Spørg eksperterne

Kan de nyspirede stauder overleve vinteren?

Jeg har sået en masse stauder i både såbakker og bede. Men hvad så nu, når der allerede er kommet små spirer og babyplanter fra haveklinte, judaspenge, stokroser og akelejer. Dør de ikke, når der kommer frost lige om lidt? Kan de klare en hel lang vinter?

Med venlig hilsen
Meta Louise Foldager Sørensen, november 2015

Svar

Bare rolig, de kan sagtens klare en lang vinter!

Haveklinte, judaspenge og akelejer sår sig selv flittigt og fornyer på den måde bestanden hele tiden. De klarer sig udmærket. Haveklinte og judaspenge er to-årige, dvs. de laver kun grønne blade den første vækstsæson og blomstrer så i anden vækstsæson. Akeleje er en »ustabil« staude. Man kan også sige, de er »kortlivede«. Min erfaring er, at de sagtens kan leve i 10 år, eller flere, hvis man blot sørger for at klippe blomsterstænglen af umiddelbart efter blomstring. Det er også en måde at begrænse selvsåningen på.

Du må vælge strategi efter, hvad det er, du ønsker, dine planter skal bruges til. Skal de stå som en staude på det sted, du har valgt, eller skal det blive til en frodig blomstereng, med al den tilfældighed der nu kommer af en masse selvsåede planter?

Stokroser har jeg ikke oplevet så sig selv på denne righoldige måde, men de bør også klare skærene, da de er hårdføre.

Hvis du har brugt spagnumholdig jord i såbakkerne, kan disse spirer dog få det for vådt. Stil dem et sted, hvor de er beskyttet for de værste vandmængder. Almindelig pottemuld eller så- og priklejord er oftest baseret på spagnum. Se efter på poserne.

Alt det, du har sået direkte i bedene klarer sig uden videre foranstaltninger. Alt det, der står i såbakker, ville jeg stille et beskyttet sted. Der skal være læ og helst skygge. Helt op ad vægge, der vender mod nord eller øst, er gode steder. Og, som sagt, pas på de ikke får det for vådt. For meget væde er det, der slår flest småplanter ihjel.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Spiroggro

Frø til gavn for insekter

The Plant Explorer

Se Danmarks største frø udvalg

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frø og formering > Kan de nyspirede stauder overleve vinteren?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider