Nåletræer kan give haven karakter

Disse meget gamle taks har udviklet sig til træer og giver virkelig stedet karakter. Det kongelige Danske Haveselskabs have på Frederiksberg. Foto: Karna Maj

Nåletræer er ofte undervurderet som haveplanter, folk vil ikke have juletræer eller mørke kedelige kirkegårdsplanter i haven. Gennem tiderne har der dog været perioder, hvor klippede taks, søjleformede cypresser og ene har været moderne, men det er sjældent, nåletræerne er blevet brugt naturligt i havesammenhænge. Det er synd, da nåletræer kan være med til at give haverne ekstra dimensioner, både æstetisk og i forsøget på at skabe en have med stor biodiversitet.

Nåletræer er en meget gammel plantegruppe på jorden. Næsten alle hører hjemme i den tempererede zone og ofte, hvor det er meget koldt om vinteren. I Danmark har vi kun tre hjemmehørende nåletræsarter: almindelig taks, almindelig ene og skovfyr.

Nåletræer i haven

Kigger vi på nåletræer i haverne, er det ofte forvoksede thuja og cypresser, som fylder op og skygger. Eller dværgsorter af forskellige arter, som står deforme og svage. Der findes naturligvis dværgsorter, som har en rimelig overlevelsesevne, og som kan indpasses i små samlerhaver m.m., men som element i en økologisk have har de som regel ikke stor værdi.

Men nåletræer kan give haven karakter, dels fordi de fleste er stedsegrønne, dels på grund af deres skulpturelle virkning. Og samtidig er de gode redetræer og skjulesteder for fugle, og som gamle træer er de glimrende bosteder for insekter og edderkopper. Men det er problematisk at bruge nåletræer i hobetal i haver og parker, da de så vil virke negativt på biodiversiteten.

Hvis man vil have succes, er det vigtigt ikke at vælge tilfældigt ud fra planteskolens brede sortiment. Der findes små fine træer i planteskolen, som i havejord nærmest eksploderer og vokser voldsomt i både højde og bredde. Og en del nåletræer udvikler sig til grimme træer, hvis de kommer i en forkert jord. Man må vurdere træet i forhold til havens størrelse, havens jordbund og lysforhold, og hvad man ønsker med træet.

Fyr

Bjergfyrlandskab – de nye urteagtige skud brækkes ca. 1. juni, derefter kommer der erstatningskud, som gør buskene tætte. Foto: Jens Thejsen

Fyr, Pinus, er en slægt med mange gode arter, som alle har forskellig karakter og som giver forskellige behagelige dufte.

Til den større have med en sur let sandjord vil skovfyr, Pinus sylvestris, være et godt valg. Med tiden bliver det et stort træ med en uregelmæssig krone og en flot kobberrød bark.

Ønsker man et stort træ, men har en tør kalkholdig jord, er det derimod sortfyr, Pinus nigra, man bør vælge. De første år har den en noget voldsom tæt, mørk krone, men som ældre får den en mere uregelmæssig karakterfuld krone.

Østrigsk fyr, Pinus nigra var. nigra, udvikler med tiden en smuk skorpet, foranderlig bark, som i sig selv er dekorativ, og som har fine lommer til edderkopper og insekter.

Til den mindre have med en ikke for tung jord kan man vælge bjergfyr, Pinus mugo. I en tung jord bliver den ranglet og grim. Man kan gå ind og forme den, uden at det går ud over træets egen natur. Men det er meget vigtigt at komme i gang, mens træet er ungt. Formningen sker bedst ved at knække »lysene« i begyndelsen af juni. Fra hvert af de knækkede lys vil der komme erstatningsskud, som vil gøre kronen mere fyldig. Hvis træet skal holdes nede, skal man benytte denne metode hvert år. Metoden kan i princippet bruges på alle fyrretræarter og -sorter.

Til den lille have kan man også vælge penselfyr, Pinus parviflora, et lille uregelmæssigt træ, som vokser langsomt, har vandrette grene og sætter kogler meget tidligt. I de danske planteskoler er det ofte den udmærkede sort Pinus parviflora ‘Glauca’, som sælges.

Hemlock

Hemlock, Tsuga, er en mindre nåletræsslægt med enkelte gode arter, som klarer sig godt i haver og parker. Den canadiske Hemlock, Tsuga canadensis, er et let stedsegrønt nåletræ, som passer glimrende til mindre haver med en let skovbundsagtig havejord, sur til neutral. Tsuga canadensis har korte, bløde, grønne nåle med en sølvagtig underside (drysser i løbet af et døgn, når de tages ind). Den får fine kogler, som er 1–2 cm lange. Den har en årstilvækst på mellem 10–25 cm og vil med tiden nå en vis størrelse og bredde, Der findes en del udmærkede langsomvoksende sorter af denne art. Til den større have eller park er Tsuga heterophylla at foretrække, da det bliver et stort, smukt træ.

Ene

Penselfyr, Pinus parviflora. Foto: Jens Thejsen

Ene, Juniperus, er en slægt med mange arter, men her skal kun nævnes den danske ene, Juniperus communis, som er langsomvoksende, duftende og giver fine frugter, som er velegnede til at sætte på snaps. Ene har været her i landet siden istiden og er i dag primært vildtvoksende på hedelignende arealer. Den trives bedst i en sur og let jord. Juniperus communis er en art med usædvanlig variation fra helt flade krybende til runde og søjleformede. I naturen optræder de næsten som skulpturer.

Beskæring af ene kræver stor forsigtighed. Hvis man beskærer for kraftigt, vil der ofte opstå huller i kronen. Det er vigtigt, at der altid er en kvist, som kan vokse hen over hullet. Det gælder både for krybende og søjleformede. En måde at bevare tæthed på er at pincere. Dvs. at man med en skarp kniv beskærer de yderste spidser af de urteagtige kviste. Man beskærer busken i hurtige bevægelser fra basis mod top. Efter en pincering dannes der erstatningsskud, og planten vil blive tættere.

Taks

Bevoksning med ene og skovfyr. Foto: Jens Thejsen

Almindelig taks, Taxus baccata, er vildtvoksende i Munkebjergskovene ved Vejle, hvor de vokser i underskoven til bl.a. bøg. Taks trives fint på en kalkrig jordbund, men er ellers meget tolerant med hensyn til jordbund. Det er en skyggetålende busk, som er ganske glimrende til mange forskellige formål i haven. Taks kan godt udvikle sig til et træ, men det er langsomvoksende og optræder derfor oftest som busklignende. I modsætning til langt de fleste andre nåletræer kan taks tåle at blive klippet og beskåret, da den bryder igen, når man har fjernet grene eller skud. Derfor bliver taks brugt til klipning af skulpturer og som hækplante. Både taksnåle og -frø er giftige for mennesker og dyr, så lad være med at plante taks, hvor man har heste, får eller køer.

Lærk

Europæisk lærk, Larix decidua, stammer fra Centraleuropa, hvor den primært vokser på kalkgrund. Lærk er løvfældende og optræder derfor fundamentalt anderledes end andre nåletræer, der bruges i haven. Det kan blive et voldsomt stort træ, men har den fordel, at det i modsætning til de fleste andre nåletræer kan bryde igen efter afskæring af grene. Det er derfor et en god hækplante, men samtidig er det også et smukt træ, hvis man vil skabe et miljø i haven, hvor man skærmer for solen, men hvor der alligevel kommer lys ned igennem. Europæisk lærk er som regel ikke helt så bredkronet som japansk lærk, Larix kaempferi. Begge arter er lette, forårsgrønne træer med fine gullige høstfarver.