Bladbede – til nytte og pryd

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med bladbede, var, da jeg for 15 år siden boede i Spanien som landbrugsudvekslingselev. Min spanske mamá tilberedte ofte kartofler og bladbedestængler i en trykkoger og serverede det med olivenolie til forret. For hende, der skulle tilberede varm mad to gange dagligt, var det en let og billig spise, og for mig og resten af familien var det et sundt og velsmagende måltid oven på en ikke alt for hård arbejdsdag i spansk tempo.

Da jeg senere arbejdede på frilandsgartnerier, blev jeg yderligere begejstret for planten. Her var der da én ting, hvor dyrkningen aldrig slog fejl. Selv sidst på året var den præsentabel i torveboden, hvor den lyste op med sine flotte, mørkegrønne blade blandt de jordfarvede rodfrugter.

Bladbede er ganske enkelt en plante, der er lækker at se på, hvad enten den står til pynt i et staudebed eller i køkkenhaven, hvor den med sin frodige vækst og store, sprøde blade og fede stilke signalerer mere mad end de fleste andre bladgrønsager.

Men denne taknemmelige og højtydende plante har længe levet en ufortjent anonym tilværelse i de almindelige danske hjem og haver. Efterhånden er den dog ved at dukke op igen, men man skal kigge godt efter, for den er ofte camoufleret. På restauranterne kan man finde den under den varmrøgede laks eller som overfrakke til udsøgte svampe, og i supermarkederne ses den som offer for barnemord i sampakninger med spæde spinat- og rødbedeblade. Måske skyldes det dens ringe holdbarhed eller bare manglende kendskab til den, at der ikke er nogen betydelig erhvervsmæssig dyrkning af bladbeder i Danmark. Den hele, fuldvoksne plante kan stort ses kun købes i hjemmeavlernes torveboder.

Lidt historie

Bladbeden, Beta vulgaris var. cicla, stammer oprindeligt fra strandbeden, Beta vulgaris subsp. maritima, der vokser vildt i Danmark ved især Storebælts kyster. Den grønne bladbede med de hvide stængler er en gammel kulturplante, der er kommet til os fra middelhavslandene, hvor den stadig bruges flittigt. I Frankrig har den også længe været populær som prydplante, og her ses den i staudebede bl.a. ved siden af roser. De tidligste noteringer om bladbeder i Danmark dateres til midten af 1400-tallet, og i 1800-tallet havde bladbeden sin faste plads i enhver kålgård. De oprindelige bladbeder var mindre kødfulde og havde små blade, men ved forædling har man fået den kraftige plante, som vi kender i dag.

Omdiskuteret familietilhørsforhold

Man skulle tro, at et så empirisk og faktabaseret studium som biologi ikke gav anledning til mange diskussioner, men det sker faktisk jævnligt, at forskere er uenige om hvilke planter, der er i familie, og hvad de skal hedde på latin. Derfor kan de samme planter figurere med forskellige navne i opslagsbøgerne. Også bladbedens familietilhørsforhold har været omdiskuteret. Efter en række genetiske analyser er den og dens nærmeste flyttet fra salturtfamilien over til amarantfamilien og er således blevet familiesammenført med den smukke rævehaleamarant. Hvad der ikke har ændret sig er, at den stadig er i familie med rødbeder, spinat, mælder og sukkerroer. Slægtskabet afsløres i bladenes udseende og smagen.

Sunde som bare…

Bladbeder er sunde og har et højt indhold af ­fibre, jern og vitamin A, B og C. Man skal dog være opmærksom på, at den ligesom spinat og rabarber indeholder oxalsyre. Den har den uheldige egenskab, at den binder kalcium i maden, så vi ikke kan optage den. Man kan neutralisere syren ved at tilsætte non-oxal (en kalciumkloridopløsning) eller mælk i retter, hvor bladbede indgår. Der er dog intet bevis for, at oxalsyre er skadelig, hvis den kun indtages i små mængder.

To grønsager i én

Bladbeder skal spises friske, da de hurtigt mister saft og kraft uden jord under rødderne. Man kan enten bruge blade og stilke sammen i en tærte eller grønsagslasagne, eller man kan betragte den som to forskellige grønsager. Bladene opfører sig som spinat og skal kun steges eller blancheres ganske kort tid. De tykke bladstilke, der har meget substans, tilberedes i stuvninger, syltes, gratineres, paneres, steges eller pureres med kartofler til mos. Den smager bittert rå, og hvis man vil bruge bladene i salat, skal de ikke være for store, og de skal blandes med anden salat for ikke at være for dominerende. Bitterheden forsvinder ved tilberedning.

Sorter

Bladbede eller sølvbede – afgrøden går ofte under begge navne, men navnet sølvbede gælder kun for den oprindelige sort med de hvide stængler. Fælles­betegnelsen for alle farver er bladbede.

Der findes i dag et stort udvalg af økologiske bladebedefrø. Smagsforskellen er minimal, så for én gangs skyld er det altså tilladt at gå efter udseendet. Variationer i hårdførhed, stænglernes tykkelse og væksten er selvfølgelig også værd at tage med.

Nedenfor er der en liste med et lille udvalg af sorter, men man kan finde mange flere slags hos for eksempel Runåbergs fröer og The Organic Gardening Catalogue. Frøsamlerne har desuden en sort med bløde, spinkle blade og smallere ­bladstængler, som kaldes evighedsspinat.

Blonde à Carde Blanche
Lysegrønne blade med meget brede, hvide stængler.

Glatter Silber
Mørkegrønne blade med brede, sølvhvide stængler. Højtydende med høj stokløbningsresistens.

White Silver
Sølvbede med ikke så brede stængler som Glatter Silber.

Bright Yellow
Gul bladbede med ikke helt så brede stængler som Golden Chard

Golden Chard
Smuk sort med gule stængler og bladnerver. Bladene er skinnende grønne og svagt bølgede.

Groene Gewone
Store, grønne blade med hvide stilke og bladnerver. Fin og delikat.

Rainbow Chard, Five Coloured Rainbow og Bright Lights
Blanding af 5 sorter med stilke i farverne rød, rødlilla, pink, lyserød, gul og orange. Et fantastisk syn, men de smager altså helt ens.

Rhubarb Chard
Rubinrøde stængler og bladnerver og mørkegrønne blade. Meget dekorativ bladbede, der også kan bruges som prydplante. Har tendens til stokløbning, hvis den sås for tidligt.

Jord

Bladbeden trives i næsten al slags jord, men den foretrækker en ikke for tung, muldrig og veldrænet jord med en pH-værdi omkring det neutrale.

Såning og afstande

Bladbede sås direkte på voksestedet i slutningen af april eller starten af maj, når risikoen for nattefrost er ved at være ovre. Vær opmærksom på, at for tidlig såning kan medføre stokløbning. Frøene spirer optimalt omkring 20 grader og ved minimum 8 grader. Man sår frøene i 2–3 cm’s dybde. Der går 1–2 uger, før planterne dukker op af jorden. Afstanden mellem planterne er afhængig af, hvordan man ønsker at høste afgrøden. For at afgrøden skal udvikle sig optimalt, skal der være 20–25 cm mellem planterne og 40–50 cm mellem rækkerne. Til høst som ikke fuldt udviklede planter (babyleaves) bruges en planteafstand helt ned til 2–4 cm ligesom for spinat. Vælger man, at planterne skal udvikle sig fuldt ud, bør man så med 8–10 cm mellem planterne og tynde ud efterhånden. Så er man sikker på, at man ikke får huller i rækkerne.

Bladbeder som 2. afgrøde

Man kan så bladbeder helt frem til juli måned som 2. afgrøde efter f.eks. radiser eller salat. Derved får man nogle små, fine planter, som man kan høste blade af langt hen på efteråret, og som har bedre overvintringsmuligheder.

Forkultivering

Det er ikke værd at bruge god drivhusplads på forkultivering af bladbeder, men vi gjorde det dog alligevel altid i Den Økologiske Have for at sikre os, at alle sorter er ens repræsenteret og står med ens mellemrum i flotte rækker, når de skulle beskues af publikum. Når man laver udplantningsplanter, har man endvidere den fordel, at man som regel har lidt rester til at plante eventuelle huller efter med – også i staudebedet! Hvis man vil forkultivere bladbeder i mistbænk eller drivhus, kan man begynde allerede i starten/midten af april måned og afhærde og plante ud i maj. Ulempen ved udplantning er, at man altid skal være meget opmærksom på vanding, indtil plantens rødder får fat i jorden.

Høst og overvintring

Bladene høstes ca. 10 uger efter såning, ved at de ældste og største blade brækkes af ved basis, og resten af planten får lov til at sætte nye skud. Bladbeder sået i april er ganske vist høstklare fra juli/august måned, men bør dyrkes til spisning om efteråret/vinteren. Hvis man har haven fuld af andre lækre bladgrønsager om sommeren, behøver man ikke stresse over, at man ikke kan nå at bruge bladbederne, for de holder til langt ud på efteråret, og i milde vintre kan man høste af dem hele året. Ved hård frost ødelægges toppen og de yderste blade, men den overvintrer som regel alligevel uden problemer og skyder igen i det tidlige forår, hvor friske grønsager er yderst kærkomne. Det er de yngre og ikke for kraftige planter, der overvintrer bedst. Skal der satses på forårshøst, har et hold sået i juli altså bedre overvintringsmuligheder end et forårssået hold.

Frøsætning

Bladbede er toårig og går tidligt i frø året efter, den er sået. Man skal derfor være hurtig i forårsmånederne, for planten når ganske vist at sætte en hel del nye blade i løbet af marts/april, men skyder også meget hurtigt i vejret og eksploderer i et festfyrværkeri af frøstande på en meget kraftig og uspiselig stængel, der gør mest gavn i komposten. Den taber dermed værdi som grønsag, men er imponerende at se på. Får den lov at sætte frø, kan man høste frø midt på sommeren til såning af 2. afgrøde eller gemme frøene til forårssåning næste forår.

Blandingskultur

Hvis man vælger den store planteafstand, skal afgrøden behandles som hovedkultur, da den udvikler sig alt for kraftigt og hurtigt og bruger for meget vand og næring til at kunne bruges som mellemkultur. Det vil sige, at i et 120 cm bredt bed er der plads til to rækker med hovedkulturer, der sås 40 cm fra hver kant. De tre mellemrækker skal være mindre krævende afgrøder som for eksempel bønner, dild, hvidløg, løg, radise, ræddike, salat eller blomster, der alle trives godt sammen med bladbeder. Hvis man kun har hovedrækker i et bed, kan bladbeder også indgå nabofællesskab med mere krævende afgrøder som pastinak, persillerod, gulerod og kål. Den trives ikke sammen med kartofler, majs og porrer.

Gødskning, vanding og ukrudt

Bladbeden er absolut en nøjsom plante. Det dybtgående rodnet gør, at den ikke er særlig følsom over for tørke, og at den let kan finde næringsstoffer langt nede i jorden. Den kan dog se trist ud på en meget varm sommerdag, men rejser sig igen, når solen ikke er så påtrængende. På varme dage bør man derfor høste den om morgenen, hvor saftspændingen er størst. Holder man jorden ren for ukrudt og giver den kompost i løbet af de to første måneder, skal planterne nok vokse hurtigt op og skygge for ukrudtet resten af vækstsæsonen.

Ligesom bl.a. rødbeder, spinat og andre bladgrønsager kan bladbede indeholde meget nitrat. Mængden af nitrat øges ved kraftig gødskning, og det er derfor bedre at gødske for lidt end for meget. Især små børn er ­følsomme over for nitrat.

Sygdomme og skadedyr

Bladbeder er gennemgående sunde planter, der hverken får sygdomme eller skadedyr af betydning. Det sker dog, at bladlus fristes af de saftige, grønne blade. De kommer i højsommeren og sidder i små kolonier på bladenes underside. Også snegle kan lide bladene, især mens de er unge. Man kan enten spule skadevolderne af med haveslangen, fjerne bladene eller blot glæde sig over, at man kan vente med at spise af planten, til skadedyrenes tid er forbi, og i stedet koncentrere sig om sine andre sommerafgrøder.

Forekomsten af sygdomme og skadedyr hænger uløseligt sammen med artsdiversitet i haven. For at skadedyrene ikke skal tage over, skal livet begunstiges for nyttedyrene. Sørg derfor altid for at bruge blandingkultur og plante krydderurter og blomster sammen med grønsagerne. Hvis man lader noget dild gå i blomst ved siden af sine bladbeder, tiltrækkes svirrefluerne, hvis larver vil spise bladlusene. Katteurt og kørvel skulle efter sigende have en afskrækkende virkning på bladlus og snegle.