Kunsten at øve sig

Man bliver ikke nødvendigvis Nikolaj Znaider, hvis man træner sit violinspil i 25 år, men man bliver en habil musiker. Hvis man dagligt over en årrække eksperimenterer i sit køkken, kommer der ganske hæderlige resultater ud af det. Hvis man graver, planter, vander, sår, luger, høster og i øvrigt moser rundt i sin have i en halv menneskealder, bliver man god til at få store løg, bonderoser til at formere sig, drueagurker til at trives og skaffe tomater nok til at dække familiens sommerbehov. Måske ender man ikke sine dage som mesterkokken, Bocuse, eller Bonderøven, men man kan blive skrap til det, man foretager sig, og så i øvrigt huske sig selv på al den træning og erfaring, der ligger bag successen.

Mine første 10 køkkenhaver var et kaos af rod og ukrudt, umage der aldrig bar frugt. Jeg brugte al min energi i starten, og trods velmente råd anlagde jeg konsekvent køkkenhaven de forkerte steder på grunden. Midt i skvalderkål, vilde peberrod, skygge eller under store træer. Det var ren jammer. I en del år troede jeg faktisk selv på, at havearbejde, duede jeg bare ikke til. Min nabo gravede, gødede, rensede, og talte stort set aldrig om andet end sin skide køkkenhave, hvorfra jeg kunne hente al det overskud, de ikke selv kunne proppe i sig.

Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg var rimelig god i et køkken, havde ovenikøbet grønne fingre, når det drejede sig om indendørs planter, mens det der skulle gro udenfor, var jeg komplet idiot til? Brugte jeg de samme principper?

Efter mange år i mit eget køkken, synes jeg, tiden var inde til at lave hønsekødssuppe helt fra bunden. Det tog hele dagen, og smagte af ingenting. Jeg ringede og klagede min nød til min mor.

– Jamen pigebarn dog, har du glemt at putte suppeben i?

– Hvad mener du med det? Jeg har kogt en hel høne i timevis, med masser af grøntsager, hvorfor smager det som postevand?

– Du kan altså ikke lave ordentlig suppe uden kraftben, det er dem, der får suppen til at smage af noget.

Står det måske udenpå hønen?

At jeg i dag, er i stand til at læse en madopskrift og smage den samtidig, stammer ikke fra min barndom, men fordi jeg har øvet mig. Min erfaring kommer af, at jeg har prøvet at mishandle kalvekød, købe de forkerte ris, overkoge grøntsager, troet, at grøn salat var kinakål, og at man kan lave lækre bøffer af al slags oksekød, bare man steger dem længe nok.

Man må acceptere, at man ikke kan læse sig til alting. Jeg er begyndt at tro, at gode jordforhold, vanding og sol i rimelige mængder ikke er den eneste vej til succes i haven. Omhu og kærlighed er efter min erfaring noget, alt levende reagerer på. Ellers er det ikke til at forklare, hvorfor jeg plukker mine første agurker i et kolddrivhus i starten af juni eller mine roser stråler om kap i solen – uden sygdomme.

Små drenge, der altid har en fodbold under armen, bliver gode til at spille. Hvis man øver sig i at pifte hele dagen lang i sin barndom, går det heller aldrig i glemmebogen. Nogle opgaver klarer jeg bare meget nemmere end andre. Jeg kan godt tegne, men jeg bliver aldrig nogen Leonardo da Vinci. Den mand stod i månedsvis i kolde kælderrum og tegnede lig. Den slags tålmodighed har jeg slet ikke.

Mine ører lukker også helt af, når nogen fortæller om bestøvning. Jeg går glip af en masse nyttig viden, men jeg lytter ikke alligevel. Den systematiske indsamling af nyttig viden er bare ikke mig. Den eneste gang i mit liv, jeg har læst en manual fra start til slut, var, da jeg havde købt et nyt kamera, og fik influenza. Jeg lærer mere af alle de gange, jeg kvajer mig, end ved at sidde med næsen bøjet over en fotobog.

Derfor har jeg først set lyset her til morgen mht. pæretræer. Vi bor i en have med frugttræer, der er plantet før, jeg kom til verden. Æbletræerne har strittende vanris grundet forkert beskæring, vanrøgt og ligegyldighed overfor gamle, sure frugtsorter. Men der står også nogle pæretræer, som i alle de år, vi har boet her, kun har fået dejlige, saftige pærer få gange. Her i morges fik vi løst gåden.

Jeg sad ved morgenkaffen og bladede i Praktisk Økologi, da jeg faldt over Anders Bechs artikel om den nordiske have, og hans råd om altid at plante 2 slags pære- og æbletræer i haven af hensyn til bestøvningen. Så gik der en prås op for mig.

Vi har to pæretræer i haven. Ægteparret, der for en menneskealder siden plantede træer i denne have, vidste – i modsætning til mig – godt, hvad de gjorde. I alle de år, jeg har opholdt mig her, har jeg hvert år beskåret det ene pæretræ ned til sokkeholderne, fordi grenene skyggede for tørresnorene. Det er kun dovenskab, at træet ikke er fældet for længe siden. For et par år siden lod jeg det gro, fordi det skyggede så dejligt i sommerheden, og sidste år fik vi så mange pærer på det andet træ, at vi var helt salige. Jeg bagte pæretærter i en måned, låget på fryseren kunne dårligt lukkes.

Enkelte pærer er bedre end slet ingen – men mange bliver man helt salig af. Foto: Kirsten Dietrich

I haven står også et gammelt valnøddetræ, plantet før sidste verdenskrig, og kronen fylder som et toetages hus. Nødderne er på størrelse med små barnenæver. Men hvor bliver man dog træt af at rense dem for skaller, for slet ikke at tale om at tørre dem. Et år gav træet mere end 50 kilo, og vi havde valnødder liggende til tørre overalt, der skulle vendes og drejes dagligt for ikke at mugne.

Sidste år købte jeg en hel flaske cognac, udelukkende til at sylte valnødder i. Desværre søgte jeg – helt ukritisk – efter en opskrift på nettet, så nu har vi mindst ti store glas syltede valnødder stående, ingen gider spise, fordi de smager helt vildt af cognac og meget lidt af nødder. Da jeg var udmattet af at knække valnødder, og køkkenet lugtede som et hjemmebrænderi, faldt jeg over en artikel, hvor der stod, at valnødder kan fryses. Ikke én eneste gang i tyve år, har jeg tænkt den tanke.

Valnødder i ekstra large… Foto: Kirsten Dietrich

Min konklusion er, at viden, erfaring, kærlighed og omhu ikke er til at komme udenom, når det gælder om at have succes i sin have. Men gejst og en god fysik er altså heller ikke at foragte.

Hvis man har det i sig, har man, anytime, mulighed for at blive, ikke bare rimelig, men rigtig god i et atelier, i et køkken og i haven. Medmindre man er født som Mozart, kommer man bare ingen vegne uden at øve sig.

Og pludselig ved man, hvornår man skal så tomater og agurker i vindueskarmen, og hvornår de skal sættes ud. At løg skal have masser af vand, og jordbær både sol og vand. At Søren Ryge ikke har helt ret i, at kartofler bare er det nemmeste, man kan dyrke, og at en god tegning kræver masser af øvelse. Det sidste gider jeg så bare ikke lige, men det gør jo ingenting, så længe man holder sig for øje, at det ikke gælder om at sammenligne sin indsats og resultater med de andres.