Værdien af en køkkenhave

Jeg er vild med de fire årstider. Selvom også jeg synes, at vi i år har fået nok regn til køkkenhaven! Nu er tiden kommet til at rense, luge og dække jorden med hestemøg, og jeg gider nærmest ikke mere. Efter ferie i september har jeg ikke arbejdet meget ude, så der findes temmelig mange græstotter med frø og diverse struttende grønne vækster, der overhovedet ikke burde være i min køkkenhave. Det mærkelige er, at når jeg så indimellem tager mig voldsomt sammen, og går udendørs iført uklædeligt haveoutfit og luger, slår græs og river blade sammen, er jeg så lykkelig bagefter. Det mærkelige er, at jeg undrer mig – hver gang.

Hvor sjovt er det lige at konstatere, hvor meget ler ens jord i virkeligheden består af? Leret jord er på alle måder tung. Den klæber sig til ukrudtstotterne, så det er nødvendigt med håndlugning – glem skuffejern og greb. Selv fodtøjet øges med en 5cm klæbrig masse, det er som at gå på stylter. Der er ikke ret meget sjovt ved at luge i slutningen af oktober, bortset fra, når man er færdig, og skuer ud over endnu to m² renset jord.

Og græsset! Hvem siger, græs ikke gror om vinteren? Der er år, hvor jeg bandende stiller græsslåmaskinen på plads i sit vinterhi i november måned, ikke fordi det standser væksten, men fordi jeg simpelthen ikke gider mere. Der er så kort tid til, den skal hives frem igen, og hele cirkusset starter forfra. Hvem mener i øvrigt at vinteren er lang? Er det byfolk uden have?

Her har vi som før nævnt et stort og ældgammelt valnøddetræ. Med meget store valnødder. Der skal samles op eller plukkes, befries for skaller og knækkes. Efter mange års eksperimenter har vi opgivet at tørre dem foran brændeovnen. Nødderne er for store, de bliver mugne og kan ikke gemmes til forråd med skaller. Ergo skal de afskalles og nedfryses. De bliver brugt til brødbagning, wokmad og salater. En forsvindende lille del bliver syltet med honning og cognac, som jeg laver is af eller forærer væk.

Hele valnøddeprocessen løber over en måneds tid på daglig basis. Vi glemmer fra år til år, hvor mange der er, og hvordan vi sidste år lovede hinanden højt og helligt, at vi kun ville samle dem op fra jorden, der er afskallede. Indtil slutningen af oktober, hvor de bare vælter ned på jorden, rensede for den fæle grønne/sorte skal og er lige til at knække, går vi rundt og samler ind, og har konstant farvede fingre som om jeg stadig farver mit hår i henna.

Men hvor er det dog en skøn fornemmelse, når indholdet i fryseren igen skal omrokeres for at give plads til de mange bøtter med store valnøddekerner. I år når vi op på omkring 3 kilo. Økologiske valnødder koster ca. 40 kr. for 100 g, så et hurtigt regnestykke viser, at vi sparer en del penge, men timelønnen er altså ikke noget at komme efter. Til gengæld er tilfredsheden stor. Valnødderne og hestemøg til køkkenhaven er årets absolut sidste haveopgaver, inden det går løs igen.

Der går en måneds tid, hvor jeg alvorligt overvejer, om jeg orker mere? Skal jeg droppe køkkenhave, drivhus og bærplukning næste år? Skal jeg lade vores have egern æde alle nødderne, fuglene spise bærrene og rive drivhuset ned? Der står sjovt nok aldrig noget i drivhus bøgerne om den hovedrengøring, der hvert år skal til, før det er rent nok til forårets nye vækster.

I mit drivhus er det langt fra nok at stå med en lille børste og en spand vand med citron i. Der skal lægges kræfter i. Inden næste sæson skal det skilles helt ad, både alulister og glas skal vaskes med megen sæbe, og de trykimprægnerede stolper, der gør det ud for fundament, skal enten udskiftes eller et nyt fundament støbes. Suk!

Det underlige er, at det bliver gjort. Garanteret! Ikke nok med at ældre mennesker lever et gladere og sundere liv, hvis de har have, men glæden ved at få ting til at gro, glæden ved at spise sin egne afgrøder er så stor, at der kun går få måneder, før man har glemt, hvor mega besværligt, det hele egentlig er.

Det er også om vinteren, jeg får tid til at læse alle de nye havebøger, der er dukket op på markedet siden sidste år. Om selvforsyningens mange glæder. Om hvor nemt du kan skabe din helt egen sydlandske idyl på din altan, og hvor enkelt det er at have et drivhus, der kan levere tomater og agurker til hele villavejen.

Meget godt kan man sige om at have en have. Mine venner og børn er meget høflige mennesker, der finder sig i at få tilsendt konstante strøm af fotos af agurkens vej fra frø til frokostbordet, om rosenfloret i slutningen af juni, jeg aldrig bliver træt af at sidde og dufte til, og om mine tomater. Men at bilde nogen ind, at det er enkelt at dyrke grøntsager, at have et drivhus og man bare lige kan droppe et par høns hist og pist, så kører det i olie, er altså en lodret løgn!

Vores have er midt imellem den sydlandske altanidyl og den supernaturlige selvforsyningsmodel. Derfor har jeg tænkt en del over, hvornår man egentlig er selvforsynende?

I år ville mine rødbeder ikke vokse. I midten af oktober gav jeg op, og syltede de få, der havde overlevet snegle og gråspurveangreb – YEP! Jeg har selv set gråspurvene sidde og flå i mine grønne gulerodstoppe, i salaten og i mine rødbedetoppe. I år fik jeg lige netop 1 ½ glas syltede rødbeder, og var glad for min forudseenhed, da jeg i sommer købte en spandfuld rødbeder i det lokale supermarked og syltede dem. Mit forråd af pickles (remoulade til spegepølsen) er stort, og alle grøntsagerne er købt samme sted. Gulerødder udeblev nemlig også i sæsonen? Til gengæld er de i skrivende stund på størrelse med roer. En engel prikkede mig på skulderen, lige inden jeg tog på ferie, og sagde, at hvis jeg ville have grønkål i fryseren, så var det NU, jeg skulle plukke den. Da jeg kom hjem fra ferie så mine grønkål og mine broccoli planter sådan her ud

Den eneste salat jeg fik glæde af i år, var den, jeg såede i februar i drivhuset. Vi spiste salat som kaniner, og næste såning i køkkenhaven kom aldrig rigtig i gang. Sådan kunne jeg fortsætte, for med undtagelse af hindbær og jordbær var høsten i år skuffende.

Er man selvforsynende, hvis man har bær til et helt års forbrug, men køber sine ærter? Hvis man har tomater i et par sommermåneder, de uspiste lavet til tomatsovs og ligger i fryseren, men køber salaten i august? Hvis man har valnødder til 10 mdr. af året, og må købe Urtekrams de sidste to? Er det selvforsyning at grave sin egne kartofler op 2–3 mdr. og resten af året, kommer de udefra?

Vi lever og ånder i en tid, hvor have, økologi og det at dyrke sin egen mad, er det mest trendy, man kan bruge sin tid på. Jeg håber, der kommer endnu flere haveejere på banen, og gerne økologiske! Så måske skal vi sænke barren lidt? At være selvforsynende er ikke et mål i sig selv, det kan være et middel til at leve et liv i større økonomisk frihed. I større pagt med naturen og de ressourcer, der kan dyrkes, graves op, eller plukkes, men jeg håber ikke, det bliver et nyt statussymbol.

Jeg håber, at det at dyrke sin have er fyldt med glæde, jordforbindelse, et godt helbred, og en sund tilgang til den føde, vi indtager. Alting i haven tager tid. Og tid er også en ressource, vi skal tage vare på. Men det er ikke kun i naturen, alt skal være i balance. Vores liv, handlinger og værdier skal hænge sammen. Hverdagen skal være god og glad, familien og vennerne skal passes, og selvom det har været en meget blandet fornøjelse at dyrke køkkenhave i år, vil jeg ikke fokusere på, hvad jeg fik ud af al det arbejde og al den møje, jeg har lagt udendørs. Balancen består i at kroppen, sjælen og ånden får lige meget, og jeg kan ikke adskille, hvor mange% glæden over mine roser og mine tomater har betydet for mit velvære.

Alting i haven tager tid. Der er to ting, jeg kan foretage mig, hvor jeg totalt fortaber mig og mister tidsfornemmelsen. Det er i mit atelier og i haven.

Processerne ligner hinanden ganske meget. Du kan nørkle, du kan tulle rundt og arbejde i timevis, og bagefter er det ikke sikkert, andre kan se, hvad du har brugt tiden til. Men jeg er træt, glad og tilfreds med at have tilbragt endnu en del af mit liv i en stund, hvor jeg har følt mig lykkelig og meget tæt på skabelsen.