Engang midt i september såede jeg to kasser til med salatplanter – 3 rækker i hver kasse. De 6 rækker blev sået til med hver sin sort, da jeg gerne ville finde nogle egnede sorter til overvintring i drivhuset.
Desværre blev det i skyndingen kun til de 5 sorter, som jeg tilfældigt havde rester af, og så høstede jeg lidt frø fra nogle salatplanter, som var gået i frø, til den 6. række. Der var meget forskel på både spiretid, og hvor godt de spirede. De nyhøstede frø spirede rigtig hurtigt og rigtigt godt, mens nogle af de andre sorter blev der ikke så mange planter af. Når man sår så sent, kan man ikke nå at så om.
De blev sat under vækstbuer med fiberdug over, efter at en kat havde nået at skrabe i den ene. Kasserne blev taget ind i drivhuset omkring efterårsferien og har i frostperioder været dækket med to lag fiberdug.
Så vidt som jeg kan se, har stort set alle de planter, der var i kasserne, overlevet vinteren, og de er i vækst nu. Der er dog klart forskelle på, hvor store de er på nuværende tidspunkt. Størst er de planter fra de nyhøstede frø, der kom fra forskellige salatplanter og således er et mix af sorter. Antagelig er de størst, fordi de spirede og voksede hurtigere til end de andre. Så næste år vil jeg prøve at så lidt tidligere – første halvdel af september. Eller udelukkende bruge nyhøstede frø. Men det er en balancegang, for hvis planterne når at blive for store, så tåler de ikke længere frost.
Nedenfor kan man se, hvor store de forskellige sorter er den 4. april:
Øverst: ‘Amerikansk pluksalat’. Midten: ‘Lollo rossa’ (th) – den røde tv. er ukendt sort. Nederst: ‘Chagall Rz’. Det var denne kasse, katten havde skrabet i – derfor er der ikke så mange planter i et par af rækkerne. Foto: Karna Maj
Øverst: forskellige sorter – sået med friskhøstede frø Midten: ‘Merville de quatre saison’. Nederst: ‘Winter Densisty’ sået fra ret gammelt frø. hvilket sikkert er årsagen til, at der kun er to planter. Foto: Karna Maj
Det mest interessante er nok den overvældende spirekraft, der var i det nyhøstede salatfrø. Da salat normalt ikke krydsbestøver, er det let selv at høste frø. Salatfrø når dog kun at blive modent ved forkultivering og tidlig udplantning.
Her først i april er jeg i øvrigt fuldtændig ligeglad med sortsnavne – når bare jeg kan gå ned i drivhuset hver dag og hente friske salatblade til at pynte pålægsmadderne med.
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2004 > April > De første salatblade kan høstes
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…