Stokroser i staudebedet

Stokroser er blevet sindbilledet på den forlorne drøm om landlig idyl, og på den anden side et løfte og et mantra: hvor der er stokroser, er der lykke.

I virkeligheden er de ret vanskelige, når de står op af husmure med tagrende over. De kan vældigt godt lide køligheden ved at få deres rødder nede under sten, men der skal mere fugt til, end jorden ved de fleste husmure kan præstere.

Tørstende stokroser angribes af rust

Hvis de tørster får de stokroserrust, en sygdom der får bladene til at visne, så blomsterne kommer langt oppe af uskønne, tørre stængler.

Men det er ikke noget, man behøver diskutere, hvis de står forkert, som på vores gårdsplads, må de bare væk. De er dejlige, hvor de vil vokse, og hvor de ikke bliver syge hvert år.

Det er bedst at så stokroser

Jeg elsker stokroser i staudebedet, og som med natlys, hvor de selv har valgt at stå. Og her blver de også flottest og frodigst begge to. De kan plantes, men det bliver bedst, når de bliver sået. Deres rodnet er oftest en meget lang pælerod og masser af siderødder, og sådan nogle planter er det oftest meget vanskeligt at flytte.

Så stokroser er ikke noget, man planter, men noget man får ved at nappe nogle stængler med modne frø i nogle farver, man kan lide og drysse dem rundhåndet ud engang i august. Til de tilladelige havetyverier hører at nappe et par af de runde modne frørondeller, de samme der har givet katost deres oste-navn. For stokroser blomstrer meget længe, de nederste frø er fuldmodne og såbare, mens der er masser af blomster og knopper igen.

Næste år får man de første blomster, hvis man er heldig, og der allerede i efteråret har nået at danne sig en flot bladroset, men som regel må man vente til året efter.

Dejlige farver der går sammen

Der er ingen garanti for farveægthed, de kan have alle farver fra mørkeste lilla, næsten sort til lyseste ferskenkind, og det er det fine ved det. Stokroserne har arrangeret det så smukt, at alle deres mulige farver er dejlige sammen. Det nummer er der ikke mange andre blomster, der kan. Hvis man er meget kræsen, må man fjerne de farver, man ikke kan lide.

Enkelte og fyldte

[x]

Mine er blevet blandet med frø fra en særlig yndig en, der voksede ved det sønderbombede kejserpalads i Hue i Vietnam. Vist nok en Alcea ficifolia med blomster, der langs hele randen ikke bare er bølgede som vores almindelige, men fint takkede, som var de klippet med en takkesaks.

Det er de enkeltblomstrende, der tager vejret fra mig, blomster der tydeligt viser deres slægtskab med hibiscus og okra, katost og deres nære slægtninge lægestokrose, moskuskatost og silkekatost. De er i øvrigt alle sammen dejlige haveplanter. Lægestokrosen er enorm, gråløvet, med små bitte rosa bloster, og en rigtig, vedvarende staude. Moskuskatosten knap så høj og som regel også en staude. Silkekatost er en endnu mere udsøgt staude, men varer sjældent mere end to-tre år, så må man købe en ny.

De fyldte former for stokrose synes jeg forfejler målet, men smag er jo bare smag.

Stokroser i en enkelt farve

Hvis man vil have stokroser i en enkelt farve, går man mere systematisk til værks, køber en pose frø af en særlig farve, sår dem om foråret i en kasse, og planter dem ud i september, når de er blevet store nok.

Til pynt

Hele stokrosestængler er meget vanskelige i vand, og ikke noget særligt. Det er derimod en flad skål med koldt vand, hvor de enkelte blomster kan ligge i dagevis og tage sig ud.

Blomsternes silkepapirsblade kan spises, hvad der kun betyder, at de ikke er giftige. De ser dejlige ud i salater og kager, men smager nu ikke af noget.