Mange tror fejlagtigt, at plantesæsonen er slut, når de kommer hjem fra ferie og sommerblomsterne er på retur. Det er ærgerligt for uanset årstiden er der planter, som trives, kan give altanen liv og bruges til at udnytte pladsen i de tomme krukker. Men hvilke planter egner sig bedst og hvordan skal de plejes, nu hvor efteråret har meldt sin ankomst?
Her er forslag til både spiselige, blomstrende og stedsegrønne planter, der med fordel kan dyrkes og pynte på altanen i vinterperioden. Generelt anbefaler jeg, at anvende forskellige flerårige og vinterhårdføre planter, fordi de kan overvintre ude og er med til at give en grundstemning af frodighed på altanen året rundt. Fordelen ved flerårige og vinterhårdføre planter er, at de kommer igen år efter år og kan suppleres med selvsåede grøntsager, krydderurter og sommerblomster i sommermånederne samt blomsterløg om foråret.
Prøv også at udnytte pladsen op og ned ad mure, vægge, gelænder, nedløbsrør og loft til klatrende og hængende planter. Der findes både blomstrende, spiselige og stedsegrønne klatre- og hængeplanter, som kan anvendes til dette formål. Men husk lige at tjekke om du følger boligforeningens vedtægter, inden du laver huller i væggen til et ophæng eller stativ.
Altanplanter skal have en vis robusthed for at kunne klare vores vintre og til tider barske klima med frost, tø og vinterstorme. Planter, der gror på altanen i krukker eller andre beholdere, har et begrænset rodsystem. Rødderne her er mere følsomme overfor frost, end hvis de voksede i jorden. Derfor kan det være nødvendigt, at beskytte rødderne ved, at stille plantebeholderne på gulvet og langs indervæggen eller pakke dem ind i isolerende materialer så som bobleplast. Det gælder især, hvis temperaturen kommer under 5–10 minusgrader.
Det er desuden vigtigt at undgå, at altanplanter står og sopper i vand. Våd jord øger risikoen for både druknedød og frostskader på rødder samt frost-springning af krukken. Sørg derfor altid for at fjerne eventuelle underskåle samt enten at lave drænhuller i plantebeholderne og klods dem op på mindst 1 cm tykke klodser, så overskydende vand kan ledes væk og/eller at der er et passende drænlag (fx af småsten eller leca i bunden af plantebeholderen).
Når det gælder pleje, skal man generelt holde igen med vandingen gennem den mørke tid, men sørge for, at planten ikke tørrer helt ud. Det gælder især om foråret, når solen igen begynder at få magt.
Her er eksempler på planter, som kan overleve og gøre din altan mere frodige og levende vinteren over.
De spiselige
Krydderurter. En lang række krydderurter som fx timian, rosmarin, salvie og persille og til dels kinesisk purløg, der er stedsegrønne. Hvis de står i en altankasse med begrænset plads, kan det være en fordel, at tage altankassen ned og sætte den tættere ved væggen for at forlænge sæsonen. Kinesisk purløg står længe med sine hvide blomsterskærme om efteråret og kræver ikke meget beskyttelse før den beholder sine blade hele året rundt.
Jordbær får udløbere om efteråret og kan med fordel plantes i krukker, hvor de overvintrer. På denne måde udvikler rødderne sig allerede om efteråret, hvilket giver en god start og tidligere høst det følgende år. Hvis du ikke har plads til planterne selv, er det en god gaveide til andre altan- eller haveejere.
Kål findes både i spiselige udgave og som pyntekål. Fælles er, at de kan stå udendørs hele vinteren og har det godt ved lave temperaturer. I de rigtig gamle dage blev grønkål brugt som juletræ og man kan jo gøre som der står i julesangen »Først skal træet vises, siden skal det spises«!
De stedsegrønne
Ceder har det her elegante men samtidig lidt rå udseende, som der har været stor efterspørgsel efter de sidste par vintre. Nogle bruger det som juletræ, tager det ind et par dage til jul og ud igen, efter et par dage. Et rigtig genbrugs- juletræ. Trives både i sol og halvskygge.
Ene findes i mange forskellige størrelser og former med enten grønne eller grå nåle med et mere eller mindre vildt look. Bærerne kan anvendes i vildretter. Kræver fuld sol.
Foto: Bente Mortensen
Dværgfyr er et kompakt lille træ som findes i både grønne og går nuancer. Den er rigtig fin i krukker og kan tåle vind, sol og saltholdig luft. Vil gerne have en lys placering.
Bambus er også stedsegrøn og kan både bruges til at give et grønt look hele året rundt og skærme af mod de ting, som forstyrrer den lille oase. Der findes forskellige kompakte typer, som er anvendelige i krukker. Kan både tåle sol og halvskygge.
Bregner. Ligger din altanen helt i skygge er det et hit, at anvende bregner. Nogle bregner er stedsegrønne og beholder deres blade hele året rundt.
Lammeøre er en god bunddækkeplante med små sjove hårede blade, der er stedsegrønne. Fint at anvende, som underplantning i en krukke med et træ eller busk, der taber bladene. Trives bedst i sol.
Efeu findes i et stort udvalg med forskellige bladformer og farver. Kan enten klatre selv ved hjælp af sine luftrødder eller have en høngende vækst. Kan trives i både sol og skygge.
Stedsegrøn kaprifolie pynter med sine grønne blade på altanen. Det er en skovplante, der trives bedst, hvis den nederste del af planten står i skygge eller er plantet sammen med andre planter, mens resten af planten gerne vil have sol.
De blomstrende
Der er ikke mange planter, der blomstrer eller har dekorative blomsterstande om vinteren, men nogle af de få undtagelser er:
Julerose er en dekorativ planter med blomster i mange forskellige farver. Den skal placeres i halvskygge i en veldrænet, ikke for tør, kalkholdig jord. Planten er helt hårdfør og blomsterne kan tåle frost og skyder ofte op gennem sneen.
Hornviol er en staude, der får et væld af små blomster, der kan spises. Den ligner stedmoderblomst, som den ofte forveksles med. Kan overvintre eller plantes i krukker tidligt forår, da den tåler let frost. Bliver frosten hård, kan krukkerne flyttes lidt i ly eller dækkes med gran, fiberdug eller et tæppe i de kolde nattetimer.
Skimma overvintrer med sine blomsterstande og har blade med forskellige mønstre og farver. Det er en surbundsplante, der gror bedst i letkalket spagnum eller anden jord med lavt pH. Trives i skygge eller halvskygge og sætter pris på meget vand og gødning.
Pieris er en lille stedsegrøn busk med fine hængende blomsterstande, der blomstrer tidligt forår. Det er en surbundsplante, der udvikles godt i en kalkfri, muldrig jord på et beskyttet sted i let skygge.
Efeu findes med mange sjove bladfarver. Foto: Bente Mortensen
Persille og mynte kan overvintre på altanen eller i krukker. Foto: Bente Mortensen
Ene har et vildt look og her far man naturen helt tæt pa. Bente Mortensen Foto: Bente Mortensen
Kristtorn er god i krukker og pynter til jul med sine røde bær. Foto: Bente Mortensen
Spiselig grønkal findes i mange sjove og flotte udgaver. Foto: Bente Mortensen
Her er du: Forsiden > Inspiration > Taghaver, grønne tage og altaner > Brug planter på altanen – også om vinteren
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…