Stress af i din have

Vi mennesker er forskellige, og det, der kan stresse den ene grænseløst, kan andre betragte som ren fornøjelse og afslapning.

Der findes ingen endegyldige løsninger eller evigtgyldige sandheder, når haven skal indrettes som et sted, hvor du kan finde ro og glæde. Hver især er vi nødt til at være ærlige overfor os selv og ligeglade med, hvad andre mener, tænker, tror og forventer. I haven skal vi ikke efterligne naboen eller ligge under for modeluner. Den dejligste have er altid den have, der afspejler sin ejers sjæl.

Arbejde eller afslapning

Et er, hvordan haven er anlagt – noget ganske andet er, hvordan den bliver plejet. Mens naboerne sagtens kan acceptere japansk inspirerede stensamlinger, fyldige rhododendron i tommetykke lag af spagnum fra de truede højmoser eller udendørs spabade, kniber det straks mere, hvis græsset er gult af mælkebøtter og hækken fyldt med snerler. Så bliver man straks stemplet som dum og doven!

Men heldigvis kan haven indrettes, så den harmonerer med det plejeniveau og den indsats, der passer allerbedst til dig og dit temperament. Også uden at genere eller forarge naboen. Det er dit suveræne valg, om du foretrækker hakkejernet eller hængekøjen.

Den et-årige have

En af de hyppigste årsager til stress er arbejdsnarkomani. Alt for mange mennesker evner ikke at lægge arbejdet fra sig. Hverken fysisk eller mentalt.

Måske hører du til den type, der sidder tilbage på kontoret, når alle andre er gået hjem, eller måske er du den, som altid siger ja-tak til overarbejde. Ikke nødvendigvis fordi du har vild lyst eller får en flot overtidsbetaling, men fordi du er pligtopfyldende og loyal.

Der er også mange, som tager arbejdet med hjem. Enten i tankerne eller rent håndgribeligt i form af mappe og bærbar, som de så sidder med næsen begravet i, når resten af familien er gået i seng.

Og så er der dem, der slet ikke kan stoppe, når de først er gået i gang med et projekt. Det kan der være rigtig mange (gode) grunde til, lige fra et brændende engagement til ønsket om at imponere chefen eller hive en fed ordre i land.

Uanset årsag er resultatet dog det samme. Nemlig stress og udbrændthed. Den menneskelige organisme kræver en vis mængde afslapning – og ingen kan holde til at arbejde i døgndrift. Heller ikke selvom det kun er med hjernen eller i underbevidstheden. Vi har alle brug for at holde fri.

Hører du til arbejdsnarkomanerne, de alt for pligtopfyldende og ansvarsbevidste eller ekstremt idé-skabende? Så har du sikkert utrolig svært ved at lægge arbejdet fra dig. At forlade det, før det er færdigt. Ja, måske endda forlade det på et tidspunkt, hvor det ser helt kaotisk ud. Du går garanteret bare og spekulerer eller er ved at brænde op af utålmodighed for at komme i gang igen. Det har ikke så meget med afslapning og afkobling at gøre.

I den sammenhæng er køkkenhaven den perfekte øvelses-plads. Nu skriver jeg køkkenhaven, men egentlig vil jeg meget hellere kalde det for den et-årige have. For den behøver nemlig hverken rumme kartofler eller radiser. Faktisk kan den lige så godt være fyldt med de dejligste sommerblomster – eller for den sags skyld en masse selvsået ukrudt. Det eneste kriterium er, at den bliver nulstillet en gang om året. Hvert forår består den af nygravet eller nyfræset jord, hvor du i den kommende sæson kan gøre præcis det, du har allermest lyst til.

Vær fleksibel

Den et-årige haves fordel er fleksibiliteten. Det er fuldkommen frivilligt, om du vil pusle om den hver eneste dag i adskillige timer eller i perioder slet ikke gider passe den.

Når året er gået, starter du under alle omstændigheder helt forfra. Her hævner sidste års forsømmelser sig aldrig – og omvendt har du ikke det store udbytte af at være ekstremt flittig og pligtopfyldende flere år i træk. Den et-årige have lever i nuet – og det er unægtelig sund livsvisdom for stressede sjæle.

Den et-årige have er hverken et udstillingsvindue eller en praleplads. Den er helt, helt privat. Allerbedst er det, hvis den ligger lidt gemt bagerst i haven. Den skal være det sted, hvor du går hen, når du vil øve dig i bevidst afslapning og/eller målrettet arbejdstræning. Modsætninger, der er dybt forbundet.

I den etårige have kan du vælge at arbejde koncentreret. Så, luge ukrudt, rive, hakke eller hvad lysten og energien nu er til. Du kan arbejde i timevis eller bare et par minutter. Og så kan du lægge rive og havehandsker fra dig – og gå din vej.

Det er nok den allersværeste øvelse. At stoppe, inden rækken eller hele bedet er luget færdigt. Men det er i terapeutisk sammenhæng hele ideen med den et-årige have. Læg den fra dig! Forlad den eller sæt dig ned midt mellem al ukrudtet. Og lav slet ingenting. Når du så kommer tilbage eller rejser dig igen – så spørg dig selv, hvad der egentlig er sket?

Kig dig omkring. Det ukrudt, du allerede har luget, er visnet og ligger slapt og overvundet på jorden. Det ukrudt, som du ikke har luget, er måske blevet en lille smule større, men det har ikke formeret sig. Det ukrudt, som måske er spiret frem, mens du har været uvirksom, ville også være spiret frem, selvom om du havde nået at luge hele bedet, ja hele haven, inden du stoppede arbejdet. Ergo er skaden til at overskue – hvis der da overhovedet er sket nogen skade!

Indimellem vil du faktisk opdage, at netop den ukrudtsplante, som du ikke fik rykket op i tide og med såkaldt rettidig omhu, er sprunget ud med den smukkeste blomst. Naturen er fuld af overraskelser, hvis blot vi tør slippe kontrollen og alle de tårnhøje og perfektionistiske krav et øjeblik.

Når du øver dig i at forlade haven midt i arbejdet, så lad også rive, hakkejern og trillebør blive stående, hvor de står. Og når du vender tilbage, så svar ærligt: Ser det rodet eller ser det aktivt ud, at redskaberne ligger der midt i haven og venter på at blive samlet op og brugt?

Det afhænger nok lidt af øjnene der ser, men det skader jo aldrig at forsøge med et par nye briller. Selv jeg, der er ekstremt ordensmenneske, må bøje mig for, at uden redskaber kan haven virke temmelig ensom og forladt. Mens et henslængt hakkejern vidner om menneskelig aktivitet og engagement. Det er ligesom med et hjem. Uden at plædere for rent kaos, så må der nu godt virke en lille smule beboet – ikke sandt!

Så er der ganske vist de år, hvor de efterladte haveredskaber langsomt men sikkert bliver dækket af ukrudt og næsten gror fast i jorden. Ingen kan nå det hele – og netop i den etårige have er der plads til fuldstændigt svigt. Det er jo præcis ideen. Når vinterens frost kommer, visner planterne, bliver brune og forgår. Rive og gravegreb dukker op, et par rimdækkede porretoppe måske ligeså – og smager for øvrigt ganske forrygende i en varm vintersuppe. Sommerens forsømmelser er pludselig ligegyldige og tilgivet.

Det er en god ting. At tilgive sig selv og sine egne begrænsninger. Så vil lysten og ideerne lige så stille boble frem på ny. Måske kunne det være sjovt at forsøge sig med nogle tallerkensmækker næste sommer. De er så fordringsløse – og groede for øvrigt også i Monets berømte og beundrede have!

Dit potentiale

Selvom vi ikke hører så meget om det, så kan mangel på udfordringer også udmærket udløse både stress, udbrændthed og depressioner. Det lyder bare lidt smartere at sige, at man er kørt ned på grund af travlhed. Derfor er vi mange, der går stille med dørene, når den daglige trummerum og utilfredsstillende arbejds- eller for den sags skyld parforhold i perioder bringer os tæt på afgrundens rand.

Manglende påskønnelse, magtesløshed og ingen medbestemmelse kan udløse voldsomme frustrationer og æde et menneske op indefra. Initiativet og kreativiteten forsvinder, mens usikkerheden og angsten vokser. Og angst udløser stresshormoner.

Fænomenet kan ramme os alle, men set i min personlige optik er det især pædagoger, politiet og ansatte i sundhedssektoren, der er i risikogruppen. De er underlagt en frustrerende hverdag, hvor nedskæringer, omstruktureringer og manglende ressourcer gang på gang forhindrer dem i at udføre det arbejde, de er engageret i og brænder for.

Selvfølgelig har de også travlt – og selvfølgelig kan de have mindst lige så svært ved at slippe arbejdet, som topchefen kan. Men det er den manglende indflydelse og følelsen af aldrig at kunne gøre det godt nok for de børn, elever, klienter, patienter med flere, som man har ansvar for, der tærer mest på helbredet. Aldrig at opleve dette særlige sus, dette livsbekræftende »YES – jeg/vi gør en forskel. Min/vores indsats nytter«.

Truende arbejdsløshed er også af det onde. Den kan ingen beskytte sig imod, og det gør os sårbare – og triste.

Så er det godt, at haven ligger lige udenfor døren og venter på os.

Her er der mulighed for at glemme alt om manglende indflydelse, skuffelser og magtesløshed. I haven er der plads til kreativitet, opfindsomhed og virketrang. Selv den mindste have er et overflødighedshorn af muligheder – og den vil med garanti påskønne dine anstrengelser og kvittere for din omsorg og opmærksomhed med skønhed og livsglæde. I haven har du den suveræne magt. Her er du lykkens gartner.

Desuden er haven så genialt indrettet, at du både får motion, frisk luft og sol på næsen, mens du arbejder. Med andre ord passer du på dit helbred, mens du hypper kartofler, planter stauder om og beskærer træer. Det giver selvværd at gøre noget godt for sig selv – og energi at udfolde både sit eget og jordens fulde potentiale.

Artiklen er et uddrag af Lykken har rødder – find glæde ro og energi i haven af Inge A. Futtrup. Udgivet af forlaget Darduse. Fotos i artiklen er fra forfatterens egen have.