Havenyt uge 38, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Der er mange æbler på træerne i år, og de danske æbler er nogle af de mest velsmagende i verden, da vi har noget nært ideelt klima til at aromaen bliver i top. Derfor er det en god ide at udnytte de fantastisk velsmagende frugter i vore haver i stedet for at lade dem ligge og rådne. Første skridt er at få plukket æblerne ned, så de kan holde sig, andet skridt er at spise dem. Men selv de nedfaldne æbler kan man udnytte til æblemos til fryseren eller til at presse most af.

Der er ligefrem penge i nedfaldsæblerne – Rynkeby Most går efter at få os til at aflevere nedfaldsæblet til 45 øre kiloet i år. De kommer nok senere og markedsfører most af danske æbler til en høj pris. Man kan dog også få byttet nedfaldsæblerne til most – dette gælder også på et par andre mosterier i landet. Man skal lige være opmærksom på, at når man afleverer sine æbler til most, så får man ikke most af egne æbler – i princippet kan det være æbler, som er sprøjtet. Hvis man vil have most af sine egne æbler, så skal man selv i gang med at presse mosten. Med egen eller lejet mosteri. Se mere herom i artiklen Pres most af nedfaldsæblerne

Hvis man skulle få lyst og tid til mere end æbler i egen have, så fejres Æblets Dag 2008 flere steder landet over i den kommende weekend – se sidst i nyhedsbrevet.

Tiden kan det dog godt knibe med lige nu, for de første æbler skal plukkes, der skal høstes frø, plantes stauder om, lægges forårsløg og meget mere. Og efterhånden er der nu kun få timer sidst på arbejdsdage til at nå noget i haven.

Gratis og usprøjtet frugt fra egen have

Æbletræer i haven er noget af det bedste, man kan plante. De er flotte, når de blomstrer. Planter man æbler podet på vildstamme, kan man få høje gamle træer. De er ikke så plukkevenlige og giver senere frugt, men de er meget flotte i haven, hvis man har plads. Æbletræer kræver minimal pasning, og så giver de masser af frugter, når de har fået nogle år på bagen.

Æbler er en af de ting, som det kan betale sig at dyrke. Hvert æble, man høster, ville have kostet 2–3 kroner i supermarkedet, så prøv at regne på det. Over 20 år vil man kunne plukke flere tusinde æbler på et træ, som kan købes for 200 kr.

Men det drejer sig ikke kun om økonomi. Friskhøstede æbler smager bedre end de, der har været dage til uger undervejs til vores indkøbskurv. Og havens æbler kan man dyrke, så man er sikker på, at de er usprøjtede. De konventionelle æbler i supermarkedet er garanteret sprøjtede (10–20 gang på en sæson), så det er mest spørgsmålet om, hvor meget eller lidt sprøjtemiddelrester, der er tilbage. Der er mindst på de danske æbler. Miljøet har i hvert fald fået en god dosis sprøjtegift, for at konventionelle æbler kan dyrkes til salg. Økologisk dyrkede æbler er selvfølgelig ikke sprøjtet med gift, så de er det bedste valg, hvis man ikke har egne æbler, og ikke ønsker giftrester i den frugt, man spiser. Hvis man dyrker sentmodnende sorter og plukker dem ned med omhu, kan man være selvforsynende til langt hen på vinteren.

Endelig har man mulighed for at dyrke sorter, som man ikke kan købe i supermarkedet. Det gælder både de gamle sorter, som vækker barndomsminder, og mange nyere sorter. Se fotos af æblesorter.

Det er plantevejr

Lige nu er det kølige vejr med lidt regn ind imellem ideelt vejr for nyplantede planter. Og på dage med solskin er det dejligt at ligge og plante nye bedkombinationer. Skal staudebedet lægges om, så er det nu, da efteråret kan komme meget pludseligt. Alle planter i potter kan plantes nu, mens de barrodede ikke skal plantes førend omkring 1. november, når bladene begynder at falde. Og så skal der selvfølgelig vandes, hvis der ikke kommer nok regn ovenfra, og indtil vi får efterårsagtigt vejr med god jordfugtighed.

Desværre bliver aftenerne hurtigt kortere, og dermed er det også begrænset, hvad der kan nås efter arbejdstid. Så snart er havearbejdet en weekendfornøjelse. Men der kan stadig nås lidt, hvis man tager skumringen til hjælp. Og der er faktisk meget stemningsfuldt i haven i skumringen, når pindsvinet pusler, klokkenotte-blomsten åbner nattens store, lysegule blomster, de hvide cosmos lyser op, og den søde duft fra tobaksblomsterne breder sig mildt ud over omgivelserne.

Køb naturligt dyrkede planter

I supermarkederne kan man købe billige planter, og de ser ofte spændende ud med masser af fine blomster. Men de er dyrket for at kunne lokke os til at købe dem for deres blomsterpragt og grønne frodighed.

Det er bedre at købe i planteskoler og plantecentre, hvor man kan se, at her er planten i sin naturlige tilstand efter årstiden. For mange stauder, træer og buske er det her i efteråret ensbetydende med, at bladene begynder at se lidt efterårsagtige ud, planterne er ved at gøre sig klar til vinteren. Hvis man har brug for at se de forårs- og sommerblomstrende planter i blomst, så må man i stedet for ty til billeder. Når man skal planlægge nyanlæg og finde nye planter hertil, er det en god ide med et par bøger med stauder, træer og buske, så man kan se blomsterfarve, blomstringstidspunkt, højde, vækst, sortsbeskrivelser osv. Heri kan man også finde nye arter og sorter, som måske slet ikke er på planteskolen, men som man kan få bestilt hjem.

Høstasters og floks får ofte meldug

Der er mange af havens planter, som får meldug i disse uger. Meldug er en af undtagelserne, den kan godt etablere sig i tørt vejr. Det ser ikke så pænt ud, men der sker i de fleste tilfælde ikke den store skade, da vækstsæsonen er ved at være ovre. Undtagelserne er de planter, som gerne skulle se flotte ud lige nu, heriblandt ikke mindst floks og de flotte høstasters, der populært kaldes strandasters.

Det er næsten ikke til at stå for potterne med asters i supermarkederne lige nu. Høstasters er en staude, så de kan plantes i krukker og bagefter ud i haven. Men spørgsmålet er, om de ikke sortsnavngivne planter får meldug, når de kommer ud i haven. Meldug ødelægger ofte udseendet og hele fornøjelsen ved at have høstasters i haven. I planteskolerne kan man spørge efter sorter, som er mest mulig modstandsdygtige over for meldug. Eller man kan holde øje med høstasters i andre haver og se om der er nogen, som ikke får meldug, så man kan tigge et lille stykke. Og så er der lige højden – dem i potterne i supermarkedet er måske holdt kunstigt lave ved sprøjtning, så de kan sælges som potteplanter. Men man kan selvfølgelig altid tage chancen for en god tiers penge, hvis der nu er en nuance, som er helt forførende.

Høsttidløs er smuk, men giftig

Høsttidløs, Cochium automnale står der lige pludselig i al sine lyslilla pragt på høje tynde stilke, som ofte knækker, så blomsterne lægger sig hen ad jorden, hvis de ikke har støtte fra naboplanter eller et bladdække. Det lidt underlige ved høsttidløs er netop, at blomsterne kommer op af jorden uden at være i følgeskab med blade. Bladene dukker først op igen til foråret og visner derefter ned i løbet af sommeren.

Høsttidløs kan fint vokse i udkanten af arealer med træer og buske, og de er smukkest flere sammen, men plantet enkeltvis med lille afstand. De kan let forveksles med efterårskrokus, som høsttidløs har 6 støvdragere, mens efterårskrokus kun har 3. [link=/spoergsmaal/887.htmlHøsttidløs er giftig.[/link]

Høst frø på tørre septemberdage

Tørre septemberdag er godt vejr til at høste frø af mange af havens planter. Der er mange sommerblomster, hvor man kan hente næsten tørt frø, som bare skal ligge nogle dage på en tallerken, inden det er klar til at komme i en lille papirspose. Så det er bare med at gå på frøjagt efter nogle tørre dage og efter at evt. nattedug er helt væk. Husk at frø høstet på F1 sorter ikke giver planter, som har moderplantens gode egenskaber.

Nyt hold bønner i september

Det er ved at være slut med at høste bønnner i år. Hvis man såede et nyt hold bønner først i juli, så er der lige nu masser af bønner på disse planter. Så helt slut er det heldigvis ikke. Og mange stangbønner giver stadig bønner. Prøv også at se lidt nærmere på de tidligste bønnerækker – nogle sorter kan have et nye hold bønner på vej

Høst frø af bønner til at så næste år

Hvis man ser nærmere på de næsten færdighøstede bønneplanter, så har der næsten altid gemt sig nogle bønner under bladdækket, som ikke er blevet plukket i tide. De sidder måske nu og er ved at være næsten tørre og med fine bønnefrø i. De kan med en beskeden indsats høstes til frø. De umodne frø kan også spises i grønsagsretter, men husk at de skal koges gennemmøre først, da bønner ellers er giftige og kan give maveproblemer.

Hvis man vil gemme dem til frø kan man høste de tørre tørre bælge og eftertørre dem f.eks. ovenpå et oliefyr. Hvis de endnu ikke er tørre nok, kan man, når de er udviklede nok, hive planterne op og hænge dem op under et tagudhæng eller i en carport og lade dem få tørre bælge her, inden de tages ind til eftertørring.

Der er ikke i noget i vejen for at høste frø på denne måde, når man af og til køber nyt frø. Hvis man vil avle frø år efter år og bevare en sort, skal man udvælge de allerbedste planter og dyrke dem til frø, og så skal man holde sorterne adskilt med så stor afstand som muligt i haven. Der kan nemlig ske en krydsbestøvning, men det sker sjældent, hvis havens bier tilbydes mere attraktive blomster. Netop bønnesorter har forskellige farver frø. Nogle er hvide, andre brune, sorte, blålige, plettede osv. Hvis en sort pludselig ændrer frøfarve, så kan man være sikker på, at den har krydset med en anden.

Høst de lækre umodne frø af Berlottobønner

Man kan bælge umodne frø på alle havebønnerne og spise dem kogte i supper, salater, chili con carne m.m. Hvis man er vild med tørrede bønner, så vil man helt sikkert også være vild med at høste friske bønnefrø i haven. Borlotto er en sort, som når at give mange og store bønner, som kan bælges til frisk brug, eller de kan tørres.

Dertil kommer, at Borlotto er en meget smuk sort med rødspættede bælge og frø. På bælgens farve kan man aflæse, hvornår den skal høstes til hvad. De unge bælge er grønne med lidt rødfarvning, og inden de begynder at svulme, kan de bruges som snitbønner. Senere bliver de mere røde, når frøene udvikles. De er klar til plukning og brug, når bælgene i stedet for grøn bliver hvidlig og med kraftig rødfarvning. Bælgen skal have mistet sprødheden, og når man trykker på bælgen, kan man mærke, at frøene løsnes. På det tidspunkt er de lette at bælge og har den rette modenhed til brug i mad. Lige inden frøene modner helt, aftager den røde farve til en mere lilla. Det er sidste stadie, inden de tørrer ind og kan gemmes som tørrede bønner eller til frø. En meget regnvåd periode kan få dem til at rådne i de sidste modenhedsstadier.

Grønsager og frugter skal have masser af lys og luft

Skyggefulde steder i haven med skyggestauder som bregner og hasselurt er flotte, men hvis man vil dyrke grønsager, frugt og bær, er det nødvendigt med lys og luft.

Manglende lys og luft er bl.a. med til at øge risikoen for angreb af råd og rust på havens planter. Lige nu er det vigtigt at holde øje med begyndende råd på kål, æbler og vindruer, specielt i fugtigt vejr.

Sørg for lys og luft til vindrueklaserne

Når vindruerne begynder at tage farve (de grønne bliver lysere) er det tiden for at fjerne nogle af bladene, så vindruerne ikke så let angribes af råd. Fjern lange ranker og de blade, som sidder inde ved klaserne – disse blade er som regel allerede ved at blive gule og fotosyntesen er minimal. Men husk at der skal efterlades erstatningsskud, som skal bindes til espalieret og give vindruer næste år.

De småbitte vindruer, som ofte er uden sten, er iøvrigt modne lidt før de store i samme klase, så de kan spises under beskæringen, og det giver samtidig lidt luft i klaserne.

Beskyt druer på friland mod fugle

I mange drivhuse er der knap nok plads til en vinstok, da det frodige bladhang skygger meget. Men med nyere sorter og nogle nye kerneløse sorter, kan man helt problemfrit dyrke druer på friland. Det gælder både sorter til vinfremstilling og spisedruer.

Desværre kan både solsorte og hvepse lide de søde druer, og det giver store problemer at skulle beskytte druerne på et stort udendørs vinespalier. Fiberdug duer ikke, da det er for tæt og giver et så fugtigt miljø, at druerne let begynder af mugne og rådne, så snart det er fugtigt vejr. Derimod ser det ud til at insektnettet »Bionet« er rigtigt godt, da det effektivt holder ikke kun fuglene, men også hvepsene ude, samtidig med at der er god luftcirkulation.

Bionet fås i en bredde på 260 cm, så det er højt nok til at »køre« det rundt om et espalier og samle det med dobbelt ombuk i toppen med en række tøjklemmer. Det skulle kunne holde i 10 år, så prisen på 40 kr pr. meter er o.k., når man kan have druerne i fred. Det kan jo bruges til andre afgrøder resten af året. Bionet kan købes i Den Økologiske Haves netbutik

Afpuds løgene inden vinteropbevaring

Det er meget vigtigt, at spiseløgene er godt tørre, inden de gemmes væk til vinterforbrug. De fleste år kan de nå at tørre udenfor et overdækket sted i en solrig og varm august måned. I år var august en lidt fugtig affære. Det er derfor en god ide at sortere løgene og checke, at de er ordentlig tørre. Det kan knibe især for de såede løg, hvis de er høstet sent.

Løgtoppen skal visne ned af sig selv under tørringen, så den bliver helt tør og det øverste kan hives af. Man må aldrig klippe toppen af lige over løget, da det giver risiko for rådangreb. Er løgene ikke helt tørre, må de eftertørres ved kunstig varme, da vi på den her tid af året ikke kan forvente at få dem tørret godt nok udenfor. Sæt eller hæng dem ovenpå fyret i et fyrrum – her vil de kunne bliver godt tørre på nogle få døgn.

Æblets dag på lørdag

Det er GAU, Gartneribrugets Afsætningsudvalg, der er initiativtager til at afholde Æblets Dag, som i år fejres i Sakskøbing i forbindelse med Sydhavsøernes Frugtfestival lørdag den 20. september.

Der sættes flere steder landet over fokus på danske æbler og dansk frugt og bær i den kommenden weekend.

Sydhavsøernes frugtfestival i Sakskøbing

Sydhavsøernes Frugtfestival løber ad stabelen i kommende weekend i Sakskøbing med en stor anlagt folke- og høstfest med masser af smagsoplevelser og salgsboder. Der er cykeltur til en række frugtplantager, og en række producenter af frugteddike, cider, brændevin og frugttræer og bærbuske fortæller om og viser deres produkter frem. Og så er der selvfølgelig masser af mad og drikke med frugt som udgangspunkt til salg. Se programmet.

Pometet i Taastrup holder åbent hus

Hvis man gerne vil opleve mangfoldigheden i dansk frugtavl gennem tiderne, har man muligheden søndag den 21. september, hvor der er Åbent hus i Landbohøjskolens frugtsortssamling »Pometet« i Høje Tåstrup. Her kan man se mange hundrede nye og gamle sorter af æbler, pærer og blommer samt plantninger af vindruer og bær af forskellig slags. Der er om søndagen bl.a. rundvisninger i frugt og bærsamlingerne samt udstillinger og demonstrationer af bl.a. podning. Mandag den 22. september til torsdag den 25. september er der åbent for adgang og rundtur på egen hånd.

Blomstergården holder åbent hus i frugtsamlingen

Blomstergården ved Viborg afholder i weekenden en frugtudstilling med æbler og pærer med smagsprøver. Blomstergårdens pomet har 300 sorter af æbler, pærer, blommer og kirsebær og man kan deltage i guidede i rundvisninger. Desuden er der 175 forskellige paradisæbler. Der kan købes kaffe med mange slags æblekager.

Æblerundvisning i Den Økologiske Have

Søndag den 21. september er der i Den Økologiske Have en rundvisning om frugt og bær ved gartner og faglærer Henning Stensgaard. Man kan se de mange sorter af æbler, pærer, kvæder og forskellige bær, og få noget at vide om plantning, beskæring, dyrkning, og hvad de mere specielle arter kan bruges til.

Tidsskrift om økologi i have og mad

I det ny septembernummer af vores tidsskrift Praktisk Økologi kan du læse en række interessante artikler om at bruge stauder i stedet for sten, typer og sorter af hvidløg, hjemmelavet cider, opskrifter med havtorn, dyrkning af minikiwi, sankthansurt året rundt, overvintring af chokoladekosmos og tanker fra en økologisk verdenskonference.

Som medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi får man tidsskriftet 6 gange om året, og man kan som medlem deltage i havenetværket Havelyst.dk, hvor der nu er 85 haver, man kan gå på opdagelse i, mange dagbogsindlæg og en livlig debat om havedyrkning.

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 38, 2008

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider