Før jeg fik Bi

Honningbierne og jeg fejrede vores anden sæson i haven med at indvintre dem så meget som muligt på deres egen honning. Jeg aner ikke, om bierne kan mærke forskel. Det kan jeg, på en måde; det føles nemlig godt, når jeg ved at de selv har ‘smurt madpakken’. Noget jeg slet ikke var opmærksom på før jeg meldte mig ind i den lokale biavlerforening og hentede min første bifamilie – her startede min passion for bier: Både honningbierne, vi holder som husdyr og alle de andre bier, der findes i den danske natur.

Jeg har plukket en buket fra grøftekanten, der heldigvis indeholder en del mad – også til de vilde bier, der især er vilde med at gå på blomster med blå og lilla farver. Foto: Majken Sundahl

Ting jeg ikke vidste, da jeg købte min første bifamilie:

1. Man fodrer bier
Normalt tager en biavler det meste eller al den honning, bierne producerer – og erstatter det med højt omsætteligt, rent sukker. Når man fodrer, ved man at bierne kan tage foderet hurtigt ned i stadet og putte det ind i alle de tusindvis af celler, man har tømt for honning under slyngning. Men – hvad sker der lige for, at vi lovpriser honning for en mængde af gode egenskaber, samtidig med at vi fratager bierne muligheden for selv at indtage det?

Om sommeren er stadet et mylder uden lige. Bierne her har fået taget første omgang honning og skal have tomme kasser med rammer på toppen, så de kan samle mere ud på sensommeren. Foto: Majken Sundahl

2. Bierne sidder stille det halve af tiden
Bierne holder sig varme i en klynge vinteren over – og den store bifamilie på måske op til 40–50.000 bier om sommeren, skrumper nu ind til omtrent en fjerdedel. I løbet af vinteren bevæger bierne sig ganske langsomt, som en stor, summende fodbold, igennem forrådet, fordelt på rammerne i stadet.

Her har bierne bygget ud og fyldt det meste af tavlen med nektar, som de inddamper ved at slå med vingerne inde i det varme stade. Når nektaren har rette konsistens og vandindhold, lukker de cellerne med en lille voksforsegling – det betyder at honningen er klar til at blive høstet. Foto: Majken Sundahl

3. Mine bier kan ikke klare sig uden mig
Jeg troede at jeg købte sådan et ‘selvforsyningskit’ – og at jeg nu altid ville kunne producere honning, selvom verden gik ad h… til. Men sådan er det ikke helt. De fleste steder i verden er bierne nemlig plaget af en lille mide, Varroamiden, som bider hul i biens beskyttende yderskelet, for at suge næring i sig. Miden lægger æg i cellerne, hvor bierne udvikler sig, og kan sprede sig ved at sætte sig fast på bien og lade sig transportere fra blomst til blomst. Varroamiden er ikke naturlig i Danmark, men er kommet fra asien, efter at vi begyndte at flytte rundt på bier og avle på andre egenskaber. (Der findes nemlig forskellige racer af bier, ligesom indenfor alle vores andre husdyr).

Jeg er begyndt at presse min honning ud af tavlen – jeg bruger en gammel æblepresser – og det fungerer fint til mit behov. Jeg synes, at honningen får en mere pikant smag af det pollen, der til tider også sidder lidt af i tavlerne – den kan man nemlig ikke få med ud, når man slynger. Foto: Majken Sundahl

For at undgå at bierne bliver syge og svage, er man simpelthen nødt til at give dem en hårdhændet behandling et par gange om året: Typisk udsætter man dem for en damp af kraftig myresyre om sommeren – og for dråber af oxalsyre opløst i sukkervand om vinteren. Det slår lige nøjagtig de fleste mider ihjel – uden at skade bierne ret meget. Men tænk engang! Jeg er jo næsten blevet landmand uden at vide det! Og hvis jeg skal beholde min bifamilie, skal jeg behandle, indvintre, udvintre (Den var ny, ik? Men det er rigtignok det modsatte af at indvintre – og også her fodrer man bierne).

Når jeg sætter tavler ned til bierne, er der kun præget mærker ind i voksen der, hvor bierne skal bygge deres celler. Foto: Majken Sundahl

4. Mine honningbier er nogle bøller

Alskens smukke blomster dukker af græsplænen – her bla. valmue, der elsker jord, der har været rodet lidt i. Det må være muldvarpens værk, for efteråret før var plænen gennemhullet af muldvarpeskud. Foto: Majken Sundahl

Honningbier er helt utroligt fascinerende! De er utroligt effektive – på den måde at de i tusindvis flyver til det område, hvor der er mest føde at hente. Men de er på en måde også lidt for effektive. Faktisk er forskere i biodiversitet begyndt at snakke om at honningbierne kan skabe unødigt stor konkurrence for andre bier, som ikke er nær lige så effektive. Jeg har mine bier stående ved store marker, og de trækker på kløver og raps i foråret – og om sommeren, når særligt rapsen er afblomstret, går de på rov hos de af mine naboer, der har mange blomstrende planter og buske i haven. Jeg kan se at de holder en fest i mit krydderurtebed – men også at der er massevis af honningbier, der sidder på vilde blomster i grøftekanterne ud på sensommeren – måske er det mine – det er ikke til at vide. Man kunne jo i naturens navn løfte pegefingeren og sige at honningbier er noget værre noget, når der ikke er blomster og dermed nektar og pollen nok til både honningbier og vilde bier. Jeg tror lidt mere på, at vi skal blive gode til at sørge for at der er blomster nok i det ellers ret golde landbrugsland – og i de ofte meget tætslåede græsplæner, som vi kan være lynhurtige til at luge for mælkebøtter og andet godt.

Og så skal vi måske bare ikke være så grådige – hvis bierne får lov til at beholde noget af deres honning, vil de ikke have brug for at indsamle helt så meget før de kan holde vinteren over – og hvis vi ikke sætter bistader op overalt i den danske natur, vil der stadig være steder, hvor de vilde bier kan tumle**. Jeg er i hvert fald mægtig tilfreds og mere end godt forsynet med mine fire stader i haven.

Alm. Brunelle breder sig livligt i min plæne når jeg lader den stå lidt til. Foto: Majken Sundahl

Indvintring

Er noget, man gør klar til allerede når man har taget honning sidste gang. Bierne skal nemlig normalt alle sammen ned i samme kasse med en ordentlig bunke foder – og det skal de af flere grunde: Man skal bl.a. kunne komme til at behandle dem med oxalsyre, som man drypper henover dem i løbet af vinteren, hvor de sidder stille nede i kassen. (Man behandler bierne mod en mide, der hedder Varroa, som er vandret med biavlen ind i Danmark i løbet af firserne og halvfemserne.) Desuden er der intet udenfor at komme efter for bierne hen over vinteren, så de går mere eller mindre i ‘power save mode’, men kan alligevel spise sig igennem mange kg sukker eller honning. Jeg har forsøgt mig med at lade bierne beholde en stor del af deres egen honning, fordi jeg tænker, at alle honningens gode egenskaber ikke kun skal komme mig selv til gode.

Tre slags humlebier på en tidsel i min have: Agerhumle, Havehumle – og måske en snyltehumle? Hurra for ukrudt og rod i hjørnerne! Foto: Majken Sundahl

Husk også de vilde

De vilde bier er afhængige af rigelige blomsterressourcer fra tidligt forår til sen sommer. I naturen er der kun få planter, der blomstrer tidligt om foråret. Da humlebierne er særligt sårbare på dette tidspunkt, fordi hele koloniens fremtid afhænger af dronningens ve og vel, kan man med fordel have seljepil, krokus, juleroser og udenlandsk lyng i sin have for at afhjælpe fødeknapheden. Midt på sommeren kan især de langtungede bier opleve fødeknaphed, da de foretrækker blomster med lange kronrør. Havehumlen kan lokkes med rhododendron, salvie, torskemund, digitalis og ridderspore. Udover føde, har de vilde bier også brug for gode redesteder. Da der er registreret i alt 286 forskellige arter af bier i Danmark, hvoraf én art er honningbien, er det ret svært at generalisere – men man kan gøre meget for de vilde bier, bl.a. ved at have grusbunker og haveaffald liggende i haven.

Gode Links:
Giftfri have
Naturpleje i DN
Plan Bi
Bier i Danmark
Danmarks Biavlerforening