Næbet sneglekontrol

Sommerens fugtige vejr er enhver snegls drøm. Til stor ærgrelse for haveentusiaster, men til fantastisk glæde for enhver and, for i modsætning til så mange andre sneglebekæmpelsesmetoder, så virker det med ænderne rent faktisk. Ænder spiser snegle med stort velbehag og er derfor ideelle husdyr, når sneglebestanden skal holdes i skak.

Der findes mange forskellige anderacer, og alle elsker de snegle. Min egen erfaring er begrænset til moskusanden og den indiske løbeand, der sammen indgår i vores 1.000 m² store køkkenhave og udgør en formidabel sneglekontrol.

Vores have ligger i et økologisk paradis tæt op ad skov, sumpet eng og krat, hvorfra snegle i tusindvis boltrer sig lystigt og villigt ind i haven. Vores nabo mod nord er dog en konventionelt dyrket mark, så derfra modtager vi aldrig noget levende. Da vi for fire år siden flyttede ind og påbegyndte vores havebrug, mistede vi betydelige mængder af vores planter og grønsager til især dræbersnegle. I maj og juni var vi derfor nødt til at indsamle sneglene i spandevis. Bogstaveligt talt. Der var tale om fulde spande. Dette varede dog kun ved, indtil vi indså ændernes potentiale. I dag er vores fem ænder og deres årlige 15–20 ællinger en fast del af haven – til stor nydelse for ænderne og til stor lettelse for os. Haven er nu fri for snegle – trods kontinuerlig indvandring fra naturområdet omkring.

Moskusand – dejligt kød

Moskusanden er en forholdsvis tung og kluntet and på 1,5–3,5 kg – afhængigt af kønnet. Moskusanden er en venlig and, der stammer fra Mexico. Den emigrerer ikke og er dermed let at holde, for den forsøger ikke at flyve væk. Har man plads, kan man derfor snildt lade den flyve rundt og sprede sine smukke vinger. Mange bliver dog nødt til at klippe de yderste svingfjer en gang om året for at holde fuglen nede fra tage og bygninger. Moskusanden elsker nemlig højderne, og det er en sand fornøjelse at se den skue ud over landskabet.

Moskusandens kød er eftertragtet og lækkert – ikke kun til julemiddagen. Lader man hunnen få lov, udruger den villigt 10–20 æg to gange om året. Moskusanden er en fremragende mor, men trods de gode instinkter må de små ællinger beskyttes særligt mod krager, husskader og mårfamiliens medlemmer. Vores ene hun har flere gange måttet kæmpe en brav, men forgæves, kamp mod krager for at beskytte sine mange ællinger. Vi er derfor blevet nødt til at holde de små ællinger og deres mor inde i en fuldstændig lukket gård, når vi ikke opholder os i haven og kan skræmme rovdyr væk. Når ællingerne er godt 4 uger gamle, har vi med succes ladet dem være ude uden opsyn. Men det er meget lokalt, hvor længe man skal passe ekstra på dem. Har en krage først smagt and, kommer den igen og igen.

Udover med hjælp fra andens naturlig fjender, er det let at holde antallet af ællinger nede, hvis man ikke har plads til 30 ænder. Æggene smager fortrinligt, og man kan med fordel tage de nylagte æg dag for dag, inden andemor går i gang med at ruge. Andeæg kræver normalt 27–35 dages rugning, afhængigt af racen, mens hønseæg klækker efter 21 dage.

Indisk løbeand – god æglægger

Den indiske løbeand er i modsætning til moskusanden elegant, lidt stresset af natur og meget snakkesalig. Den opretgående and stammer fra Asien, hvor den er blevet fremavlet for sine talrige og næringsrige æg. Den indiske løbeand kan ikke flyve og vejer kun 1–2½ kg slagtet og er derfor, i modsætning til moskusanden, bedre at have for æg end for kød. Med mellem 250 og 300 æg om året, er løbeanden ekstremt produktiv og har behov for meget protein­holdig kost. Hos os får ænderne kun begrænsede mængder hvede og må selv søge insekter og snegle i haven. Vi ønsker ikke at give dem specialfoder, og det betyder, at vi på årsbasis får mellem 90–130 æg per løbeand. Æggene er som store hønseæg, men lidt kraftigere i smag og konsistens.

Det hedder sig, at løbeænder ikke længere selv er i stand til at udruge deres æg. I år blev vi dog forundret over vores ene and, der byggede sig en fin rede i et af vores spiselige staudebede. Desværre kedede vores moskusandrik sig meget i samme periode, da alle hans egne hunner enten lå på æg eller havde små ællinger. I sin iver efter selskab fik han derfor trampet sig ind i løbeandens rede og knust de fine æg. Han blev tilgivet, men jeg glæder mig til at se, om løbeanden bliver skruk igen næste år. I så fald skal hun beskyttes.

To racer under samme tag

Kombinationen af vores to anderacer betyder, at vi både får fine æg og lækkert kød at spise, mens sneglene holdes under kontrol. Løbeænder og moskusænder bor sammen uden problemer, men man skal være opmærksom på andrikkernes adfærd. Vi anskaffede os en løbeandrik sammen med vores løbeænder, men blev til sidst nødt til at slagte ham, da han ikke kunne lade vores moskusænder være i fred. Han ville konstant parre sig med dem, hvilket gjorde dem stressede og slet og ret bange for ham. Han endte derfor i ovnen. Det gav fred i andegården, men det betyder samtidig, at løbeændernes æg ikke er befrugtede. Løbeænder og moskusænder kan ikke parre sig med hinanden, så nu er det kun moskusandrikken, der sørger for ællinger på moskusænderne. Og det er han god til.

Fodring

Generelt sætter ænder stor pris på en ekstra portion protein i form af insekter, larver, snegle, orme og andre smådyr, som de snadrer sig frem til. Især er behovet stort efter vinterens sparsommelige kost, der hos os udelukkende er korn. De frugtbare hunner har behov for ekstra næring til deres æglægning i maj og juni, og ællingerne vokser betydeligt hurtigere, hvis der er snegle at spise. Sørger man for at give ænder adgang til køkkenhaven på de rigtige tidspunkter af året, kan man derfor let give dem ekstra godt at spise og få sneglebestanden reduceret markant.

Vores grønsager var hårdt angrebet af småsnegle og dræbersnegle det første forår, vi dyrkede haven. Sneglene mæskede sig nådesløst igennem planterne, mens ænderne blev holdt tilbage i deres andegård for ikke at træde på de små planter. Først da grønsagerne voksede sig store nok til at modstå en tung andekrop, blev de snegleelskende ænder lukket ind i køkkenhaven. Inden længe var der ikke en snegl i sigte. Men skaden var allerede stor, og erfaringen gjorde os klogere.

Den efterfølgende vinter og det tidlige forår gav vi ænderne fri adgang til hele køkkenhaven. For at mindske deres græsning på uønskede grønsager, designede vi haven bedst muligt med opdeling af spiselige stauder og hurtigtvoksende énårige arter til ét område. De énårige afgrøder, som ænderne af erfaring holder af at spise i sommermånederne, blev grupperet sammen i et andet område. Den systematiske opdeling af grønsagerne betyder, at vi let kan lave et rotationssystem med andefolden uden at gå på kompromis med de grøntsager og blandingskulturer, vi dyrker.

Med udspring fra den permanente andegård opsætter vi et ca. 80 cm højt hegn rundt i haven omkring det specifikke område, som ænderne må få adgang til. Når der er behov for sneglekontrol i et andet område, eller der er planter, som ikke længere kan håndtere tilstedeværelsen af ænder, flytter vi blot hegnet til næste område. Eksempelvis har ænderne adgang til hele haven om vinteren og igen i maj og juni – bortset fra vores salatbede med både enårige og flerårige salatplanter. Selv små gulerodsplanter kan nemlig godt klare en forbipasserende and i ny og næ.

I juli, august og september lukker vi af for hele haven, da både ællinger og voksne dyr på det tidspunkt begynder at spise mere grønt – især beder og kål. Først hen i oktober lader vi dem få lov til at komme i tomat-, squash- og gulerodsbedene igen. På det tidspunkt har vi nemlig høstet, hvad vi selv gerne vil have. I november åbner vi igen op for hele haven – måske lige bortset fra nogle af kålplanterne, som vi godt vil gemme til os selv senere på vinteren.

På en overkommelig og let måde giver vi således ænderne et meget stort areal at fouragere på, samtidig med at vi får gødsket vores køkkenhave og holdt skadedyr borte fra vores grønsager.

Andegård

Den permanente andegård skal være stor nok til, at ænderne har plads til at være i fred for hinanden. Især når andrikken er i parringshumør, nyder ænderne godt af at kunne slippe væk fra ham. Ellers kan en andrik godt være lidt for nærgående. Vores andegård er 25 m² til fem ænder. Når ællingerne er store, er andegården for lille, og da er det godt at have dem ude i haven. Ænder har behov for ly for vejr og vind enten i form af et andehus eller buske, krat og træer. Om vinteren nyder dyrene særlig godt af et hus, da de godt kan fryse om fødderne. Vi har oplevet at måtte aflive en lille and, fordi hun fik koldbrand i foden efter en forfrysning forrige vinter. Is og sne er ikke en ands bedste ven, og det kan anbefales at lægge halm eller strøelse ud på sneen og i huset, så de ikke fryser for meget.

Ænder elsker vand

Alle ænder elsker vand. Har man ænder, bør de altid have adgang til et svømmevenligt vandhul eller i det mindste en meget stor balje med vand. De er jo ænder.

Vi giver dem ud over et bassin også spande med regnvand rundt omkring i haven, så der aldrig er alt for langt til at få renset næbet for snegleslim. På den måde kan vi kontrollere, hvor vi får gødsket i haven. Ænderne elsker at holde siesta omkring en vandspand, og det betyder godt med andeklatter og gødning. Vandet i spanden bliver også godt næret, når næbene skal renses, og kan passende bruges til at vande ekstra næringskrævende planter. Efter sensommerens høst af énårige planter, lader vi ænderne færdes frit i området. Det giver god gødning til bl.a. kål, tomat- og kartoffelplanter året efter.

Ænder skraber ikke

Ænder egner sig i modsætning til høns glimrende i haver med jorddække og bundplanter, da de ikke skraber. De er derfor perfekte i en staudehave og skovhave eller ved jorddækket grønsagsproduktion, men også i traditionelle, énårige køkkenhaver.

Vi fodrer ænderne med korn hele året, selvom de om sommeren burde kunne finde nok mad selv. Lidt mad betyder, at de kommer hjem igen – også når man lader dem fouragere frit omkring uden hegn. Vi har ladet dem gå fuldstændigt frit fra oktober til marts, men efter at have mistet nogle stykker til ræven, må de nu nøjes med køkkenhaven og området omkring vores hus.

Problemet som en del af løsningen

Med lidt organisering og omtanke, indgår ænder perfekt i haven, hvor de bidrager med gødning og skadedyrskontrol – foruden at levere vigtige proteiner og fedtstoffer, som vores grønsager ikke kan. Vi oplever, at vores ænder udfylder en særlig vigtig niche i vores madproduktion og har gjort vores have til et fyldestgørende og komplet økosystem, helt i overensstemmelse med permakulturprincipperne om at integrere fremfor at separere og at gøre problemet til en del af løsningen.

Ænder kan med andre ord kun anbefales til alle haver. Både for din og for havens skyld.

Artiklen har været bragt i medlemsbladet Praktisk Økologi 6/2011. Det udsendes til medlemmer af Landsforeningen Praktisk Økologi 6 gange om året.