Havenyt uge 5, 2018

Nu er der endelig udsigt til en god gang frost og måske endda med vinterligt nedbør. Vi nærmer os den gamle, kristne helligdag Kyndelmisse, hvor vi er halvvejs gennem vinteren. Tidligere betød det, at man gjorde status over vinterforrådet, hvoraf halvdelen stadig gerne skulle være tilbage. I dag er vi ikke underlagt årstiderne i samme grad, og selvforsyning er snarere en økologisk luksus, der drives af lyst fremfor nød. Ikke desto mindre er det stadig ærgerligt at se forrådet gå til, når nu der er lagt så mange kræfter i at få det hus.

Vær i den kommende tid opmærksom på, at rodfrugter, hovedkål og æbler ikke udsættes for frost ved at dække med tæpper og eventuelt et isolerende lag halm. Frosten vil muligvis forhindre høst af porrer og de rodfrugter, der stadig er i jorden. Så man gør sig selv en tjeneste ved at grave op og tage ind til flere dage og dække jorden med et lag halm eller visne blade.

Hold igen med forkultivering

Det er fristende at begynde at så, men planterne bliver alt for ranglede i deres higen efter lyset på denne årstid. Det er den rette kombination af vand, temperatur og lys, der er afgørende for om en plante kommer godt fra start, og lige nu er der ikke nok lys i vindueskarmen til at give planterne en god start på livet. Formålet med at så tidligt er at kunne høste tidligt, men der er større gevinst ved at vente et par uger. Forskellen i såtidspunkt udlignes hurtigt, og de tidligt såede planter kan halte efter længe, hvis ikke de har haft de rigtige betingelser fra starten.

Chili er de første planter, der skal sås til forkultivering. De har en lang vækstsæson og skal – afhængig af sort – have 4–7 måneder til at udvikle modne frugter. Hvis man absolut vil i gang nu, skal der et særligt vækstlys til kombineret med varme. Chilifrø skal have mindst 25°C for at spire (nogle sorter helt op til 30°C) og kan være lidt langsomme startere. Venter man med at så til sidst i februar, kan man undvære vækstlys. Find spændende chilisorter hos Bjarnes frø og planter og Fuglebjergaard.

Beskæring af træer

Man rådes ofte til at beskære frugttræer om vinteren, sikkert fordi det er lettere at orientere sig i et træ uden blade. Men træet kan bedre bekæmpe den risiko, der skabes for svampeangreb og mere effektivt danne arvæv over såret, hvis det beskæres om sommeren. Sommerbeskæring strækker sig fra 1. juli til 15. september. På det tidspunkt er træets forsvarsmekanismer og saftgennemstrømningen i grene og stamme på sit højdepunkt. Beskæring om sommeren giver desuden den fordel, at der ikke dannes vanris.

Den eneste beskæring, man skal foretage i januar og februar, er styning, hvor man netop har behov for, at træet sætter vanris. Styning er navnet på en beskæringsmetode, hvor man skærer hele toppen af et stort træ, så det kommer ned i 1–3 meters højde, hvorfra det vil skyde med vanris. Styning er en ret hård behandling af træet og vil forkorte dets levetid, men det kan i nogle sammenhænge være nødvendigt, hvis træet står i vejen for eksempelvis en bygning. Når man én gang har stynet et træ, skal man hvert år i vintermånederne skære grenene af ned til styningstedet. Hvis der går for mange år mellem hver styning, bliver sårene efter de afklippede grene for store og svære at få til at hele, hvorved træet svækkes yderligere.

Hjælp de vilde bier

Den engelske biolog og bi-ekspert Dave Goulson, der blandt andet er forfatter til bogen Humlen ved det hele, har netop afholdt en foredragsrække i Danmark. Her fortæller han om situationen for de vilde bier, der i hele Europa er stærkt påvirkede af konsekvenserne af de stadigt mere intensivt opdyrkede landområder. De vilde bier og insekter generelt er blandt andet truet af mangel på føde og levesteder og brugen af pesticider.

For ca. 25 år siden startede det konventionelle landbrug brugen af neonikotinoider (et ekstremt giftigt, nikotinlignenede insektmiddel) i pesticider, og siden da er der sket et markant fald i insekter generelt. Midlet er kaldt vor tids DDT, og heldigvis arbejdes der på at få det forbudt i EU. I Danmark er man pt ikke interesseret i et forbud, da midlet anvendes til bejdsning af rapsfrø. Det kan dog i sidste ende blive en dyr og uoverskuelig regning at skulle betale, da neonikotinoider er vandopløselige og siver ud i omgivelserne, hvor de optages i vilde planter og herfra videre i hele fødekæden. I marts/april-nummeret af Praktisk Økologi skriver Jørgen Pedersen fra foreningen Plan Bi om det aktuelle emne.

Fremtiden ser sort ud, hvis ikke vi har vores bestøvere. Som Dave Goulson siger: Vi vil gøre alt for vores børn og børnebørn, undtagen at give dem en planet de kan leve på! MEN det gode er, at vi alle kan gøre noget. Og det handler ikke om at udvikle robot-bier til bestøvning – lad teknologien om at udvikle »wanna-bees«, mens vi fræser vores græsplæner op og sår hjemmehørende blomster og blomstrende buske og laver mere natur og mangfoldighed i vores haver. Insekthoteller, kvasbunker, uklippet græs og gamle træer, der får lov at sygne hen er alt sammen med til at skabe mere insektliv og dermed også fugleliv i haven. Dernæst kan vi medvirke til at sprede budskabet og især være opmærksomme på at uddanne børn omkring os i vigtigheden af de vilde biers tilstedeværelse og trivsel.

Planlæg dit sædskifte

Sædskifte kaldtes tidligere vekseldrift og går ud på, at man skifter mellem de forskellige plantefamiliers dyrkningssted. Hvis ikke man veksler mellem plantefamilierne, risikerer man, at jorden udpines på grund af ensidig næringsstofoptagelse, og der kan opformeres sygdomme og skadedyr, der specifikt er knyttet til de forskellige plantefamilier. Det er altså plantefamilier og ikke grønsager, der veksles med, når man laver et sædskifte. 4–5 år er nok for de fleste afgrøder, før de dyrkes på samme stykke jord igen. Dog anbefales der 5–6 år for kål, da der ellers kan udvikles kålbrok.

Et sædskifte er ud over at forebygge sygdomme og skadedyr også med til at sikre balancen i jordens næringsstofpulje og modvirke jordtræthed ved, at man placerer næringsstofkrævende afgrøder efter gødskning og knap så krævende afgrøder, når bedet er tømt for næringsstoffer. Et gennemtænkt sædskifte krydret med en stor portion mangfoldighed og kompost kan holde kunstgødning og sprøjtemidler langt ude af haven.

Prøv med blandingskultur

Ved at blande rækkerne af forskellige afgrøder, får man en bedre pladsudnyttelse og øger udbyttet på samme antal kvadratmeter. Desuden dækkes jorden bedre for ukrudt og fordampning, hvilket mindsker arbejdsbyrden. Men det gør ikke sædskiftet lettere, når plantefamilierne blandes, og det er ikke alle plantefamilier, der egner sig til at vokse side om side.

Afgrøder, der trives ved siden af hinanden er eksempelvis pastinakker og løg. Løgene fylder mest over jorden, men den tynde top konkurrerer dårligt med ukrudt, og pastinakker fylder meget under jorden og får også en frodig top, der kan dække noget af den jordoverflade, som løgtoppene i rækken ved siden af ikke dækker. Også majs og bønner fungerer godt sammen eller kartofler og valske bønner. I Praktisk Økologi er der for tiden en artikelserie om blandingskulturer, der fungerer godt i praksis.

Fjerkræ i haven?

Vinter er tid til planlægning og drømme, og måske er det tid til at realisere en drøm om fjerkræ i år. Der er imidlertid flere forskellige slags alt efter, hvilket behov og hvor meget plads man har. Det er under alle omstændigheder en stor fordel at gå flere sammen om et fjerkræprojekt for at dele både sorger (rævebesøg, rotteplager og udgifter) og glæder (friske æg, kød, liv i haven, bygning af hus og gård) og de daglige rutiner med at lukke ud og ind og fodre.

Af alle fjerkræ er høns det dyr, der giver mest igen i forhold til input. De kan leve af køkkenaffald (afhængig af mængden naturligvis) og sanerer gerne en frugthave for utøj og æg fra dræbersnegle. Til gengæld for en meget lille indsats får man æg og kød. En flok på 3–5 høns og 1 hane er passende at lægge ud med til én familie. Undersøg først, om det er lovligt at have hane i din kommune. Læs mere i artiklen Kom godt igang med høns i haven.

Har man høns og en hane, har man også mulighed for at ruge egne kyllinger ud. Det betyder ikke alene, at man får suppleret de ældre høns med unge og friske høns, men også at der kommer hanekyllinger, som kan opdrættes til slagtning. Dette er mest relevant, hvis man har høns af stor race som Orpington eller Australoprs. Hvis man har høns af dværgrace eller små racer, bør man overveje, hvad der skal ske med hanekyllingerne, før man starter en udrugning. Enkelte vil kunne sælges som avlshaner, især hvis de er racerene, og de sidste kan man naturligvis spise, der er blot ikke så meget kød på.

Ænder er fremragende til at æde dræbersnegle i haven. Men der er lidt forskel på, hvor aktivt fødesøgende de forskellige racer er. Den indiske løbeand er en lille, vaks and, der aktivt pisker afsted i jagten på en slimet delikatesse og samtidig lægger mange æg. Moskusænder er mere magelige. De spiser ganske vist dræbersnegle, men de kommer knapt så hurtigt og langt omkring som løbeænderne. Til gengæld er de lettere at få til at ruge, og de fylder en del mere i stegesoen og har en fremragende spisekvalitet. Læs mere i artiklen Næbbet sneglekontrol.

Har man et stort græsareal og gerne et vandhul til rådighed er gæs en mulighed. Man skal regne med ca. 500 m² per gås. Her er det en god idé at gå flere sammen, da det hurtigt kan blive en stor mundfuld at slagte og spise et kuld på omkring 10 gæslinger. Vær opmærksom på, at de larmer en del og er en god vagtpost ved indkørslen, men kan måske også virke generende på naboer, der bor tæt på. Læs mere i artiklen Gæs på friland og i marts/april nummeret af Praktisk Økologi, hvor Christina Schwartz har skrevet en udførlig artikel om livet i gåseflokken. Hvis ikke du allerede er medlem, kan du melde dig ind på Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmeside.