Sorter af rødbeder

I min barndom og ungdom rakte forestillingen om rødbeder ikke langt. Min opfattelse var, at rødbeder var røde, og at der fandtes to slags: runde og cylin­driske. Det er først i voksenlivet gået op for mig, at navnet rødbeder egentlig er fejlagtigt, og at vi ikke er ene om den fejltagelse. F.eks. hedder de Rote Rüben på tysk og rödbeta på svensk, hvorimod det engelske beetroot og det franske betterave potagère ikke rummer nogen antagelse om røddernes farve. På dansk burde det nok nærmere have heddet rodbeder, for det er nemlig sådan, at rødbeder kan have andre farver end rød. De kan være hvide eller gule. De røde nuancer kan changere fra en sart rød over postkasserød til en meget mørk rødviolet nuance, ja næsten sort, og nogle rødbeder er flot bolchestribede med røde og hvide cirkler.

Rødbedernes facon varierer også meget. Den spænder fra meget aflange, spidse rødder over roe­formede til cylindriske, ægformede, kuglerunde og fladrunde former. Størrelsesmæssigt er der også stor forskel. Nogle er små og fine, andre er store og grove.

Efter en del år sporadisk at have dyrket forskellige rødbedesorter blev nysgerrigheden pirret tilstrækkeligt til, at 2007 blev et rødbedeår ud over det sædvanlige.

Botanik og historie

Rødbede er medlem af amarantfamilien, Amaranthaceae (tidligere medlem af salturtfamilien, Chenopodiaceae), og er nært beslægtet med bladbede, foderbede, sukkerbede og strandbede:

Rødbede, Beta vulgaris var. vulgaris
Bladbede, Beta vulgaris var. cicla
Stilkbladbede, Beta vulgaris var. flavescens
Foderbede, Beta vulgaris var. rapaceae
Sukkerroe, Beta vulgaris var. altissima
Strandbede, Beta vulgaris subsp. maritima

Alle disse beder er så nært beslægtede med hinanden, at de villigt krydsbestøver og får frugtbart afkom, og langt tilbage i historien har de fælles oprindelse.

Strandbede har siden Oldtiden vokset langs kysterne i Middelhavsområdet og Mellemøsten og betragtes som stamfaderen til de andre beder. De første referencer om beder stammer fra tiden med Babylons hængende haver omkring 800 år før vor tidsregning. Siden har grækerne og romerne taget den til sig.

I starten var det mest en bedetype, der mindede om strandbede, man kendte, og den blev brugt for bladenes skyld, men efterhånden blev der interesse for typer med brede, saftige bladstilke. Omkring det første eller andet århundrede begyndte romerne at vise stigende interesse for bedernes rødder – dels som foder, dels som medicin. Det var romerne, der begyndte at udvælge bedetyper systematisk efter den opsvulmede rod. Allerede dengang kendte man både til hvide rødbeder og meget mørke, røde rødbeder.

Udvælgelsen og avlsarbejdet er siden fortsat. Det er bemærkelsesværdigt, at når man kigger i kildematerialer, der kun er godt 100 år gamle, er relativt få af rødbederne beskrevet som runde eller cylindriske. Langt de fleste har en facon, der minder mere om sorterne ‘Crapaudine’ eller ‘White Devoy’.

Dyrkning

Rødbeder er meget nemme at dyrke. Der er ingen særlige krav til jordbund, og tilførsel af kompost en eller to gange i eftersommeren giver tilstrækkelig næring. Rødbeden vokser udmærket i halvskygge, men klarer også fuld sol.

Frøene sås direkte på voksestedet fra april. Hvis vejret svinger meget i starten af april, er det bedst at vente lidt, så risikoen for stokløbning nedsættes.

For de fleste sorter af rødbede er frøene såkaldte klyngefrø. Det vil sige, at hver enkelt af de knudrede frøklumper indeholder 3–4 frø. Der er dog undtagelser som f.eks. ‘Solist’, der er enkimet (monogerm), hvilket betyder, at hvert frø kun giver én plante.

For at opnå god spiring kan det være en god idé at så i 1–2 centimeter dybe riller, der i forvejen er vandet. Jorden trykkes derefter godt sammen om frøene. Det er nemt at fordele de store klyngefrø i rillen, men der skal alligevel altid tyndes ud. Vent evt. med første udtynding, til der er små blade på planterne, så har du et lækkert tilskud til salatskålen.

Man kan udmærket så tættere, end der angives på poserne. Når der er dannet små rødder, kan man tynde ud, og såvel blade som de små rødder er lækre at spise. Stor såafstand giver mere lugearbejde, men også rødbedeskiver, der er så store, at de let dækker en hel leverpostejmad.

Rødbeder udvikles forholdsvis langsomt, og derfor kan det være en fordel at så dem mellem hurtigtvoksende afgrøder. Somme tider har jeg endda sået dem mellem rækker af tidlige ærter. Rødbederne er hårdføre nok til at vokse videre, når ærterne er høstet, og ærtehalmen er fjernet.

Høst og opbevaring

Rødbeder kan høstes undervejs, når man har lyst og kan nænne det. Rødbeder tåler ikke frost, så der skal høstes, inden den første frost kommer. Rødderne tages op med greb, og toppene vrides af. Toppene må endelig ikke klippes eller skæres af, da rødderne så vil forbløde.

Opbevaring i jordkule er ideelt for rødbeder. Temperaturen skal være lav, men over nul grader, og luftfugtigheden høj. Det er muligt at have friske, saftspændte rødbeder i kule frem til marts–april, når temperaturen stiger. En kold kælder i fugtigt sand er også udmærket.

Anvendelse

Rødbeden er en alsidig grønsag, der har mange anvendelser. De spæde blade er lækre i salaten, større blade kan bruges som alternativ til spinat, og stilkene kan stuves eller bruges som tilbehør i en gryderet. Revet rødbede med lidt cremefraiche er lækker som råkost, og tynde skiver af rødbede kan frituresteges og anvendes som chips. Man fornemmer tydeligt den søde rødbedesmag, og farven hos især de mørkerøde sorter bevares fint.

Men den bedste anvendelse af rødbeder om vinteren er uden sammenligning borsjtj, russisk rødbedesuppe. Ligesom der findes mange forskellige rødbedesorter, findes der åbenbart også mange forskellige opskrifter på rødbedesuppe. Jeg holder indtil videre fast i min favoritopskrift, men er samtidig bevidst om, at der findes næsten lige så mange forskellige opskrifter, som der findes russiske familier. Nogle foretrækker den uden kød, andre finder det utænkeligt at lave den uden kål.

Min favoritopskrift har et element af det herlige eventyr Den vidunderlige suppesten i sig, men det er og bliver min favoritrødbedesuppe. Opskriften kan læses på min hjemmeside Gourmethaven.dk.

Frøavl

Det er forholdsvist enkelt at avle frø af rødbede. Om efteråret høstes rødderne som normalt og opbevares vinteren over i kule. Vær omhyggelig med afvridning af toppene om efteråret. På den ene side må der ikke være for meget top tilbage, da den vil rådne, på den anden side kræver det forsigtighed, så hjerteskuddet ikke tager skade. Der skal bruges mindst 20 rødder – gerne flere.

Når den sidste fare for frost er ovre, plantes rødderne igen, så skuldrene netop er over jorden. Især runde og fladrunde typer kan behøve støtte for ikke at vælte, når toppene vokser til. Hos de fleste sorter vokser toppene til godt en meters højde, men nogle af de kraftigtvoksende typer kan godt blive mandshøje.

Rødbede er vindbestøvende og krydser villigt med bladbede, foderroe, sukkerroe og strandbede. Isolationsafstanden er ca. en kilometer. Hvis der er andre beder i blomst i nærheden, må grupper af planter isoleres, men det er en vanskelig proces. Det er svært at finde et materiale, der er tæt nok til at udelukke pollen, uden at planterne tager skade. Hvid plastik eller kraftigt papir kan bruges, men man skal jævnligt ruske med planterne for at sikre bestøvning. Så snart bestøvningen er overstået, skal isolations­materialet fjernes igen, så planterne ikke tager skade.

På hver plante kommer der masser af ranker med frø. Frøene kan f.eks. høstes ved, at man trækker dem af med en kraftig læderhandske, når de tørrer sidst på eftersommer­en. Hvis det er et fugtigt efterår, trækkes planterne op og hænges i læ til tørring, inden frøene kan gnides af.

Frøene eftertørres indendøre på aviser og holder nemt op til 6år ved tør og kølig opbevaring.

Sorter

Her følger en kort beskrivelse af nogle af de rødbedesorter, som jeg sætter pris på, eller som har en interessant historie. Du kan se flere billeder og læse flere sortsbeskrivelser på Gourmethaven.dk.

Blankoma er en hvid rødbede med en god struktur og sød, mild smag. Den kan have tendens til lidt grøn nakke, hvorfor det kan være en fordel at hyppe den en anelse. Blankoma er et godt alternativ­ til dem, der foretrækker en mild rødbedesmag.

Bull’s Blood er den rødeste røde af de rødbedesorter, jeg har prøvet. Den er ­meget mørkerød, ikke bare i roden, men også på de flotte stilke og blade. Smagen er god og kraftig, og den er perfekt til rødbedesuppe. Bull’s Blood er en gammel sort, som har været kendt fra før år 1840.

Burpees Golden er en af de ældste kendte rødbedesorter og er første gang omtalt i 1828. Den er flot orangegul i roden. Stilkene har også et orange skær, der lyser op i køkkenhaven. Smagen er betydeligt mildere end for de mørkerøde sorter. Ligesom de hvide sorter kan ‘Burpees Golden’ være et smart alternativ til syltede rødbeder i madpakken, da farven ikke smitter af som den røde gør.

Cylindra er en forholdsvis ung rødbede. Den er udviklet af frøfirmaet Ohlsens Enke og er opført i et fransk katalog i 1968–69. Formen er som antydet cylindrisk, hvilket gør sorten perfekt til syltning. Rødderne har en tendens til at skubbe sig op af jorden under vækst, men giver alligevel en god spisekvalitet.

Crosby’s Egyptian er næsten lige så mørk i roden som Bull’s Blood. Faconen er fladrund, og smagen er god og kraftig. Stilkene har meget flotte, dekorative striber. Crosby’s Egyptian blev første gang markedsført i 1880.

Chioggia er en sort, der stammer fra 1840’erne. Den er smukt rød på skindet, men når man skærer den over, åbenbarer der sig de smukkeste bolchestriber. Smagen er temmelig mild. Hvis man bruger den til syltning, får man det, vi her i familien plejer at kalde »tøserødbeder«, idet farven bliver ensartet lyserød.

Crapaudine er introduceret af Vilmorin i 1850’erne. Faconen på denne rødbede er nok ret tæt på gamle tiders rødbeder. Toppen er kraftigt voksende, og planten kræver en del plads, hvis den skal give store rødder.