst i efter­året eller inden løvspring i foråret.

Hvis man skal bruge mange buske, kan man lave en kinesisk aflægning. Her skærer man en ældre busk ned og vælger nogle af de unge grene, hvor der er kommet en del skud i løbet af juni, og dækker dem på tilsvarende måde. Der vil da komme en plante med rod for hvert skud.

Stiklinger skæres med hæl først i september af kraftige årsskud, bladene fjernes, og de stikkes med 15 cm afstand i rækken. Det kan også lykkes om foråret lige efter løvspring at få stiklinger til at sætte rod i potter under hvid plast.

Sygdomme og skadedyr

Stikkelsbærdræber er den alvorligste sygdom i stikkelsbær – se afsnit nedenfor.

Skivesvamp kan give brunplettede blade, bladene gulner tidligt, visner og falder af.

Larver af Stor stikkelsbærbladhveps og lille stikkelsbærbladhveps kan optræde i så store mængder, at alle blade på buskene næsten er ædt, allerede inden bærrene er modne. Det gælder om at begrænse antallet af larver, dels gennem direkte bekæmpelse, dels ved at forebygge. Se mere herom i artiklen Stor stikkelsbærbladhveps.

Larver af stor frostmåler og lille frostmåler klækkes netop, når bladene springer ud. Normalt er skaden ikke omfattende, selvom de æder både af knopper og nyudsprungne blomster, skud og blade.

Stikkelsbærdræber

Stikkelsbærdræber er langt den alvorligste sygdom i stikkelsbær. Denne svampesygdom angriber både blade, stængler og bær. Den svækker planten, og bærrene ser uappetitlige ud med de brune belægninger.

Sporerne overvintrer dels i jorden, dels i skudspidser, specielt de nye, der dannes om sommeren efter angreb.

Angreb forebygges ved at plante et lyst og luftigt sted, gøde behersket og kun i foråret, fjerne ukrudt og undgå, at grene ligger hen ad jorden. Hvis man forebygger på denne måde er det muligt at dyrke selv ikke resistente sorter med et godt resultat. Men ellers kan det være en god ide at vælge sorter, som regnes for resistente. Der er dog ingen sorter, som ikke kan angribes af stikkelsbærdræber, hvis forholdene er ugunstige, herunder en regnfuld sommmer.

Resistens overfor stikkelbærdræber

Stikkelsbærsort	Stikkelsbærdræber
’Achilles‘	delvis resistent
’Captivator‘	ret resistent
’Green Willow‘	ikke resistent
’Gul Hinnomaki‘	ret resistent
’Hönnings Früheste‘	ikke resistent
’Invicta‘	den mest resistente
’Larell‘	ret resistent
’Rolanda‘	ret resistent
’Rokula‘	ret resistent
’Rød Hinnomaki‘	ret resistent
’Tatjana‘	ret resistent
’Yellow Lion‘	ikke resistent
’Whinhams Industry‘	ikke resistent
’Whitessmith’	ikke resistent

Stikkelsbær i madlavningen

Stikkelsbær kan spises modne direkte fra buskene eller bruges til syltning. De kan også bruges grønne til stikkelsbærgrød, kompot og tærter allerede fra midt i juni, hvor der ellers er få bær i haven. Du kan finde opskrifter med stikkelsbær f.eks. i Camilla Plums »Sødt« og i Else- Marie Boyhus og Helle Brønnum Carlsens »Bær og frugter«, hvor der er sylteopskrifter på alle slags bær og frugt samt en historisk beskrivelse af de enkelte bær og frugt i madlavningen.