Mange lys i mørket

Sæsonen er slut, tiden er kommet til at glædes over den fyldte fryser, samt alle forrådshylderne, der er proppede med sylteglas. Den anden side af haveglæden er tid til at reflektere over, hvad der gik godt og galt denne sommer, og hvad man skal forsøge at kaste sig ud i næste år. Det er helt legitimt at slænge sig med termokande, bøger i stakkevis, tændte stearinlys, radioen tændt og lave ikke en pind. Hvor meget julehejs, man kaster sig ud i, er jo heldigvis frivilligt. Der er stakkevis af timer til at undre sig. Som nu for eksempel over min klematis.

Sådan så den nedskårne klematis ud fra marts til august. Foto: Kirsten Dietrich

Efter flere års uendelig træthed, jeg selv(!) fandt frem til, stammede fra den receptpligtige medicin, der åd alle B-vitaminerne, var jeg gået på en kold tyrker – og som følge deraf dukkede kræfterne op igen. I forårsmånederne måtte jeg simpelthen dagligt ud og prøve dem af. En dag kastede jeg mig over lavendlerne, der i et par år var blevet lidt forsømt. Klippe, klippe, klippe. I min dagbog har jeg skrevet, at det var så hårdt at klippe de tykke grene, at jeg havde ondt i hænderne i flere dage. Men i ren iver efter at komme til bunds, klippede jeg min yndlingsklematis, der står imellem lavendlerne og grangiveligt ligner de andre grene, helt ned til sokkeholderne, og den blev stendød. Det opdagede jeg så først flere uger senere. Og skreg! Hvor dum kan man være?

Sommeren er jo smækfyldt med haveglæder, der dukker konstant nye op, men savnet af min klematis var der alligevel. Den plejede at kravle opad husmuren, nu stod der en vissen pind og mindede mig om, hvor lidt, der skal til for at ødelægge noget virkelig robust i en have. Som da jeg i april forrige år klippede en af mine roser med en saks, der var sløv og næsten flåede grenene over. Den fik frost og døde også. Min havekyndige svigerfar sidder godt nok deroppe i skyerne et sted, og siger mildt: – Jamen pige, du ved da godt, at hvor der handles, der spildes. Pyt! Køb en ny.

Her vil jeg lige indskyde, at jeg tror, der hersker et særligt forhold imellem haveejere og penge. Der findes ikke mange glæder, der kan måles med at gøre det selv (ok så, i samarbejde med naturen). At få stiklinger fra bekendte, at så sine egne indsamlede frø, at lege dagplejemor for sine små spinkle tomatplanter, er med til at få humørbarometeret op på hvert forår.

Der bliver ikke sparet på sække med økologisk jord fra trælasten, eller på nye spændende økologiske frøposer. Jeg har sågar engang, før de kom til DK, købt Blå Congo læggekartofler for ca. 20 kr. kr. stykket, alt iberegnet. Men ligesom bedsteforældre ikke udregner, hvad det koster i benzinudgifter at hente og bringe børnebørn, og golfentusiaster heller ikke ved, hvad den sport koster dem i timen, ved vi heller ikke, hvad en drivhusdyrket tomat sådan cirka står i, hvis man regner det hele med. En af mine venner sagde engang, at vi da måtte spare mange penge, når vi sådan kunne gå ud i haven og grave alle grøntsagerne op, men jeg er nu ikke så sikker. Jeg tror ikke, min have vil udvise et godt resultat i en cost-benefit-analyse, men det handler det jo heller ikke om. Selvom jeg næsten ikke kunne lade være med at steppe foran min indkøbskurv, da jeg i den lokale Superbrugs så de økologiske valnødder koste mere end 200 kroner kiloet!

Klematissen i sine velmagts dage – inden nedklipningen. Foto: Kirsten Dietrich

Her i vintermørket kan man jo så reflektere over, hvorfor man dog ikke bare gik ud og købte en ny klematis? Jeg kan ikke svare andet end, at det er selve meningen med min have. At være i stand til at drage omsorg for sine planter. At udvise rettidig omhu og ikke slå ihjel ligger latent i havehænder, der er ikke forskel i cellehukommelsen på at tage vare på en nyfødt baby og omplante sine 2 cm høje tomatstiklinger.

Men henover sommeren stod den bare mur alligevel og så dum ud, med listerne til ophæng af de sarte klematis stængler, og derfor skreg jeg næsten lige så højt, denne gang af fryd, da jeg i slutningen af august måned for omkring hushjørnet og ud af øjenkrogen fik øje på noget vårgrønt stikke op imellem lavendlerne. Hold da fest! Efter en halvt års fravær spirede de knastørre pinde så alligevel.

Midt i november begyndte planten at danne blomsterknopper, som ikke nåede at lukke sig op, inden den første nattefrost kom. Nu står den opad muren og ligner en klematis midt i maj måned, der bare venter på sit første skud sommervarme. Hvordan den klarer sig næste forår er uvist. Min mands lakoniske reaktion var, at han da godt vidste, den ville dukke op igen på et tidspunkt, men han er som sagt også søn af manden med de grønne fingre.

Den flere meter høje klematis i november med knopper Foto: Kirsten Dietrich

I vores have står et valnøddetræ så stort som et hus, og det gror lifligt videre, hver gang det beskæres hårdt. På trods af fagkundskaben ser træet ikke ud til at kende til vanskelige forhold i vores klima. Kort efter vi flyttede ind, beskar vi træet, så en af landsbyens ældste var ved at få hjertestop. Men som sagt, er min mand søn af en optimistisk haveejer, og derudover trækyndig, så han var fortrøstningsfuld. Som årene er gået, viste det sig, at han havde helt ret. Valnøddetræet er næsten 100 år gammelt, og trods en hård medfart under 2. verdenskrigs isvinter, giver det stadig valnødder i stride stænger, på størrelse med små barnenæver.

I hedebølger er det eneste sted på matriklen, jeg kan holde ud at være under valnøddetræet enorme krone. Foto: Kirsten Dietrich

Ovntørrede valnødder Foto: Kirsten Dietrich

Hvert år høster vi mellem 25 og 50 kilo, der skal plukkes, renses, tørres eller fryses ned. Det er et rent Sissifos arbejde at samle nødder ind. Det bliver ved og ved, giver kulsorte hænder og negle, og arbejdet tager en måned eller to. Men så har vi også valnødder til et års forbrug.

Til valnøddebrød, salater, valnøddemuffins og honningsyltede valnødder i cognac til isen, der med vores egne æg ikke kan udkonkurreres af NOMA.

Det er så stort et arbejde, at jeg denne vinter undrer mig over, hvordan jeg fandt på at putte en hasselnød, fundet i skoven, ned i jorden i min have? Efter få år står der et træ med nødder, der også skal plukkes. Men når jeg bager min mors julesmåkager, er det en speciel dejlig følelse at dykke ind under trappen og hente en håndfuld af mine helt egne hasselnødder til at putte i dejen.

Hasselnøddetræet, kun få år gammelt. Foto: Kirsten Dietrich

Sommeren strækker sig ikke bare over et par måneder om året. Her i haven varer sæsonen i 9 måneder – mindst – og trods lykken ved at så, prikle, stikle om, udplante, gøde, vande og nyde alle havens glæder, er jeg hamrende glad for bo i et land, der har fire årstider. Med nogle vintermåneder, hvor det er helt på sin plads at hvile ud efter den store indsats, der kræves for at dufte til roser, plukke tulipaner, se klematis vælte udover plankeværket, smage alle bærrene, plukke grøntsager i måneder, æde sig en pukkel til i tomater og agurker i den korte tid, de er der. Det hører alt sammen med til det kreative, lykkelige liv i haven. Men kors hvor jeg også nyder de få måneder, inden lyset bryder igennem, og vi skal til det igen.

I dage med lys i korte tidsrum, efterfulgt af intenst mørke, kan jeg opholde mig indendørs og arbejde, skrive, strikke, læse, høre radio, sove tidligt, lægge kabaler og planer for næste sæson uden på nogen måde at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke moser rundt efter græsslåmaskinen, fordi græsset igen i år er alt for langt, og jeg i slutningen af november stillede den i skuret med stor beslutsomhed og erklærede, at nu ville jeg sk… på, om græsset groede mere i år, nu gad jeg ikke mer’!