Persille

Persillen (Petroselinum crispum) er en middelhavsplante. Det er en gammel kulturplante, hvoraf der er udviklet forskellige varieteter: den moskrusede persille, den glatbladede, persilleroden og selleripersillen (ligner persille, smager som selleri) – den kaldes også parcel. Den glatbladede persille har en lidt mere udtalt persillesmag end den moskrusede persille.

Persille er en toårig plante. Første år opsamler planten næring i en – til forskel fra rodpersille – forgrenet rod. Andet år skyder den i foråret et stort antal nye blade, inden den sidst i maj begynder at sende blomsterstængler op, hvorefter den bliver grovere og mister smagen. Hvis man til stadighed klipper blomsterstænglerne af, kan man strække brugssæsonen lidt.

De fleste havedyrkere graver persilleplanterne op, så snart der er ny persille. Herved mistes to fordele: gode, spiredygtige og gratis frø og desuden fødeplanter for havens nyttedyr som snyltehvepse og svirrefluer, hvis larver æder bladlus i hobetal.

Hvis man vil avle egne frø, så markér de planter, der går sidst i blomst og høst frøene herfra, så man ikke langsomt fremavler en »stamme«, som går hurtigt i blomst i foråret. Fjern evt. de planter, der går hurtigst i blomst, så de heller ikke bliver bestøvere. Hvis du har flere af ovennævnte varieteter i haven i blomst samtidig, krydser de. Hvis man vil holde sin sort ren, så lad kun en sort gå i blomst og frø – eller accepter, at det bliver en ny »havesort«.

Selvsået persille

Kruspersille. Foto: Karna Maj

Hjemmedyrket persillefrø spirer normalt altid godt. Hvis man et forår har problemer med at få den såede persille til at spire, vil der i en have, hvor der også avles persillefrø, altid være så mange persilleplanter, der spirer frem de utroligste steder, at der er udplantningsplanter nok til hele villakvarterer. Det bliver dog aldrig noget ukrudtsproblem. Man kan bredså nyhøstet frø på det sted, hvor man gerne vil have persille næste år – og håbe at fuglene ikke finder alle frøene.

Persillefrø spirer ofte på halvskyggede steder, og »skyggepersille« er en kvalitet for sig – blød og behagelig i forhold til den persille, der vokser i fuld sol. Vælg derfor at så persille på et sted, hvor der ikke er fuld sol hele dagen.

Persillefrø spirer langsomt

Persillefrø spirer langsomt – 3–6 uger afhængig af temperatur – og i den periode skal de have en passende fugtighed, ellers spirer de ikke. Det er derfor en fordel at så dem tidligt – så snart jorden er bekvem i marts – så spirer de, når temperaturen er til det. Man kan også vælge at købe forspiret persillefrø (kaldes også kvik-frø). De spirer op til en uge hurtigere end almindeligt frø, som man dog kan hjælpe i gang ved at lægge det i vand et døgn inden såning. Det er en god ide at så flere hold, hvis man plejer at have problemer med spiringen.

Dæk frøene med lidt jord og sørg for, at de har god jordkontakt. Drys et tyndt lag løs kompost ovenpå til at holde på fugtigheden. Det er en kæmpefordel at så lidt radisefrø med, så man kan se hvor rækken er.

Persille skal forkæles

Persille er ikke en nøjsom plante, hvis den virkelig skal give et stort udbytte af store flotte grønne blade. Persille foretrækker en velgødet, ikke for let jord, som har en pH-værdi på minimum 6.5. Med andre ord, giv jorden et drys kalk og en god gang omsat kompost – ikke frisk gødning. Persille tåler heller ikke at mangle vand, så der skal jorddækkes, så snart planterne er store nok til det. Vælg at bruge f.eks. visne blade, hø eller halm, så undgår man jord på persillen.

I meget tørre perioder kan det være nødvendigt at vande, ellers kommer man til at mangle persille. Rødderne bliver mindre, og dermed er der mindre oplagret energi til at sætte nye blade om vinteren og i foråret.

Hvis man vil drive persille i drivhuset i det tidlige forår, indslås store og veludviklede rødder i efteråret. Planter sået i juni/juli giver bedste resultat – på friland giver de også en finere kvalitet persille i foråret.

Persille skal udtyndes

Persille sås i rækker med 3 rækker på et bed – eller 35 cm mellem rækkerne; noget mere for de kraftige sorter.

Når planterne har fået lidt størrelse, tyndes til 10–15 cm afstand, så det bliver store veludviklede planter. Det giver også lidt mere luft i rækkerne og forebygger svampesygdommen bladpletsyge (små lysebrune pletter på bladene med sorte svagt fremhævede punkter). Når man tynder, skal man fjerne de bortlugede planter, da lugten tiltrækker gulerodsfluen.

Når hele rækker mistrives, kan det skyldes angreb af gulerodsfluens larver eller sortråd på rødderne – prøv at grave et par rødder op. Men oftest er det bare omsorgssvigt – persille skal forkæles med velomsat kompost, jorddække og vand.

Persillesorter

Hvis børnene ikke kan lide persille, så prøv den glatbladede persille – det er sommetider det krusede, og ikke smagen, der er miséren.

Ud over flere almindelige moskrusede sorter, findes der også adskillige glatbladede sorter. Persille bliver normalt op til ca. 30 cm høj, men der findes glatbladede sorter som ‘Italian Giant ’og ‘Gigante di napoli’, som er kraftigtvoksende – op til 60 cm høje (sidstnævnte). Stilkene på ‘Gigante di Napoli’ er ifølge sortsbeskrivelsen så kraftige, at de kan anvendes, som man bruger blegselleri.

Dæhnfeldt lancerede i 1999 ‘Vrangpersille’, hvor bladenes bagside vender opad – en anderledes persille til pynt og dekoration, men den smager også udmærket.