Kåldyrkningens svære kunst

Danskernes forbrug af kål er faldet ret markant de senere år, på trods af at kålfamilien er fuld af lækre sorter og typer.

Det er ikke kun fravalg af stuvet hvidkål til frikadellerne og aversion mod brunkål, der er årsagen til dyrkningen af kål i privathaver er i tilbagegang. En del haveejere, der har haft dårlige erfaringer med kål i køkkenhaven, har reduceret kålbedet til en enkelt række radiser med erkendelsen af, »at kål er svære at dyrke« Det er synd, for udbudet af variteter og typer er uhyre varieret og spændende og tilfredstiller selv de mest kræsne. Der er kommet en række nye, spændende asiatiske kåltyper på markedet de sidste år, de nye sorter af hovedkål har generelt mindre hoveder og nye typer af hvidkål har mere løse blade, og en mildere sød, smag, uden den typiske, kraftige kålsmag.

Der er en række faktorerer som krav til jord, gødning og klima samt skadedyr og sygdomme, der udfordrer undervejs. Første skridt mod en succesfuld dyrkning af kål er at få etableret sunde og stærke planter.

Kål kan være svære at få til at lykkes

Kåltyper som blomkål og kinakål er stærkt følsomme overfor kuldepåvirkning i første del af vækstsæsonen, hvor resultatet kan blive for tidlig blomsterinducering (stokløbning). Dette kaldes blandt fagfolk vernalisering. Selv garvede havefolk kan rive sig i håret over mossede eller gennemgroede blomkålshoveder, masseforekomst af grådige sommerfuglelarver for ikke at nævne slappe unge planter, der har besøg af kålfluens larve, når alt ellers tegner til en vellykket høst.

Særlig kinakål og blomkål er følsomme overfor sædskiftesygdommen kålbrok, der særlig optræder ved lave pH-niveauer og på vandlidende jord. Sygdommen viser sig ved misdannede, opsvulmede rødder og nedsat vækst. Der forbeygges ved at holde jordens pH realtivt højt (over 7) og sørge for veldrænede forhold. Dyrkning af kål samme sted bør derfor ikke ske oftere end hvert fjerde år.

Det betaler sig at forkultivere kål

Det betaler sig at forkultivere kålsmåplanter til udplantning. Der sås i bakker i marts/april indendørs eller i bænk afhængig af typen. Både for at undgå de lave temperaturer omkring frysepunktet i maj men også for at undgå, at kimplanterne ædes af jordlopper. Og netop de første uger og måneder er vigtige for planternes modstandskraft overfor skadevoldere. Her opbygges rodsystemet og dermed grundlaget for en god høst senere på sæsonen.

Dyrkning af kål kræver viden om arternes krav

Kål er ikke bare kål. Det kræver viden om de forskellige arters krav, for at man kan få et godt resultat.

Hovedkål

De store kålarter hvidkål, rødkål, savoykål, rosenkål og blomkål kræver plads og en god næringsholdig, gerne lerholdig, muldet jord. De er næringskrævende, i særdeleshed behøver de tilstrækkeligt kvælstof og kalium.

Planteafstanden bør for rødkål, hvidkål, rosenkål og blomkål være 50–60 cm mellem planterne både i og mellem rækkerne. Der kan med fordel udplantes i forbandt, så planterne står forskudt i rækkerne. Herved får den enkelte plante det største rodvolumen og planterne dækker jorden bedre, så ukrudt skygges væk når rækkerne lukker. Generelt øges planteafstanden jo senere kåltyper, der vælges.

Blomkål

Blomkål er vanskelig at have med at gøre. Temperaturforholdene under udviklingen har betydning for, hvorledes udbytte bliver. Blomkål er en krævende plante. Den ynder god, varm jord og tilstrækkeligt med gødning for at lykkes.Meget sandede jorde kan give problemer med næringsstof- og vandmangel. Omvendt kan stærkt lerede jorde ved sammenpresning gøre jorden svær gennemtrængelig for rødder.

Vejrguderne har afgjort betydning, når det gælder succes med blomkål i køkkenhaven. Kolde perioder af flere ugers varighed med temperaturer under 7° C under tiltrækningsperioden kan resultere i helt eller delvis udeblivende hoveddannelse. Derfor er det en god idé enten at købe udplantningsplanter af god kvalitet eller selv forspire i slutningen af april og starten af maj med udplantning i slutningen af maj/starten af juni, når temperaturerne er relativt stabile og nattefrostrisikoen overstået.

Omvendt kan varme perioder med temperaturer over 20° C i hoveddannelsesfasen kan resultere i såkaldt ‘gennemgroede’ hoveder, hvor bladspidser vokser op gennem blomkålshovederne.

Indtræffer, der efter en lang varmeperiode en længere periode med særligt lave temperaturer, kan der dannes »mossede« hoveder. Det udmønter sig i en udbredt bleg ruhed, nærmest håragtig, på hovedets overflade. Både gennemgroede og mossede hoveder kan antage gullige eller oftest rødlige nuancer. Farveændringen skyldes dannelse af anthocyanin.

Alle vækstforstyrrelser, der reducerer tilvæksten, f.eks kompakt jord, tørke eller tidlige angreb af kålfluer nedsætter væksten af selve blomkålshovedet og kan give såkaldte forløbere. Det er små åbne planter med løse og for tidligt dannede hoveder, der gulnes hurtigt efter solpåvirkning. Dæhnfelt lancerede sidste år en ny lillafarvet sort ‘Graffiti F.1’, der sætter kulør på kålbedet.

Grønkål

Grønkål er ulig lettere at have med at gøre, den kræver mindre næring og lykkes derfor på mere sandede jorde. Har man høns og tilstrækkelig med jord, er dette en god grøntfoderplante i vinterhalvåret. Den kan tilmed dyrkes som efterafgrøde efter tidlige kartofler eller spinat. Dog gælder, at jo tidligere planterne etableres, jo større bliver udbyttet. En ulempe er, at de stærkt krusede blade gør det svært at finde sommerfugleæg og mindre larver i tide.

Rosenkål

Rosenkål er en delikatesse. De høstede hoveder adskiller sig fra andre kål ved at være opsvulmede sideknopper i bladhjørnerne. Ved at afskære toppen fra første halvdel af august og fremefter opnås mere ensartede hoveddannelse. Der høstes hele vinteren for de sene sorters vedkommende, og disse skal ikke have aftoppes i sensommeren, da topbladene beskytter kålen i frostperioder mod udtørring.

Kinakål

Salget af kinakål er stærkt faldende. Dels er kinakål ikke så moderne som i 1980’erne og dels hører den til blandt de vanskeligste af alle kåltyper. Men også øget interesse for spændende salattyper og andre asiatiske kålarter spiller ind.

Kolde perioder under planteetableringen giver stærkt forhøjet risiko for stokløbning (for tidlig blomstring). Jo højere temperatur der tiltrækkes ved, jo lavere er risikoen for senere stokløbning. Vil man selv etablere kinakål på friland, bør det ske fra sidst i maj under fiberdug. Tiltrækning indendørs eller i hus bør ske over 2–3 uger fra først i maj ved en temperatur på omkring 20° C eller derover (maks. 30° C). Al dyrkning bør ske under vedvarende dækning af fiberdug for at imødegå angreb af kålfluer men også jordlopper, kåltæger, kålsommerfugle og andre insekter.

Der kan ofte iagtages små sorte pletter på kinakålblade, særlig på lagrede hoveder. Årsagen kendes ikke videnskabeligt, men skyldes antageligt for høje kvælstofniveauer under dyrkningen eller køleskader ved langtidsopbevaring. Lykkes det at holde skadedyr ude, kan kalkmangel udløse indvendige bladsvidninger (tip-burn). Dette sker oftest under store kvælstoftilførsler.

Asiatiske kåltyper

De seneste år er talrige asiatiske kåltyper dukket op i danske haver, og de er lettere at dyrke end kinakål.

Sareptasennep, Brassica juncea, er mildere end alm sennep, men har en mere eller mindre skarp, pebret smag. Planten stammer oprindelig fra kina, men mange japanske sorter findes. De forskellige sorter varierer mht bladenes udseende. De kan være grønne, røde, krusede, frynsede og have spinkle eller opsvulmede stilke. Sareptasennep er varmekrævende og kan sås i juli–august, da tendensen til at løbe i stok er mindre på grund af aftagende daglængde og højere temperaturer. Forårssåning bør ske i bænk eller under fiberdug.

De lettest dyrkelige af de asiatiske kålarter er nok kyona og mibuna, der stammer fra Brassica papa var. japonica. Kyona skyder nye blade efterhånden som der høstes sommeren igennem, hvorfor der kun skal sås i een omgang, når jorden er lun i maj. Det er vigtigt at udtynde til 20–25 cm, så planterne får plads til at udvikle sig på. Mibuna er en variant af kyona. Den kræver lidt mere plads i rækken. Den er tilmed mindre frosttolerant. For begge gælder, at bladene bør høstes regelmæssigt så de ikke når at blive grove og triste. Er dette sket, afskæres planten ved basis hvorefter den skyder påny.

Pak choi er nok den mest udbredte af de nyeste asiatiske kål. Men også komatsuna og tatsoi er spændende. Komatsuna smager som en mellemting mellem kål, spinat og sennep. Konsistensen minder om romaine-salat. Planten er let at dyrke og vokser meget hurtigt. Der sås løbende hele sæsonen, så der kan høstes fra maj til sidst på efteråret. Tatsoi er lidt vanskeligere. Den bliver kun 10 cm høj, men har tendens til at løbe i stok, hvis der udplantes for tidligt på friland. Sikrest er det at så drivhus eller vente til sidste halvdel af juli eller starten af august.