Historien om majs

Historien begynder med en gruppe mennesker, formentlig fra Himalaya og omegn, der vandrer over en landbro, som fandtes for 14.00 år siden, til det, vi i dag kalder Nordamerika.

De vandrer ned forbi de kolossale ismasser, der dengang dækkede næsten hele kontinentet, og bosætter sig der, mens andre vandrer videre sydpå til det, vi nu kalder Mexico. Der finder de blandt mange andre nyttige spiselige planter som chili, tomater, tomatillo, kakao og vanille, en meget høj græsart Teosinthe, som på ingen måde ligner majs, bortset fra at den også er en græsart.

Teosinthe har ganske vist nogle små kantede kolber, men de sidder ikke på en stok i midten som majs, og hvert enkelt frø er omgivet af en uspiselig hård frøkappe, som beskytter den mod skadedyr.

Majs med varierende frøfarve. Foto: Fuglebjerggaard

Andre vilde planter kan man kende og forstille sig, hvordan er udviklet til moderne grøntsager, men denne her kobling, ville man aldrig lave i sit hoved.

Ikke desto mindre blev man allerede for 7–8.000 år siden – eller mere, klar over, at her var der plads til forbedringer. Man plantede, udvalgte og forædlede Teosinthen, til den kom til at ligne majs, som vi kender den. Der har muligvis været andre græsarter ind over denne forædling, spontane mutationer, og formentlig også held.

Det tog nogle få tusind år at få den til at miste sin hårde frøkappe, og blive hængende på en central stok. Begge dele er afgørende for, at den kan høstes og spises i større målestok. Planter som er spildsomme, dvs. taber deres frø, når de er modne, er besværlige at dyrke, og meget går tabt.

Majs blev en udbredt kornsort og grønsag

Så snart det var på plads, spredte majsen sig som en steppebrand til både Nord- og Sydamerika og gjorde mirakler ved børnedødelighed og befolkningstal.

Et så enormt udbredelsesområde betyder, at den kan tilpasse sig, og at mennesker i mange tusind år har udvalgt den til meget, meget forskellige vækstforhold.

Majs kan i højden være alt fra 50 cm til næsten 7 meter, kolberne kan være fra få centimeter lange til de 40 cm lange fede basser, man kan få i USA. Majs kommer i alle farver fra hvid over hele det varme del af farvespektret til grøn, lilla, blå, og næsten sort.

Man har fra begyndelsen brugt den til mel, og det er denne evne til at få grød, brød og pandekager til at hænge sammen og smage godt, den kan takke for din enorme udbredelse, sammen med en evne til at give et ret godt udbytte også på mager, tør og elendig jord. Søde majs, som spises friske som grøntsag, er en ret ny opfindelse, og det er dem, det giver mening at dyrke i en have.

De kan være som konfetti, blå og hvide, plettede, melerede og med kerner, der ser helt forskellige ud, arrangeret i alle mulige fine mønstre over kolbens overflade. Men det er stadig majs, og det mest enestående eksempel på menneskets snilde og tålmodighed i hele landbrugets lange historie.

Majs i Danmark

Den majs, man kan dyrke i Danmark, er de hurtigtvoksende sorter, som kan nå at danne kolber i en dansk sommer. Og selv her skal den hjælpes på vej.

Majs forkultiveres fra sidst i april i drivhus eller vindueskarm, ved 20–32° C. Læg et frø i hver sin lille potte, for meget håndtering af planterne er ikke godt, de knækker nemt.

I løbet af en uges tid eller to kommer de tydeligt græsagtige enkimede blade op og folder sig ud. Så kan temperaturen sænkes til almindelig stuetemperatur. Når deres rødder når bunden af potten, skal den have en ny.

I maj skal de små planter ud i drivhuset og gradvist vænnes til udelivet. Plant ud sidst i maj- først i juni, når nætterne er blevet lune.

Plant med 20 cm imellem planterne og en meter mellem rækkerne, i en samlet blok, ikke en række. Majs er fremmedbestøvende og skal have vindens hjælp til at føre pollen fra hanblomsterne i toppen af planten ned på alle de små silketråde, som hver og en skal bestøves for at danne de kerner som silketrådene ender i. Hvis de står på en række, er der for langt, og man får huller i tandrækkerne i majsen.

Når de er bestøvet, visner trådene og bliver til det irriterende fnuller, der er svært at få af kolberne. Hver plante kan lave 2–4 kolber.

Her kan man se, hvordan silketrådene går ned til hver kerne. Det er lige før silken visner og kolben er spiseklar. Foto: Karna Maj

Høst, når trådene netop er visnet, og majsen er så saftig, at der springer mælkesaft, når man punkterer en kerne med neglen. Hvis de er for gamle og melede, kan kernerne bruges i curries eller brød.

Majsens fine farver kommer først frem, når kolberne modner. Som helt unge er alle majs varierende farver af gul. De modne kolber af kulørte majs er smukke som dekoration, lad dem tørre på planten først.

Frø og sorter

Majs krydser i sagens natur ret voldsomt, men hvis man kun dyrker en enkelt sort, er man ret sikker på, at de frø, man tager, er magen til, især hvis man tager frø fra planterne i midten af blokken. Man kan også være ligeglad, høste frø og se, hvad der sker. Der skal nok komme majs ud af det, men kun hvis man gøder ret voldsomt og sørger for, at de har vand nok, mens de vokser. Når de først har foldet hanblomsterne ud, skal de ikke vandes.

De meget moderne hysterisk søde sukkermajs er simpelthen for søde til at være en gastronomisk fornøjelse, smagen af majs er forsvundet i forædlingen. Dyrk hellere de ret lavtvoksende arvesorter, som ikke skal lave så meget bladmasse, før de modner, eller de kulørte majs, som populært hedder indianermajs, og som også er tidlige. De er søde nok, men ikke som slik.

Man kan også dyrke popcornmajs for sjov, de har mindre kolber, er ret lave planter, med runde kerner, og der kommer faktisk forbløffende mange popcorn ud af det.