Drømmen om haven

Jeg sidder og skriver dette i min have, i skyggen af et gammelt æbletræ. Absolut det behageligste sted at opholde sig i denne den varmeste juli i mands minde. Mageligt henslængt i en liggestol, med den bærbare på skødet… hvis dette ikke er det 21. århundredes arbejdsplads, så ved jeg ikke, hvad det er.

Desværre nej. Jeg sidder på et 30°C varmt kontor på et sommerferie-øde universitet. Jeg har endnu ikke lært mig at tage arbejde med i haven – altså mit rigtige arbejde, det jeg lever af, som for det meste består i læsning og skrivning. Hver gang, jeg forsøgsvis tager en stak artikler under armen og anbringer mig i hængekøjen, sker det samme. Jeg ser op fra teksten og får øje på en plante, der hænger lidt med hovedet. Den må vist have lidt vand. Og hov, der står jo lidt skvalderkål der ved siden af. Den må væk. Og gad vidst, hvordan den nye rose klarer varmen. Jeg må lige op og kaste et blik på den. Og de der hindbær må plukkes, inden de bliver helt indtørrede. Og inden jeg får set mig om, er tiden gået; bøgerne blev ikke læst, og artiklen ikke skrevet.

Måske får jeg en dag en mere stålsat karakter. Indtil da vender jeg resolut ryggen til haven og tager ind på kontoret, når der virkelig skal arbejdes.

Drømmen om havelivet

Drømmen om haven næres også af markedets udbud af havetilbehør. Foto: Karna Maj

Men drømmen om et liv i haven deler jeg med mange andre danskere. Vi vil have udekøkken, ude-bad, ude-kontor. Og når sommeren er som nu, kan de drømme faktisk gå i opfyldelse et langt stykke hen ad vejen. Hvis man vil, kan alle måltider fra morgenkaffen til natmaden indtages på terrassen; hvis man har lidt mere selvdisciplin, end jeg åbenbart er i besiddelse af, kan mange rykke hjemmearbejdspladsen ud i skyggen; og tropenætterne, hvor temperaturen ikke kommer under de 20°C, indbyder os ligefrem til at sove under åben himmel. Og hvad der skal til i form af hængekøjer, grilludstyr og havemøbler har vi heller ingen mangel på, at dømme efter byggemarkedernes udbud.

Leves drømmen ud?

Alligevel kan jeg have mine tvivl om, hvor mange der egentlig lever drømmene ud, selv når vejret er varmt og tørt, som det har været i snart mange uger. Jeg har mistanke om, at mange andre end jeg egentlig arbejder bedst i de vante omgivelser, hvor ingen planter lokker med nemme overspringshandlinger, og ingen fuglefløjt får tankerne på afveje. Min familie kan ikke være den eneste småbørnsfamilie, som ved spisetid vælger den nemme løsning og serverer maden, hvor vi plejer, i stedet for at slæbe hele registeret af børnestole, hagesmække og tudkopper ud på terrassen for at familien kan hygge sig i de ti minutter, de små finder det passende at sidde ved aftensbordet. Og nok er det dejligt at kikke stjerner, før man skal sove, men hvad med myggene?

Det er et velkendt fænomen, at jo større køkkener, vi har fået, desto mindre tid bruger vi på madlavning, og måske er det samme altså tilfældet med haven. Det skal der ikke lyde et ondt ord om herfra – som det fremgår, er jeg selv et godt eksempel på, hvordan drømme og virkelighed kan leve ganske glimrende side om side, selvom de sjældent rører hinanden. til gengæld vil jeg gerne prøve at kaste lidt lys over, hvad det er ved livet i haven, som gør, at drømmene stadig kan være så livskraftige.

Fra selvforsyning til idyl

Roser hører med til drømmen om haven. Foto: Karna Maj

For ikke så mange år siden var det at have en have og at være god til at passe den ikke et spørgsmål om drømme. Det var den nøgne virkelighed, at de grøntsager og frugter, man selv kunne dyrke, kunne betyde et væsentligt tilskud til familiens økonomi og ernæring. I dag skal man sætte sin timeløn endog meget lavt, hvis det på nogen måde skal give økonomisk mening at dyrke sin have. Og i supermarkederne kan vi heldigvis købe frugt og grønt året rundt, så vi ikke er afhængige af at dyrke grønkål for at nå gennem vinteren uden vitaminmangel.

Haven har altså mistet sin økonomiske betydning. Og ud fra almindelig bondefornuft skulle man så tro, at vi efterhånden ville interessere os mindre og mindre for havebrug og i stedet bruge vores tid, kræfter og penge på mere givtige sysler. Det sker imidlertid ikke – eller rettere: det sker i et vist omfang. Mange mennesker lever et lykkeligt og glad liv uden mindste smule jord under neglene. Og det kan de heldigvis gøre uden tab af penge eller sundhed. Men lige så mange mennesker får i disse år øjnene op for haven. Bare se på det årlige udbud af havebøger, som kun overgås af udbuddet af nye kogebøger i antal og udstyr.

Rigtig mange mennesker – også i byerne – vil gerne have haver. Efterspørgselen på kolonihaver når i disse år uanede højder (ligesom priserne). I de ryddede baggårde i storbyerne opstår gårdhaver, og på gaderne plantes roser og klematis op ad murene. Nogle begræder denne udvikling, som de ser som en malplaceret idyllisering af den ægte storby. Jeg kan f.eks. anbefale Søren Ulrik Thomsens vidunderligt velskrevne essay »Parcelhuskvarter på højkant«. Jeg kan følge ham langt hen ad vejen, men lige netop gårdenes grønne oaser og gadernes klatrende roser kan jeg ikke få mig selv til at blive gal på. (Og ja, jeg tilstår: jeg har selv – før jeg tog konsekvensen og flyttede til en »rigtig« have – været selvbestaltet gartner i min andelsboligforening på Vesterbro og med egne hænder plantet og passet et par roser, som jeg stadig følger med glæde, når jeg går forbi min gamle adresse. Så jeg forstår så godt den længsel, der får selv forhærdede bymennesker til at skabe haver, hvor som helst der kan tages et par brosten op.)

Haven som refugie

Haven er et refugie for nutidens mennesker. Her i Haveforeningen Ellebakken. Foto: Karna Maj

Når haven er så tiltrækkende, tror jeg, det skyldes, at den på mange måder er alt det, hverdagen for moderne storbymennesker ellers ikke er. Netop de ting, som gør storbylivet spændende og berusende, gør det også krævende. Vi er omgivet af fremmede, som vi ikke kender. Vi ved ikke, om de deler vores værdier. Vi ved ikke, om de vil os det godt. Vi møder dem på gaden, i bussen, i butikken, på arbejdspladsen og via medierne, og vi skal hele tiden forholde os til dette mylder af fremmede – og til, hvordan de på deres side forholder sig til os. I hjemmet og måske især i haven (væk fra fjernsynet) kan vi hvile både øjne og hjerne og lade op til en ny dags møder med fremmede.

Når jeg rejser mig fra hængekøjen og forlader bog og PC for at kaste mig over ukrudtet, er det dejligt konkret arbejde. Resultatet viser sig omgående: et bed, der før var fuldt af skvalderkål, er nu ryddet; bærrene er plukket eller træet beskåret. Undervejs har jeg oven i købet hørt fuglene synge, har fået motion og frisk luft og er træt på en helt anden og mere tilfredsstillende måde end den, jeg oplever efter en lang dags skærmarbejde.

Genfinder den indre bonde

I byens koloni- og nyttehaver er der mulighed for at genfinde sin indre bonde. Foto: Karna Maj

Det er interessant, at den brede interesse for haven, som vi kender den, faktisk først opstod i takt med den store afvandring fra land til by. På landet arbejdede de fleste mennesker med deres hænder, arbejdet foregik i fri luft, og det gav resultater, der var til at tage og føle på. Alt dette gik i større eller mindre grad tabt, når man flyttede til byen. Og selvom de fleste mennesker altså foretrak bylivets højere levestandard og større frihed, opstod der alligevel hos mange en følelse af tab og en længsel efter at genfinde den »indre bonde«, som så fandt sit naturlige afløb i haven. En nostalgisk længsel, måske – men samtidig altid fremadrettet: man sår og ser frem til at høste, man planter og ser frem til at se planten gro; og det, der ikke lykkedes i år, kan man altid håbe på til næste år.

Naboens have

Haver er meget forskellige, og det nogle synes er en dejlig, naturlig have, synes andre er rod og dårlig pasning med ukrudt i græsplænen. Foto: Karna Maj

Endnu en stor og gratis fornøjelse, som bliver havemennesket (med eller uden egen have) til del, er at kikke på andres haver. I almindelighed kommer vi jo ikke ind i andres hjem, med mindre vi kender dem ret godt i forvejen. Men haverne, de ligger der til åben beskuelse og bedømmelse. Og der er ikke meget, der kan hidse ellers fredelige haveejere op, som når vi ser, hvordan andre mennesker mishandler deres haver. »Men når min nabo ser min have, udstøder han et skrål,« som Benny Andersen skriver. »Næst efter mig er det værste, han ved, nemlig skvalderkål.« Naboen lader sin have gro til med ukrudt. Eller han sprøjter og plastrer haven til med fliser og marmorløver. Han fælder de smukke gamle træer – eller han fælder dem ikke, med det resultat, at de tager udsigten, kaster blade på naboens bil og græsplæne og skygge på hans terrasse. Så ganske vist er det gratis at kikke på andres haver, men det kan koste dyrt i form af svært forhøjet blodtryk og adrenalin i blodet. Desværre er det meget svært at holde op igen, når man først er begyndt. Jeg taler af bitter erfaring, da jeg selv har en meget grim vane med i tankerne at udstede store bøder til sagesløse husejere, der f.eks. har erstattet en velvoksen bøgehæk med et efter min mening ualmindeligt grimt hegn. Men jeg gør det dog kun i tankerne – andre standser ikke der, men griber til læserbreve og myndighedsinddragelse eller sågar til selvtægt, undertiden med korporligheder og anden ufred til følge.

Hvordan kan det være, vi kan hidse os sådan op over andres haver? Rationelt set kan det vel være mig fuldstændig lige meget, hvad naboen foretager sig inde på sin matrikel, så meget mere som jeg meget vil have mig frabedt, at han blander sig i, hvad jeg gør eller ikke gør med mit ukrudt.

Jeg tror, forklaringen igen skal søges i vores ikke så fjerne fortid – dengang, hvor vores økonomi og sundhed kunne afhænge af vores evner som havebrugere. Et godt udbytte af køkkenhaven er nemlig ikke noget, man kommer sovende til. Det kræver årvågenhed, flid og tålmodighed. Den ordentlige og velpassede have vidnede om den ansvarlige borger og familiefader m/k, hvorimod skvalderkål og kålorme tydede på sløseri og dovenskab – og ligegyldighed over for ikke blot familiens eget ve og vel, men også naboernes. For ligesom forurening kender frø af ugræs som bekendt ingen grænser og kunne derfor nemt flyve over hegnet, ind til naboen, og gøre alle hans anstrengelser omsonst.

Som allerede nævnt er vi heldigvis ikke længere afhængige af haven for at overleve og burde derfor kunne slappe lidt mere af, men gamle vaner lader sig ikke sådan udrydde. Så vi forarges stadig i stor stil over andres haver, blot er der nu et større udvalg af mulige genstande for forargelsen. for nogle er det (stadig) ukrudt. For andre sprøjtemidler. For andre igen havenisser eller bestemte plantesammensætninger.

Jeg tror, at »den gode have« er et billede på vores ideal om »det gode liv«, og derfor kommer naboens billede, der tit og ofte er ganske anderledes end vores eget, til at virke så provokerende. Og netop fordi haven ligger dér ud mod vejen, synlig for alle, bliver det så tydeligt for os, at de andre vil noget andet – og ikke bare noget andet, men noget forkert; noget, der direkte streíder mod vores egen opfattelse f, hvordan tingene skal være. Det minder os om, hvor langt, der er igen, før verden ser ud, som vi gerne vil have den til. Derfor bliver haven alt for ofte forvandlet fra paradis til slagmark.

Jeg ved ikke, hvad der er at gøre ved det – andet end det ikke særligt originale råd: at forsøge at se sagen fra flere sider. Måske kan vi blive lidt mere tolerante ved at blive klar over, hvad der er på spil, når vi hidser os op over naboens ufølsomme brug af tagetes eller sjuskede forhold til ukrudt. og måske kan vi så lade de andre udfolde deres paradisdrømme, som vi udfolder vores.

Bella Marckmann er forfatter til bogen »Haven: paradis eller slagmark«, hvor hun inddeler haveejerne i fire arketyper. Mødet mellem Nusseren, Slapperen, Ordensaktivisten og Økoromantikeren løber sjældent stille af, da alle har vidt forskellige syn på deres haver – og på naboens.