Træer vokser ikke alene

Midt på torvet står et egetræ. Det skulle være smukt og stort, men det skranter, og væksten kommer ikke rigtig i gang. På en anden plads står et lindetræ. Det har heller ikke udviklet sig, som man havde forestillet sig, og nu er det oven i købet blevet angrebet af bladhvepselarver, og alt det grønne i bladene er spist.

Det er hårdt at være et træ, når man er blevet placeret i bymiljøet, hvor der sjældent er plads til, at rødder og krone kan udvikle sig. Der er trafik, belægninger, urinerende hunde og mænd, hærværk og saltning, og så skal bytræer ofte også tjene som opslagstavle og lysmast. Det er ikke sært, at de har det vanskeligt.

Lidt bedre er det for træer i parker og haver. Der er jorden som regel ikke så dårlig, og træerne er beskyttet mod salt og trafik. Men ofte trives de alligevel ikke for godt. Det skyldes faktorer som forkert plantning, overgødskning, påkørsel med plæneklipper og uhæmmet beskæring. Men først og fremmest skyldes det ofte, at de er plantet i de forkerte miljøer.

Alle træer vokser naturligt i miljøer, hvor de indgår i et samspil med andre planter, dyr, svampe, jord, vand og klima. Byer, parker og haver er også miljøer med bestemte betingelser, men hvis man skal have et godt planteresultat, bør man forsøge at skabe betingelser for træet, som ligner dets naturlige miljø så meget som muligt.

En stor organisme

Træer stammer fra skoven, og de kommer fra mange forskellige skovtyper.

De vokser naturligt i bestemte plantesamfund, hvor de har tilpasset sig miljøet igennem tusinder af år. I skovnatur vokser træerne sammen med andre art­er, som også har fundet fodfæste over en tusindårig periode. De vokser med andre træer, buske, enårige-, toårige og flerårige urter, græsser, bregner, mosser, lav og svampe. I et sådant miljø er der bakterier, nematoder, insekter, edderkopper, fugle og små og store pattedyr. Alle disse væsner udkæmper en evig kamp om mad, lys og plads, men lever også i utrolige samspil med hinanden. Sådan en biotop er en stor organisme – et kæmpe netværk, hvor hver art og hvert individ er en vigtig del af helheden.

I skovmiljøet har egetræet mulighed for at udvikle sig, fordi der er plads til både pælerødder og siderødder, og fordi det ikke skal bruge ekstra kræfter på at holde sig oppe efter saltning eller andet hærværk, som bytræer ofte er udsat for.

I skoven bliver lindetræet angrebet af bladhvepselarver, men i modsætning til i byen vil de her meget sjældent få lov til at ribbe et træ helt. Inden de når så langt, bliver en del af dem spist af andre insekter og fugle.

Det er denne helhed, som vi har hevet træerne ud af, og alligevel forventer vi, at de skal trives og udvikle sig.

Skoven er ikke bare træer

Midt i skoven står et egetræ. Det er smukt og stort og vokser sig stadig større og stærkere. Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er en blandet løvskov, domineret af eg. Træet står i en lysning i skoven, men er omgivet af mange andre planter. Der er andre ege i forskellige aldre, ja, helt op til flere hundrede år gamle. Der er gamle bævreasp, og mange steder står der unge planter af almindelig røn og spidsløn.

At træerne ikke er plantet, kan man se på, at de bestemt ikke står i et synligt system. Et yngre egetræ står f.eks. undertrykt, fordi det vokser for tæt på den ældre eg. Et enkelt sted vokser en ung lindeplante, og flere steder gemmer der sig små træer i græsset.

Der er ikke tale om naturskov. Det kan man bl.a. se ved, at der er sat en fuglekasse på træerne. Men flere steder ligger der fældede træer, som ingen har hentet, og stammerne ligger og går i opløsning. Det er altså heller ikke tale om en intensivt dyrket skov.

Skovbunden er dækket af blade, tuegræsser og bregnerne engelsød, Polypodium vulgare, og mangeløv, Dryopteris filix-mas, og forskellige flerårige urter, som blåklokke/liden klokke, Campanula rotundifolia. Der vokser desuden grupper af almindelig kohvede, Melampyrum pratense – en lille, fin flerårig urt, som slet ikke kan klare sig alene, for selv om den kan lave lidt fotosyntese, kan den ikke skaffe sig kulhydrat nok til at overleve. Den er blevet snylter. Det vil sige, at den ernærer sig ved at skabe forbindelse til naboplanternes rødder, hvor den tapper lidt energi fra bl.a. græsser. Nogle steder vokser der blåbærplanter, Vaccinium myrtillus, og orange bær viser, at her også er liljekonval, Convallaria majalis. Der er grupper af skovmærke, og man skal ikke rode meget i laget af blade, før man også opdager, at der er rigtig mange anemoner, Anemone nemorosa. Der er gul blomstrende gyldenris, Solidago virgaurea, som løfter skovbunden lidt.

Når man ser rigtigt efter, vokser der altså mange, mange planter omkring egetræet. Egen står bestemt ikke alene, og hvis man går grundigt til værks i sin søgen, vil der dukke et endnu større hav af nabo­planter op.

Rodkaos

Under skovbundens overflade befinder der sig et netværk af rødder. Egen har nogle kraftige pælerødder, men sender også siderødder langt ud. Siderødderne breder sig til alle sider og når lige så langt ud til alle sider, som træet er højt. Nogle af egens rødder er vokset sammen med et par andre mindre egetræer, og de udgør tilsammen én stor organisme. Pælerødderne går lige så langt ned, som der er ilt til. Et par af rødderne når måske kun én meter ned, mens to andre har banet sig ned i et par meters dybde.

Siderødderne vandrer forbi rødderne fra andre træer og buske og gennem moradset af urterødder. Man kunne forestille sig, at dette filter af urterødder ville hæmme røddernes udvikling, men det forholder sig anderledes. Urternes rødder er sprøde og ikke særlig stabile, og de falder af for et godt ord. Alle disse urterødder er mad for svampe og bakterier og med tiden også for regnorme. Regnormene laver et enestående gravearbejde. De graver gange til siderne, hvor rødderne kan finde vej, men vigtigst er det, at de også graver i dybden. En regnorm kan godt tage en tur et par meter ned, og den gang, som den efterlader, er røddernes chance for at vokse dybt ned. Regnormene sikrer, at rødderne kan komme længere ned, end der ellers er ilt til. Jordens liv af svampe, bakterier, smådyr, kryb og kravl er grundlaget for, at regnormene hele tiden kan være med til at udvide rodzonen.

I netværket af urterødder og trærødder findes der et endnu finere netværk af svampehyfer, mycelier, som gennemvæver jorden. En del af disse svampe er de såkaldte mykorrhizasvampe. De er symbiosesvampe, der leverer vand og forskellige næringssalte til træerne. Til gengæld låner de lidt sukker. Disse svampe giver træerne og de øvrige planter en endnu større rodzone. De kan hente vand, hvor rødderne ikke kan nå ud, og de kan skaffe nogle af de næringssalte, f.eks. fosfor, som træerne kan have vanskeligt ved at optage. Mange svampe er mykorrhizasvampe. Det gælder f.eks. arter af rørhat, fluesvamp, skørhat, mælkehat, ridderhat, trævlehat, slørhat og kantarel.

Livet på og omkring træet

Den gamle eg er i sig selv en biotop, hvor tusindvis af levende væsner er afhængige af træet som levested og / eller fødekilde. Træet er omkring et par og tyve meter højt og sætter krone et par meter oppe ad stammen.

Alderen har gjort sit indtog. Der er ikke den store vækst i træet længere, men stødt og roligt bliver det større og ældre. At det vokser langsomt, kan man se på, at masser af forskellige typer lav har etableret sig på grene og stamme. Hvis træet var i fuld vækst, ville det kaste lav af. Man kan naturligvis også se, at skudvæksten er minimal. Træets bark har efterhånden fået store fuger og revner, og netop det gør det til et fint skjulested for blandt andet edderkopper. Her kan de uforstyrret gemme sig selv og deres afkom, men kun indtil en fugle får øje på det lækre måltid. Oppe på stammen er der næsten vandrette huller i barken. Her har en spætte undersøgt, om der mon skulle gemme sig noget guf under barken.

Hvor nogle af kronens grene mødes på stammen, har der ikke været vækst i lang tid. Der er let skygge, så her vokser der ikke kun lav, men også mos, og i dette moslag har andre planter fået rodfæste. En fugl er kommet forbi og har afleveret både frø og gødning. Resultatet: en hyld forsøger at etablere sig.

Livet i træet er med at sikre overlevelsen, fordi der her foregår en kamp om plads og føde. Så snart bladlus eller bladhvepselarver forsøger at spise sig gennem træet, vil de blive byttedyr for andre dyr, og derfor bliver træet aldrig ædt helt op.

Et ensomt træ i haven

Når man ønsker at plante et træ i sin have, skal man huske, at et ensomt træ etablerer sig dårligere end et træ, der vokser sammen med andre træer og skov­organismer. Det viser sig faktisk, at selv om man kun har et vist areal til rådighed, så klarer to planter af samme art sig bedre end et enkelt træ. Men det er selvfølgelig endnu bedre at sikre så stor rodzone som muligt. Der er sjældent mulighed for, at et træ kan få en rodzone som i skoven, men hvis man kun giver træet en kvadratmeter rodudfoldelse til siderne og en halv meter nedefter, fordi jorden er totalt komprimeret, skal det gå galt.

Hvis andre planter, som passer til miljøet, kan få lov til at udvikle sig sammen med det plantede træ, vil der være endnu større muligheder for dets udvikling. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvilke planter, man sætter sammen. De bedste miljøer skabes, hvis man sikrer planter, som stammer fra nogenlunde samme plantesamfund. Og så skal man huske, at planterne skal passe til plantningsstedet.