Spørg eksperterne

Hvorfor går vores fyrretræer ud et efter et?

Vi har et gammelt fyrretræ i vores have, der for et par år siden pludselig gik ud. Der er ingen vækster såsom svamp på stammen eller lignende. Ved siden af træet har vi en fyrrehæk, hvor også et par af planterne nu er gået ud, og det ser ud som om de næste også er ved at blive gule.

Vi har hørt, at fyrretræer kan gå ud, hvis man dækker jorden over deres rødder. Og det er lige præcis sket. På den anden side af skellet har vores nabo lagt ca 20 cm jord på sin grund lige op til vores fyrrehæk, og ca 3–4 meter fra fyrretræet. Er fyrretræer følsomme på denne måde?

Med venlig hilsen
Jette Hansen, februar 2008

Svar

Det er rigtigt, at et lag jord på 20 cm tykkelse lagt ud over trærødder vil kunne kvæle rødderne og dermed dræbe træet, – men i så fald skal det være hele vejen rundt om træet, så alle dele af rodnettet bliver kvalt.

Det er der vist ikke tale om her, og det med, at først ét træ dør og derefter dets naboer, det tyder på, at noget helt andet er på færde: rodfordærver.

Svampen angriber rodnettet nedefra og dræber dermed træet. Ofte vil det eneste tegn på sygdommen være råd i den midterste del af stubben hos de døde træer. Når sygdommen én gang er i jorden, vil den ofte vandre via sammenvoksede rødder fra det ene træ til de næste.

Desværre er der ikke meget at gøre ved det udover det sædvanlige, nemlig at forbedre træernes almene tilstand. Med fyrretræer drejer det sig først og fremmest om at skaffe gode jordbundsforhold, og det kan ske ved at lægge en topdressing ud i 2–3 cm tykkelse under træerne.

Jordblandingen kan laves efter opskriften 1 del af den bestående jord til 1 del filtergrus til 1 del fyrrenåle.

I kan læse mere om svampesygdommens udvikling, hvordan man forebygger angreb samt se fotos i artiklen Rodfordærver i vores database med plantesygdomme og skadedyr.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvorfor går vores fyrretræer ud et efter et?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider