Efterårsfarver i blomsterhaven

Sankthansurt i september. Foto: Karna Maj

Lyset er så helt anderledes i september og oktober, fladt og gyldent, langt og skyggegivende. Inde bag sollyset er der mørklilla og olivengrønt, dodenkopf og mørkebrunt. Sommerens blå skygger er væk.

Det er spindelvævstid. Morgendugstid, æbletid, og modning over hele linjen. Man kan gå med bare tæer, og lige pludseligt er det nattefrost. Georginer og tallerkensmækkere får en kajeryster, uden at gå helt i gulvet.

Mantraet er lilla, violet, magenta, purpur, blåt og gyldent.

Efterårsblomster

En hortensiablomst er en hel palet af farver i oktober. Foto: Karna Maj

Billedet er skiftet til renlivet indian summer, og måske allerede efterår. Blomsterne blomstrer intenst, enden er nær, vi skal skynde os.

Acanthus er på deres smukkeste. Pink og lilla, gennemsigtigt vandfarvet hvidt, oliven og blågrønt skinner i de gennemlyste blomsterblade. Sankthansurtens flade skærme har allermest farve og er meget forskellige, alt efter hvilke sorter man har.

Hortensiaernes palet dækker hele spektret af havens andre blomster. De sene stormhat lyser så rent blåt, at det hele bliver til at holde ud for ren harmoni. Hostaen er langsomt ved at gulne, dens lange elegante frugter drypper, mens de sene smalbladede hosta endnu har blomster. Clematisen ‘Huldine’ er i gang med det første af sin reprise. ‘Huldine’ er hvid, lige til man vender den om, så ser man de fine lillagrønne striber på bagsiden.

Purpursolhat, Echinacea, og hestemynten blomstrer stadig på fuld kraft. De har begge en sær tør sejhed, som man sætter pris på, når meget andet har givet op. Kæmpeverbenaen strutter med sine duftende duske højt over det hele. Den holder meget længe ud, det er helt almindeligt, at den endnu står på benene i november.

Vildvin

Vildvinen kan pakke et hus næsten helt ind i røde efterårsfarver. Foto: Karna Maj

Vildvinen er allerede i gang med at pakke sammen, og det går ikke stille af. Sådan en behøver ikke nødvendigvis at stå op af et rådhus, eller et hus i det hele taget. Over en pergola, en dør, eller op i et træ er den næsten smukkere.

Der findes to slags. Parthenocissus tricuspidata med sugekopper, som er den, man skal plante, hvis den faktisk skal stå op af et hus, og den jeg har flere steder. Parthenocissus quinquefolia uden sugekopper og med femfligede blade er den bedste til at drapere sig smukt i træer og klatre graciøst over buske. Begge får små sortlilla bær, på ildrøde stilke, meget effektivt kulørt.

Vildvin er meget, meget stærkt voksende, når den først får fat, men hvis man beskærer den kraftigt om vinteren, kan man også have den kravlende rundt i, og over buske. Den giver et helt fantastisk høstdraperi over buske, der ellers er lidt småkedelige på denne årstid, som for eksempel rhododendron eller forsythia. Plant den med høstanemoner, asters og remonterende roser imellem.

Nøgne jomfruer

Nøgne jomfruer ser så sarte og sprøde ud i efterårssolen. Foto: Karna Maj

I græsset er der pludseligt nøgne jomfruer, virkeligt pludseligt. Fra ingenting til fuldt udfoldet blomst går der bare et par dage. De er så sarte og sprøde, at man tror, de slet ikke kan være der. Men det er de, flere og flere hvert år. Dem, jeg har, er de mest almindelige Colchicum autumnalis, men der er andre, hundedyre og vidunderlige Colchicum at få. Fyldte ‘Waterlily’, hvide, lyserøde, lilla.

Colchicum eller nøgne jomfruer er en plante, man skal håndtere med respekt. Den indeholder stoffet colchicin, der er stærkt mutagent. Man bruger det i planteforædlingen til at fremkalde mutationer hos planter, og det er ikke til at spøge med. Jeg har kun tilsvarende respekt for stormhat, Aconitum, som også skal håndteres med handsker på.

Nøgne jomfruer har yndige blomster, hvis sarthed står i skærende kontrast til deres blade, hvis man da nogen sinde fik dem at se samtidig. Som ny haveejer vækker de enorme blade stor forundring, lige til de dør væk igen sidst på foråret. Jeg tror, man kan have planten i årevis uden at skænke sammenhængen mellem de to ting en tanke. Hvis de står i græs, og det er det yndigste, skal man lade bladene stå, hvad der kan være svært. Uden blade, ingen blomster. Hvis det bliver for svært, må de flyttes. Gør det, når bladene er næsten væk, så kan man stadig finde dem, og de har samlet den kraft, de skal bruge.

Sæt nogle af løgene i potter, så de kan folde sig ud indendørs i september, og gem nogle stykker et sted, hvor de kan ligge i fred til midten af september. Nøgne jomfruer kan et særligt, udsøgt nummer, som er så forunderligt, at man skal prøve det bare én gang. De kan blomstre fra det bare løg, helt uden vand eller jord. Læg de sære lange, papirraslende tørre løg i vinduet på en tallerken og lad det ske. Lange hvide skud folder sig ud til sprøde lyslilla blomster, og de bliver ved i ugevis. Når forestillingen er forbi, skal løget ud i jorden igen, et sted hvor dets blade kan få lov til at samle kræfter til endnu en blomstring, og denne gang udendørs. Det samme løg kan ikke gentage showet næste år. Det er en kraftanstrengelse, som må beundres.

Roser fra juni til jul

Stanwell Perpetual. Foto: www.rosenposten.dk

I september og senere sætter man pris på udholdenhed. Hertil er ingen bedre en den fine pimpinellerose ‘Stanwell perpetual’. Den er virkelig perpetuel, den blomster faktisk næsten non stop fra juni til jul.

Dens små frostbidte knopper er fine i adventskransen. Den laver på intet tidspunkt den helt store forestilling, den blomstrer bare, støt og roligt. Vi har plantet den i to lange rækker, i græs, som en række, der i løbet af 4–5 år bliver en rigtig tyk og fed hæk på 1,5 × 1,5 meter, og måske endnu højere. Det er meningen, at den må klare sig, som den bedst kan. Det eneste, vi gør for den, er at give den en pels af halvomsat kogødning og halm fra løsdriftsstalden en gang om året.

Knopperne er rosa, blomsterne meget sart rosa, som en albarose.