Så med omhu – det betaler sig

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave og Lila Towle, formand for Frøsamlerne, Frøsamlerne

Gulerødder

Det betaler sig at så omhyggeligt, så man får række med god fremspiring. Her er der både sået rigeligt frø, og der er god fremspring, så der skal tyndes godt i gulerodsrækken. Foto: Karna Maj

De frø, vi køber, er spirekontrolleret under laboratorieforhold, og spireprocenten varierer fra ca. 65 til 90%.

Vi sår under helt andre forhold, så det er ikke altid, vi får en god spiring – sommetider endog en meget dårlig. Det er svært at forudse vejret. Snart regner det, snart skinner solen, en fejende blæst udtørrer jorden, jorden danner skorpe, pludselig er det igen nattefrost osv. Derfor er det meget vigtigt, at vi sørger for at give frøene så gode betingelser at spire under som overhovedet muligt.

Jorden skal være bekvem

Vent med at så til jorden er bekvem – lun, let og smuldrende. Så aldrig i en tung, våd lerjord. Jorden skal først kultiveres og rives lige inden såning, ellers tørrer den ud.

Frøet skal sås i rette dybde

Et frø har en vis mængde oplagret energi, som den fremspirende plante skal bruge til at danne spire, kimblade og rod, med. Først herefter kan fotosyntesen gå i gang. Småbitte frø skal derfor ikke begraves under 2 cm jord, enten spirer de ikke eller bruger alt for megen energi på at prøve på at nå op over jorden. Store frø som majs og bønner kan fint sås under 4–6 cm jord. En tommelfingerregel siger, at frø skal sås i en dybde svarende til 2–5 gange frøets diameter, dybest i let og/eller tør jord.

Tilpas fugtighed ved såning

Betingelsen for, at frøet kan spire, er tilpas fugtighed, men ikke en 100% vandmættet jord. Der skal nemlig også være ilt til stede ved spiringen.

På sandjord er problemet, at vandet lynhurtigt løber væk, så her skal rillen altid vandes rigeligt, og man skal så umiddelbart herefter.

Når man vander sårillen på lerjord, bliver det til en leropslemning, som vil klaske sammen om frøene, og der vil ikke være ilt til stede. På lerjord vandes sårillen kun, hvis jorden ikke er fugtig i sådybden, og man lader den trække, til den igen smuldrer fint mellem fingrene.

For at frøet kan opsuge den nødvendige mængde vand, er det nødvendigt, at frøet har god jordkontakt. Når man river rillen til, prøver man på at få lidt fugtig jord ned over frøene, derefter presser man jorden sammen om frøene med bagsiden af riven, så man er sikker på, at der er god jordkontakt. På sandjord stødes jorden godt, på lerjord med lidt lettere hånd. Til sidst rives løs og gerne tør jord hen over, det vil isolere mod udtørring.

Spireperioden

Nu er det vigtigt, at der under hele spireperioden er tilpas fugtighed. Spiretiden varierer meget. Kålfamilien kan spire på 5 dage ved optimale forhold, mens gulerødder godt kan tage 2–3 uger i foråret. Der er to metoder, som kan kombineres eller bruges hver for sig: let jorddække og vanding. Jorddække, f.eks. med savsmuld eller fin kompost, forhindrer desuden skorpedannelse, som på lerjord kan forhindre kimplanterne i at komme op. Hvis man er nødt til at vande, så vand ved aftenstide.

Den rette temperatur

Desuden skal der være den rette temperatur – salat, kål, løg, spinat spirer ved min. 8°, gulerødder vil have 12°, bønner helst 14°, agurker over 20°.

Sommetider spirer frøene, men kimplanterne kommer aldrig op, eller de ser sørgelige ud. Det skyldes som regel for koldt vejr, som har forlænget spiretiden og dermed givet mulighed for angreb af skimmelsvampe m.m.

Radiser i gulerodsrække

Rodfrugterne spirer langsomt, så derfor er det en god ide at så enkelte radisefrø med i rækkerne, så man kan hakke ukrudtet mellem rækkerne. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Fantastiske Frø

Økologiske frø

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Spiroggro

Frø af foderplanter

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

Solsikken

Alt til den økologiske have

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Frø og såning > Så med omhu – det betaler sig

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider