Havenyt uge 18, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Vi er på vej ind i maj måned, som for mange haveejere er den dejligste havemåned. Gad vide, om der har været nogle fagforeningsfolk, der i sin tid har planlagt, at strejker skal være på den tid, hvor det er allerdejligst i haven og brug for lidt ekstra tid til nyttehaven, som jo engang var af stor økonomisk betydning for mange familier. Måske bliver den det igen, hvis fødevarepriserne fortsætter himmelflugten, og lønnen ikke følger med.

Foreløbig kan vi nøjes med at dyrke grønsager, frugter og bær for at få gode råvarer af en bedre og friskere kvalitet, og navnlig få nogle af de ting, som det er svært at finde i supermarkederne. Men motivationen stiger også lidt med stigende fødevarepriser. Har man ingen køkkenhave, så kan man stadig nå at lave et par bede her i Kristihimmelfartsferien og prøve at dyrke sine egne grønsager. Det er nu nyttehaven skal sås til, og om 1–2 uger skal der plantes ud.

Det er virkelig en svir at være haveejer lige nu. Det hele spirer, gror og blomstrer i haven lige nu, alle de planlagte ting ser stadig ud til at lykkes til fuldkommenhed, der er endnu få skadedyr og sygdomme, og ukrudtet vælter ikke op endnu.

Endelig er jordtemperaturen 9–11° C

De næsten sommelige temperaturer har givet jordtemperaturen et løft – kun i Vestjylland er jorden stadig under de 8° C her først på ugen. Prognosen for 3. maj siger fra 9,2° i Vestjylland til 11,2° på Sydsjælland, og langt de fleste steder vil jorden være 10–11° varm. Med den temperatur er der rigtig mange af de grønsager og blomster, som vi sår direkte på friland, der kan spire godt og hurtigt.

Så sommerblomster direkte på friland

Der er masser af dejlige sommerblomster, som man kan så direkte på voksestedet de næste 14 dage. Og mange af dem kan slet ikke købes som udplantningsplanter. Hvis man elsker at plukke blomster, så er det en god ide at så rækker med sommerblomster til snit, måske en hel lille snithave. I artiklen Sommerblomster til snit kan man finde de egnede arter. Sommerblomster pynter også mellem køkkenhavens mange grønne rækker.

Man skal helst så frøene i let fugtig jord og helst på et tidspunkt med udsigt til overskyet vejr eller regnbyger, da jorden ikke må tørre så meget ud inden fremspiring, at spiringen mislykkes.

Skal – skal ikke plante sommerblomster ud

Der er kun meget få steder i landet, hvor vi er ude over faren for nattefrost, så man satser lidt, hvis man udplanter sommerblomster, som ikke tåler frost. Krukker og kasser kan måske flyttes indenfor, hvis det skulle komme frostnætter, eller de kan beskyttes. Det er sværere med sommerblomster plantet spredt ud i bede i hele haven. Hvis man laver egne udplantningsplanter kan man vælge at forkultivere dem, så det passer med udplantning først i juni, når løgblomsternes blade fjernes.

Men skal man købe planter, så er det de næste 14 dage, at udbudet er størst af pæne planter. Det er noget af et dilemma. Man må gøre op med sig selv ud fra lokalklimaet, om man vil satse og plante sommerblomster nu – og få glæden ved tidligt at have krukker med sommerblomster i haven. Eller man venter.

Græsfrø spirer godt nu

Græsfrø spirer perfekt ved den jordtemperatur, vi har nu, så hvis græsplænen trænger til lidt reperation med såning af bare pletter, så er det et rigtig godt tidspunkt i denne uge, hvor der også loves nedbør – hvor meget er dog lidt usikkert.

Asparges på vej op

De første aspargesskud på vej op, og hvis de dyrkes et lunt sted, så er de første måske allerede spist. Den næste uges lune vejr vil sætte gang i skudsætningen, ikke mindst hvis der også kommer lidt vand ovenfra.

Er der ukrudt i aspargesbedet, så er det en meget dårlig ide at hakke. I en stor cirkel omkring planterne bør man kun håndluge – og det er svært at se, hvor planterne er lige nu. Hvis man vil have hvide asparges, så er det på høje tide at få sat bedet op i en vold, så man kan høste de eftertragtede blegede asparges.

Hvis man ikke har asparges i haven, så er det lige nu, at man kan etablere et aspargesbed og plante et eller toårige købte planter ud. Det er meget dyrere at købe planter end at så, men til gengæld kommer man tll at høste flere år tidligere. At begynde med frø kræver stor tålmodighed.

Det er vigtigt at løsne jorden rigtig godt, forbedre den ved at tilføre kompost og kalk, så pH-værdien kommer til at ligge på ca. 7. Du kan læse mere om plantning og dyrkning i artiklerne Anlæg et aspargesbed og i artiklen Tre nye aspargesbede med 50 planter

Status over køkkenhaven ved udgangen af april

Her ved udgangen af april skal status ude i køkkenhaven helst se således ud: Alle løg er sat og alle kartoflerer lagt, både de tidlige, som sikkert allerede er oppe, og de sene. Til tidligt høst skal der være sået spinat, gulerødder, persillerødder, persille, hestebønner (valsk bønne), salat, dild, majroer, kålroe, knudekål, radiser. Og der skal være gang i forkultiveringen af løg, porrer, kål og salat, hvis man skal nå at lave egne udplantningsplanter.

Jorden er nu også varm nok til at så marværter, både de høje og lave. Det er en god ide at sætte espalier til de høje ærter op, inden arealet tilsås. Ærter skal beskyttes mod duer, som elsker ærtefrø og ikke mindst nyspirede ærter.

Hvis man vælger at så kål og de andre korsblomstrende arter direkte på voksestedet, så skal de sås nu med 3–4 frø for hver ønsket plante. Hvis man har problemer med jordlopper, så er det mere sikkert at forkultivere eller købe planterne, da store planter kan vokse fra evt. skader, mens nyspirede kan blive totalt ødelagt. Porrer kan også sås direkte.

Såning af rodfrugter

Jorden er i overfladen meget tør de fleste steder, men forhåbentlig får vi lidt regn i ugens løb til at give væde til overfladen. Der er masser af fugtighed nedad, så det drejer sig kun om at få etableret en fugtig såjord i overfladen. Hvis ikke den er fugtig nok i sig selv, så vander man i sårillen. Får man ikke regn nok, så jorden stadig er tør og ikke til at kultivere og rive, så vand 10 l vand ud på overfladen af 5 m² jord et døgn før såning. Dæk med et stykke plast, så blæst og sol ikke fordamper vandet inden bearbejdning og såning. Jorden vil så være fugtig og let at bearbejde lige inden såning.

Da jordtemperaturen stiger til over 10° C, er det en god ide i den kommende uge at få sået persillerod, pastinak, skorzonerrod, havrerod, bladbede, julesalat og første hold rødbeder. Sommergulerødder kan man også fortsat så. Man kan i princippet også så vintergulerødderne nu, men de holder sig bedre kvalitetsmæssigt til vinteropbevaring, hvis de først sås sidst i maj.

Eneste bekymring i forhold til at så rodfrugter nu, er om der kommer en varm og tør perioden, som kan bevirke, at sårillerne tørrer ud, inden at frøene når at spire og få sendt kimroden nedad, hvor der er vand nok. Det er især et problem med langsomt spirende frø som gulerod og persillerod. Det er derfor vigtig at sørge for, både at jorden er godt fugtig, men også at der øverst er et tyndt lag revet jord, som kan mindske fordampningen. Umiddelbart loves der ikke tørke og varme, men der gives ingen garantier, når vi har en spiringstid på over en uge.

Jorden til rodfrugter skal være løsnet i dybden

Når man skal så rodfrugter er der nogle forhold, som er vigtige. Jorden skal være meget fintsmuldrende. Man skal kunne tage gravegreben og vippe jorden op, og så skal den smuldre fint i hele dybden. Det er bedre at vente nogle dage med at så, end at så i en knoldet jord. Der skal vandes grundigt i sårillen, da rodfrugter er længe om at spire (flere uger), og man ikke ved, hvornår der kommer regn igen. Frøene må ikke sås dybere, end der står på frøposerne. Små frø skal ikke begraves under 2 cm jord. Læs artiklen: Så med omhu – det betaler sig.

Rodfrugter har dybe rødder og derfor skal jorden være løsnet godt i dybden, ikke mindst til pastinak og skorzonnerrod. Sidstnævnte kan have rødder i en halv meters dybde, vel at mærke rødder, som vi også gerne vil have op og spise til vinter eller næste forår.

Ærter skal beskyttes mod duer

Jorden er dejlig lun i forhold til at så ærter, som er en af de afgrøder, hvor man får noget helt ekstra. Købte ærter smager simpelthen ikke så godt som nyhøstede i egen have. Det er en fordel at strække sæsonen over en længere periode ved at så både tidige, middelsene og sene sorter, eller ved at så i f.eks. 3 omgange med en uges mellemrum.

Hvis det er høje eller mellemhøje ærter, som kræver espalier, er det en god ide at sætte det op, inden såning. Ellers risikerer man, at det skal sættes op mellem to rækker sarte ærteplanter, som uundgåelig beskadiges.

Duer elsker fremspirende ærter – de æder lynhurtigt en hel række. Hvis der er duer i nabolaget, så dæk dem med fiberdug, til de er 5–8 cm cm høje. Lidt grene på kryds og tværs over de såede rækker kan også forhindre, at duerne går på ærterov. Fasaner æder også af de friske små skud.

Tomater og chili på dagsophold i drivhuset

Tomater og chili har brug for mere lys, end de får indenfor. Og de er måske også ved ikke at kunne være i vindueskarmen mere – de vokser ekplosivt lige nu. Det er derfor en god ide at bære planterne ud i drivhuset om dagen, når solen skinner og temperaturen er min. 12° C om dagen. Det giver nogle meget bedre og kraftigere planter. De første par dage er det en god ide at beskytte planterne mod den stærke sol, f.eks. med et enkelt lag fiberdug, da den skarpe sol kan give solskoldninger på bladene.

Planterne skal dog trolig bæres ind hver nat, hvis nattemperaturen ikke er over 8° C. Med få planter er inden sag at bære dem ind. Men har man mange, er det fristende at lade stå derude. Men de går i vækststandsning, hvis de udsættes for temperaturer under 8° C, så det er vigtigt at huske det. Sæt evt. en alarm til kl. er 20. I den kommende uge er der stor forskel på nattemperaturen. Den varierer fra op til 10° C og ned til 3° C.

Det kan være fristende at udplante i plantesække allerede nu, men det er virkelig for egen regning og risiko, hvis man ikke har mulighed for varme i drivhuset, da det vil være en underlig maj måned, hvis ikke vi får lave nattemperaturer i en eller flere perioder. Med planterne i store potter har man stadig mulighed for at bringe dem i sikkerhed.

Sådan hæver man nattemperaturen i drivhuset

Er det lige på vippen med de 8° C om natten i drivhuset, kan man selvfølgelig varme drivhuset op, men det er energimæssigt dyrt, og der er andre muligheder for at beskytte dem mod nattekulden.

Man kan overdække dem ved hjælp at vækstbuer med bobleplast eller anden isolerende dække over. Det er også muligt at købe store tynde plader af styropor, som kan genbruges år efter år. Men det kræver et system til at lægge pladerne ud på. Men uanset valg af dækkemateriale, kræver det, at der om dagen har været solskin, så jord eller fliser i drivhuset er varmet op. Der skal være et varmelager til at holde nattemperaturen oppe. Man kan lave et større varmelager med sortmalede plastdunke med vand eller med sten, som solen kan varme op.

En anden mulighed for tilførsel af varme om natten er at udnytte varmen fra plantemateriale, som er i gang med en kraftig varmeudvikling. Her ovenpå kan man placere kasser og potter. Det kan være den gamle afprøvede metode med halm, som gennnemvandes med en kvælstofholdig væske, f.eks. flydende drivhusgødning, udtræk af husdyrgødning, ajle, human urin osv. Man kan også bruge friske planterester som f.eks. det grønne køkkenaffald, som fyldes ned i en kasse, hvor man ovenpå stiller potterne på riste, så varmen kommer op omkring potterne.

Et eller to lag fiberdug vil holde varmen lidt tilbage om natten. Man skal dog her være på vagt med hensyn til en pludselig varmeudvikling i det komposterende materiale, da det kan blive for varmt for planterne. Ikke mindst, hvis man kombinerer med isolerende og tæt dække om natten.

Fjern de første syv blomster på chili

Det er en god ide at fjerne de første blomster på chili. Især for de storfrugtede chili er det vigtigt, at man fjerner de første blomster, så de kan få en god bladmasse, inden de får lov til at sætte frugter. Mange frugter på en lille plante kan få planten til at gå i vækststandsning. Som minimum anbefaler Lene Tvedeggaard fra Gartneri Toftegaard i sin bog om chili, at man fjerner de første syv blomster. Så det er bare med at tage sig sammen til kunne nænne det.

Forkultivering af squash og græskar

Squash kan ikke tåle nattefrost, men det er en af de grønsager, som hurtigt giver mad på bordet. Så det er umagen og risikoen værd at så nogle få potter nu indenfor ved 20–25° varme, så de spirer hurtigt og sikkert. De kan som tomater placeres i drivhuset om dagen. De vokser langsommere, hvis de har det for koldt om natten, så det er bedst, at de følger med tomaterne ud og ind den første tid. Derefter bliver de i drivhuset, hvis der ikke er risiko for nattefrost. Senere udplantes de på friland under fiberdug, når man regner med at risikoen for nattefrost er overstået. De kan forholdvis let overdækkes, hvis det alligevel skulle ske.

Græskar til vinterbrug skal nå at modne inden første nattefrost eller først i oktober, hvis de skal kunne holde sig i nogle måneder. Det er derfor vigtigt at forkultivere dem nu, så de får så lang en vækstsæson som muligt. De sås som squash.

Forkultivering af basilikum

Der findes virkelig mange forskellige slags basilikum at vælge imellem. De har meget forskellig duft, smag, farve og bladstørrelse. De kan sås i drivhuset til senere udplantning i potter og kasser, eller på lune steder på friland fra juni. Gem lidt af frøene, da det er dejligt at kunne så et nyt hold senere på sommeren.

Forkultivering af majs

Hvis man vil dyrke majs og være nogenlunde sikker på at at få store flotte majskolber, sås frøene i potter omkring 1. maj indenfor. De spirer bedst ved 25° – det tager 4–6 døgn. Efter fremspiring kan de flyttes i drivhuset, hvor de skal dækkes ved risiko for nattefrost. De kan dog også spire i drivhuset, men det tager væsentlig længere tid. De tåler ikke frost og plantes derfor først ud i sidste halvdel af maj, når de har udviklet 3. blad.

Majs kan tidligst sås på friland, når jordtemperaturen er 12° C, som er minimumstemperaturen for spiring.

Planlæg en lang sæson med majskolber

Hvis man bare vil have en snes planter, er det godt nok med en sort. Men alle majssorter modner sine kolber med matematisk præcision i løbet af bare en enkelt uge. Hvis man vil kunne høste majs over en længere periode, må man så i flere omgange med samme sort, f.eks. 3 hold med en uges mellemrum. Eller evt. forkultivere halvdelen og så de andre på friland. En anden mulighed er at så flere sorter med forskellig udviklingstid samtidig. Desværre er der forholdsvis få og velsmagende sorter på markedet.

Dyrk små løg af resten af stikløgene

Fik man sat løg tidligt, er de nu på vej op af jorden i lange fine grønne rækker. Hvis man har stikløg tilovers, når man er færdig med at sætte løg, så find et lille plet jord og læg dem med 2–3 cm afstand i rækken og 8–10 cm mellem rækkerne. Det giver fine små løg, som kan bruges hele til f.eks. gule ærter eller som tilbehør. Og der kan dyrkes mange små løg på et lille areal.

Prøv at dyrke tomatillo

Der er ikke så mange, som kender tomatillo, som smager helt anderledes end tomat. Den lysgrønne frugt er let syrlig og meget sprød – frugtkødet med de mange, små spredte frø nærmest gnistrer af sprødhed. Tomatillo er en helt uundværlig grønsag i mexikansk mad, bl.a. i salsa verde. Den modner først sidst på sommeren, men til gengæld angribes den ikke af kartoffelskimmel som tomat gør.

Man kan godt nå at så den nu indenfor eller i drivhuset og plante den ud på friland, når faren for nattefrost er ovre. Den trives for godt i drivhuset, hvor den fylder alt for meget. Den gror bedst frit udplantet på friland.

Afstemning om dræbersnegle

Hvordan ser det ud med antallet af dræbersnegle i de danske haver. Er der mange som frygtet? Deltag i afstemningen om hvor mange dræbersnegle, du finder i din have her ved starten af maj måned.

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 18, 2008

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider