Jeg har min elskede øko-have, men på grund af tiltagende problemer med min sclerose, planlægger jeg nøje, hvad jeg skal have i haven, og hvor meget arbejde der er ved de enkelte grøntsager.
I år har jeg for første gang dyrket jordskokker, og det er da en pragtfuld grøntsag især til salater, og så er der jo stort set ingen pasning. Jeg vil absolut have flere næste år og spekulerer på, om de med fordel kan sættes her sent på efteråret, for evt. at få større udbytte.
Med venlig hilsen
Lotte Molbech, oktober 2012
Du kan godt dyrke jordskokker på det samme areal flere år i træk. Du kan bare efterlade en knold, når du graver en plante op. Det er langt det nemmeste, da du derved slipper for at skulle bekæmpe fremspirende planter i foråret i det gamle bed.
Selv om man gør sig stor umage ved opgravningen, er det altid efterladt knolde i jorden, som bliver til besværligt ukrudt i en ny afgrøde. Og netop det er den største ulempe og arbejde ved at dyrke jordskokker. Planlæg en efterfølgende afgrøde med sen såning eller etablering, så du kan nå at fjerne de uønskede jordskokplanter. Eller dyrk tidlige kartofler, hvor planterne ikke generer så meget, og hvor man ved kartoffelopgravningen også kan fjerne jordskokkerne – eller lade dem stå. Lad være med at planlægge at så i bedet – jordskokplanter der dukker frem i f.eks. gulerodsrækker er ikke så smart.
Du kan fint lægge jordskokker allerede her i efteråret i et nyt bed. Det har den fordel, at knoldene ikke flyttes, efter at de er begyndt at spire i foråret, og det gør de ret tidligt. Jeg ved ikke om efterårslægning kan øge udbyttet.
Bortset fra genvækst i bedet næste år, er jordskokker meget lette at dyrke. Ukrudt er ikke det store problem, når først planterne er kommet i vækst. Ved lægning af knolde om efteråret vil der dog være en længere periode efter lægning, hvor der skal fjernes ukrudt, indtil planterne er i vækst.
Set i lyset af, at du er begrænset i dit havearbejde af din sclerose, ville jeg vælge at dyrke jordskokker flere år i samme bed. Jeg har nok i syv år haft jordskokker i samme bed – det var nemt og næsten uden arbejde. Der skal tilføres gødning/kompost til bedet i foråret. Er der lagt jordskokker om efteråret, kan det tilføres som halvt omsat kompost i vinterdækket af bedet. Men giv kun kvælstof i begrænset mængde, da overgødskning med kvælstof kan give angreb af storknoldet bægersvamp. Bortset fra denne plantesygdom angribes jordskokker ikke af noget.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Søg i forhandlerguiden:
Billige solide stauder – Se webshoppen
Anderledes øko grøntsager
Land Højbede og Plantekasser
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Flerårige spiselige planter til haven
SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine
Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven
Alt til den økologiske have
Økologisk besøgshave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Kan jordskokker sættes om efteråret?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…