Venter en tavs sommer forude?

I 1962 udgav den amerikanske biolog Rachel Carson bogen Det tavse forår eller på engelsk Silent Spring. Bogen beskrev mange af de skadelige effekter, som insekticider (insektbekæmpelsesmidler) har på naturen, og særligt var der fokus på det berygtede insekticid DDT. Op gennem 1950’erne viste der sig en række utilsigtede effekter af den udbredte brug af DDT i USA, eksempelvis mange døde fugle. Carson, der gennem en årrække havde undersøgt skadevirkninger fra insekticider, sammenfattede al sin viden om DDT’s negative konsekvenser på naturen i titlen Silent Spring, der henviser til, at vi ville få en verden uden fuglesang om foråret, hvis menneskene fortsatte den omfattende brug af DDT og andre insekticider.

Neonikotinoider langt giftigere end DDT

I dag er DDT forbudt i mange dele af verden, men desværre ser historien ud til at gentage sig. Nu som en silent summer (tavs sommer), hvor bier, sommerfugle og en række andre insekter ikke længere er talrige og allestedsnærværende. I efteråret sidste år vakte det opsigt verden over, da et hold tyske entomologer kunne påvise, at insektbestanden i forskellige områder i Tyskland var gået 75% tilbage over 27 år. Entomologerne kunne ikke pege på nogen enkelt årsag til tilbagegangen, men mange har efterfølgende kædet resultaterne sammen med de efterhånden mange videnskabelige undersøgelser som viser, at en særlig gruppe af pesticider/sprøjtemidler, nemlig de såkaldte neonikotinoider, reelt udgør en væsentlig trussel mod bier og andre insekter.

Neonikotinoider eller neoniks, som de også kaldes, er kunstigt fremstillede nikotinlignende stoffer, som er ekstremt giftige for insekter. Blot få nanogram (milliardtedele af et gram) er tilstrækkeligt til at dræbe et insekt – eksempelvis en vild bi. Det første pesticid med neonikotinoider blev markedsført for ca. 25 år siden, og fra 2002 er der kommet yderligere 6–7 nye stoffer til. De viste sig meget hurtigt at være særdeles effektive i bekæmpelsen af insekter i landbrug og gartneri, og gruppen af neonikotinoider udgør tilsammen over en tredjedel af det samlede forbrug af insektgifte i hele verden. I Danmark er fem forskellige neonikotinoider godkendt, og deres navne er acetamiprid, clothianidin, imidacloprid, thiacloprid og thiamethoxam.

Omfattende bidød

Få år efter introduktionen af neonikotinoider oplevede biavlere i Europa og senere i USA omfattende bidød hen over efteråret. I starten stod det ikke klart, at årsagen kunne være de nye giftstoffer, for nok havde man beklageligvis en vis erfaring med sprøjteskader på bier, men dette lignede ikke noget, man havde set før. Faktisk så man ikke ret meget, for bistaderne var stort set tomme, og bierne borte. Normale tegn på forgiftede bier var en masse døde bier hjemme ved bistadet. Faktisk var bidøden så omfattende, at begrebet CCD (Colony Collapse Disorder) opstod – fordi hele bigårde med adskillige bistader var så godt som udraderede. Om neonikotinoider er eneste årsag til CCD er stadig omtvistet, men i hvert fald førte den omfattende bidød til ændringer i brugen af stofferne.

EU-moratorium

I 2013 vedtog EU-parlamentet et toårigt moratorium, der forbød en række anvendelser af pesticider med neonikotinoider. Moratoriet gælder stadig, og der er heldigvis udsigt til, at der kommer yderligere begrænsninger. EU-kommissionen har nemlig stillet forslag om, at al udendørs brug af neonikotinoider forbydes totalt. Flere lande har imidlertid omgået det gældende moratorium, eksempelvis Danmark, som siden 2013 har givet dispensation til bejdsning af rapsfrø med midlet. Dette er uheldigt, fordi neonikotinoide pesticider har systemisk virkning. Efter optag i planten føres giften med saftstrømmen rundt i hele planten, og selv blomsternes nektar og pollen bliver forgiftet.

Snigende giftighed

De danske myndigheder mener, til forskel fra eksempelvis de svenske, ikke, at bier løber nogen risiko ved at indsamle nektar og pollen fra rapsplanter, der er fremvokset fra frø, der er behandlet med neonikotinoider. Koncentrationerne i rapsplanternes pollen og nektar er angiveligt så lave, at bierne ikke dør af det – umiddelbart. Men de seneste års forskning på området har frembragt betydelig evidens for, at vilde bier lider stor skade af selv meget lave niveauer af neonikotinoider. Skaderne viser sig ikke i form af akut dødelighed, for så var det forholdsvist enkelt at afgøre, om midlerne skulle trækkes tilbage fra markedet, eller der skulle ske ændringer i deres anvendelse. Derimod skal der grundige undersøgelser til, typisk i felten, af biernes adfærd, ynglesucces, fødesøgning mv. for at spore de – i sidste ende – fatale konsekvenser for bierne.

Bierne mister orienteringsevnen

Forklaringen på de kollapsede bigårde i USA og andre steder var, at neonikotinoider ødelægger biernes evne til at orientere sig. Bierne kunne med andre ord ikke finde tilbage til bistadet efter en tur ud i landskabet for at finde nektar og pollen – bierne fløj ud, men kom aldrig hjem igen. Denne uheldige effekt på bierne var ikke blevet undersøgt i kemiproducenternes laboratorier, det var først efter flere års regelret brug over store områder, at sammenhængen blev opdaget og erkendt. Det var de døde honningbier, der ledte til opdagelsen, men forskerne mener, at de vilde arter af bier er langt mere følsomme over for neonikotinoider end honningbierne er. Store, produktive familier af honningbier er hurtige til at kompensere for tabet af arbejderbier. Det kræver blot, at dronningen lægger nogle flere æg, og en honningbidronning kan snildt lægge 2000 æg om dagen.

Hos hovedparten af de vilde biarter derimod lever den æglæggende hun alene, og hun lægger ikke mere end 10–20 æg i hele sit liv. Går noget galt, eksempelvis at hun mister orienteringen som følge af let forgiftning med neonikotinoider fra den pollen eller nektar, hun æder, kan hun næppe starte eller fuldføre sin yngeletablering. Konsekvensen bliver, at hun ikke får produceret afkom. For vilde bier er dette katastrofalt, da hunnerne kun har en kort periode til at finde redested, søge føde og lægge æg. Løbet er hurtigt kørt, og derefter dør hunnerne.

Det er de vilde bier, der er truet i den danske natur og ikke de domesticerede honningbier på billedet, og som biavleren holder. Foreningen Vilde Bier i Danmark er ikke imod biavl, men vi mener, det bør finde sted med større hensyn til de vilde bier og med større forståelse for de vilde biers behov og trængte situation, end tilfældet er i dag. Mange arter af vilde bier er yderst sjældne og truet af udryddelse, og større offentligt ejede naturområder er næsten de eneste steder, hvor de kan leve. Så man bør være varsom med intensiv biavl i naturprægede områder, skove, enge, overdrev mv. Man kan sagtens finde områder, hvor biavl kan bedrives forsvarligt – særligt ude i de stærkt landbrugsdominerede områder og eventuelt også i byerne. Foto: Mia Stochholm

Skader på humlebier

Også humlebier er udsatte. En ny undersøgelse, som blev offentliggjort i efteråret 2017 viste, at humlebiers buzz-bestøvning hæmmes af neonikotinoider. Buzzbestøvning er en særlig form for bestøvning, som især humlebier mestrer. Det foregår ved, at humlebien griber fat i støvdragerne, sætter dem i vibration og på den måde får frigjort pollenkornene, der så drysser ud på bien. Humlebier, der blev udsat for en dosis svarende til den, de udsættes for i områder med neonikotinoidbehandlede afgrøder, indsamlede 47–56% færre pollenkorn sammenlignet med humlebier, der ikke udsættes for giftmidlerne. Artiklens forfattere konkluderer, at det har negative konsekvenser for humlebiboets evne til at producere afkom. Andre undersøgelser har vist, at neonikotinoider kan reducere humlebi-familiers reproduktion med 85% – der produceres altså kun meget få nye dronninger i de familier, der indtager pollen med et (ikke akut-dødeligt) indhold af neonikotinoider. Hvordan sagen stiller sig for den store artsgruppe af enlige bier, er der ikke så meget viden om, men sandsynligvis er de skadelige konsekvenser mindst lige så store for dem.

Neonikotinoider er alle vegne

Anvendelsen af neonikotinoider er så udbredt, at biernes chance for at undgå kontakt med midlerne tilsyneladende er små. Et schweizisk forskerhold fandt, at 75% af ca. 200 honningprøver indsamlet over hele verden indeholdt neonikotino-ider. Gennemsnittet af koncentrationerne af giftstofferne i honningprøverne var 1,8 nanogram pr. gram honning (ng/g), og højeste koncentration var 56 ng/g. Forskerne bag undersøgelsen angiver, at en gennemsnitlig koncentration på 1,8 ng/g er tilstrækkeligt til at påvirke bier negativt. De vilde bier trækker på de samme planter som honningbierne, og de udsættes for de samme pesticider som honningbierne. Det må derfor antages, at bestandene af vilde bier over hele verden er påvirket af neonikotinoider i betydelig grad.

Også haveplanter er sprøjtet

Ikke kun afgrøder og vilde blomster er forurenet med neonikotinoider. En engelsk undersøgelse viser, at det kan planter købt i havecentre også være. Her fandt man, at mere end 70% af de analyserede planter indeholdt neonikotinoider, og koncentrationen var 6,9–11,0 ng/g pollen, hvilket overskrider det niveau, der skal til for at dræbe bier. I praksis vil bierne næppe æde så meget pollen, at de direkte dør af det, men deres adfærd kan blive påvirket negativt.

Neonikotinoider spredes i miljøet

Neonikotinoider er længe om at blive nedbrudt. Under markforhold optager planten kun 2–20% af den mængde, der er i bejdsemidlet på et frø. Resten efterlades i jorden. Data viser, at der typisk går 200–1000 dage inden halvdelen er nedbrudt ude i marken. Restmængderne i jorden kan dermed optages af den efterfølgende afgrøde året efter. Hvis der er tale om en blomstrende afgrøde, som bierne besøger, vil neonikotinoider i jorden kunne forurene nektar og pollen i afgrødens blomster. Vilde bier, der trækker på blomster uden for marken, risikerer desværre også at blive forgiftet. Neonikotinoider er vandopløselige og kan sive ud i omgivelserne omkring marken, hvor de kan blive optaget af de vilde blomster.

Andre pesticider skader også bier

Et grundigt studie i USA har vist en overbevisende sammenhæng mellem nedgangen i antallet af bier og anvendelsen af et bestemt fungicid (svampebekæmpelsesmiddel). Dels ved at midlet nedsætter biernes modstandskraft over for parasitten nosema, dels fordi det forstærker gifteffekten af andre pesticider. Dette er helt nyt, og endnu ved ingen, om det kun forekommer for det ene undersøgte fungicid, eller om det er et generelt fænomen. Fungicider anvendes i stort omfang i konventionelt landbrug.

Håb for fremtiden

Til foråret 2018 skal EU og dets medlemslande som nævnt tage stilling til et forslag om at forbyde al udendørs anvendelse af neonikotinoider. Den danske regering er desværre imod forslaget p.t., men flere større EU-lande er for. Vedtages forslaget, stopper neonikotinoidbejdsning af sædekorn/-frø, og i løbet af få år vil den sidste rest af neonikotinoider være forsvundet fra markjorden og naturen. En stor trussel mod vilde bier, sommerfugle og andre blomsterelskende insekter vil således være fjernet. Faren for en fremtidig silent summer er imidlertid ikke drevet over af dén grund. De vilde bier og mange andre insekter mangler i udstrakt grad gode levesteder, hvor de kan bygge rede og finde føde. Men det er en anden historie, hvor vi som haveejere heldigvis kan gøre en forskel.