Optagning og opbevaring af kartofler

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kartofler

Hvis man er heldig, får man kartoflerne op uden alt for megen jord på knoldene. Det sparer megen jord i køkkenvasken i vinterens løb. Foto: Karna Maj

Kartofler kan sagtens holde sig helt til næste forår, selvom man tager dem op midt i august, når bare de er afmodnet, dvs. har fået fast skind. Det har de normalt ca. 3 uger efter, at de er visnet ned. Men de kan kun holde sig, hvis de tørres godt, inden de gemmes væk. Aspargeskartofler skal dog optages allerede i sidste halvdel af juli eller første halvdel af august, afhængigt af vejret. I våd jord bliver knoldene hurtigt angrebet af sygdomme.

Kartofler optaget i våd jord

Kartofler er sværere at tørre hurtigt og godt, når jorden er meget våd og de optages med meget jord. Og det giver mere jord i køkkenvasken hele vinteren Foto: Karna Maj

Saml omhyggeligt alle kartofler op

Det er vigtigt at samle alle kartofler op – selv de allermindste, bittesmå gnaldinger, da de næste år ellers vil vokse op som ukrudt. Det er faktisk noget af det mest irriterende ukrudt, da de vil skyde igen og igen efter afhakning af toppen, og det er ofte vanskeligt eller umuligt at få kartoffelknoldene op, efter at der er sået og plantet på arealet.

Tørring og opbevaring af kartofler

Kartofler bliver grønne, når de udsættes for lys, og derfor skal de optagne kartofler tørres så hurtigt som muligt. Vælg derfor en god sommerdag med solskin til optagningen. Solen og varmen virker desuden helende på de småskrammer, som knoldene evt. får under optagningen. Det er vigtigt med en god sårheling af disse småskrammer, da kartoflerne ellers lettere angribes af tørrråd under lagringen.

Læg en pressing eller lignende ud på græsplænen og bred de optagne kartofler ud til tørre. Eller læg dem i flade kasser i et lag. Jorden på kartoflerne skal være helt knastør, inden de gemmes væk.

tørring af kartofler

Kartofler tørres en dag i solen, inden opbevaring. De udlægges i kun et lag. Her er kartoflerne taget op i forholdsvis tør jord, og derfor er de lette at tørre. Foto: Karna Maj

De skal opbevares i lystæt emballage, f.eks. en almindelig papkasse eller kraftig papirsæk eller sættes et mørkt sted f.eks. i trækasser. Brug aldrig plastsække o.l., da kartoflerne vil rådne heri. Opbevar dem så køligt som muligt. Kartofler tåler ikke frost, de opbevares bedst ved 5–10° C. En frostfri kælder er ideel, men indtil frosten kommer, kan de fint opbevares i et køligt hjørne i et udhus, carport eller en garage.

Grønne kartofler

Undgå direkte at såre kartoflerne under optagningen. Ikke kun grønne kartofler, men også beskadigede kartofler kan indeholde det giftige stof solanin. Grønne kartofler bør kasseres, og sårede kartofler bør bruges hurtigst muligt efter såringen. Kartoflerne har en let bitter smag, hvis de indeholder solanin. Især bør man være opmærksom på, at børn ikke indtager kartofler med solanin, som kan give madforgiftning med ondt i maven.

Grønne kartofler kan bruges som læggekartofler, men undlad dette, hvis der har været kartoffelskimmelangreb, da de så sikkert er inficeret – de ligger jo delvis over jorden.

Egne læggekartofler

Der er fuldt lovligt at bruge læggekartofler fra egen avl. Men det er vigtigt, at man udvælger læggekartoflerne ved optagningen. De bør kun tages fra toppe med mange og flotte kartofler, og hvor der overhovedet ingen syge eller misdannede kartofler er. Der bør heller ikke være syge kartofler ved nabotoppene. Og i år med kartoffelskimmel skal man være sikker på, at smitten ikke er nået ned til de knolde, man bruger til læggekartofler.

Aspargeskartofler

Når man skal udvælge læggekartofler, er det en god ide at grave toppen op og lægge kartoflerne til beskuelse for at se, om de alle er uden sygdomsangreb og om udbyttet er i orden. Derefter vælger man pænt store og velformede kartofler. Her er det aspargeskartofler.

Kommentarer

Der er 25 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Kartofler > Optagning og opbevaring af kartofler

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider