Fyr i natur og have

Varmen bølger gennem landskabet, lidt støv hænger i luften, som ellers er tyk af duften af fyr. Der findes mange forskellige arter af fyr, der er store, små, nogle med lange nåle, nogle med korte, der er nogle med grønne nåle og andre med næsten blå. Men selv om arterne er meget forskellige, kan duftbombardementet lige godt finde sted i en plantage i Hornbæk, i en skov i Spanien, på bjergskråninger i Østrig eller i en have i Midtjylland.

Skovfyr er en gammel dansk

Gamle skovfyr i Växjö i Småland Foto: Jens Thejsen

I de skandinaviske landskaber er skovfyr, Pinus sylvestris, det eneste hjemmehørende fyrretræ, men det er også et fantastisk træ.

Skovfyr vokser på tørre grusede arealer eller i sprækker på klippegrund; det er altså en plante, som er meget nøjsom. Træet har været hjemmehørende i Danmark, men da det er værdifuldt til tømmer og til brænde, er det blevet udryddet for godt et par hundrede år siden. De skovfyrre, vi møder i dag i plantagerne, er ikke oprindelig danske, men stammer fra frø primært fra de andre nordiske lande, fra Baltikum og Tyskland. Det sidste overlevende af de »danske« fyrretræer er Bangsbofyrren på Læsø, som er fra ca. 1760.

Skovfyr er ikke kun et godt træ til tømmer, det er også et smukt træ, som fint kan bruges i en stor have eller park. De første år er træet konisk, men med alderen udvikler det sig til et højt træ med en karakterfuld, uregelmæssig krone. Barken på skovfyr er også speciel. Med alderen udvikles på den øverste del af stammen en næsten kobberrød, afskallende bark, og på de rigtig gamle træer bliver den nederste bark tyk og skaller af i flager, flot og et rigtigt godt skjulested for edderkopper og andet kryb.

Sortfyr en stor foranderlig kæmpe

En anden af de store fyr er sortfyr, Pinus nigra, en sjov, stor kæmpe. Vi ser det flere steder i danske haver som et mindre træ med en bred konisk krone, men det udvikler sig til et stort og voldsomt træ, og det er de færreste haver, som har plads til en sådan kæmpe. Men i større haver og parker, hvor jorden er lidt sandet, kan en sortfyr give daglige oplevelser.

Det er virkelig et karaktertræ, som med sin skulpturelle krone og med sine lange nåle kan give spænding til landskabet. Barken på sortfyr bliver på de rigtig gamle træer meget tyk og meget dekorativ med sin flotte afskalning – se foto. Det kan give oplevelser som et foranderligt kunstværk, hvor billedet hele tiden ændrer sig en smule. Sortfyr vokser naturligt bl.a. i Østrig, i Pyrenæerne og på Korsika – de er lidt forskellige, men alle imponerende. De trives bedst på sandet, stenet jord med godt med kalk.

Rundt i det danske landskab kan vi finde fine eksemplarer af disse kæmper. I Ebeltoft står nogle af de flotteste og største, og i Forstbotanisk Have i Charlottenlund er der et par giganter af den korsikanske og den pyrenæiske underart.

Tårefyr med tåre på hver en nål

Tårefyr, Pinus wallichiana. Foto: Jens Thejsen

En fyr, som ikke er brugt så meget i Danmark, er tårefyr, Pinus wallichiana, som er vildtvoksende i Himalayabjergene i Nepal, Indien og Tibet. Der bliver det et højt træ med overhængende grene, så det kan klare vægten af store snemængder. I Danmark opfattes det som et langsomt voksende træ, der først efter mange år bliver stort, så det kan fint bruges i de fleste haver.

Når det kaldes tårefyr, skyldes det de hængende nåle. De lange blågrønne nåle hænger, og når der har været regn, er der en tåre på hver nål. Men det er ikke et træ, som gør trist, da det er graciøst og smukt og kan være med til at bryde en meget geometrisk have eller bløde op, hvor huset måske er kantet.

I haven kræver det ikke helt specielle forhold, men lidt læ under etableringen og en veldrænet jord giver den fineste udvikling. Ellers skal det helst placeres i fuld sol, eller hvor der er vandrende skygge. Et ekstra lille plus ved træet er, at det efter nogle år begynder at sætte 30 til 40 cm lange krumme kogler.

Penselfyr med duft af tomatplante

Penselfyr, Pinus parviflora. Foto: Jens Thejsen

Når man ser billeder af fyrretræer fra Japan, er de ofte meget opstyltede og gennemformede haveskulpturer eller små, kraftigt skolede bonsai. Men sådan ser de naturligvis ikke ud i naturen, og nogle af de fineste fyr kommer fra Japan, blandt andet penselfyr.

Det botaniske navn er Pinus parviflora, så det burde hedde småblomstret fyr, men det danske navn penselfyr har det fået, fordi nålene sidder samlet som en våd pensel.

Penselfyr er et langsomt voksende lille træ, som gør sig godt i mange havetyper. Træet bliver sjældent særlig højt og har en helt speciel vækstform, da det har næsten vandrette grene, som danner en asymmetrisk krone. Nålene er korte og blågrønne med lys underside, og når de knuses, fremkommer en duft, som kan minde om duften af tomatplante. Det lille karakterfulde træ får masser af bløde kogler i en tidlig alder og får dermed en dekorativ facet mere.

Man kan plante penselfyr i de fleste haver. Det er ikke en sart fyr, men det smider dog en del af nålene ved for kraftig udtørring. Det trives bedst i en veldrænet jord, som er fugtighedsbevarende enten på grund af humus, eller fordi der er lidt ler i jorden.

Silkefyr med banankogler

I de store skove på Balkan, hvor man endnu kan løbe ind i en brun bjørn, vokser et stort imponerende fyrretræ, som kaldes silkefyr, Pinus peuce, fordi det har tynde fine bløde nåle. Nålene sidder 5 i hver knippe, og det samlede nålebundt stritter lidt og danner et kræmmerhuslignende bundt.

De første år vokser det meget langsomt, og mange havefolk har med stor fornøjelse plantet det lette, lille træ, men inden de har set sig om, er der gået 15 år, og pludselig står der et kæmpetræ i haven. Når det først er godt etableret, breder det sig både til vejrs og i bredden. Efter nogle år begynder det at sætte bananformede kogler beklædt med en lys harpikshinde. Det er bestemt et dejligt træ til parken og til de store haver, men i de små haver må man være klar med saven efter godt 10 år.

Silkefyr trives i de fleste haver, men kan ikke lide for meget vand og for megen tørke, så en let skovbundsagtig havejord er at fortrække.

Fyr i haven

Der findes mange arter og sorter af fyr, som kan være med til at give nye dimensioner i haverne. Der kommer en del lys gennem kronen på de fleste fyrrearter, derfor kan der etableres buske, stauder, bregner og græsser under træerne.

Ønsker man træer, som skal udvikle sig med høj stamme, må man løbende stamme træet op. Man kan forme sine fyr ved at brække træernes nye skud omkring 1. juni. Når man brækker det nye skud, vil træet lave flere erstatingsskud, og på den måde blive mere kompakt.

Der findes naturligvis mange andre gode fyrre end de nævnte, og hvis de plantes de rigtige steder, kan de være glimrende i haver, parker og byer.