Pelargonier kan inddeles i typer

Der findes tusindvis af forskellige pelargonier, så for at gøre det lidt overskueligt inddeles pelargonierne i fire grupper: zonalepelargonier, engelske pelargonier, hængepelargonier og duftpelargonier.

Zonalepelargonier

Mange af de pelargonier, vi dyrker, f.eks. ‘Dronning Ingrid’ og de klassiske dobbelte højrøde, hører til zonalegruppen. Det er dem, man populært kan kalde for »almindelige« pelargonier. Her er der tale om nogle af de mest letdyrkelige. Pelargonierne i denne gruppe kendes på, at de har runde blade.

Zonalepelargonier findes i mange størrelser, og har man pladsproblemer, kan man kigge efter de såkaldte miniature og dværgpelargonier, der fås i mange varianter. Jeg har hørt, at den engelske nationale samling omfatter næsten 1500 forskellige. Det er da en del!

Mange zonalepelargonier har dekorative blade med pletter eller zoner – deraf navnet. Disse typer dyrkes mest for bladenes skyld, og det kan blive en hel mani at finde pelargonier med flot mønstrede blade. Jeg er især glad for typer med cremede, gullige og grønlige blade.

Inden for zonalegruppen finder man også de meget yndefulde rosenknoppelargonier, der har fine dobbelte blomster. De er lidt sarte og ikke så glade for regn og rusk, så derfor bliver de smukkest i drivhus eller inden døre.

Engelske pelargonier

Den næststørste gruppe – de engelske pelargonier – kendes på deres hårede og fint takkede blade. Blomsterne, der minder om azaleaens, er ofte flerfarvede og meget talrige.

Desværre egner de engelske pelargonier sig ikke rigtig til at stå ude på fuld tid. Ligesom rosenknoppelargonierne afskyr de regn. Og det er ret ærgerligt, for inden for denne gruppe findes flere af de helt mørkt purpurfarvede, der er så fine sammen med f.eks. mørktløvede planter og mørke blomster. En af klassikerne er ‘Lord Bute’, men ‘Bushfire’ er også smuk.

Jeg flytter de engelske pelargonier ind i drivhuset, hvis vejrudsigten varsler dårligt vejr. Resten af tiden står de ude, og det er de vældigt fornøjede med – et kompromis til glæde for begge parter. I varme somre kan blomstringen godt lade noget tilbage at ønske. Ved overvintring skal man være opmærksom på, at 5 grader er lige i underkanten.

Hængepelargonier

Hængepelargonierne adskiller sig også ved at have en helt anden type blade. De er nærmest sukkulentagtige, skinnende og vedbendformede.

De kendteste inden for denne gruppe er nok de rigtblomstrende tyrolerpelargonier, som man specielt i Sydtyskland kan opleve i svulmende altankasser. Tyrolerpelargonierne har enkelte blomster, men jeg holder langt mere af de dobbelte, selv om de ikke er nær så blomsterrige. En flot rød er ‘Le Pirat’.

Hængepelargonier er i sagens natur gode i kasser og høje krukker, hvor de har mulighed for at »falde« ud over kanten. I løbet af en sæson eller to kan planten godt blive lidt ranglet at se på, og den bedste »foryngelseskur« er at plante nye stiklinger og kassere den gamle plante.

Duftpelargonier

Duftpelargonier er en virkelig spændende gruppe, hvis man kan lide bladformer og duft.Her er det nemlig først og fremmest løvet og duften, der er det spændende, selv om blomsterne ind imellem også kan være charmerende. De er som regel hvide, lilla, rosa eller svagt purpur med fine aftegninger.

Kært barn har mange navne – ørepineblomst, slå til potten, fisblomst og parfumetræ er bare nogle af dem, duftpelargonie er blevet tildelt.

Betegnelsen ørepineblomst blev for mange år siden givet til rosengeranie, Pelargonium graveolens, fordi den har helbredende virkning. Fik man ørepine, blev et blad rullet sammen og stoppet i øret. Det har mange i den ældre generation prøvet, og jeg har mødt flere, der siger, at det hjælper.

De andre navne bunder naturligvis i plantens evne til at dufte ved den mindste berøring. Før i tiden brugte man duftpelargonier som et opfriskende element i stuen, hvis luften blev lidt for tæt. Så gav man planten et lille dask.

Duften, der kommer fra plantens kirtelhår, er et værn mod bladædere, og derfor bliver duftpelargonierne sjældent angrebet af skadedyr. Og en plante på bordet skulle efter sigende holde fluer borte.

Duftpelargonier har været brugt i parfumeindustrien til uægte rosenolie, fordi den ægte var meget dyr at fremstille, og som krydderi i maden, f.eks. til krydderolier og te. Duften er en hyggelig sidegevinst, men for mig er det hovedsageligt de smukke blade, der tæller. Til dyrkning i krukker er duftpelargonier uforlignelige, og mange danner forholdsvis hurtigt en lille busk. For at få planten flot og tæt anbefales det først på sommeren at studse toppen lidt. Vil man gerne moderere plantens størrelse, klares dette ved at plante i en mindre krukke.

Duftpelargonier trives i sol/halvskygge, og de kan godt klare at tørre lidt ud, men må dog ikke blive gennemtørre. De er nemme at stiklingeformere, og overvintringen er heller ikke det store problem. Duftpelargonierne er nemlig ikke helt så lyskrævende som de andre pelargonier, så her kan en kold, men alligevel forholdsvis lys kælder gå an. Man risikerer, at planterne bliver lidt lange og ranglede, men om foråret klippes de da bare hårdt tilbage. Så skyder de igen med frisk løv.

Det siges, at der er omkring to hundrede forskellige duftpelargonier – eller duftgeranier, som mange også kalder dem. Interessen for duftpelargonier har de senere år været stigende, og der findes da også fine samlinger flere steder: Gartneriet Jensen, Paradehuset – orangeriet på Gisselfeld Kloster, Egeskov Slot og Den Gamle By.Og dronning Ingrids samling på omkring halvtreds består stadig på Gråsten Slot.

Læs mere om pelargonier

Du kan læse mere om pelargonier, bl.a. pasning, overvintring og formering i Claus Dalbys artikel Pelargonier

Artiklen er et kapitel fra Claus Dalbys bog Min krukkehave, som vi har fået lov til at bringe her på Havenyt.dk. I bogen kan man læse om andre blomster, som er velegnede til krukker, om dyrkningstips, og man kan finde inspiration i de mange flotte plantesammensætninger, som Claus Dalby har i sine krukkeplantninger.

Claus Dalby: Min krukkehave. Klematis 2005.