Materialevalg til højbed

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Der er flere forhold, man skal tage i betragtning, når man skal anlægge bede, som kræver en kant. Materialets holdbarhed, hvor miljøvenligt er det, og om det opfylder ens æstetiske krav. Hvis man skal bygge bedkanter med jordkontakt er der tre muligheder: træ, sten/beton og genbrugsplast.

Hvis der er tale om bedkanter op til dyrkning af spiselige afgrøder skal man desuden være sikker på, at bedkanterne er ikke indeholder skadelige stoffer, som kan optages i afgrøderne.

I haver med børn er det en god ide at overveje problemet med kanter og ikke mindst hjørner, som børn kan kommer til skade på ved fald.

Træarter har forskellig holdbarhed

Træ er et naturmateriale, der kun har en vis holdbarhed, og det nedbrydes desværre, som I allerede har opdaget, ret hurtigt ved jordkontakt.

Hvis man vælger de rette træarter, kan man dog få en acceptabel holdbarhed. Den Økologiske Havei sin tid havde kantet urte- og blomsterbede med lærketræ (se fotos), og efter 6 år var de ved at begynde at blive møre, hvor de har jordkontakt.

Siden har et forskningsprojekt omkring robinietræ påvist, at robinietræ har en middellevetid i jordkontakt på 35 år.

Højbede med sneglehegn

Højbede af træ forgår med tiden, afhængig af, hvilke træsorter man har valgt. Her er højbede blevet forsynet med sneglehegn. Foto: Karna Maj

Kanter af sten og beton

Kampesten er uforgængelige, men de er tunge at bygge bede med og fylder i bredden. Fortovskantsten er gode i dimensionerne til formålet og meget holdbare, men også ret tunge.

Der findes også løsninger, hvor man kan få støbt betonkanter på stedet, eller man kan finde færdige betonkanter i byggemarkeder.

Anlægger man bede i græsplænen, kan det være en god ide at vælge de kantløsninger, hvor man kan køre på kanten med det ene hjul af plæneklipperen, så man ikke skal bruge tid på kantklipning.

Jernkanter

En anden mulighed er kanter af jern. Det bruges meget i prydhave som lave kanter ud mod gange. Men kan også bruges til køkkenhavens bede. Hvis man vælger et materiale, der kan ruste, giver det et mindre hårdt udtryk.

Trekantede højbede i jern

Krydderurtehave i trekantede højbede. Foto: Land Højbede

Jernbanesveller og sveller af egetræ eller robinietræ

Jernbanesveller indeholder creosot og bør ikke anvendes til nyanlæg og slet ikke i forbindelse med grønsager og steder, hvor børn leger.

Man kan købe nye miljøvenlige sveller i robinie eller egetræ i lignende kraftige dimensioner. Egetræ angives til at have en forventet levetid på 15 år, robinietræ 35 år.

Holdbarhed og hensyn til miljøet

Så set udelukkende ud fra et holdbarhedssynspunkt er træ det dårligste, sten det bedste, og genbrugsplast holder sikkert længe.

Træ er et naturmateriale, og dets svaghed (at det rådner) er også det styrke – det formulder og giver det organiske materiale tilbage til naturen ad åre.

Betonvarer i form af fliser m.m. har været brugt i mange år i haverne.

Genbrugsplast er produceret dels af affald fra plastindustrien, dels fra indsamlet og sorteret plastaffald. I dag er der en god sortering, og producenter, som udbyder deres produkter til brug i haven, bør stå inde for at deres produkter kan bruges selv til dyrkning af spiselige produkter. Men det er tilladt at være forsigtig og spørge til produkterne, hvis det ikke er oplyst.

De fleste plastprodukter er lavet af polyethylen, og dem er der ingen problemer i at bruge. Ofte vil det være i en kvalitet, som også er godkendt til fødevarer – når et produkt er målrettet fødevarer, er det normalt mærket med glas og gaffel-mærket, men det er en frivillig mærkningsordning.

Det man skal være på vagt overfor, er produkter med PVC og blødgørere i. Miljøstyrelsen mener, at PVC udelukkende skal bruges i produkter, hvor man er sikker på, at de recirkuleres, som f.eks. rør. De mener, at materialer fra haver hurtigt vil ende i forbrændingsanlæggene, og vil helst undgå denne downcycling af PVC. Det er også vigtigt, at der ikke sker en migration af tungmetaller fra plastmaterialer, f.eks. bly.

Det er svært at vælge

Hvad skal man prioritere højst? Det praktiske, det æstetisk tiltalende eller det mest miljøvenlige. Og så er der endelig prisen og selve arbejdets udførelse. Det kan være svært.

Pallerammer er en populær og hurtig løsning

Hvis man ikke har tid eller lyst til selv at lave et højbed fra bunden, kan man vælge den meget populære løsning: pallerammer. De er billige, især som genbrug, og lette at få fat i. De kan stables og give højbede af varierende højde.

De er fremstillet af ubehandlet nåletræ og med galvaniserede hjørnesamlinger.De holder ikke så mange år – men til her og nu løsninger, hvor man måske ikke endnu har fået lavet den endelige plan for haven, eller er i tvivl om, hvor meget man vil dyrke på sigt, kan det være en god løsning.

Pallerammer bruges ofte i bymiljøer, hvor brugerne ikke ved, hvor længe de kan få lov til at dyrke på stedet.

Sneglekant

Hvis der er dræbersnegle i haven, bør man overveje at etablere højbede med sneglekant, så man har sine afgrøder i fred. Man kan købe sneglekanterne forskellige steder til at sætte på et højbed. Færdige højbede kan ofte leveres med sneglekant.

Frodige haver i plantekasser lavet af pallerammer i Grow Your City i Fredericia, hvor borgerne kan få dyrkningsmulighed i en kasse for 25 kr. Foto: Karna Maj

Køb af materialer

Du kan finde forhandlere af robinietræ og andre holdbare træsorter i vores forhandlerguide under Træ og hegn.

Du kan finde forhandlere af kantløsninger til græs i vores forhandlerguide under Græsplæner

Du kan finde færdige højbede i vores forhandlerguide under __Plantekummer, krukker og kunst

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Her er du: Forsiden > Inspiration > Miljøvenligt træ > Materialevalg til højbed

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider