Sådan gemmer du dine valnødder

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Valnøddetræet vokser i Danmark på sin nordgrænse og trives bedst i de mildere egne. Det danske efterårsvejr egner sig bestemt ikke til at tørre valnødder i. Men med lidt viden og erfaring kan man få virkelige kvalitetsnødder til jul og til diverse boller og salater i løbet af vinteren.

Valnød

Hos nogle valnøddesorter bliver nødden hængende, nærmest i en tråd, efter at skallen har åbnet sig. Nødden tørrer en del, inden den falder til jorden. Men kragerne har let spil med at hente nødder på sådanne træer. Foto: Karna Maj

Vask og skyl valnødderne i Atamon

Valnødder vask

Er nødderne fulde af jord, skylles de først rene i koldt vand, inden de kommes i varmt vand tilsat atamon. Efter badet lægges de til afdrypning og tørre på en rist. Som man kan se, får de hurtigt en tør overflade igen. Foto: Karna Maj

Hvis man har mulighed for det, er det bedst at samle valnødderne op hurtigst muligt efter, at de er faldet ned, da de så er pænest og ikke allerede angrebne af mug. Evt. grønne skaller fjernes. Nogle valnøddesorter åbner de grønne skaller på træet, så nødderne falder direkte ned på jorden. Hvis de er helt rene og fine, kan de lægges direkte til tørre.

Men som regel er de snavsede og våde, når de samles op. De skal da skylles grundigt. Lettest i et par hold varmt vand fra hanen – varmen løsner skidtet bedre. Skrub dem, hvis de er rigtig slemme. Derefter lægges de i et bad med varmt vand med rigeligt med Atamon i – ½ dl til et stort fad vand. De skal nu ligge heri 5 minutter – gnub dem lidt imens – det gør dem også lidt lysere og pænere. Det varme vand dræber muligvis også nogle skimmelsvampe. Og når skallen varmes op, tørrer nødden hurtigere bagefter. Men nødderne må ikke ligge for længe i vandet, da kernerne ikke tåler opvarmning. Derfor kan man ikke tørre dem i ovnen. De tages op til afdrypning, f.eks. i en sigte.

Der skal både luft og varme til tørringen

Valnødder

Hjemmeavlede valnødder i en flot kvalitet. Foto: Karna Maj

De skal nu have kombineret varme og luft. Dvs. at de skal lægges ud, så de får luft fra alle sider. F.eks. på bageriste, bredt ud i ét, til nøds to lag, så de kan tørre. Luft er mindst lige så vigtig som varme. De kan anbringes ovenpå oliefyret eller over en radiator, men der må max. være 35–40° C.

Efter ca. 5 døgn skulle de gerne være gennemtørre. Prøv at tage en halv snes stykker af de mindst pæne væk fra varmen og se om de bliver ved med at være tørre. Knæk et par og kontroller, at de også er tørre indvendig. Nødderne skal nu være smukt brune og smage som tørrede valnødder. De skal være sprøde – hvis de er gummiagtige at bide i, er de ikke tørre nok endnu.

Opbevaring et tørt og køligt sted

Det er vigtigt ikke at lade dem tørre for længe, da de så tørrer ind og bliver kedelige. De tages herefter væk fra varmen og opbevares i flettede kurve eller net – husk at gemme nogle net fra appelsinerne til næste års brug. Nylonstrømper (nyvaskede!) kan også bruges. Derefter hænges eller sættes de tørt og ikke for varmt. Det er vigtigt at opbevare dem et sted, hvor musene ikke kan få fat i dem – det er virkeligt ærgerligt at finde et net kun med tomme skaller! Med lidt erfaring får man en superkvalitet hjemmetørrede valnødder, som kan holde sig helt til næste høst eller endnu længere. Har man en god valnøddesort, er de hjemmavlede mere velsmagende end købevalnødder.

Tørring i det fri

Valnødder kan lægges til tørring på netrammer i det fri.

Man kan stille netrammer op på bukke til at tørre valnødder på. Opstillingen kan også bruges til tørring af spiseløg. Foto: Karna Maj

Valnødder er ikke en ensartet størrelse, når det gælder tørring. Der findes rundt omkring træer, som har nødder, der er meget nemme at tørre. De kan bare samles op, lægges på netrammer ude i det fri og efter nogle uger hænges ind under tag i et net til videre tørring. Det gør det hele meget enklere, så hvis man er den lykkelige ejer af et sådant træ, så pas godt på det.

Dobbeltvalnødder er ikke egnede til tørring

Der findes valnøddetræer, som giver nogle meget store nødder, såkaldte dobbeltvalnødder eller kæmpevalnødder. De bliver 5–6 cm lange. Nødderne er så store, at de er meget svære at tørre, og de vil ofte mugne under forsøg på opbevaring. Men de er fine at spise friske, og overskuddet kan nedfryses.

Knæk og kom i fryseren

Hvis man har mange valnødder, så er det uoverkommeligt at tørre dem allesammen, og man kan i stedet for gå over til at knække valnødder i et par uger, mens man ser fjernsyn – fin kombinationsbeskæftigelse. En bradepande er en fin knækkebakke. De knækkede valnødder kommes i fryseren – og de næste mange måneder kan man lige hente en håndfuld til bolledejen eller til salaten. De optøes bedst ved at overhældes med et par hold varmt vand fra hanen. I boller får de dog en lidt mere blød konsistens end tørrede valnødder.

Kommentarer

Der er 46 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hjemmeriet

Konservering af grøntsager ved mælkesyre

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Høst og opbevaring > Sådan gemmer du dine valnødder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider