Et liv med bier

En dag i oktober for mange år siden sad jeg og bladrede i Stevnsbladet og så en annonce for et aftenskolekursus, »Biavl for begyndere«. Og det faldt mig ind, at jeg da for resten altid gerne ville have holdt bier. Måske kom det af, at Lone’s mor havde været biavler. Lone er min barndomsveninde. Og Lones mor havde både haft kaniner, får og bier.

Første aften på kurset blev jeg »biavler«; i kaffepausen. Egon spurgte, om jeg ville købe nogle bistader med bier i? Han kendte én, der gerne ville af med sine. Øhh, jah, det ville jeg da gerne, skønt jeg endnu ikke vidste en snus om bier, andet, end at de samlede honning og kunne stikke! Og sådan gik det til, at jeg tidligt næste forår kunne hente mine helt egne bistader på en lånt trailer.

Der er plads til et par bistader i de fleste haver – gerne lidt afsides, hvor man ikke generer biernes ud- og indflyvning alt for meget. Foto: Lis Brønderslev

En god start

Nu var jeg lige flyttet med familien til et bofællesskab på Stevns, og der var masser af plads. Bistaderne kunne stå nede for enden af den store køkkenhave. Så alle de andre bofæller skulle jo spørges først, og jeg var efter mit kursus godt forberedt til at fortælle om alle de gode ting ved at have bier, især om bestøvningen. Så det var fint og spændende med bier. I bofællesskabet havde vi, foruden køkkenhaven, også en masse nyplantede frugttræer og -buske af alle slags.

Egon blev mit faste holdepunkt i min nye biavlertilværelse. Sådan en »gammel« biavler med tålmodighed og masser af erfaring er guld værd for en nybegynder.

Ikke alene alle de praktiske spørgsmål kunne han svare på. Jeg kunne ringe og spørge: »Hvorfor sidder alle bierne nu uden for på stadet?« »Hvornår skal jeg give dem flere tavler?« »Jeg kan ikke finde dronningen« eller »Nu sværmer de, hvad skal jeg så gøre?« Men Egon havde (har) også en forundring og en ærbødighed over for naturen. »Prøv nu at lade en bi kravle på din hånd. Mærk, at den er varm og blød.« Og det blev en slags livsholdning for mig at holde bier. Naturen kan virke guddommelig, når man står med en tavle fuld af bier i hænderne og betragter de små »myreflittige« væsener.

Nå, ned på jorden igen! Bier kan også være sure, især hvis det sådan en lummer sommerdag trækker op til tordenvejr. I en enkelt familie, jeg havde, var bierne så arrige, at folk ikke kunne gå fredeligt i køkkenhaven og luge. Så jeg måtte have et plankeværk op foran bistaderne. Senere har jeg sørget for at udskifte dronningerne, så alle bierne er fredelige. Det er nemlig et genetisk spørgsmål. Man avler sig frem til »fredelige« dronninger. De udskiller nogle feromoner, som påvirker alle bierne i familien og så at sige styrer hele samfundet.

Dronning, arbejdere og droner

En bifamilie er et rigtigt kvindesamfund. Dronningen er en hunbi, som er opvokset i en særlig stor celle, og som er blevet fodret med Gelé Royal, en fodersaft, som bierne udskiller. Det gør, at hendes ovarier udvikles. (Derfor myten om, at Gelé Royal kan holde kvinder unge! Og for øvrigt smager det ikke særlig godt).

Alle arbejderne er hunbier. Men de lægger ikke æg. Der er sådan omkring 50.000 i en familie om sommeren, og de knokler rundt. De renser ud, er barnepiger, opvarter dronningen (hun bliver fodret, spiser ikke selv), holder vagt, bygger nye tavler, og henter vand, pollen, propolis og honning. Hver bi, sin opgave.

Og endelig er der så dronerne. Det er ubefrugtede æg, der bliver til hanbier. De bliver også vartet op, og deres eneste opgave i livet er at flyve ud og parre sig med en dronning! Derefter dør de. Og de, der ikke nåede det, bliver smidt ud og slået ihjel af arbejderbierne i eftersommeren. Der er jo ingen grund til at fodre på dem hele vinteren. Dronerne kan ikke forsvare sig, de kan ikke stikke!

Glæden ved bierne

Jeg er flyttet et par gange siden. Og selvfølgelig er mine bier flyttet med. At følge med i deres liv giver en ekstra dimension i oplevelsen af haven og naturen. Lyden af den første bi i en erantis eller krokus om foråret giver en varm følelse i hjertet. Og at stå og se, hvordan bierne kommer hjem med »bukser« på af pollen på bagbenene, og på farven finde ud af, hvor de har været henne. Og glæden ved at se æbleblomsterne blive bestøvet, og jordbærrene, og at vide, at det giver både større bær og mere frugt. Bestøvningsværdien omregnet til kroner og øre er langt, langt større end værdien af den honning, bierne får samlet. Og alle de små sjove oplevelser, som fx at bierne erobrer fuglebadekarret for at hente vand. Og så den lille »badeværelsesbi«, som et forår fløj i fast rutefart ud og ind af det åbne vindue for at hente vand i brusenichen.

Bierne har erobret fuglebadet. Foto: Lis Brønderslev

Egen honning

Endelig så er der jo honningen. Èns egen honning (tyvstjålet fra bierne). Den nyslyngede, flydende honning, som smager vidunderligt på et stykke nybagt franskbrød, og som løber klistret ned ad fingrene. Det må være alfernes foretrukne spise. »Økologisk« honning må vi ikke kalde det, uanset om man ikke bruger pesticider til sygdomsbekæmpelse, og om man behandler sin honning nænsomt. Det umuliggøres af nogle EU-regler. Men kald det, hvad man vil. Dansk honning er et godt og rent naturprodukt. Og biavl er naturlig i en økologisk have.

Der mangler biavlere

I Danmark er der mangel på bier til bestøvning. Når jeg sælger min honning på Køge Torv, fortæller rigtig mange ældre mennesker med lys i øjnene, hvordan de som børn var med til at dreje på håndsvinget, når der skulle slynges honning. Gamle biavlere falder fra, men der kommer ikke så mange nye til. Faktisk burde biavlen kunne få en renæssance nu, hvor gamle færdigheder som fx pilefletning og grønsagsdyrkning tages op igen.

Der er hårdt brug for nye biavlere de kommende år. Foto: Alf Hemmingsen

Danmarks Biavlerforening

I hele landet er der lokale biavlerforeninger, som er samlede i Danmarks Biavlerforening (den med den rigtige honningetikette). Og der bliver arrangeret kurser og komsammen, og der er skolebigårde, hvor man kan lære om biavl af de »gamle« og selv prøve at rode med bierne og udveksle opskrifter på mjød, honningsnaps og bivokslys.

Mere information hos Danmarks Biavlerforening: tlf. 57 86 54 70 og på foreningens website www.biavl.dk