Vilde urter i haven

Hvis vi læner os tilbage og lader stå til, er det de hurtigste eller største planter, der får pladsen i vores haver. De smarteste eller stærkeste kan også komme til og måske endda bruge de hurtigste til at kravle på.

Er du typen, der rydder og kan lide bar jord under dine valgte vækster, vil du sikkert ofte møde vilde, lækre spise-planter som roset-springklap, gråbynke og hvidmelet gåsefod. Hvis du har et buskads i enden af haven vil skvalderkål, løgkarse og måske korsknap indfinde sig.

I græsset kan du finde bellis og mælkebøtte, og hvis græsset får lov til at blive højt, kan du også finde forskellige typer vikke og almindelig syre. I og under hækken trives rød tvetand, humle, korsknap og ofte martsviol. Kompostbunken invaderes tit af stor nælde og løgkarse – din have er fyldt med vild mad!

Rod i haven giver fred i sjælen

For mig er en have et sammensurium af det, vi gerne vil have, og det vi ikke vil have til at gro hos os. Et evigt dynamisk og foranderligt samspil og udtryk for sæson og periode.

I min have er der noget vildt, jeg har indført, noget dyrket og købt og noget, der bare får lov. Nogle planter stammer fra indsamlede og nogle fra købte frø. Jeg har en stor have, og nogle dele har aldrig mødt en havemand, andre dele styres halvhårdt – men jeg har fundet fred med rod i haven.

Jeg har tidligere haft behov for at kontrollere, men desto længere jeg er rejst ind i den vilde verden, jo mere har jeg lært at give efter for kontrolbehovet. Jeg finder stor glæde i at efterlade plads til alt muligt vildt og hjemmehørende.

Jeg bruger ikke rigtig udtrykket ukrudt, men laver derimod min egen haveorden. Jeg er en slags mild diktator, der er lunefuld og kan skifte mening, men i udgangspunktet må alle være der. Nogle skal holde sig væk fra andre, og i hvert fald blive ude af bestemte områder.

En tidligere ejer har indført mahonie og kristtorn. Jeg er ikke fan af de to, men jeg kommer nok til at leve med dem resten af min tid med haven. Mahonie bliver i øvrigt brugt til saft i Oregon, men jeg er ikke kommet til at have prøvet det endnu.

Jeg plukker ofte vilde urter i min egen have. Jeg har en god bestand af løgkarse i baghaven. I mine pallerammekasser luger jeg spæd hvidmelet gåsefod til salat og gør det samme med fuglegræs og gråbynke. Violer har jeg lidt stående af sammen med korsknap. Roset-springklap står i mine børns fodboldmål og dukker også op under mine bærbuske. I mit høje uslåede græs har jeg i perioder gode almindelig syre planter stående og naturligvis allestedsnærværende røllike.

Hent det vilde ind i haven

Traditionelt lyder ordene: Lad os gå i skoven og samle vilde urter.

Ideen om, at skoven er stedet at samle det vilde, er ikke decideret forkert. Men som havemennesker naturligvis ved, kan man ikke høste sine majs i maj, eller asparges i september – således har også vilde planter deres sæson og nok i virkeligheden endnu mere udpræget end med dyrkede og tilpassede planter i haven.

Løvskoven er eksempelvis rigtig god med urter i det tidlige forår før løvspring, hvor de store træer endnu ikke har taget lyset. I haven er forår og tidlig sommer en tid, hvor man kan kigge mest efter bladgrønt – ikke helt ulig det dyrkede. Nogle kan bruges tilberedte, andre er bedre friske, og nogle er mere alsidige.

En måde at lave hybrider mellem det vilde og det mere have-prægede er at samle frø i naturen og sprede dem i egen have. Tit er forskellen på det vilde og en vild have primært lidt organisering. Man kan samle frø i sensommeren og i efteråret og indføre dem i sin have. Jeg har indført skovløg, violer, spansk kørvel, brombær og hindbær i min have. I forvejen var der rynket rose, mirabeller, røn og humle, som formentlig er kommet af egen fri vilje.

Jeg hører om mange, der flytter ramsløg ind i deres haver. Jeg tænker, at det er en plante, man med fordel kan tage hen til frem for at indføre den, da den spreder sig ret hurtigt. I en skov kan den i hvert fald let komme til at dominere, hvis den bliver indført. I din have er det dig, der bestemmer!

Stor nælde – »Urtica dioica«

Stor nælde er en bladgrønt som kan levere mad i mængder fra tidligt forår til sent efterår. Al tilberedning fjerner den brændende oplevelse, man aldrig ønsker i sin mund!

Blancherede toppe eller blade vendt i olie, hårdt stegt med revet ost, røge-de og blendet i pesto er fantastisk eller grillede som tilbehør til fjerkræ. Jeg blender dem tit i fiskesupper, hvor de også passer godt ind.

I sensommeren kan toppe med frø samles og lægges i ovnen i en halv til hel time ved 130° C, indtil de kan rystes af. De kan holde sig længe og smager af nælde men med et nødde- og hampagtigt islæt.

Fuglegræs – »Stellaria media«

Fuglegræs findes alle vegne og kan lige efter regn, når den er helt lysegrøn og saftig, være et lækkert indslag i salater.

Tilberedning er håbløst, da en sort affaldssæk vil blive reduceret til et par håndfulde efter mødet med varme. Frisk og i topform er den mild og god til retter med eksempelvis ærter, fisk og kartofler. Den smager faktisk lidt af hårene fra majs og indeholder en masse vand.

Skvalderkål – Aegopodium podagraria»

Skvalderkål er efter min mening ret undervurderet. Friske skud er lækre. Gå efter de lysegrønne og blanke blade, der sidder lavest under de største. Dem kan man finde hele sæsonen, især hvis man slår dem. Siden bruger jeg stænglerne, der særligt efter regn er ret lækre.

Jeg tager stængler fra planter på 20–30 cm’s højde og snitter helt fint. Disse kan bruges som persille i dips, men også i blandede grønne salsaer eller drys på stegt fisk. Blomster er også velsmagende og kan syltes eller bruges til pynt med smag.

Rød tvetand – «Lamium purpureum»

Rød tvetand er en tidlig plante med en umami-rig, svampet smag iblandet lidt hengemt sommerhusskab.

Det lyder måske ikke så lokkende, og den skiller også folk. Jeg selv kan godt lide den og bruger den både frisk og som tilberedt bladgrønt. Jeg har røget den let nogle gange og lavet pesto af den efterfølgende, hvilket fungerede ret godt.

Gråbynke – «Artemisia vulgaris»

Gråbynke kan som ung bruges som mild krydring af både kød og grønt. Den har både noter af lavendel og merian, men ikke så kraftigt i foråret. I sensommeren kan dens frø samles og ristes og har en markant «sydeuropæisk» aroma. Den kaldes fattig-mandspeber, da den efter ristningen kan have let peberpræg.

Hvidmelet gåsefod – «Chenopodium album»

Hvidmelet gåsefod er utrolig almindelig, virkelig lækker og ret ubrugt. Den dukker op – ofte i store mængder – når jorden er bar og er karakteristisk med sin melede bladside. Den er mild og nem at bruge. Tænk på den som spinat, både i salater og tilberedt.

Røllike – «Achillea millefolium»

Røllike er i foråret en lille undseelig plante, der står dybt i græsset med sine fjeragtige blade. Den er ret svagt smagende i det tidlige stadie, men virkelig pæn når den bliver løftet op på tallerkenerne. Senere bliver den ret bitter og bruges i begrænsede mængder. Gravide bør holde sig fra den.

Roset-springklap – «Cardamine hirsuta"

Roset-springklap eller rosetkarse er en plante, enhver haveejer bør kende. Den vokser udenfor de fleste andre planters sæ-son og har en saftig mild nøddeagtig karsesmag. Den er virkelig dejlig ovenpå enhver slags smørrebrød, kogte kartofler og alle steder, man ønsker lidt kant og grønt. Der er er en frøbank af den mange steder, så når jorden forstyrres, spirer den. Det sker allerede i vinteren, og den kan samles i en lang periode. Blom-sterne kan også bruges, men da er bladene ikke meget værd.

Almindelig syre – ‘Rumex acetosa’

Almindelig syre kan i forsommeren samles i større mængder. Hvis du står med et godt bundt, kan det blendes i en afkølet sukkerlage (én del sukker til én del vand) og sis. Frys det, og du har en perfekt sød og syrlig granité (slags sorbet) til jordbær eller anden frugt.

Korsknap – ‘Glechoma hederacea’

Korsknap er en speciel lille urt, der i foråret bærer en lille, fin lilla blomst, der kan bruges i salater og desserter. Duften er kraftig og en markant blanding af mynte og noget krydret. Nogle får en tydelig reference til hash i næsen fra den. Den er markant mere duftende end smagende. Den passer godt til æble og lam, synes jeg. Jeg har haft held med at stege den med i fedtstoffet ved stegning af lam og æbler.

Løgkarse – ‘Alliaria petiolata’

Løgkarse er en virkelig alsidig urt. I tidlige stadier er den bit-ter og klæder tatar, kartofler og fede supper. Siden bliver den mere anvendelig som grønsag og kan grilles, steges eller dam-pes. Efterhånden som den går i blomst, bliver stænglen mere grov, og til sidst kan kun bladene anvendes. Blomsterne er også velsmagende og smukke.

Dette er et eksempel på en af den slags artikler, som du finde i medlemsblade fra Landsforeningen Praktisk Økologi. Denne artikel om vilde urter i haven, er i medlemsblad 03–2021.

Læs mere om Landsforeningen Praktisk Økologi og bliv medlem her >