Dyrkning af hovedkål

Kål har været kendt i Europa siden det 8. århundrede. Havekål, Brassica oleracea, omfatter de fleste af vore dyrkede kål. I gruppen hovedkål er der fire underarter: hvidkål, spidskål, savoykål og rødkål. Til havekålene hører også broccoli og blomkål. Alle havekål kan krydse indbyrdes, og bl.a. krydsninger mellem hvidkål og savoykål har givet os nogle meget lækre, nyere sorter, som passer godt til vore ændrede madtraditioner. Der er mange arter og sorter at vælge imellem.

Jord, vand og næring

Kål foretrækker en god lermuldet jord, men kan selvfølgelig dyrkes overalt, den skal bare forkæles lidt ekstra med kompost og vand. Jorden skal have en pH-værdi på 6,5–7,5, så det er en god ide at give jorden et let drys kalk på det stykke, hvor der skal dyrkes kål.

Hvis man ikke har haft held til at få veludviklede kålhoveder, kan der være flere årsager til det:

• Man har ikke har gødet dem nok.
• Man har plantet/sået for sent i forhold til sorten.
• De har manglet vand i den periode, hvor de har skullet udvikle hoveder.

Hvis jorden ikke er gødet gennem et godt lag vinterdække, skal man gøde ved plantningen. I hvert plantehul blander man lige så megen omsat kompost, som man kan tage mellem to hænder plus en håndfuld dolomitkalk. Det hele blandes inden plantningen med havejorden. Der må ikke bruges frisk gødning til kål, da det tiltrækker kålafgrødernes skadedyr. Kalk mindsker risikoen for, at hvilesporer af kålbrok aktiveres. Den bedste forebyggelse mod kålbrok er et godt sædskifte, hvor der går 4–6 år imellem, at der dyrkes kål på det samme bed/areal. Det bør man overholde!

Vandmangel giver mindre udbytte

Vand er nødvendig for at sikre god vækst og dermed hoveddannelse. Norske forsøg har vist, at hvidkål klarer en tørkeperiode nogenlunde, mens de er små, men udbyttet nedsættes kraftigt, hvis der er en tørkeperiode i juli, hvor hoveddannelsen sker. Men også sidst på vækstsæsonen betyder tørke et betydeligt udbyttetab. Det er derfor en god ide at lægge et godt lag jorddække på, som kan nedsætte fordampningen fra jordoverfladen.

Forkultivering eller direkte såning

Kålplanter klar til udplantning efter en lille uges afhærdning udenfor drivhuset. Foto: Karna Maj

Kål kan enten sås direkte på voksestedet eller forkultiveres. Hvis man vil have tidlige kål og dyrke de meget sene sorter, skal man forkultivere. Alle de andre kan sås på voksestedet.

På friland sås fra midt i april. Man sår 3–4 frø, hvor man ønsker én blivende plante. Den direkte såning giver risiko for, at kimplanterne ødelægges af jordlopper, så hvis man er plaget af disse, er det bedre at udplante og samtidig udlægge et godt lag jorddække.

Hvis man vil forkultivere, sår man i drivhus/bænk fra sidst i marts til først i april. Hvis man ikke skal bruge ret mange planter er det en god ide hurtigst muligt at udtynde til det antal, men skal bruge + 50% som reserve. Det giver bedre planter med et større og bedre rodsystem.

Udplantningen er dog ikke problemfri, da solen gerne skinner fra en skyfri himmel netop i maj, når planterne er tjenlige til udplantning med 3–4 blivende blade (kimblade skal ikke medregnes). Vand altid plantehullet og efter plantning skal planten vandes til, så rødderne får god jordkontakt.

Der skal helst plantes i overskyet vejr og gerne med regnbyger. Bliver det solskin, inden planterne har nået at få etableret nye rødder, er det en god ide at dække med to lag fiberdug for at nedsætte fordampningen fra bladene.

Hvis man vælger at udplante, giver det mulighed for først at høste en afgrøde af spinat eller havemelde i de rækker, hvor der senere skal plantes kål. Der ryddes så bare plads i spinatrækken til kålplanterne efterhånden, som den skal bruge pladsen. Det giver flere grønne bede og mindre bar jord i foråret, og desuden giver det i en fødeknap tid mad til jordens mylder af liv i form af rodslim.

Hovedstørrelsen reguleres med planteafstanden

Ved hjælp af planteafstanden kan man delvis regulere kålhovedernes størrelse – men man skal kende planternes normale pladskrav for at kunne minimere afstanden og dermed få flere og mindre hoveder. Normal planteafstand er alt efter sort 35–60 cm i rækkerne og 45–70 cm mellem rækkerne. Rødkål og vinterhvidkål skal have den største afstand. Salatkålene kan dyrkes med 3 rækker på et 120 cm bredt bed og med 3 pr. løbende meter.

Jorddække eller undersåning

Bar jord er imod alle principper i naturen – se selv, hvor hurtigt, naturen dækker den med grønne ukrudtsplanter. Fra sidste i maj, når jorden er varmet op, kan man dække jorden. Kålene skal bruge megen næring for at kunne udvikle de store hoveder, så man bør under alle omstændigheder i maj/juni give dem en grebfuld halvt omsat kompost rundt om hver plante. Resten af bedet kan jorddækkes med et lag brunt/grønt organisk materiale (hø, halm, løv, græsafklip osv.), eller også kan man så grøngødning som grønt jorddække. Til undersåning kan det anbefales at bruge konkurrencesvage sorter som jordkløver eller sneglebælg, der kan sås, når de udplantede kål er kommet i god vækst, dvs. sidst i maj til først i juni. Det nedklippes et par gange i løbet af sommeren og bruges til at dække ind omkring kålplanterne. Sås de senere end Sct. Hans, overvintrer de to arter.

Blandingskultur og naboplanter

Ofte vil man vælge at dyrke kålene i skiftende rækker med andre afgrøder – hertil egner selleri, ærter og almindelige lave bønner sig især glimrende, hvorimod kål og jordbær ikke er gode naboplanter. Ved en sådan blandingskultur kombinerer man med jorddække. Efter endt ærtehøst kan man evt. så grøngødning i stedet for.

Sygdomme og skadedyr

De alvorligste skadedyr i kål er kålfluer, jordlopper og kållarver. Desuden er kålbrok en meget alvorlig sygdom, da den helt kan gøre det umuligt at dyrke kål i haven i en periode på op til 7 år. Se mere om skadedyr og sygdomme i artiklen »Skadedyr og sygdomme på kål«.