Georginer – spiselige og vilde

Oprindeligt blev georginer indført til Europa som spiselig plante, det blev dog ikke den store succes, kartoflerne tog pladsen, og de smager nok også bedre, men de kan stadig spises, og det kan blomsterne i høj grad også.

Hvis man vælger de mere uforædlede enkelt blomstrende, smager de bedst. Nogle er let bitre, andre sødlige, men man må bare prøve sig frem. Nogle år giver mine georginer i hvert fald et bedre udbytte af spiselige knolde end mine kartofler.

Jeg spiser ikke mine dyrt indkøbte prangende georginer, men dem jeg selv sår fra frø, de sås i februar, indendørs, og bliver til vidunderlige prydplanter allerede samme år. De blomstrer tidligt, længe og rigt med et mylder af smukke, enkelte cosmoslignende blomster i en helt anden og mildere farveskala end de forædlede. I oktober har de alle sammen en utroligt imponerende bunke knolde, som man så kan spise eller dele, og plante igen året efter. Undervejs krydser de sig og bliver sine helt egne sorter, og det er virkelig en sommerblomst, der fylder noget. Man kan plukke buketter, til man er blå i hovedet. De holder ikke så længe i vand som de fyldte, forædlede former, men så kan man jo bare plukke nogle flere.

Georginer er jo et festfyrværkeri, hvis man vil have diskretion, er det ikke her, man skal gå hen. Der er smæk for skillingen, selvom det er tilladt at vælge i farverne. De er ret nemme at dyrke og blomstrer i mange måneder. Jeg ved, at en del betragter georginer som en enårig plante, køber knoldene, planter dem i maj og lader dem stå i jorden. Nogen gange vil de overleve, men som regel vil de gå til af frosten.

Det er jo et valg, men jeg holder meget af mine georginer og graver dem op hvert år. Både fordi nogle af dem er helt særlige sorter, jeg har arbejdet for at få, og fordi jeg gerne vil have så mange, at det er pip at købe forfra hvert år.

Dyrkningen i sig selv er enkel. Læg knoldene til forspiring i en kasse med løs plantejord i april. Stil dem lyst og frostfrit og vand dem. De vil skyde små skud i hele kronen. Når jorden er lun midt i maj, planter man dem ud med cirka 50 centimeter imellem, mere for de meget store. Dæk med fiberdug den første uges tid. Pas dem med vand og masser af gødning hele sommeren. De må ikke tørre ud og ikke mangle gødning, så får de ikke ret mange blomster.

Man kan plante dem tæt i en klump, så behøver man ikke binde dem op. Men en diskret pind og en snor er nu godt. Pluk visne blomster af meget jævnligt, så de ikke bruger krudt på at lave frø. Mens de er i fuldt flor, skal man mærke dem med højde og farve med en sløjfeetiket. Så man kan kende dem fra hinanden næste forår.

Georginer kan man godt dyrke i køkkenhave – både til pryd og som en afgrøde. Foto: Karna Maj

Snegle og georginer

Snegle er den eneste rigtige fare for ens georginer. Georginer er snegles livret, og de kan æde det hele, lige når de kommer op af jorden. Hold jorden pinligt ren så man kan se dem, tjek planterne, når det tusser om aftenen. Man kan måske oven i købet investere i et sneglehegn til at stille rundt om bedet., hvis det er meget slemt. Når georginerne først er kommet i vækst, skal der rigtig mange snegle til, før det er et problem

Vinteropbevaring

Når den første, alvorlige frost har lagt dem i ruiner, skærer man toppen af, graver knoldene op og lægger dem i flade kasser. Tør dem et luftigt sted i et par uger. Når jorden er tørret helt, ryster man den af, og fjerner bløde knolde. Tjek grundigt for snegleæg. Hvis de er nemme at dele, dvs. falder fra hinanden, gør man det med det samme, ellers skal de deles om foråret. Stil kasserne mørkt, køligt og frostfrit.

Man kan opbevare dem i kasserne med løs jord eller helt nøgne. Jorden er en fordel, fordi de så ikke så let tørrer ud. De skal i princippet ikke vandes, men hvis de er knastørre, kan det være en god ide at give dem en lille smule vand i løbet af vinteren.

Tjek dem i løbet af vinteren. Hvis de spirer før april, står de for varmt og skal køles lidt ned. Tjek for rådne knolde, svampeangreb og fuldstændig indtørrede knolde. Smid angrebne knolde ud. I april begynder man forfra. Hvis det er ens egne gamle knolde, kan de med fordel deles enten ved at skære, eller flå dem fra hinanden, når der er kommet de første små spirer frem. Der skal være mindst et skud på hver rodknold. Man behøver ikke at dele dem, men det er den måde, man får flere på. Gør det før de lægges til forspiring i kasser.

Knoldene graves op, inden frosten kommer. Foto: Karna Maj

At så georginer

Vilde georginer. Foto: Fuglebjerggaard

En spændende ting at prøve er at så egne georginer. Man aner jo ikke, hvad der kommer ud af det; men næsten uanset hvad, kommer man til at holde af dem. Man kan købe frø på nettet af både de oprindelige arter, som jeg holder meget af, eller forædlede typer f.eks. de mørkbladede.

Det er nu det sjoveste selv at tage frø. Pluk store svulmende frøstande af, de er klar, når de begynder at stritte. Gør det nogle gange i løbet af sæsonen Læg dem til tørre et virkelig luftigt sted med cirka 24 grader. Georginefrø er frygteligt våde og skal tørre ret hurtigt, ellers rådner de. Når frøstanden er klar, vil den åbne sig og ligne en evighedsblomst. Der er en masse tørt fnidder i, selve frøene er mørke, aflange og en lille smule tykke i det; men meget forskellige i faconen, efter hvilken slags plante det er.

Gem frøene et køligt, tørt sted og så dem indendørs i februar- marts. Der vil ret hurtigt komme spirer frem, og de skal prikles ud i små potter. En georgine vokser hurtigt, og man skal følge med. De skal have større potter hele tiden, ellers står de i stampe. Midt i maj kan man plante dem ud, og så går det hurtigt.

Der vil komme blomster slut i juli, og det er ulideligt spændende at se, hvad det er for nogen. Man kan vælge tilfældige frø, men som regel handler det om, at man er brændt varm på en bestemt georgine, som man gerne vil have nogle varianter af. Det får man så sandelig også og nogle fantastiske eksemplarer nogle gange. Som regel vil de nu blive mere enkle med færre kronblade end deres forældre, men ikke altid.

Hvis man bliver ved i nogle år og ved, hvilke anlæg man går efter, kan man lave sine egne sorter helt efter ens eget (og georginernes) hoveder. Det er simpelthen genetik for begyndere, og det er vildt sjovt. Hvis man deler rødderne eller laver stiklinger, er det en klon, man laver, og altså præcis mangen til moderen. Stiklinger tager man af knoldene om foråret, midt i marts. Man skærer de nye skud af med lidt af knolden ved, og stikker dem i potter. De skal passes lige som alle andre stiklinger. Det betyder, at man skal tage knoldene, man vil tage stiklinger af ud i lyset og helst lidt varme en måneds tid før, først i marts – og om efteråret kan man grave dem op, hvis man gerne vil beholde dem.