Farvestrålende georginer

Georginer er en utænkelighed i pæne kredse med god smag, og sådan har det været i mange mange år. Georginer er som brillanter om formiddagen, sokker i sandaler, havenisser, begonier i trillebøre og kantlobelia, aldeles uantageligt. Georginer har været for landbokoner og ikke noget, der bør snige sig ind over en bygrænse. Opvokset i netop sådan et hjem med helt ustyrlig, nedarvet god smag tror jeg ikke, jeg så en georgine i virkeligheden, før jeg var 30, og så var jeg solgt. De blev solgt af en kone i vejkanten, store buketter i de krasseste, næsten fluoriserende farver som et mexicansk maleri og mexicanske er også lige, hvad de er.

Men det var stadig helt uden for det antageliges rammer at dyrke dem selv.

Siden er det gået glat ned ad bakke med min gode smag, og georginer er sammen med visse tagetes, også mexicanere, kommet inden for i varmen.

Den dårlige smag har gudskelov bred fundering, tendensen er international. I årevis har det kun været comme-il faut at dyrke den meget mørkløvede og mørkerøde georgine ‘Bishop of Llandaff’, nu har man overgivet sig til et orgiastisk georgineorgie, selv i England.

Georginer eller Dahlia

I mellemtiden har de skiftet navn til det irriterende »Dahlia«, der ærlig talt lyder mere som navnet på et trusseindlæg end som den sjofle overdådighed blomsterne er. De er opkaldt efter en af Linnés elever, Andreas Dahl, som altså har ret til navnet, fordi det kom før de russere, der mente, at planten skulle opkaldes efter en berømt russisk planteforædler prof. Georgi. Planten hedder stadig Georgine i hele Østeuropa.

Overdådig blomstring

Og hvor går man glip af meget med for god smag. For tre år siden købte jeg et restlager sidst i maj hos en blomstergrossist, af absolut blandede farver, meget billigt. For officielt er georginer forbi udløbsdatoen allerede midt i maj.

Det viste sig at være noget sludder, og jeg fik det mest overdådige bed i løbet af halvanden måned, selvom havelitterater mener, at det er for sent.

En georgine kan blomstre uafbrudt i mange måneder, hvis man passer dem godt, og det betyder meget gødning, sol og meget vand. De kan sågar dyrkes i potter, hvis man passer dem godt.

Hver plante producerer blomster i kilovis, og der skal virkelig kompenseres. For sin møje får man lov til at plukke så mange buketter, man orker, med bare ti georginer kan man også begynde at sælge ved vejen.

Besværligt eller let – vælg selv

De har ry for at være besværlige, og det er de da også, hvis man ikke synes det er sjovt, men så er det heller ikke værre. Hvis man er rigtig georginenørd lægger man knoldene i flade kasser i med jord i drivhuset allerede tidligt i april. Bare man holder det frostfrit, får man dem på den måde i gang meget tidligt.

Det har jeg nu aldrig gjort, for det er der, jeg synes, det begynder at blive besværligt.

Jeg lægger dem bare i et bed helt for sig selv, når det ser ud til at faren for alvor for nattefrost er ovre, engang først i maj. De skal ligge så alle rødderne er nede i jorden og kun pinden stikker op, og hullet skal være ordentligt stort og gennempjaskvådt. Alt efter hvor høje, de bliver, sætter jeg dem i rækker. Fagkundskaben anbefaler over en meter imellem de høje georginer på ca. en meter, jeg har i min vankundighed sat dem meget tættere, med ca. 50 cm imellem. Det går fint, og de vælter ikke så nemt. Til gengæld skal der være mindst en meter mellem rækkerne, så man kan komme ind og plukke af dem. Hvis man ikke har prøvet det før, er det svært at forestille sig, at de sære, tørre knolde kan fylde så meget, men det kommer de til.

Til gengæld for tætheden må de absolut intet mangle af vand eller mad.

De første uger skal der fiberdug over, indtil det er helt sikkert, at der ikke kommer mere frost.

Og så skyder de ellers, efter en måneds tid er de absolut til at få øje på, og efter ca. 6–8 uger er de i blomst. I løbet af sæsonen skal man gøde generøst med, hvad man har ved hånden af dyregødning og vande helt i bund en gang om ugen.

Belønningen er enorm.

Som georginedyrker må man sidst i september og først i oktober være opmærksom på vejrudsigten. Den første nattefrost er nok til at lægge ens georginer i sjaskede trevler hen ad jorden, og det vil man meget gerne undgå. Så de første nætter med en lille snert af frost farer man ud og lægger lagner eller fiberdug over dem, som er rigelig beskyttelse frem til det bliver alvorligt koldt i november. Hvis man ikke gør det, går man glip af dem i hele den periode, hvor de ellers vil stå vidunderligt flot og lyse i efterårets lave lys.

Opgravning og vinteropbevaring

Når det uundgåelige så sker, skal de graves op. Hvis man gerne vil have dem hver for sig, skal man mærke dem før frosten, de bliver fuldstændigt uigenkendelige af den. Klip stænglerne af 10 cm over knolden ved opgravningen.

Dernæst lægger man dem i flade kasser, fyldt op med enten tørvestrøelse, høvlspåner eller tørt sand. Man kan også lægge dem frit i kasserne.

Det man vil undgå er, at de rådner, hvad de gør, hvis de ligger for fugtigt, tæt og varmt. På den anden side vil man heller ikke have, at de tørrer ind.

Men indtørring er et mindre problem end råd, de svulmer hurtigt op igen. når de først kommer i jorden. Hvor man skal opbevare georginer i den moderne boligmasse er altid vanskeligt. De må absolut ikke få frost, og der må ikke være almindeligt fyrkældervarmt. Et skur, der er frostsikkert er ideelt, en kold kælder også godt. Ellers må man låne plads hos nogen, der bor mindre velisoleret end man selv.

Opformering ved deling

Undervejs er de knolde, man lagde, blevet til 4–5 gange så store knolde. Faktisk er høsten af georgineknolde på en plante ofte større end kartoffelhøsten på en kartoffelplante. Hver lille købeknold på størrelse med 2 små sommergulerødder er blevet til et ordentligt vred tykke vintergulerødder. Men georgineknolde kan have vildt forskellig facon, fra agurkelange til kartoffelrunde. De kan skilles ad, ved at vriste dem forsigtigt fra hinanden. Hver deleknold skal have en blomsterstængel eller pind foroven. I denne proces er der altid nogen af de tykke rødder der knækker af, og selvom fagmænd siger, at de kun kan vokse hvis der er en stilk på, så lykkes de som regel at få en plante ud af alligevel.

Hvis de mod beregning er tørret ud og er slemt runkne, plejer jeg at lægge kasserne ud i skyggen og vande dem godt igennem et par gange om dagen. I løbet af ca. 8 dage er de struttende og fine, med små farvede skud ved stilkene.

Et georginebed

Georginer har en måde at vokse på, der er overvældende også uden blomsterne, de levner ikke meget plads til andet i et bed, og jeg synes det som regel ser akavet ud blandt stauder og sommerblomster.

Deres brogede hysteriske farver og faconer er som regel smukkere sammen, end sammen med andre blomster. Det gør det også meget værre at finde dem igen og få dem op, når de står spredt over det hele. Løsningen er et reelt georginebed, hvor de for det første støtter hinanden så opbinding og stativer og pinde kun bliver aktuelt hvis det tegner til kuling, for det andet kan man finde dem alle sammen, når de skal op.

Jeg plejer ikke desto mindre at stikke tonkinstokke ned hist og her i bedet, så de har noget at støtte sig til. Det skal gøres med det samme, ellers får man perforeret rødderne.

Arter og hybrider

Der findes et utal af sorter, og ca. 15 forskellige blomsterformer, lige fra helt enkelte, til strittende totter som søanemoner, kæmpestore pæonlignende, pomponer med en regelmæssighed, som var de lavet af papir, og mange andre. Jeg tror jeg synes bedst om dem i en salig blanding. Æstetiske farvekoordinerede holdninger passer ligesom slet ikke til georginers natur, selvom jeg er sikker på, at andre er uenige.

Og så er der arterne. Hvor alle dem, vi ellers køber er hybrider, dvs. krydsninger af især tre af de vilde arter, er der også mulighed for at købe selve arterne som frø. Der findes pt. enighed om, at der er 28 arter georginer, der vokser vildt i Mexico og Guatemalas bjerge.

Jeg byttede mig til to slags sidste år, fordi jeg er medlem af »Frøsamlerne«, som tilbyder sære og vidunderlige ting til hinanden. Et medlemskab kan kun anbefales.

Frø kan også købes fra udenlandske frøfirmaer, f.eks. Thompson og Morgan. Med en tidlig såning kan man få vidunderlige, store og rigtblomstrende knolde allerede første år. Men selv i april–maj vil man få en plante ud af det, især hvis man har den i drivhus.

Arterne er spinklere, yndigere og lettere både i løv og blomster end de tunge hybrider. Dem jeg havde lignede en forfinet udgave af cosmos (stolte kavalerer), men med en helt anden udstråling, og disse lette yndigheder er langt bedre at bruge i sammenhæng med andre planter. De blomstrede og blomstrede til frosten kom, og det er langt den billigste måde at skaffe sig mange og anderledes georginer på. Hvis man har mod på det og bliver grebet af georginehavesyge, kan man også købe frø til hybrider.

Buketter af georginer

Og så er der buketterne. Man kan plukke på to måder, enten med blade og stilk, hvad der sætter planten noget tilbage, fordi man også får nappet nye knopper, eller ved kun at plukke blomsterne, de knækkes nemt af, hvor blomsterstilken møder hovedstilken, og det kan anbefales, så får alle knopper lov til at udvikle sig. Noget smagfuldt arrangement får man ikke, til gengæld kan man plukke buketter, som er nogle af de mest flamboyante, vibrerende, vildeste eksotisk vidundere, man kan forestille sig. De lyser op i mange dage, en vild blanding er som oftest bedst.