Planter med historie

Hvis en plante har en spændende historie, men et uinteressant udseende og heller ikke nogen praktisk anvendelse, så får den ikke plads i min have. Så langt rækker den historiske interesse ikke. Men er der planter, som jeg i forvejen godt kan lide, er det et plus at kende deres historie, og hvis historien går i retning af noget, som jeg måske ligefrem også kunne forestille mig at bruge, så må den bestemt have en plads.

Vaid – Isatis tinctoria. Foto: Winnie Poulsen

Vaid – en farveplante

Jeg er væver. Det betyder, at en af hjælpedisciplinerne i mit daglige arbejde er at farve garn. Det foregår med syntetiske farver. De er nemme at have med at gøre, og ofte mindre giftige end de tilsætningsstoffer, der bruges til plantefarver. Alligevel kan jeg godt lide at dyrke vaid og samtidig tænke på, at før det blev muligt at indføre indigo til blåfarvning, blev der her i Danmark farvet blåt med vaid. Vaid, Isatis tinctoria, er en overdådigt gulblomstrende to-årig plante.

De uldstoffer fra vikingetiden, som er blevet analyseret med henblik på at bestemme de oprindelige farver viser, at der allerede dengang var nogle, der kendte til at farve blåt. At de skal analyseres og ikke bare kigges på, kommer af, at alle prøverne nu er brune.

Vaid er ikke så ligetil at farve med. Man kan ikke bare, som med de andre farveplanter, koge en suppe. For at få frigjort farvestoffet skal der stilles en kype. En sådan blev før i tiden lavet af urin. Da garnet eller stoffet skal svømme rundt i kypen under farvningen, og da urinen ikke kan tåle at blive alt for gammel, gjorde man hele landsbyen opmærksom på, at man snart ville farve, og så skulle alle mændene tisse i farvekarret, så der hurtigt kunne samles en tilstrækkelig stor mængde. Når jeg selv har kypefarvet, har det været i bad gjort af kemikalier. Det har en bedre lugt. Det siges, at det var umuligt at vaske lugten ud af det gamle vaidfarvede tøj. Før i tiden skal der have været en ret stram lugt i kirkerne. Netop det fine tøj var ofte blåfarvet (sort kunne fås af først at farve gult, så rødt, så blåt).

Historisk duftplante

Tidligere, og vist nok også lidt endnu, blev Iris florentina, en hvid til lyseblå iris af germanicatypen, og den lavendelblå Iris pallida dyrket som markafgrøde i egnen omkring Firenze. Som de andre Iris germanica får disse en fyldig rodstok, rhizom, og det er denne, der er den eftertragtede del af planten. Når rhizomet tørres, får det en intens duft af viol. Det har altid kunnet købes på apoteker under betegnelsen violrod, og det er en af de vigtigste ingredienser i et stærktduftende potpourri. Roden rives til pulver og blandes med de andre tørrede bestanddele af duftblandingen, f.eks. rosenblade og lavendelblomster.

Jeg venter stadig på, at mine iris skal blive så kraftige, at jeg nænner at høste noget af roden. Indtil da »nøjes« jeg med at nyde de charmerende blomster.